Interessant kronik om Peter, Oda og Ole

Meget apropos mit indlæg om danske politikere og de tre vise aber, så fik jeg via Facebook sendt et link til en kronik i Berlingske Tidende.

Kronikken, som er skrevet af økonom Andreas Junge, handler om, at vores velfærdssamfund består af tre slags mennesker, nemlig privat ansatte Peter, offentligt ansatte Oda og offentligt forsørgede Ole. Demokratiet sørger for, at et flertal bestående af Oda og Ole stemmer for at vi skal have det højeste skattetryk i verden, hvilket gør at Oda og Ole kan dele frugten af  Peters arbejde mellem sig i form af henholdsvis offentlige lønninger og sociale ydelser.

Jeg synes at det er en meget interessant kronik, som i den grad udstiller kernen i de store problemer og udfordringer vi som land står overfor. Af samme grund vil jeg opfordre alle til at læse kronikken i håbet om, at vi får spredt budskabet (du finder kronikken her).

Andreas Junge sætter ganske vist tingene lidt på spidsen rent ordmæssigt, men det er jo efterhånden, hvad der skal til for at råbe befolkningen op. I mit eget blogindlæg skrev jeg, at det virker som om at landet nærmest skal gå konkurs, inden politikerne på tværs af blokkene tør gå sammen i nogle store brede forlig, og gennemføre de reformer som det danske samfund har brug for. Desværre er Andreas Junge endnu mere pessimistisk med hans afsluttende kommentar: “Sammenbruddet er uundgåeligt, men som min bedstefar, der levede i en tid, hvor hårdt arbejde var lige så givet som nat efter dag, sagde: Det skal nogle gange gøre rigtig ondt, før det kan blive godt”.

Optimisten i mig håber, at det ikke går helt så slemt, men der er også en stor realist i mig, og den del af mig siger, at Andreas Junge desværre godt kan gå hen og få ret :-(

Lige mine ord: “Klynkernes korstog”

Jeg har netop læst søndagsudgaven af Berlingske Tidende, og faldt i den sammenhæng over avisens leder, som bærer titlen “Klynkernes korstog” (du kan læse lederen ved at klikke her).

Hovedbudskabet i lederen er, at fagbevægelsen sammen med Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti giver et falsk billede af Danmark er tidens mest usympatiske fænomen.

Jeg tillader mig at tage et direkte citat fra lederen: “Hvis fagbevægelsen og S-SF virkelig ønskede at lade de stærke med arbejde og godt helbred bære mere, så foreslog de at afskaffe efterlønnen, thi den er reserveret for folk, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, og som derfor er fuldt arbejdsduelige. Men afskaffelsen af denne usympatiske belønning for at gå på pension på andres regning ville koste stemmer og chancen for regeringsmagten, så det foreslår de ikke”.

Tilsyneladende er det kun Liberal Alliance og Radikale Venstre, der i det hele taget tør tage dette opgør desuagtet, at det skriger til himlen, at vi som samfund – hvis man ellers har evnen til arbejde – selvfølgelig ikke har råd til at sende folk på efterløn, hvis de som 62-årige stadigvæk kan arbejde og bidrage til samfundet.

Folk, der ellers har evnen til at arbejde og som ikke er nedslidte, må for min skyld gerne gå på pension som 62-årig, men det skal bare ikke være på samfundets regning. Så må man leve af den private pension og opsparing og ikke på samfundets regning.

Det er derfor på tide, at alle vi – der har evnen til at arbejde – en gang for alle tager ansvar for, at bidrage til den danske velfærdsmodel. Med en øget gennemsnitsalder og kraftigt stigende omkostninger til velfærd, har vi ganske enkelt ikke råd til at sende arbejdsduelige danskere på førtidspension som 62-årige.

Det er trist, at politikerne ikke tør gøre noget ved dette enorme problem. Jeg troede egentlig, at vi valgte politikerne ind i Folketinget for netop at tage de upopulære beslutninger som samfundet har brug for, og gennemføre nødvendige reformer, men det er åbenbart ikke tilfældet.

De åbenlyst populære beslutninger kan enhver idiot jo tage, og det lader desværre til at være mantraet for de fleste danske politikere nu om dage. Naivt håber jeg på, at vi snart ser en generation af politikere, der tør tage de upopulære beslutninger, og leve med, at det kan betyde at man måske kun får en “sæson” i Folketinget.

Hvorfor spilde politikertid på den slags?

I et ellers ganske moderne samfund som det danske bliver der desværre ofte sat fokus på politiske enkeltsager. Det får beklageligvis politikerne til at udvise en usmagelig stor grad af populisme, hvilket resulterer i, at der bliver sat fokus på sager og problemstillinger, der efter min mening slet ikke har nogen reel samfundsmæssig og politisk relevans.

Aktuelt tænker jeg selvfølgelig på sagen om sms-afstemningen i X Factor. Der er åbenbart blevet sået tvivl omkring validiteten af afstemningen, og det er naturligvis ikke okay. Selvfølgelig skal der være styr på den slags afstemninger og man skal kunne stole på dem.

Men når det er sagt, er der efter min mening ingen grund til at politikerne bruger så meget som et sekund på sådan en sag. Nej, den har ikke samfundsmæssig eller politisk betydning eller relevans. Selvfølgelig skal der være styr på en afstemning på en Public Service kanal som DR, men der er trods alt ikke tale om et folketingsvalg eller lignende. X Factor er trods alt kun et underholdningsshow!

Ikke desto mindre har Socialdemokraternes forbrugerordfører Benny Engelbrecht alligevel valgt at kalde videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen i samråd i Folketinget om denne sag.

Hvad i alverden er det for noget at spilde politisk taletid og fokus på, og så endda i form af et samråd i Folketinget? Jeg troede ellers, at vi netop lige nu havde langt større og mere vigtige problemer i vores samfund, end en sms-afstemning i et talentshow.

Er der ikke vigtigere ting at gå op i?

Jeg har netop læst en artikel på 180Grader.dk om, at Socialistisk Folkepartis Pernille Frahm mener, at statsminister Lars Løkke Rasmussen – af egen lomme – skal betale for kaffe, te og frugt i forbindelse med at statsministeren holdt et såkaldt privat møde med tibetanernes eksileder, Dalai Lama, den 29. maj på Marienborg.

Jeg vidste godt, at vores politikere har en tendens til, at gå op i små ting, men helt ærlig, er der ikke vigtigere ting at gå op i?