Så fik Ny Alliance sat et fingeraftryk…

Ny Alliance

Finansloven blev som bekendt forhandlet på plads i går og jeg synes det er positivt at se, at Ny Alliance langt om længe fik sat et realpolitisk fingeraftryk.

Ganske vist stemte jeg ikke selv på Ny Alliance i forbindelse med folketingsvalget tilbage i november måned sidste, idet jeg savnede klare udmeldinger fra specielt Naser Khader om partiets politiske ståsted. Men derfor kan jeg sagtens unde det stormomsuste parti lidt fremgang og indflydelse, da Ny Alliances partiprogram fortsat indeholder mange spændende elementer.

Når alt dette er sagt, er der selvfølgelig ikke nogen tvivl om, at det er regeringen og Dansk Folkeparti, der satte den primære dagsorden i forhold til finanslovens sammensætning. Men nu er Ny Alliance i det mindste i gang med at sætte fingeraftryk på den politiske dagsorden i Danmark. Fingeraftrykket kommer ganske fra lillefingeren, men lidt har også ret.

Uklar udmelding fra Jørgen Poulsen

jpoulsen21.jpg

I går meldte Ny Alliance ud, at partiet tager arbejdstøjet på og kæmper videre oven på en mildest talt kaotisk start med frafaldne folketingsmedlemmer og masseflugt af partimedlemmer. Partiformand Naser Khader meldte selv meget klart ud under pressemødet og kunne fortælle, at han “er i kampform” og at han tror på projektet.

Samme klare udmelding kom Jørgen Poulsen ikke ligefrem med. Da en journalist spurgte den tidligere Røde Kors generalsekretær, om han nu kunne garantere, at han blev i Ny Alliance, svarede Jørgen Poulsen: “Jeg render ikke rundt i utide og siger, at nu er jeg medlem, og nu er jeg ikke medlem. Jeg handler. Og det vil sige, at den dag jeg ikke er i Ny Alliance, så skal du nok få det at vide”.

Jeg må indrømme, at jeg ikke forstår Jørgen Poulsen og hans efterhånden mange uklare meldinger om, hvorvidt han bliver hos Ny Alliance eller ej. Hvis jeg var partiformand ville jeg i hvert fald tage en kammeratlig samtale med Jørgen Poulsen og bede om en klar udmelding: “Kære Jørgen, kan jeg stole på din fulde opbakning til genopbygningen af partiet eller tror du ikke længere på projektet?”. I lighed med når en virksomhed i dyb krise, har Ny Alliance også behov for at mobilisere alle interne kræfter og ressourcer og få afklaret, hvem der fuldt ud tror på projektet og bakker det ubetinget op. Det virker ikke som om Jørgen Poulsen rigtig tror på projektet, når han hele tiden skal have en bagdør åben, når han taler med journalisterne.

spoergsmaalstegn1.jpgHvad synes du? Er det okay med Jørgen Poulsens uklare meldinger eller bør han melde klart ud af og fortælle de mange vælgere, der stemte på ham og Ny Alliance i november sidste år, at han bakker loyalt op omkring partiet og kæmper ufortrødent videre?

Måske har Fogh alligevel brug for Khader

naser_khader8.jpg

I forlængelse af gårsdagens nyhed om, at Malou Aamund har valgt at forlade Ny Alliance til fordel for Venstre, kan jeg ikke lade være med at tænke den tanke, at statsminister Anders Fogh Rasmussen måske alligevel har brug for Naser Khader og Ny Alliance desuagtet regeringen nu er sikret et flertal uden om Ny Alliance. I hvert fald tror jeg, at Anders Fogh Rasmussen ønsker, at Ny Alliance kommer til at opleve en eller anden form for stabilitet i den kommende tid og således overlever på den korte bane – i hvert fald indtil næste valg.

Det baserer jeg på, at Fogh Rasmussen meldte ud efter valgsejren i november sidste år, at han ønsker at skabe mere brede forlig i Folketinget. Og selv om en eventuel sprængning af Ny Alliance sikkert vil betyde, at Naser Khader og Anders Samuelsen som minimum ville blive borgerlig løsgængere og dermed sikre regeringens overlevelse, tror jeg faktisk, at Anders Fogh Rasmussen helst så at Ny Alliance overlevede med de nuværende tre mandater.

Et eller andet sted er Ny Alliance nødt til at gå med i de kommende politiske forlig og aftaler fra regeringens side, hvis partiet på nogen måder skal vise sin relevans. Ny Alliance får næppe sat noget stort fingeraftryk på disse forlig med et meget amputerede mandatantal, men i bund og grund er der ingen vej uden om. Og det tror jeg, at Fogh Rasmussen er meget bevidst om. Det vil nemlig samtidig kunne hjælpe ham med at “overbevise” vælgerne om, at han og regeringen skam står ved udtalelserne umiddelbart efter valgsejren sidste år, det vil sige at Anders Fogh Rasmussen i hvert fald på papiret ønsker bredere forlig end tidligere om de store sager og problemstillinger.

Om jeg har ret i min påstand, vil tiden snart vise.

Du giver alt for let op, Malou Aamund!

maa2.jpg

I dag kom den mildest talt overraskende nyhed om, at Malou Aamund har valgt at forlade Ny Alliance til fordel for Venstre. Hun begrunder sit valg med, at hun ikke længere tror på projektet. Samtidigt føler Malou Aamund, at hun er nødt til at være loyal over for de mærkesager som hun er gået til valg på. Derfor vælger Malou Aamund at gå melde sig ind i Venstres folketingsgruppe.

Nu er jeg af den holdning, at Ny Alliance i bund og grund ligger som de selv har redt, blandt andet som følge af de mange forvirrende udmeldinger under sidste års valgkamp. Af samme årsag turde jeg ikke selv tage chancen og stemme på dette parti. Når det er sagt, synes jeg, at Malou Aamund og for den sags skyld Gitte Seeberg giver alt for let op. Desuagtet Malou Aamunds officielle forklaring på det pludselige skift til Venstre, synes jeg det virker som om hun flygter fra Ny Alliance bare fordi det er rigtig svært lige nu og op ad bakke. Malou Aamund burde efter min mening have kæmpet lidt mere for det parti, der trods alt gjorde det muligt for hende at stille op og blive valgt til Folketinget frem for at løbe af pladsen i utide og på et tidspunkt, hvor Ny Alliance har aller mest brug for hende.

Jeg vil også tro, at de vælgere, der stemte personligt på Malou Aamund i november måned sidste år, sidder tilbage med en mærkelig smag i munden, når deres folketingsmedlem nu vælger at “skifte hest” kun lidt over to måneder efter folketingsvalget. Jeg tror endda, at det kan få konsekvenser for hende, når næste folketingsvalg kommer, da jeg tvivler på, at vælgerne igen vil stemme på en, der skifter parti så hurtigt og overraskende.

Så fik Ny Alliance bekendt kulør, men…

ny_alliance7.jpg

Så fik Ny Alliance langt om længe bekendt kulør rent politisk og ønsker nu at fremstå som et klart borgerligt parti. Det sker efter partiets folketingsmedlemmer og kredsformænd har holdt et to dages strategimøde, hvor man erkendte, at det skal være slut med en uklare politiske budskaber og flirteri med Socialdemokraterne. Dermed vil Ny Alliance fremover pege på en borgerlig statsministerkandidat og således være ved sit borgerlige tilhørsforhold.

Personligt synes jeg det er positivt, at Ny Alliance nu melder ud, at det er et borgerligt parti. Jeg ville bare have ønsket de havde gjort det allerede under valgkampen i november sidste år. Oprindeligt ville jeg nemlig gerne have stemt på Ny Alliance, hvis de havde bekendt borgerlig kulør som de gør nu. Men dengang turde jeg ikke satse min borgerlige stemme på et parti, som måske kunne ende med at pege på Helle Thorning-Schmidt som statsminister. Men på det tidspunkt troede Ny Alliance desværre, at træerne voksede ind i himlen og at partiet ville få så mange mandater, at de enerådigt kunne afgøre, hvem der skulle være statsminister efter valget. Selverkendelsen i Ny Alliance gør nu heldigvis, at partiet melder klart ud om sit borgerlige tilhørsforhold og samtidigt indtager en noget mere ydmyg position i forhold til måden at søge politisk indflydelse på.

Spørgsmålet er bare, om Ny Alliances udmelding ikke kommer for sent. For den kluntede og næsten amatøragtige måde, som partiet håndterede valgkampen, politiske dueller og diverse personsager på, udstillede desværre en stor grad af inkompetence og umodenhed. Så fra at virke som det tiltrængte friske pust i dansk politik, endte Ny Alliance med at blive opfattet som partiet uden en klar profil og som samlingsstedet for “storbytosser” som det ofte blev sagt i pressen under valgkampen.

Så hvis jeg var Naser Khader, ville jeg virkelig satse på, at der kommer til at gå mindst tre år inden næste folketingsvalg. For det vil måske give ham og resten af Ny Alliance tid nok til at opbygge en seriøs borgerlig profil og vise både nuværende og potentielle vælgere, at partiet har en reel berettigelse i det politiske landskab i Danmark.

Er Ny Alliance på vej ud i mørket?

ny_alliance6.jpg

Problemerne vil åbenbart ingen ende tage for Ny Alliance, der trods sine korte levetid på kun lidt over et halvt år, allerede har fået flere politiske tæsk end de fleste andre partier gør i løbet af flere år! Nu begynder en del af Ny Alliances bagland nemlig at stille spørgsmålstegn ved, om Naser Khader nu også er den rigtige formand for partiet. Naser Khader er imidlertid ikke den eneste, som oplever, at der bliver rokket ved stolen. Flere af Ny Alliances lokale bestyrelsesmedlemmer ser nemlig også helst partiets spidskandidat på Fyn, Lars Kolind, hen hvor pebret gror.

Det virker derfor unægtelig som om Ny Alliance allerede er på vej ud i mørket, inden partiet overhovedet har nået at finde sit ståsted for alvor. Udover at intern uro og splittelse truer, er det helt store problem for Ny Alliance, at de mister både tilslutning fra vælgerne samtidigt med, at medlemsflugten er gået i gang. At en række lokale bestyrelsesmedlemmer også er begyndt at trække sig og betvivle Naser Khaders formandsevner, gør kun ondt værre.

Så med mindre Ny Alliance og specielt Naser Khader formår at skabe solide politiske resultater i løbet af forholdsvis kort tid, tror jeg ikke partiet kommer i Folketinget efter næste valg. For uden konkrete resultater, hvor der er sat et tydelig Ny Alliance fingeraftryk på, vil partiets vælgerne endegyldig miste den sidste smule tillid de havde tilbage, når krydset skal sættes på stemmesedlen næste gang.

I så fald vil Ny Alliance være gået fra at være et fantastisk politisk initiativ med en enorm vælgertilslutning til i løbet af ultrakort tid at udvikle sig til et politisk katastrofe. Og som tingene ser ud lige nu, er det desværre nok mere er et spørgsmål om, hvornår det sker, end om det sker.

Politisk refleksion: Hvis valgkampen havde varet to dage mere…

naser_khader6.jpg

Selv om Ny Alliance er et meget ungt parti, har det allerede oplevet store op- og nedture i de politiske målinger. Efter Naser Khader, Anders Samuelsen og Gitte Seeberg tilbage i starten af maj måned meldte ud, at de ville forlade deres respektive partier for at stifte Ny Alliance, har forskellige meningsmålinger givet det nye parti helt op til imponerende 24 mandater. Men som bekendt endte valget med, at Ny Alliance måtte nøjedes med fem mandater, hvilket svarer til kun 2,8 procent af de afgivne stemmer.

I den sammenhæng kan jeg ikke lade være med at komme med følgende politiske refleksion: Hvis valgkampen havde fortsat i bare yderligere to dage, så tror jeg simpelthen ikke Ny Alliance ville have været kommet ind i Folketinget. For yderligere et par dages valgkamp ville med stor sandsynlighed havde udstillet endnu flere af Naser Khaders svagheder som partileder og have kostet endnu flere stemmer.

I forvejen havde Ny Alliance mistet tilslutning fra mange potentielle vælgere som følge af forvirringen om, hvorvidt Naser Khader nu også ville pege på Anders Fogh Rasmussen som statsminister, når det kom til stykket. Der forsvandt yderligere stemmer, da det viste sig, at Khader slet ikke havde styr på partiets skatteprogram, da en vælger konfronterede ham med spørgsmål herom.

Så jeg tror, at Ny Alliance skal være rigtig glade for, at det blev til en forholdsvis kort valgkamp – det reddede dem sandsynligvis fra, at komme under spærregrænsen på 2,0 procent.

11-tal til Søvndal, 5-tal til Khader

villy_soevndal2.jpg

Som den borgerlige og liberale person jeg er, kommer det næppe som den store overraskelse, at jeg langt fra er enig med Villy Søvndal på den politiske front. Derfor tager jeg nu alligevel hatten af for hans evner som en meget stærk og klar kommunikator og debattør. Ganske vist fik Villy Søvndal en del ridser i lakken, da han under en tv-debat sagde, at han havde besøgt i nærheden af 20 plejehjem, hvor det reelle tal viste sig at være fem. Men på trods af dette, synes jeg alligevel, at Villy Søvndal var valgkampens absolut bedste partileder, når det gælder den personlige kommunikation af partiprogram, holdninger og værdier. Faktisk synes jeg, at det var lige før, at det burde have været Villy Søvndal, der skulle have været oppositionens statsministerkandidat :o)

I den anden ende af skalaen finder vi Ny Alliances partiformand Naser Khader, der i den grad skuffede, når det gælder personlig fremtræden under valgkampen. Han formåede på intet tidspunkt at komme op på et bare nogenlunde niveau i forhold til de andre partiledere. Det tror jeg virkelig har kostet mange stemmer i slutspurten, da mange vælgere inklusive mig selv ikke turde tage chancen og stemme på et parti, der i den grad flakkede i sine holdninger og politik igennem det meste af valgkampen.

Så fik jeg afgivet min stemme…

konservative.jpg

Så fik jeg afgivet min stemme og den endte med at gå til Det Konservative Folkeparti.

Oprindeligt havde jeg tænkt mig at stemme på Ny Alliance, men i den sidste ende turde jeg ganske enkelt ikke gamble med min borgerlige stemme. Som jeg har givet udtryk for i en del indlæg her på min blog, så har Naser Khader været alt for flakkende i sine holdninger og udmeldinger igennem det meste af valgkampen. Samtidigt må jeg indrømme, at jeg er skuffet over Khaders personlige præstation i forhold til de øvrige partiledere – han formåede ikke at gøre sig gældende på noget tidspunkt under valgkampen og det virkede ganske enkelt som om, at Naser Khader ikke havde sat sig ordentlig ind i sit eget partiprogram.

Dermed var Ny Alliance ikke længere nogen reel mulighed for mig som liberal og borgerlig vælger. Det tog mig dog ikke lang tid at nå frem til den konklusion, at det så måtte blive Det Konservative Folkeparti, der kunne gøre sig fortjent til min stemme.

Jeg har i mange år stemt på Venstre, men jeg synes at statsminister Anders Fogh Rasmussen efterhånden har solgt for meget ud af de liberale og borgerlige værdier ved at bevæge sig alt for meget ind mod midten i et misforstået forsøg på at kapre socialdemokratiske stemmer.

Det synes jeg til gengæld ikke, at De Konservative har forsøgt på – tværtimod har de holdt fast i en masse gode borgerlige holdninger og principper. Derfor endte det også med, at det blev netop dette parti jeg stemte på. Jeg forventer til gengæld, at De Konservative bruger min stemme med omtanke og gør deres til at sikre den fortsatte positive udvikling af Danmark som en moderne velfærdsstat.

Han får nok ikke min stemme alligevel…

naser_khader5.jpg

Under søndagens partilederdebat meldte Naser Khader meget hurtigt ud, at Ny Alliance vil pege på Anders Fogh Rasmussen som deres statsministerkandidat efter valget. Alligevel synes jeg, at det fortsat står uklart, hvad Naser Khader og Ny Alliance rent faktisk vil efter valget. For på trods af den klare melding om, hvem partiet vil pege på som statsministerkandidat efter valget, holder Naser Khader fast i kravet om en dronningsrunde efter valget. Dermed forlanger han stadigvæk, at regeringen skal træde tilbage, selv om der måtte være et borgerligt flertal efter valget.

Her et døgn før valget tror jeg desværre, at løbet er ved at være kørt for Ny Alliance og partiet får næppe den massive vælgertilslutning som det ellers lagde ud med ved sin stiftelse – snarere tværtimod! For mit eget vedkommende vil jeg stadigvæk ikke gamble med min borgerlige stemme ved at sætte kryds ved på et parti, der stadigvæk flakker meget rundt i sin politik og er for ultimativ på en række punkter. Ganske vist vil jeg gerne være med til at begrænse Dansk Folkepartis indflydelse, men det skal ikke ske ved at vi får en socialdemokratisk regering, der kun vil være en garant for højere skatter og et offentligt overforbrug. Så med mindre Naser Khader ryster en kanin ud af ærmet i aften, tror jeg at min stemme kommer til at gå til De Konservative.