En yderst solid omgang fællestræning…

Har du prøvet at tage 1.000 armbøjninger?

I forbindelse med tv-optagelserne i dag, havde Chris selvfølgelig planlagt en solid omgang fællestræning. Vi var på forhånd delt op i to hold forstået på den måde, at Peder og jeg var med vores nye “elever” på et søvnlaboratorium i København med det formål, at undersøge om der er noget om myten om, at overvægtige ofte ikke sover særlig godt. Det andet hold bestående af Cecilie, Stine og Morten skulle “bare” møde op i fitness dk’s lokaler på Nygaardsvej på Østerbro og begynde at konditions- og styrketræne.

Det skulle hurtigt vise sig, at Peders og mit hold vist var det “heldige hold”. Det skulle forstås på den måde, at vores nye elever, Heidi og Thomas, som Peder og jeg skal være coach for i det videre forløb, skulle starte med at konditionstræne samme med os på crosstrainere. Imedens skulle Cecilie, Stine og Morten gå i gang med dagens udfordring, som stod på ikke mindre end 1.000 armbøjninger. Og nej, du læser ikke forkert: 1.000 armbøjninger! Selvfølgelig var det ikke i træk, men i intervaller af fem eller 10 armbøjninger af gangen, men det gjorde ikke denne udfordring mindre svær at gennemføre.

Peder og jeg slap dog ikke helt for at deltage i udfordringen. Faktisk nåede vi at få deltage med cirka 270 armbøjninger, hvilket efter min mening var mere end rigeligt. I hvert fald kan jeg sagtens mærke det i arme og bryst i dag :o) Imidlertid bøjer jeg mig i støvet med største respekt for Cecilie, Morten og sidst, men ikke mindst for Stine, der tog de 1.000 armbøjninger i stiv arm – nærmest i bogstaveligste forstand :o) Jeg synes bare, at de alle tre er for seje!

For mit eget vedkommende blev det til en solid træningsdag med 100 minutters spinning, fire timer og 10 minutters fællestræning og en lille løbetur på 70 minutter om aftenen derhjemme, medens vaskemaskinen alligevel snurrede. I alt fik jeg forbrændt lidt over 5.400 kcal :o)

Dermed tror jeg også, at jeg har en rimelig chance for at nå i mål i morgen. Det kunne bare være så vildt, hvis jeg gjorde det :o)

Test, test og atter test…

tests

I weekenden står den atter på tv-optagelser i forbindelse med “Chris På Vægten” projektet. I den sammenhæng har vi torsdag og fredag været igennem de efterhånden sædvanlige tests, det vil sige BodyAge, hvilestofskifte, DEXA scanning og to gange maxtest.

Jeg har nu været igennem alle tests og det er efter min mening gået rigtig godt. Jeg er i hvert fald kæmpe stolt over at kunne fortælle, at min BodyAge nu er nede på 34 år (min fysiske alder er 41 år for dem, der ikke lige ved det). Specielt når man tænker på, at min BodyAge var 53 år for cirka et halvt år siden.

Og jeg er næsten endnu mere stolt over mig kondital, som under torsdagens test var på 60,1. Den anden test viste et lidt mindre tal, hvilket jeg tilskriver, at jeg dels skulle faste op til DEXA scanningen og dels var godt brugt efter første maxtest. Alt i alt endte jeg med et gennemsnitlig kondital på 58, hvilket stadigvæk er superflot. Faktisk er tallet ekstremt højt for en 41-årig og jeg kan ikke lade være med at smile over, at jævnfør diverse tabeller ligger min bedste maxtest i den lave ende for “verdensklasseatleter” :o)

DEXA scanningen, som vi i projektet primært bruger til at måle fedtprocent og muskelmasse, viste også en positiv udvikling. Min fedtprocent er nu nede på 15,3 procent, hvilket er en klar forbedring fra 20,6 procent sidste gang jeg blev scannet.

Så alt i alt har jeg intet at klage over :o) Tværtimod er jeg kæmpe stolt over den positive udvikling og vi mangler nu bare, at jeg når i mål med det samlede vægttab. Det går jeg for øvrigt efter at gøre på søndag, hvor vi atter skal kontrolvejes i forbindelse med projektet. Jeg krydser naturligvis fingre for, at det sker :o)

Før og efter…

I dag var jeg blevet inviteret til at give et foredrag om, hvad man som virksomhed kan tillade sig i forhold til sundhedstiltag overfor medarbejderne. Det skete i forbindelse med en sundhedskonference som Falck Healthcare afholdte overfor cirka 180 HR-ansvarlige fra alle mulige danske virksomheder. Det gik rigtig godt med præsentationen og jeg fik masser af god feedback fra deltagerne – dejligt :o)

I forbindelse med udarbejdelsen af min præsentation, havde jeg fundet et par fotos frem til et par slides om min egen tilgang til sundhed efter at jeg gik i gang med Chris MacDonald projektet tilbage i starten af maj måned i år.

Efter som jeg har skrevet en del indlæg om min deltagelse i dette projekt, tænkte jeg, at jeg også hellere måtte offentliggøre disse “før og efter” fotos for min trofaste bloglæsere. Jeg må indrømme, at jeg ganske enkelt ikke så mig selv på den måde tilbage i starten af maj måned, men et foto lyver som bekendt ikke. Der skal dog ikke herske tvivl om, at jeg synes bedst om fotoet til højre :o)

En solid afrunding på en god dag…

En god afslutning på en god dag...

Det har uden tvivl været en lang, men heldigvis også rigtig god dag i dag. Jeg måtte op allerede kl. 4.45, idet jeg skulle være i Vejle kl. 8.00 i forbindelse med et kundearrangement på Munkebjerg Hotel.

Jeg kom heldigvis ud af fjerenene til tiden og kom også afsted tidsnok til at kunne nå frem til kl. 8.00. Det var et godt arrangement med masser af spændende foredrag overfor vores kunder. Vi havde også arrangeret lidt underholdning i form af et indlæg med X Factor-dommer Thomas Blachman, som er mindst lige så usammenhængen, skarp og impulsiv i den virkelig verden, som han er på tv :o)

Lidt i fem om eftermiddagen gik turen så tilbage til Sjælland og det burde egentlig bare have taget et par timer. Imidlertid blev jeg fanget i en gigantisk kø nær Ringsted som følge af et trafikuheld, der havde spærret hele motorvejen. Heldigvis hang jeg kun fast i en lille times tid, hvorefter turen hjemover kunne fortsætte.

Dagen blev sluttet af med et par timers solid konditionstræning med masser af power walking, løb og intervaltræning. Alt i alt fik jeg fyret lidt over 1.800 kcal af i løbet af dette træningspas, hvilket jeg er meget tilfreds med. Jeg skylder i den sammenhæng stor tak til min træningsbuddy og gode veninde Stine, som ringede til mig i starten af træningen og gav mig moralsk energiboost. Det var helt sikkert medvirkende til, at jeg fik givet den en ekstra skalle under træningen :o)

Jeg lever skam endnu…

Jeg er skam stadig i live...

Der har rigtig nok været lidt stille på min blog på det sidste, men jeg lever skam endnu og har det fint (tak til dem, der har været søde og sende mig mails og høre om jeg er okay).

Jeg har ganske enkelt haft lidt for meget om ørerne på det sidste og det er gået lidt ud over opdateringen af min blog. Jeg satser dog på, at jeg i den kommende tid kan komme lidt “back on track” og igen finde tid til at skrive om dette og hint.

Så “stay tuned”, kære bloglæser :o)

Fotos fra “Chris På Vægten” projektet

Det er lykkedes mig, at få fat i nogle flere fotos fra “Chris På Vægten” projektet.

Så hvis du følger lidt med og gerne vil se fotos fra kokkeskolen og et par af vores mange træningsdage, så klik her.

Det var ubeskrivelig hårdt!

I forbindelse med lørdagens træning og tv-optagelser, skulle Peder, en af de andre testpiloter på “Chris På Vægten” projektet, prøve at bære en rygsæk, som indeholdte jernvægte svarende til det vægttab, som han har opnået indtil nu. Dermed skulle Peder slæbe rundt ikke mindre end 42 kg, medens han skulle gå på løbebånd for at mærke den belastning som kroppen påføres, når man vejer hele 42 kg for meget.

Men inden Peder skulle prøve kræfter med det, ville Chris lige prøve det på egen krop og da han “kun” vejer ca. 73 kg, ville den ekstra belastning på 42 kg selvsagt ikke føles mindre eller lettere for Chris – snarere tværtimod! Efter 30 minutter på løbebåndet med 15 graders hældning og en hastighed på 4,5 km i timen (hvilket altså kun svarer til helt normalt ganghastighed), var Chris mere end presset og svedte som en gal. Det var tydeligt at se, at den massive “overvægt” på 42 kg virkelig belastede hans krop!

Det var nu Peders tur til at prøve og allerede efter 2-3 minutters ved samme hældning og hastighed, var han virkelig presset og stoppede. Jeg tror virkelig, at det var en så overdreven fysisk oplevelse, at Peder aldrig kommer til at tage de samme 42 kg på igen eller for den sags skyld bare det halve.

Dernæst var det min tur til at prøve at bære rundt på 42 kg ekstra og i løbet af få minutter var jeg også ganske presset med en puls på over 90 procent af min maksimale puls. Jeg blev ved i lidt over fem minutter og jeg tror såmænd, at jeg godt kunne have taget fem minutter mere, hvis jeg skulle. Men det var slet ikke nødvendigt i forhold til at give min krop om et tydeligt minde om, at heller ikke jeg skal være overvægtig igen!

Status uge 23: Jeg nærmer mig målet…

Så gik der endnu en uge med “Chris På Vægten” og faktisk har det været en af de hårdeste uger rent træningsmæssigt. Sidste søndag besluttede mig for, at jeg dels ville give den en ekstra skalle i forhold til at prøve på at få lidt mere hul på vægttabet igen og dels for at give mig selv en mental udfordring i forhold til at træne ekstra meget, uden at Chris havde skubbet på for at jeg skulle gøre det.

Jeg har faktisk trænet ikke mindre end næsten 25 timer i løbet af denne uge, hvilket selvfølgelig er rigtig meget. Men inden nogen måske bliver forarget eller lignende over for det, så er jeg i så god fysisk form, at jeg er i stand til at træne så meget, uden at jeg sætter helbred eller andet over styr. Og ikke mindst (i hvert fald for mit eget vedkommende), så har jeg gjort det med stor glæde og motivation.

Dermed kan jeg sætte et flueben ud for den mentale udfordring, jeg gav mig selv sidste søndag. Jeg har taget afsted til træning alle dage, fordi jeg havde lyst til det og fordi det gav mig energi. Samtidigt har det styrket min tro på, at når jeg skal normalisere træningen om ikke så forfærdelig lang tid, så har jeg viljestyrken til at få trænet på regelmæssig basis – blandt andet fordi, træningen til den tid, vil blive en slags “walk in the park” i forhold til træningsniveauet i løbet af de seneste 23 uger.

Med hensyn til mit vægttab, så har jeg fået “gnavet” yderligere 0,9 kg af i denne uge. At det så har krævet rigtig mange timers træning, viser jo bare, hvor meget stor en fysisk indsats det kræver at få smidt de sidste overflødige kilo. Mit samlede vægttab er dermed oppe på 33,2 kg og jeg mangler nu kun 2,8 kg for at nå i mål.

Jeg nærmer mig således mit mål og kæmper ufortrødent videre!

En hel dag med træning og tv-optagelser

Mit program for i dag er egentlig forholdsvis simpel, men ikke desto mindre bliver det alligevel en lang og sandsynligvis også lidt trættende dag: Den står nemlig på masser af træning og tv-optagelser i forbindelse med l “Chris På Vægten” projektet.

Når der er tv-optagelser til Ha’ Det Godt sundhedsprogrammet, er der altid en masse ventetid i forbindelse med flytning af kamera, lys o.s.v. Men vi har efterhånden vænnet os til det og selv om dagen bliver lang, plejer den nu egentlig at gå ganske hurtig alligevel.

Jeg glæder mig selvfølgelig rigtig meget til at få resultatet af min DEXA scanning fra forleden og i det hele taget på en status fra Chris. Jeg regner dog ikke med de store overraskelser, for jeg synes selv, at det hele stadigvæk går i den rigtige retning :o)

Så skal der scannes igen…

I dag skal jeg atter igennem en såkaldt DEXA scanning i.f.m. Chris MacDonald projektet.

Vi er som bekendt seks “testpiloter” og fire af os er ganske tæt på nå vores overordnede vægttab. Derfor skal vi have målt vores fedtprocent og muskelmasse meget præcist, hvilket man kan gøre via DEXA scanningen (som egentlig primært bruges til at måle knogledensitet).

Derefter skal der tages stilling til, om vores oprindelige målsætning stadigvæk passer eller om der skal fintunes i op- eller nedadgående retning.

Selve scanningen tager kun en lille halv time og gør heldigvis ikke ondt :o) Jeg er selvfølgelig meget spændt på at få resultatet på lørdag, hvor der igen er tv-optagelser til Ha’ Det Godt sundhedsprogrammet på DR1.