Fantastisk inspirerende foredrag!

Fantastisk inspirerende foredrag!

Her til aften havde jeg den store fornøjelse, at deltage i et SpeakersClub arrangement med den tidligere jægersoldat, sociolog og forfatter Nicolai Moltke-Leth, som gav et foredrag under overskriften “Udnyt dit fulde potentiale – kys den gamle verden farvel”.

Det var første gang, at jeg personligt oplevede Nicolai og jeg kan allerede sige nu, at det er helt sikkert ikke var sidste gang. Det var et fantastisk inspirerende foredrag om, hvordan man kan rykke grænser og få uendelig meget mere ud af sit liv, hvis man tør udfordre sig selv. Alle menneskers potentiale er i princippet uendelig, så længe man er villig til at investere ressourcer, fokus, energi og tid, uanset om det drejer sig om ens kærlighedsliv, børn, sundhed, job eller hvad der nu er vigtigt for det moderne menneske.

Som Nicolai selv sagde flere gange under foredraget, var mange af budskaberne egentlig gammel vin på nye flasker. Ikke desto mindre er det noget, som man kan tåle at høre igen og igen – specielt når det bliver fortalt på den måde, som Nicolai gør. For mit eget vedkommende synes jeg således, at jeg fik masser af inspiration og energi med hjem.

Endvidere deltog en af Danmarks bedste peptalkere Jacob Palmqvist, som havde fået til opgave at starte og slutte arrangementets faglige indhold, hvilket han gjorde med stor succes. I hvert fald fik Jacob “aktiveret” os alle i løbet af få minutter og varmet alle tilskuere op gennem en inspirerende og underholdende tilgang til tingene.

Foredraget sluttede med, at Nicolai og Jacob bad om at få en kvindelig og mandlig tilskuer op på podiet. Formålet med dette var, at disse to personer skulle flække en bræt midt over med et karateslag. Selvfølgelig lykkedes det for begge deltagere at flække brættet, men dog skulle den mandlige deltagere bruge to forsøg.

Gæt for øvrigt, hvem der kom op på podiet som den mandlige deltager og som sikkert er lidt øm i håndfladen i morgen tidlig? :-)

Et rigtig godt tiltag for unge

camp_true_north.jpg

I en tid, hvor vi alt for ofte kan læse i pressen om bestemte grupper af unges brug af vold og hærværk, er det nemt kan falde for fristelsen til at sige, at disse unge bare skal have en meget hårdere opdragelse fra forældrenes side. Nu tror jeg ikke på, at der findes et “quick fix” i denne sammenhæng.

Det drejer sig derimod om, at både forældre, sociale myndigheder m.fl. og ikke de unge selv tager ansvar for at gøre noget målrettet, for at hjælpe den enkelte unge ud af problemerne samtidigt med, at man ikke fratager dem deres egen identitet.

Nu tvivler jeg på, at stifterne af Camp True North har haft lige netop denne målgruppe af unge i tankerne, da Nicolai Moltke-Leth og Thomas Rex Nielsen fik idéen til lave ungdomscamps med fokus på personlig udvikling til unge. Omvendt kan jeg ikke lade være med at tænke, at det ville være sundt og udviklende for de førnævnte unge, hvis de kom med på en Camp True North ungdomscamp.

Under alle omstændigheder synes jeg, at Camp True North er et rigtig godt tiltag uanset, om det drejer sig om at få en “utilpasset” ungdomsaktivist til at indse, at vold ikke er vejen frem til at forandre verden eller give et “normalt” ungt menneske nye perspektiver på, hvordan man kan udvikle sig personligt. Jeg tror i hvert fald, at unge, der kommer igennem en sådan ungdomscamp, vil få en masse nye værktøjer til at kunne navigere sig igennem livet og dermed både selv få meget mere ud af tilværelsen samtidigt med, at de også vil blive bedre samfundsborgere.

Alt for mange er ved at skifte fra at være aktive borgere til at være passive brugere i det moderne velfærdssamfund og det er derfor helt fint, at Camp True North gør deres til at prøve på at gøre unge til ansvarlige mennesker, der selv tager ansvar for deres liv og udvikling.