Selv 50 % rabat på multimedieskatten gør den stadigvæk til en 100 % dårlig idé!

Jeg har netop hørt i Nyhederne på TV 2, at Venstre, de Konservative, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne vil indføre en 50 % rabat på multimedieskatten for ægtepar og samboende, hvis de begge betaler den omstridte skat.

50 % rabat lyder jo normalvis som en ganske interessant ting, men når det lige netop gælder multimedieskatten, så er denne skat altså stadigvæk en 100 % hamrende dårlig idé desuagtet den foreslåede rabat.

Det skriger ganske til himlen, når politikerne på den ene side ønsker at gøre Danmarks til verdens førende it-nation, og samtidigt indfører en skat, som i den grad begrænser udviklingen indenfor dette område. Samtidig vil hele Folketinget jo gerne være med til at mindske CO2 udledningen, hvilket jo blandt andet kan ske ved, at medarbejdere i højere grad anvender moderne it-teknologier og arbejder hjemmefra. Så kunne vi både spare på CO2 udledningen som følge af færre mennesker på vejene, og samtidigt mindske spildtiden i bilkøerne. Sidst, men ikke mindst, kunne det måske være med til at øge produktiviteten, hvad Danmark har hårdt brug for i en stærkt globaliseret verden. Men nej, vi indfører selvfølgelig en skat, som gør det uinteressant for rigtig mange medarbejdere at få it-udstyr stillet til rådighed af arbejdsgiveren.

Multimedieskatten burde aldrig have været indført. Men i stedet for at rette op på fejlen, og fjerne denne skat en gang for alle, gør regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne næsten det endnu mere grinagtigt ved at tilbyde de nævnte 50 % rabat til ægtefælller og samboende, der lige nu begge betaler multimedieskat.

Det er sgu en ommer!

Multimedieskatten: Måske er der håb…

Måske er der håb...

Der er ingen tvivl om, at multimedieskatten er blevet et yndet hadeobjekt i forbindelse med den nye skattereform og jeg skal da heller ikke undlade, at tilkendegive min store utilfredshed med den nye ekstraskat.

Efter min mening er politikerne helt galt på den, når de ønsker at beskatte højteknologiske værktøjer, som er blevet en helt naturlig del af informationssamfundet.

Groft sagt virker det som om, at de politikere, der ønsker at gennemføre denne helt igennem tåbelig beskatning, åbenbart også må være teknologisk tilbagestående og uvidende om, hvordan en moderne virksomhed tackler begrebet som hjemmearbejdspladser.

Lad mig blot nævne fordelen ved, at medarbejdere i forbindelse med visse former for sygdom eller barns første sygedag alligevel er i stand til at passe deres job, så længe at de har adgang til firmaets netværk. Hertil kommer en ikke ubetragelig fordel ved, at mange medarbejdere undlader at belaste miljøet ved at blive arbejde hjemme fra en eller flere dage om måneden.

I hvert fald lader det til, at disse politikere har problemer med at se de åbenlyse samfunds- og miljømæssige fordele, der er ved at anvende hjemme-pc’er og bredbåndsforbindelser som en del af en moderne arbejdsplads.

I følge en artikel på ComOn.dk mener politisk analytiker Hans Engell dog, at landets nye statsminister, Lars Løkke Rasmussen, næsten bliver nødt til at bøje sig for den massive modstand mod multimedieskatten.

Måske er der håb?