Lad nu være med at provokere…

berlingsketidende.jpg

I dag bringer Berlingske Tidende, Politiken og en række andre aviser en af de meget omtalte Muhammed-tegninger igen (det er dog første gang Berlingske Tidendes viser Muhammed-tegninger). Det sker i forlængelse af gårsdagens nyhed om, at Politiets Efterretningstjeneste har forpurret et mordforsøg på en af de 12 Muhammed-tegnere efter længere tids overvågning.

Jeg må indrømme, at jeg ikke kan forstå, hvorfor at den danske presse begynder at genoptrykke en eller flere af Muhammed-tegningerne. Jeg er meget stor tilhænger af ytringsfriheden og jeg synes rent faktisk, at vi under Muhammed-krisen sidste år fik bevist med al tydelig, at ytringsfriheden heldigvis lever og er en tydelig del af det danske samfund.

Men fordi vi har ytringsfrihed som en grundlovssikret ret, er det ikke det samme som at vi har ytringspligt. Jeg synes ikke der er nogen grund til igen at hælde benzin på et næsten slukket bål i forhold til diskussionen om Muhammed-tegningerne og dermed risikere en ny Muhammed-krise. Så min opfordring til de danske medier er: Lad nu være med at provokere ved at genoptrykke flere Muhammed-tegninger, men hold jer derimod til selve historien om mordforsøget.

Nej til oplysninger fremskaffet ved tortur

torturfange.jpg

Den danske regerings officielle holdning til tortur er som bekendt, at man (selvfølgelig) tager afstand til tortur. Holdningen er også, at tortur ikke kan gradbøjes i form af det er acceptabel med lettere fysisk og/eller psykisk pres (ofte omtalt som “tortur light”). Alligevel har der i den seneste tid været skrevet en del i pressen om, at regeringen – desuagtet den generelle holdning til tortur – ikke har et problem med at modtage oplysninger fra såkaldt ikke-civiliserede, men dog alligevel venligt indstillede lande, der anvender tortur i fremskaffelsen af efterretningsoplysninger.

Personligt synes jeg, at det er uacceptabelt og dobbeltmoralsk, at vi gerne vil tage imod oplysninger fra lande, der anvender tortur. Som et moderne demokrati kan vi ikke på den ene side tage afstand fra tortur og så på den anden side sige ja tak til oplysninger, der er fremtvunget som følge af tortur. Vi kan ganske enkelt ikke påberåbe os moralsk renhed i forhold til tortur, bare fordi at det er udenlandske og ikke danske efterretningsofficerer, der anvender tortur til at tvinge “sandheden” ud af en terrormistænkt person. For mig er det bare en slags “outsourcing” af selve torturhandlingen.

I forskellige partsindlæg i dagspressen har der også været fremført klassiske “målet helliger midler” eksempler så som, at nogle mener at det er acceptabelt med tortur mod terrormistænkte, hvis Politiets Efterretningstjeneste kan undgå et terrorangreb her i landet og dermed redde uskyldige. Til det kan jeg kun sige, at det i min verden bliver det aldrig acceptabelt, at et moderne demokrati direkte eller indirekte vælger at bruge samme umenneskelige, udemokratiske og voldelige metoder som terrorister i et misforstået forsøg på at beskytte demokratiet. Tværtimod stiller vi os lige med terroristerne og bekræfter dem blot i, at vold og krænkelse af menneskerettigheder er en acceptabel måde, at tale sin sag på. Terrorisme skal naturligvis bekæmpes og gerne proaktivt, men ikke ved at vi tilsidesætter de helt fundamentale menneskerettigheder – hverken i vort eget land eller i de lande, som vi udveksler efterretningsoplysninger med.