Hvorfor siger han ikke bare undskyld?

I sagen om den nu tidligere kulturminister og nuværende justitsminister Brian Mikkelsens løfte om skattefrihed til de danske OL-vindere, så forstår jeg ganske enkelt ikke, hvorfor han ikke bare beklager sin udtalelse.

Udtalelsen om skattefrihed i forbindelse med OL-vindernes hjemkomst fra Beijing, bar efter min mening præg af kådhed over de danske medaljer. Selvfølgelig var det dumt, at udtale sig om sådan et emne, uden at være sikker på, at det kunne lade sig gøre.

Men lige netop derfor forstår jeg ikke, hvorfor han ikke bare beklager udtalelsen overfor offentligheden og fortæller, at han ganske enkelt havde gjort regning uden vært.

Så fik jeg afgivet min stemme…

Så fik jeg afgivet min stemme og den endte med at gå til Det Konservative Folkeparti.

Oprindeligt havde jeg tænkt mig at stemme på Ny Alliance, men i den sidste ende turde jeg ganske enkelt ikke gamble med min borgerlige stemme. Som jeg har givet udtryk for i en del indlæg her på min blog, så har Naser Khader været alt for flakkende i sine holdninger og udmeldinger igennem det meste af valgkampen. Samtidigt må jeg indrømme, at jeg er skuffet over Khaders personlige præstation i forhold til de øvrige partiledere – han formåede ikke at gøre sig gældende på noget tidspunkt under valgkampen og det virkede ganske enkelt som om, at Naser Khader ikke havde sat sig ordentlig ind i sit eget partiprogram.

Dermed var Ny Alliance ikke længere nogen reel mulighed for mig som liberal og borgerlig vælger. Det tog mig dog ikke lang tid at nå frem til den konklusion, at det så måtte blive Det Konservative Folkeparti, der kunne gøre sig fortjent til min stemme.

Jeg har i mange år stemt på Venstre, men jeg synes at statsminister Anders Fogh Rasmussen efterhånden har solgt for meget ud af de liberale og borgerlige værdier ved at bevæge sig alt for meget ind mod midten i et misforstået forsøg på at kapre socialdemokratiske stemmer.

Det synes jeg til gengæld ikke, at De Konservative har forsøgt på – tværtimod har de holdt fast i en masse gode borgerlige holdninger og principper. Derfor endte det også med, at det blev netop dette parti jeg stemte på. Jeg forventer til gengæld, at De Konservative bruger min stemme med omtanke og gør deres til at sikre den fortsatte positive udvikling af Danmark som en moderne velfærdsstat.

Hvad venter Folketinget på?

Igennem stort set hele året er der blevet snakket meget om skattelettelser, men hver gang der er optræk til en god og reel diskussion, bliver det hele nærmest skudt ned af primært Venstre og Socialdemokraterne.

Venstre er nærmest er blevet berøringsangste i forhold til begrebet skattelettelser i det hele taget. Det skyldes sandsynligvis, at Socialdemokraterne har så travlt med at sætte lighed mellem skattelettelser og reduktion i velfærden med det formål, at prøve på at sætte sig på velfærdsdiskussionen i forbindelse med det næste folketingsvalg.

Som jeg har gjort før, vil jeg gerne stille følgende spørgsmål: Hvorfor skal det dreje sig om et valg mellem enten skattelettelser eller velfærd? Hvorfor kigger de kære politikere ikke på begge dele, når den danske økonomi netop levner råderum til det.

Desuden behøver skattelettelser og udvikling af velfærden altså ikke at være to uforenelige størrelser. Samtidigt viser adskillige undersøgelser, at det også kan lade sig gøre at finde en fornuftig finansiering af skattelettelser samtidigt med, at det skaber både en større lyst til at yde en større indsats og flere nye arbejdspladser.

Jeg synes derfor, at Folketinget skal se at komme i gang med en god og sund diskussion om både skattelettelser til alle og forbedring af velfærden for de svageste i samfundet, frem for at blive ved med at fjumre rundt i partipolitik og magtbegær.

Om det så skattelettelserne skal ske via en reduktion i bund-, mellem- eller topskatten, er ikke så vigtig for mig – det vigtigste er, at få hul på diskussionen således, at vi generelt set kan få den alt for høje skat på arbejdsindkomster ned, samtidigt med at vi udvikler den danske velfærdsmodel.

Så kom den menneskelige indsigt

Jeg har netop læst, at integrationsminister Rikke Hvilshøj har givet en opholdstilladelse til Rams, den 15-årige forældreløse dreng fra Sri Lanka. Dermed er flere ugers usikkerhed overstået og drengen behøver ikke længere at frygte udvisning til sit borgerkrigshærgede hjemland (læs eventuelt også mit oprindelig indlæg om emnet ved at klikke her).

Jeg synes, at det er yderst positivt, at Rikke Hvilshøj nu har fået den menneskelige indsigt og har indset, at det eneste rigtige at gøre, var at give Rams en opholdstilladelse. Jeg kan selvfølgelig godt frygte, at det kun skyldes den massive negative presseomtale. Imidlertid vælger jeg at være positiv indstillet og håber, at integrationsministeren vil bruge denne sag til generelt at kigge systemet efter i sømmene og tilsikre en langt mere medmenneskelig behandling af sagerne fremover.

Mangel på menneskelig indsigt

Her i landet har vi (selvfølgelig) en række retningslinier på flygtningeområdet, som har til formål at afgøre, om hvorvidt vi giver en flygtning asyl eller midlertidig opholdstilladelse eller ej. Principielt mener jeg da også, at de fastsatte retningslinierne som udgangspunkt skal overholdes, men at der altid skal skeles til det menneskelige element i enhver sag.

Det lader imidlertid ikke til at være tilfældet med den 15-årige forældreløse drenge fra Sri Lanka, som står foran at blive sendt tilbage til det borgerkrigshærgede land. Her synes jeg, at det virker som om, at hele systemet og den ansvarlige minister, Rikke Hvilshøj, i den grad mangler menneskelig indsigt og forståelse.

Hvad er det som gør, at systemet åbenbart kører sagen igennem en åbenbart meget firkantet regelmaskine, uden hensyntagen til det faktum, at drenges fremtid mildest talt er meget usikker? Er det bare fordi, at systemet skal have kørt så mange sager igennem som muligt og bare betragter sagerne som sager og dermed ikke udviser rimelig respekt for, at det drejer sig om menneskelige skæbner?

Uden ellers at der er nogen direkte sammenligning, så kan jeg nu ikke lade være med at tænke over, om hvordan det havde set ud, hvis vores svenske broderfolk under anden verdenskrig – med henvisning til firkantede regler på flygtningeområdet – havde ville sende de danske jøder, som var flygtet til Sverige, tilbage til en uvis skæbne i Danmark.

Jeg vil mene, at hvis der er den mindste tvivl om behandlingen af en given sag, så bør tvivlen komme flygtningen tilgode. Vi lever i et rigt og åbent samfund, hvor der skal være plads til at hjælpe mennesker, som er i nød – også fremmede, som risikerer at blive forfulgt i deres hjemland.

I den aktuelle sag med den 15-årige dreng, er der efter min mening ingen tvivl om, at han selvfølgelig skal have lov til at blive i landet. Alt andet ville være helt umenneskeligt.

Beskat friværdierne istedet

Opdateret med underskriftsindsamling: Socialistisk Folkepartis formand, Villy Søvndal, har fremsat en række forslag i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Forslagene skal primært finansieres ved at stramme op på en række afgifter og ikke mindst droppe det nuværende skattestop.

Selvom at jeg – som det liberalt orienterede menneske jeg er – er uenig med SF på mange fronter, synes jeg alligevel, at Villy Søvndal er en meget sympatisk og respektabel politiker, som er dygtig til at argumentere for hans holdninger. Den generelle tone i dansk politik ville blive langt mere konstruktiv, hvis bare halvdelen af vores politikere ville tage ved lære af Villys måde at argumentere på. Når det så er sagt, er jeg slet ikke enig i hans forslag om, at skattetrykket lige skal have et par takker mere – det holder altså ikke, Villy.