Masser af intervaltræning i aften…

I aften stod den atter på en solid omgang fællestræning. Efter vi havde styrketrænet i en times tid, stod den på konditionstræning, hvor vi som minimum skulle forbrænde 1.000 kalorier på enten løbebånd, motionscykel eller elipsemaskine.

Jeg er som regel mest til konditionstræning på løbebånd og det gjorde sig også gældende i aften. Jeg lagde ud med lidt power walking med varierende stigninger, inden jeg gik over til en heftig omgang intervaltræning.

Jeg havde i forvejen bestemt mig for, at jeg ville give den ekstra gas i aften, efter som jeg gerne ville have kroppen op i omdrejninger efter sidste uges maveonde. Og jeg skal sandelig love for, jeg fik pulsen helt op i det røde felt. Jeg tog nemlig en masse intervaller af 30-60 sekunder varighed, hvor jeg øgede farten på løbebåndet til 16-17 kilometer i timen, hvilket er en rigtig høj fart for mit vedkommende. Derefter stod den på en kort “pause” i et minuts tid ved seks kilometer i timen, inden farten igen blev sat op.

Det var ganske vist vildt hårdt og jeg fik hevet godt efter vejret. Ikke desto mindre var det alligevel fedt at presse sig selv på den måde og jeg er sikker på, at det vil være med til at genskabe formen fra før maveondet. Samtidigt er der den positive sidegevinst ved aftenens intervaltræning, at jeg nu slapper af med en rigtig fed følelse i kroppen :o)

Dejligt at være back on track…

Efter at have kæmpet med maveondet siden tirsdag i sidste uge, følte jeg i går, at jeg var ved at være så meget oven på, at jeg nu kunne motionstræne igen.

Jeg besluttede mig derfor for at tage en times spinning og en time på løbebåndet i går aftes. Det var hårdt at komme i gang igen og jeg kunne godt mærke, at kroppen havde været drænet for meget energi. Ikke desto mindre var det dejligt at komme i gang igen og jeg er glad for, at jeg tog mig sammen og kom afsted til fitnesscentret i går aftes.

Det er dejligt at være back on track :o)

Spinning: Denne gang uden p-bøde :o)

Aftenens træningspas bestod af endnu en spinningstime samt et par timers efterfølgende fællestræning med en blanding af styrke- og konditionstræning.

Alt i alt fik jeg forbrændt yderligere 2.000 kalorier her til aften og i modsætning til i morges, slap jeg denne gang for at få en parkeringsbøde :o)

Dagens andet træningspas

Som jeg indikerede i morges, så stod den på to gange træning i dag – no less, no more! Dagens andet træningspas varede fra kl. 17.00 til 19.00, hvor jeg var til fællestræning med de andre i Chris MacDonald projektet og vores hjælpetræner Mette.

I vanlig stil stod den på en solid blanding af konditions- og styrketræning. Heldigvis begynder jeg allerede, at mærke en forskel i forhold til, da vi startede projektet for cirka to uger siden. Det betyder primært, at jeg ikke længere føler mig så smadret i kroppen efter træning.

Ergo lader det til, at vores kroppe så småt begynder at udvikle sig i den ønskede retning :o)