Status uge 19: Der sker da lidt…

Det er igen lykkedes mig at få smidt lidt vægtmæssigt. Jeg er således oppe på et samlet vægttab på 31,2 kg. Der er ganske vist ikke tale om et kæmpe vægttab i forhold til sidste uge, men der er trods alt stadigvæk tale om et positiv udvikling :o

Jeg regner dog med, at det kommer til at gå langsommere i den kommende tid, da jeg kommer til at skrue ned for tempoet i forhold til træning i de næste par uger. Det betyder dog ikke, at jeg ikke kommer til at træne, men det kommer bare til at foregå i et mere roligt tempo.

Med jeg kommer helt sikkert til at svede i løbet af den kommende tid :o)

Chris På Vægten “Graduation Day No. 2”

I dag var der den sædvanlig fællestræning med Chris MacDonald – ganske som der er stort set hver eneste søndag. Hvad der til gengæld ikke var sædvanlig, var at der var dømt “Graduation Day No. 2”, hvilket er Chris’ betegnelse for hele 12 timers træning!

Jeg havde besluttet mig for at deltage i træningen i det omfang, jeg følte, jeg havde energi til det – selvfølgelig uden at tage nogen som helst chance for at blive overbelastet. Derfor droppede jeg at deltage i de to spinningtimer om morgenen og ikke mindst de 150 gange op og ned af trapperne i Parken.

Jeg “nøjedes” således med en masse power walking på løbebåndet, da vi var tilbage i fitness dk’s lokaler på Østerbro efter “trappeøvelsen” i Parken.  Faktisk lykkedes det mig, at få forbrændt næsten 3.000 kalorier under træningen, hvilket jeg er meget stolt af. Jeg havde trods alt være indlagt på Frederikssund Hospital tre tage! Jeg kunne endda mærke, at jeg fik mere energi i løbet af træningen.

Det var således en utrolig rigtig fed oplevelse at deltage i “Graduation Day #2”. Det var fantastisk at opleve mine holdkammerater og se, hvordan de knoklede løs på imponerende vis og gennemførte et træningspas, som forholdsvis få mennesker kan gennemføre. De er sgu seje, min holdkammerater :o)

Status uge 19: Jeg er optimistisk!

Jeg er ganske vist fortsat på status quo med et samlet vægttab på 30,8 kg, men jeg føler alligevel, at jeg har været igennem en positiv udvikling i denne uge.

Jeg kan mærke, at jeg har fundet en fornyet energi gennem min øgede fokus på kost og specielt konditionstræning i denne uge. Så selv om det var hårdt med eksempelvis løbeturen i det bløde sand langs Nyborg strand og mine træningspas i går og i dag, har jeg alligevel kunne finde stor glæde og motivation i træningen. Det er rigtig fedt, for det er det som gør, at man kæmper videre – også selv om det er rigtig hårdt!

Så jeg er stadigvæk sikker på, at jeg har fundet den rigtige formel og jeg er meget optimistisk. Jeg føler mig således sikker på, at jeg nok skal få tabt et kilo eller to i den kommende uge.

“Chris På Vægten” artikel i Politiken…

Så er der igen en artikel om “Chris På Vægten” projektet i dagens udgave af Politiken (du finder artiklen i  “lørdagsliv” tillægget).

Denne gang er der fokus på, hvordan man systematisk kan opbygge en solid motivation og undgå faldgruberne, hvis man ønsker at komme i gang med et varigt vægttab og en sundere livsstil. Samtidigt fortæller Chris lidt om, at krop og hjerne faktisk forsøger at forsvare sig, hvis man begynder at tabe sig.

Det er som altid interessant læsning og viden – specielt hvis du, lige som jeg, er i gang med at komme i bedre form og få et sundere liv :o).

Status uge 18: Nu skal der ske noget!

Selv om jeg helt sikkert har opnået rigtig flotte resultater i forbindelse med “Chris På Vægten” projektet, må jeg indrømme, at jeg efterhånden er ved at være godt frustreret over, at der ikke rigtig sker noget.

Ganske vist har jeg været ramt af et irriterende maveonde og selvfølgelig har jeg lige skulle i gang igen, men ikke desto mindre synes jeg bare ikke at der sker noget for tiden. Og jeg kan mærke, at det efterhånden også begynder at gå ud over motivation og energi :o(

Det dur selvfølgelig ikke og jeg har derfor taget fat i Chris i dag med henblik på at lave en slags handlingsplan i forhold til træning og kost. Så nu skal der ske noget og jeg kommer derfor til at være ekstra opmærksom på kost og træning i den kommende tid.

Masser af intervaltræning i aften…

I aften stod den atter på en solid omgang fællestræning. Efter vi havde styrketrænet i en times tid, stod den på konditionstræning, hvor vi som minimum skulle forbrænde 1.000 kalorier på enten løbebånd, motionscykel eller elipsemaskine.

Jeg er som regel mest til konditionstræning på løbebånd og det gjorde sig også gældende i aften. Jeg lagde ud med lidt power walking med varierende stigninger, inden jeg gik over til en heftig omgang intervaltræning.

Jeg havde i forvejen bestemt mig for, at jeg ville give den ekstra gas i aften, efter som jeg gerne ville have kroppen op i omdrejninger efter sidste uges maveonde. Og jeg skal sandelig love for, jeg fik pulsen helt op i det røde felt. Jeg tog nemlig en masse intervaller af 30-60 sekunder varighed, hvor jeg øgede farten på løbebåndet til 16-17 kilometer i timen, hvilket er en rigtig høj fart for mit vedkommende. Derefter stod den på en kort “pause” i et minuts tid ved seks kilometer i timen, inden farten igen blev sat op.

Det var ganske vist vildt hårdt og jeg fik hevet godt efter vejret. Ikke desto mindre var det alligevel fedt at presse sig selv på den måde og jeg er sikker på, at det vil være med til at genskabe formen fra før maveondet. Samtidigt er der den positive sidegevinst ved aftenens intervaltræning, at jeg nu slapper af med en rigtig fed følelse i kroppen :o)

Dejligt at være back on track…

Efter at have kæmpet med maveondet siden tirsdag i sidste uge, følte jeg i går, at jeg var ved at være så meget oven på, at jeg nu kunne motionstræne igen.

Jeg besluttede mig derfor for at tage en times spinning og en time på løbebåndet i går aftes. Det var hårdt at komme i gang igen og jeg kunne godt mærke, at kroppen havde været drænet for meget energi. Ikke desto mindre var det dejligt at komme i gang igen og jeg er glad for, at jeg tog mig sammen og kom afsted til fitnesscentret i går aftes.

Det er dejligt at være back on track :o)

Status uge 17: En blandet landhandel…

Denne uge har mest af alt været kendetegnet ved at have været en blandet landhandel med et irriterende maveonde, en positiv oplevelse med min aller første deltagelse i DHL Stafetten og travlhed på jobbet – heldigvis af den gode og positive slags :o)

Desværre har maveondet gjort mig ukampdygtig i forhold til træning og jeg måtte desværre også aflyse min deltagelse i søndagens fællestræning. Det er også ensbetydende med, at jeg ikke kunne blive kontrolvejet i dag, hvorfor at I må have en status på min vægt til gode til næste søndag. Der er nu heller ikke rigtig noget at berette for der er ikke rigtig sket noget jævnfør mine egen vejning, men det er nu heller ikke så underligt, når jeg trods alt ikke har kunne passe min træning i denne uge. Jeg håber dog, at diverse medikamenter og masser af vand og grøn te vil få mig på højkant igen i løbet af en dag eller to.

Som jeg skrev i indlægget om maveonde i går, så har jeg heldigvis forliget mig, at man fra tid til anden bliver ramt af den slags mindre sygdomme. Jeg tror faktisk, at denne afklaring er med til at gøre, at jeg kommer mig hurtigere, for jeg stresser ikke mig selv yderligere ved at slå mig mentalt i hovedet over fraværet fra træning m.m.

Jeg er lige pludselig “back on track” og glæder mig vildt meget til at kunne spinne, power walke, løbe og styrketræne igen med mine holdkammerater :o)

“Chris På Vægten” artikel i Politiken…

Hvis du er interesseret i “Chris På Vægten” tv-programmerne, bringer Politiken atter en artikel om projektet i deres “lørdagsliv” tillæg (det vil der åbenbart være hver anden lørdag i et godt stykke tid frem over).

Denne gang har artiklen fokus på motion som en af de nødvendige grundpiller i et vedvarende og stabilt vægttab. Chris fortæller blandt andet om, hvordan man styrer uden om blindgyder og giver nogle konkrete råd om træning. Endvidere er Stine (som også er med i projektet) og jeg blevet interviewet om vores personlige erfaringer med den meget intensive træning, som er en markant del af “Chris På Vægten” projektet.

Så hvis du er “Chris På Vægten”-fan eller gerne vil have lidt inspiration til at komme i gang med motion, må du lige en tur forbi kiosken og købe dagens udgave af Politiken.

Status uge 16: Der sker da lidt…

Der er ingen tvivl om, at det bliver hårdere og sværere at tabe sig i takt med, at jeg nærmer mig min estimerede kampvægt på 85 kg. Der skal ganske enkelt arbejdes mere for at få smidt de sidste kilo, men det er nu også helt okay: Det er efterhånden en del uger siden, jeg forligede mig med dette faktum.

Derfor var det nu alligevel dejligt at se, at der trods alt er forsvundet yderligere 0,9 kg siden sidste uge. Det betyder, at jeg nu er nede på 90,2 kg og et samlet vægttab på 30,8 kg i løbet af de seneste 16 uger.

I dag fik vi også feedback på de mange tests og målinger som vi har været igennem torsdag og fredag. Og heldigvis viste alle målinger en flot og positiv udvikling. Mit blodtryk ligger på et rigtig flot niveau, hvilepulsen er super lav og stabil og konditallet er steget fra 38,7 tilbage i midten af juni til nu hele 47,9, hvilket i følge målesystemet er “very excellent” for en mand på 41 år :o) Og nu vi er ved det med alder, så blev min BodyAge forbedret med yderligere et par år, hvilket betyder at min krop stadigvæk er yngre end min rigtige alder :o) Jeg vil ikke afsløre den præcise BodyAge alder her og nu – det må I have tilgode til det bliver vist på tv :o) Også fedtprocenten har rykket sig og er styrtdykket fra 34 procent til nu lidt over 20 procent og den skal såmænd nok blive endnu lavere.

Så alt i alt udvikler tingene sig i den helt rigtige retning og jeg kan jo også mærke det helt konkret i hverdagen i form af langt mere energi, velvære og overskud :o)