Steve Jobs: Genial, gal eller en blanding?

Ja ja, jeg ved godt at det allerede er lidt over et år siden at Walter Isaacsons biografi af Steve Jobs blevet udgivet, men det er altså først nu at jeg har haft tid til at læse den. Ja, faktisk vil det sige at det er først nu at jeg har haft tid til at høre biografien som lydbog :-)

Det er selvfølgelig ikke fordi at jeg ikke kan læse, at jeg ikke har fået biografien læst :-)  Jeg har bare svært ved at få læst (lange) bøger – specielt hvis de er på hele 688 sider som Steve Jobs biografien er! Læsningen i sig selv giver mig ikke energi – det gør indholdet til gengæld, hvis det er godt skrevet. Jeg har derfor fundet frem til, at det optimale for mig er lydbøger, som jeg kan lytte til medens jeg eksempelvis står på løbebåndet eller crosstraineren i fitnesscentret eller når jeg er på vej i bilen til et møde.

Anyway, nok om hvordan jeg “læser” bøger og over til det egentlige formål med dette blogindlæg: At kommentere Walter Isaacsons biografi af Steve Jobs, Apples medstifter og ypperstepræst par excellence.

Før jeg “læste” biografien, havde jeg et forholdsvist overfladisk billede af Steve Jobs. Jo, jeg havde hørt at han var en meget krævende og ofte kontroversiel lederskikkelse, men jeg havde ikke forestillet mig at han havde den ekstreme personlighed som biografen beretter om.

Steve Jobs bliver på den eneste side fremstillet i bogen som en meget visionær og fremsynet person. På den anden side er han også kendetegnet ved at være en ekstremt udfordrende person at arbejde sammen med. Pudsigt nok på trods af det drejede sig om “busine$$”, viste Jobs en overdreven grad af følsomhed og sensitivitet, som ofte endte med at han brød ud i tårer i forlængelse af store og betydende diskussioner.

Dette kombineret med en (vildt) overdreven udøvelse af kontrol og en ledelsesstil som stort set kun havde to poler i form af enten “det er noget lort” eller “det er fantastisk” krævede enorme ofre fra hans medarbejdere og omgivelser. Nogle ville måske se det som et tegn på stor passion – med omvendt fortegn ville andre mennesker se hans opførsel som dybt manipulerende og grænsende til perfid.

Biografien er efter min mening er utrolig velskrevet og har et super godt “flow”, og ender med at give et billede af Steve Jobs som en kompromisløs og flegmatisk entreprenør og virksomhedsleder. En mand som hellere ville fyre en medarbejder som kun udførte sit job med 99,9 procents engagement, end at risikere at sætte virksomhedens ubetingede værdier over styr.

Kompromis er et stort set ikke eksisterende ord i Jobs’ verden. Til gengæld er begrebet kompromisløs ubetinget linket sammen med lige netop Steve Jobs og hans evige jagt på det perfekte produkt – like it or not… Mange mennesker har utvivlsomt betalt en høj pris for at arbejde sammen med en meget speciel mand, som skabte en virksomhed og fantastiske produkter som mange udviser et nærmest religiøst forhold til.

Hvad er så min egen konklusion i forhold til Steven Paul Jobs? Var han genial? Var han gal? Var han en blanding? Som altid er det individets øjne og ører der afgør dette. I mine øjne var han utvivlsom et kompromisløs geni som jeg vil respektere for jagten på det perfekte produkt. Omvendt tager jeg afstand fra hans menneskesyn. Steve Jobs kunne i løbet af et splitsekund bedømme om et produkt havde potentiale til bare at være helt unikt og smukt eller bare okay. Omvendt havde han trods 56 års livserfaring og flere års kamp mod livstruende kræft kun en begrænset tolerance og sympati for andre mennesker og deres værdier.

Hos Steve Jobs gjaldt kun to verdener: “Lort” eller “fantastisk”. Et eller andet sted er det jo faktisk en dejlig simpel verden at leve i: Enten er du en idiot eller også er du en helt. Mange ville have betegnet det som en lotteriseddel at arbejde sammen med Jobs på godt og ondt, men ikke desto mindre må det have været fantastisk at arbejde sammen med et menneske som i den grad har forandret verdenen indenfor computerindustrien, musikindustrien, filmindustrien og mobiltelefonindustrien.

“One more thing”: Er bogen så værd at læse eller høre som lydbog? Absolut ubetinget ja!

Hvad tænker du selv om Steve Jobs? Genial, gal eller noget helt tredje?

Vejen frem for musikbranchens overlevelse

Jeg har netop læst, at Apple forhandler med musikbranchen om muligheden for ubegrænset download af musik via Apple’s iTunes musikportal. Idéen er, at man som bruger betaler et fast månedligt eller årligt abonnement til Apple. Til gengæld får man adgang til al den musik, der findes på iTunes musikportalen (p.t. er der over seks millioner sange på den amerikanske udgave af iTunes).

I mine ører lyder det som en rigtig god idé, faktisk så god, at jeg i hvert fald gerne tilmelde mig denne ordning på forhånd :o) Jeg tror virkelig, at abonnementsmodellen er vejen frem for musikbranchen i kampen mod piratkopieret musik, hvis ellers at prisen bliver attraktiv nok. Hvis man kan få adgang til hundredtusindvis eller millioner af sangen for eksempelvis 40-75 kroner om måneden, tror jeg virkelig det bliver helt uinteressant for de fleste at downloade piratkopieret musik (det er næppe muligt helt at undgå piratkopiering af musik og film).

Så held og lykke fra mig til Apple i forhandlingerne med musikbranchen. Jeg krydser fingre for det lykkes og at vi også her i Danmark kan få ubegrænset download af musik via iTunes :o)

Er pladebranchen på vej til at uddø?

ipod-nanos.jpg

I dagens udgave af Berlingske Tidende er der en interessant artikel om de enorme forandringer som musikindustrien gennemgår i disse år. Det sker blandt andet som følge de muligheder og ikke mindst trusler, der er opstået i forlængelse af digitaliseringen af musik og film. Efter at MP3-afspillere og hurtige internetforbindelser er blevet hvermandseje og man nu kan downloade et helt album i løbet af et minut eller to, er den gamle distributionsmodel med salg af CD’er og DVD’er fra butikker sat under et voldsomt pres – måske endda så meget, at pladebranchen som vi kender den, er på vej til at uddø.

I hvert fald er det et faktum, at pladesalget alene i Danmark er blevet halveret på syv år. I 2006 blev der solgt ca. 10 millioner CD’er mod ca. 20 millioner eksemplarer i 2000. Problemet – for musikindustrien – er, at salget af downloadet musik slet ikke har kunne kompensere for faldet i salget af fysiske medier (det bør nu ikke være den store overraskelse for branchen, efter som prisen for et downloadet album er lavere end når man køber en CD). Samtidigt har piratkopiering også en indflydelse på nedgangen. Og endelig – for at gøre ondt værre – er der også opbrud blandt en del kunstnere, der er blevet trætte af de gamle pladeselskabers måde at gøre tingene på.

Ergo ser det ret dystert ud for musikindustrien og specielt de detailbutikker, der sælger CD’er og DVD’er. Men selv om det lyder hårdt, mener jeg branchen ligger som den selv har redt. Musikindustrien burde allerede for 2-3 år siden have erkendt, at den gamle model med salg af CD’er via butikker til 130 kroner stykket, ikke ville holde i længden. Se blot, hvor stor succes Apple har haft med salget af downloadet musik via deres iTunes musikportal, som har solgt over tre milliarder sange på bare fire år!

For mit eget vedkommende kan jeg såmænd ikke engang huske, hvornår jeg sidst købte en CD i en butik. Hvorfor overhovedet spilde tid på at bevæge mig hen til en Fona eller lignende og stå i kø, når jeg nemt og bekvemt kan købes musikken via iTunes eller en af de mange andre online musikportaler? Og så sparer jeg endda både penge og tid!

Hvor vi ender henne i forhold til distributionen af musik og film i fremtiden, skal jeg ikke gøre mig klog på. En ting er dog sikker: Hvis den “gammeldags” musikindustri ikke omstiller sig til de nye tider og teknologier og ikke mindst kravene fra kunderne om billig og ubesværet adgang til musik og film, vil branchen lide en sikker og smertefuld død. Og der står masser af potentielle afløsere klar i kulissen til at overtage markedet, for der vil altid være efterspørgsel efter underholdning, film og musik.