Kroppen er en fantastisk maskine…

Jeg har igennem længere tid ville berette om, hvad der skete med min vægt i forbindelse med 100 km løbet eller måske rettere ikke skete.

Umiddelbart efter jeg vågnede lørdag morgen, cirka to timer før starten på løbet, var jeg på vægten og displayet viste 82,9 kg.

Jeg spiste derefter en forholdsvis let omgang morgenmad, da jeg ikke ønskede at være for mæt, inden jeg skulle ud og løbe. Jeg havde også i baghovedet, at jeg skulle begynde at indtage mad og drikke stort set med det samme, at jeg begav mig ud på ruten således, at jeg kunne have en god balance i forhold til, hvad jeg indtog af energi og hvad kroppen ville forbrænde under løbet.

Jeg havde konsulteret grundigt med både Chris, Jimmi og Mette i forhold til, hvad jeg skulle have af kulhydrater, proteiner, elektrolytter, salte og væske i det hele taget under hele løbet. Hver eneste time skulle jeg indtage energi svarende til cirka 55 gram kulhydrat, 15 gram protein, 250 ml isotonisk væske og 1-1,2 liter vand samt et supplement af lidt mandler, valnødder, rosiner, lidt frugt og masser af druesukker.

Dette energi-indtag skulle gerne passe nogenlunde med, at jeg ville forbrænde mellem 11.000 og 13.000 kalorier under løbeturen. Dette estimat skulle vise sig at holde ganske godt, idet mit pulsur viste, at jeg havde forbrændt ca. 11.500 kalorier i løbet af de 100 km. Faktisk svarer det til energien i næsten otte almindelige pizzaer eller hvad der svarer til mit normale daglige energi-indtag i løbet af lidt mere end fire dage!

Anyway, da jeg stod op søndag morgen, gik jeg på vægten med det samme. Displayet på vægten viste det nøjagtig samme tal som næsten præcis 24 timer tidligere, nemlig 82,9 kg.

Altså vejede jeg nøjagtig det samme som dagen forinden, desuagtet jeg havde løbet hele 100 km, forbrændt 11.500 kalorier under løbeturen og indtaget store mængder energi- og proteinbarer samt masser af frugt, mandler, nødder og druesukker.

Min egen konklusion er, at kroppen er en fantastisk maskine, som i den grad kan styres meget præcis i forhold til energi-indtag, forbrænding og vægt – hvis man altså vil :-)

Imponerende, ikke?