14.400 sekunders spinning!

Lørdagens træningspas kommer til at stå på hele fire timers spinning i streg, og jeg glæder mig allerede helt vildt :-)

Det er et stykke tid siden, at der har været en længerevarende spinning event, og da jeg bruger den slags events som en god form for udholdenhedstræning, er det superfedt at fitness dk og to af spinninginstruktørerne har stablet dette arrangement på benene.

Jeg satser på at få fyret i hvert fald 4.000 kcal af i løbet af de fire timer, så mon ikke der bliver plads til et glas rødvin i aften :-)

En nødvendig hviledag

I dag har jeg besluttet mig for, at jeg vil holde en reel hviledag for første gang siden vi startede med Chris MacDonald projektet for snart syv uger siden. Jeg kan virkelig mærke, at jeg er ved at løbe tør for energi og motivation, hvis jeg ikke giver mig selv en fuld hviledag.

Så min aften kommer for engangs skyld ikke til at stå på masser af træning, men derimod bare på afslapning med lidt god men stadigvæk sund mad og et par glas rigtig god rødvin :o)

Jeg er til gengæld ikke i tvivl om, at den meget velfortjente hviledag og den ekstra restitution vil gøre, at jeg har langt energi i morgen og at jeg derfor kan give den mere gas i forbindelse med lørdagens træningspas.

Den bedste Shiraz jeg har smagt!

heathcote-ii.jpgJeg har netop haft lejlighed til at smage en rødvin i absolut topklasse i form af den australske Heathcote II Shiraz 2004, som med en pris på 345 kroner må betegnes som en dyr flaske vin. Jeg kan dog allerede nu afsløre, at jeg synes at denne vin er alle penge værd. Heathcote II er skabt af danskeren Peder Rosdal i samarbejde med franskmanden Lionel Flutto og de to herrer har sat sig i hovedet, at de kun vil producere vin af højeste kvalitet.

Og det synes jeg bestemt er lykkedes for dem. Allerede når man dufter til denne vin kan man virkelig fornemme, at det er en kvalitetsrødvin med kraft og saft og når man smager på vinen bliver man med det samme bekræftet i duftindtrykket. Man kan virkelig smage de koncentrerede frugttoner fra shiraz druerne og lagringen fra egetræsfadene og eftersmagen er dejlig lang og tør. Jeg vil klart anbefale, at man enten nyder vinen uden mad til eller drikker den til kødretter, der kan tåle en kraftig vin – alt andet ville være synd, når vinen nu er så kraftfuld i smagen.

Alt i alt må jeg sige, at det er den bedste shiraz rødvin som jeg nogensinde har smagt! Så hvis du skal flotte dig med en rigtig god flaske rødvin til en speciel begivenhed, kan jeg i hvert fald anbefale Heathcote II Shiraz 2004 :o)

Fakta om vinen:

  • Hvem? Heathcote II
  • Hvad? Heathcote II Shiraz 2004
  • Hvor? Heathcote, Australien
  • Hvor meget? 345 kroner
  • Hvor god? 5 ud af 5 vinglas

En sjov og rigtig god rødvin

Forleden faldt jeg over en sjov og anderledes rødvin hos Mahlers Vinhandel i Birkerød. I hvert fald adskiller etiketten på Red Truck 2004 California Red Wine sig fra de fleste. Producenten, Cline Cellars, har nemlig valgt at lade en farverig tegning af rød lastbil pryde etikken på deres Red Truck vinserie.

“Branding is everything” er enhver marketingdirektørs mantra og det er præcis, hvad der er lykkedes for Red Truck Wines. De har formået at skabe en stor interesse omkring symbolet på deres brand, den røde lastbil. Faktisk er interessen så stor, at en del af Red Truck Wines’ amerikanske kunder er begyndt at indsende fotos af deres egne røde lastbiler.

Men nok om det nu og tilbage til selve vinen. En farverig etikette er ikke det samme som et kvalitetsstempel – tværtimod kunne man godt fristes til at tro, at vinen ikke er god nok i sig selv til at sælge, men at der derimod skal en iøjnefaldende etikette til, for at tiltrække kunderne. Men rent faktisk er Red Truck en rigtig god rødvin med en dejlig mellemkraftig og krydret smag med toner af sort peber. Hvis du skal bruge vinen til mad, skal det nok være til lidt mere kraftige retter, hvor der er behov for en vin, der smager af noget. Men Red Truck kan så absolut også bare drikkes som et godt glas rødvin uden mad til.

Alt i alt er det en rigtig god flaske rødvin, som først og fremmest kan anbefales for sin gode kvalitet og dejlige intense og fyldige smag. At etiketten også er sjov og anderledes og prisen ligger på et okay leje (89 kroner inklusive moms), gør kun Red Truck rødvinen endnu mere anbefalelsesværdig.

Gad for øvrigt vide, hvad Red Truck Wines kalder deres hvidvine :o)

Fakta om vinen:

  • Hvem? Red Truck Wines
  • Hvad? Red Truck 2004 California Red Wine
  • Hvor? Californien, USA
  • Hvor meget? 89 kroner
  • Hvor god? 4 ud af 5 vinglas