Godt nytår!

Godt nytår 2009

Så kan vi ikke længere løbe fra det. Vi nærmer os med hastige skridt det tidspunkt, hvor der kommer til at stå 2009 på kalenderen.

I den sammenhæng vil jeg gerne ønske familie, venner, bekendte, kolleger og medarbejdere og alle jer andre ude i blogland et rigtig godt og lykkebringende nytår. Jeg håber, det kommende år vil bringe jer masser af lykke, succes og gode oplevelser.

Som sædvanlig er nytåret det tidspunkt på året, hvor jeg ikke kan lade være med at reflektere over året, der er gået.

I den sammenhæng er det nok ikke så overraskende, at den mest markante begivenhed for mig, har været forløbet med Chris MacDonald og “Chris På Vægten” projektet. Det har ganske enkelt været en helt unik rejse mod et markant bedre og sundere livsstil med utrolig mange positive effekter og sidegevinster.

Efter at have trænet i noget der minder om gennemsnitlig et par timer hver  dag igennem de sidste syv måneder, er jeg nu oppe på et samlet vægttab på 41 kg siden 1. januar 2008 og 37 kg siden projektet startede den 10. maj 2008. Det har ganske vist krævet en enorm indsats og mange ofre, men det har tydeligvis også båret frugt nu.

2009 kommer i høj grad til at dreje sig om at vedligeholde livsstilsændringen og holde fast i de gode og sunde vaner. Med det ønsker jeg også at vise omverdenen, at det faktisk er muligt at gennemføre en markant livsstilsændring i løbet af forholdsvis kort tid og at man efterfølgende kan holde fast i den.

Endnu engang godt nytår til jer alle.

Leif

Godt nytår!

gn.jpg

Så blev det tid for at sige farvel til 2007 og byde 2008 velkommen. I den sammenhæng vil jeg gerne ønske familie, venner, bekendte, kolleger og medarbejdere et rigtig godt og lykkebringende nytår. Jeg håber, at det nye år vil bringe jer alle sammen masser af lykke, gode oplevelser og succes.

Nytåret er for mit eget vedkommende også tiden, hvor jeg reflekterer en del over året, der netop er gået.

På den private front var 2007 ganske vist kendetegnet ved at være en anelse bedre end forrige år, men jeg synes alligevel 2007 var præget af nogle oplevelser, der skuffede mig dybt og gjorde rigtig ondt.

Jeg håber dog, at 2008 bliver et år, som vil byde på mere lykke og fremgang, om end jeg ikke vil sætte for høje forventninger på denne front – jeg vil nok hellere overraskes positivt end risikere, at blive skuffet ved at forvente for meget.

I jobmæssig sammenhæng synes jeg 2007 var en fantastisk år med masser af spændende udfordringer og nye tiltag samt en imponerende stor vækst. Jeg er sikker på, at denne utrolig positive udvikling vil fortsætte i 2008 og jeg ser derfor virkelig ser frem til det nye år.

Endnu engang godt nytår til jer alle.

Godt nytår!

fyrvaerkeri1.jpg

Rigtig godt nytår til alle de mange mennesker, der står mit hjerte nær – specielt min dejlige familie og mine nære venner samt de fantastiske mennesker, som jeg får lov til at arbejde sammen med i hverdagen. Jeg ønsker jer alle et godt og lykkebringende 2007, både på den personlige og arbejdsmæssige front.

For mit eget vedkommende, så vil jeg ikke lægge skjul på, at 2006 på mange måder var et hårdt år med mange “udfordringer”. Jeg håber derfor, at 2007 vil blive et langt bedre og nemmere år for mig således, at jeg igen kan komme til at give meget mere af mig selv til verdeneomkring mig. Jeg glæder mig i hvert fald til at komme i gang med det nye år, som jeg er sikker på bliver spændende og fuld af udfordringer og oplevelser.