Nedtællingen fortsætter: 8 dage tilbage…

Nedtællingen til min store udfordring fortsætter og der er nu kun otte dage tilbage, inden jeg skal løbe 100 kilometer, 100.000 meter, 10 millioner centimeter eller 100 millioner millimeter, alt efter, hvordan man ønsker at betragte længden af ruten.

Jeg er stadigvæk ved rigtig godt mod, ja, faktisk føler jeg mig mere og mere sikker på, at jeg nok skal gennemføre løbet.

Den stigende selvtillid baserer jeg blandt andet på, at jeg kan mærke, at den målrettede træning gør, at jeg bliver bedre og bedre til at løbe kontinuerligt over lange afstande. Samtidigt føler jeg en god balance i forholdet mellem min fysiske og mentale styrke, hvilket selvsagt er vigtig, når man skal ud og løbe 100 km.

Er der ikke noget med, at man siger, at godt begyndt er halvt fuldendt?