Har de styr på prioriteterne i Århus?

Jeg har netop set lidt TV 2 News og så i den sammenhæng et indslag om, at et snævert flertal (S, SF og R) i Århus Byråd har vedtaget, at bynavnet Århus fra 1. januar 2010 skal staves med dobbelt a og ikke bolle-å.

Byens socialdemokratiske borgmester Nicolai Wammen udtalte i indslaget, at det vil have stor betydning for byens uddannelsesinstitutioner og virksomheder, og at byen – som følge af ændringen i stavemåden – ville stå langt stærkere i en globaliseret verden.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at borgmesteren og byrådet vist ikke helt har styr på prioriteterne. Danmarks næststørste by må da have langt større udfordringer, end at spilde så meget som et minut på, hvordan bynavnet staves.

Personligt har jeg i hvert fald svært ved at se, hvordan Århus kommer til at stå stærkere ved at ændre stavemåde i bynavnet. Alle udlændinge udtaler alligevel Århus som Arhus, og denne udtale ændres jo ikke bare fordi at der kommer et dobbelt a i bynavnet i stedet for bolle-å’et.

Endelig kan jeg ikke lade være med at tænke på, at denne totalt unødvendige beslutning kommer til at koste kommunen og dermed byens borgere kassen! Tænk på, hvor meget der skal udskiftes i form af byskilte, brevpapir, kuverter, kort, opdatering af edb-systemer og websider m.m. Kommunens ca. 30.000 medarbejdere skal vel også have nye visitkort eller hvad? Og nå ja, domænenavnet aarhus.dk ejes endda af JP/Politikens Hus og TV 2 Østjylland i fællesskab, og udover at det kan være tvivlsomt om kommunen kan få fingre i domænet, så vil det i så fald også resultere i en ekstra regning til kommunens borgere.

Men skidt være med det. Nicolai Wammen & Co hæver jo alligevel bare skatten for at kunne betale for navneskiftet. For der er jo altid ekstra penge at hente fra borgerne til at betale for vigtige politiske mærkesager – som eksempelvis en ny stavemåde for bynavnet…

Lige mine ord: “Klynkernes korstog”

Jeg har netop læst søndagsudgaven af Berlingske Tidende, og faldt i den sammenhæng over avisens leder, som bærer titlen “Klynkernes korstog” (du kan læse lederen ved at klikke her).

Hovedbudskabet i lederen er, at fagbevægelsen sammen med Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti giver et falsk billede af Danmark er tidens mest usympatiske fænomen.

Jeg tillader mig at tage et direkte citat fra lederen: “Hvis fagbevægelsen og S-SF virkelig ønskede at lade de stærke med arbejde og godt helbred bære mere, så foreslog de at afskaffe efterlønnen, thi den er reserveret for folk, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, og som derfor er fuldt arbejdsduelige. Men afskaffelsen af denne usympatiske belønning for at gå på pension på andres regning ville koste stemmer og chancen for regeringsmagten, så det foreslår de ikke”.

Tilsyneladende er det kun Liberal Alliance og Radikale Venstre, der i det hele taget tør tage dette opgør desuagtet, at det skriger til himlen, at vi som samfund – hvis man ellers har evnen til arbejde – selvfølgelig ikke har råd til at sende folk på efterløn, hvis de som 62-årige stadigvæk kan arbejde og bidrage til samfundet.

Folk, der ellers har evnen til at arbejde og som ikke er nedslidte, må for min skyld gerne gå på pension som 62-årig, men det skal bare ikke være på samfundets regning. Så må man leve af den private pension og opsparing og ikke på samfundets regning.

Det er derfor på tide, at alle vi – der har evnen til at arbejde – en gang for alle tager ansvar for, at bidrage til den danske velfærdsmodel. Med en øget gennemsnitsalder og kraftigt stigende omkostninger til velfærd, har vi ganske enkelt ikke råd til at sende arbejdsduelige danskere på førtidspension som 62-årige.

Det er trist, at politikerne ikke tør gøre noget ved dette enorme problem. Jeg troede egentlig, at vi valgte politikerne ind i Folketinget for netop at tage de upopulære beslutninger som samfundet har brug for, og gennemføre nødvendige reformer, men det er åbenbart ikke tilfældet.

De åbenlyst populære beslutninger kan enhver idiot jo tage, og det lader desværre til at være mantraet for de fleste danske politikere nu om dage. Naivt håber jeg på, at vi snart ser en generation af politikere, der tør tage de upopulære beslutninger, og leve med, at det kan betyde at man måske kun får en “sæson” i Folketinget.

Er det starten på endnu et partiflop?

Jeg har netop læst på Berlingske.dk, at det tidligere Radikale Venstre folketingsmedlem Simon Emil Ammitsbøl måske vil stifte et nyt parti. Det skulle åbenbart ske sammen med en anden politisk løsgænger i form af det tidligere konservative folketingsmedlem Pia Christmas-Møller.

Om det kommer til at ske eller ej, bliver vi klogere på efter i morgen kl. 13.00, hvor Simon Emil Ammitsbøl har indkaldt til pressemøde på Christiansborg.

Men hvis det nu rent faktisk bliver en realitet og endnu et nyt parti ser dagens lys, kunne jeg godt frygte, at det blot vil være starten på endnu et partiflop oven på de mange op- og nedture for Ny Alliance/Liberal Alliance.

Brændt barn lugter som bekendt, og endnu et lille parti kunne på forhånd godt lugte af stemmespild og spærregrænse.

Men jeg kan selvfølgelig tage fejl.

Her er Danmarks nye regering!

Jeg har netop læst en interessant artikel på Nyhedsavisens website omkring muligheden for at skabe en flertalsregering bestående af Venstre, Konservative, Radikale Venstre og Ny Alliance efter folketingsvalget. Nyhedsavisen har talt med to valgforskere ved henholdsvis Aalborg Universitet og Syddansk Universitet og forskerne er enige om, at lige netop denne partikonstellation er en reel mulighed, hvis ellers valgets resultat kommer til at minde om de aktuelle meningsmålinger.

Nu er det selvfølgelig ikke kun op til, hvad to valgforskere mener der kan lade sig gøre og der er en hel del “issues”, der skal løses for at det kan lade sig gøre (blandt andet peger Radikale Venstre som bekendt på Helle Thorning-Schmidt lige nu som forhandlingsleder og statsminister). Men på trods af de udfordringer, der måtte være i denne sammenhæng, kan jeg ikke lade være med at være meget begejstret for idéen om en regering bestående af Venstre, De Konservative, Radikale Venstre og Ny Alliance – både fordi det lyder til at kunne blive en rigtig god borgerlig konstellation, men bestemt også fordi det vil sætte Dansk Folkeparti fuldstændig udenfor politisk indflydelse.

Kære Naser, hvis du vil have min stemme…

Generelt set er jeg meget positiv indstillet overfor Naser Khader og Ny Alliance og deres bud på et borgerligt politiske ståsted i det moderne Danmark. Jeg synes blandt andet, at Ny Alliancer er kommet med et rigtig godt bud på en fornuftig indvandrer- og flygtningepolitik, hvor der ganske vist bliver stillet krav, men hvor det menneskelige perspektiv er det bærende. Jeg synes også, at Ny Alliance har et rigtig godt bud på en fornuftig skattepolitik, som både understøtter finansieringen af vores velfærdsmodel og samtidigt motiverer folk til at arbejde og gøre en indsats. Så alt i alt er Ny Alliance et godt bud på et parti, der kan få min stemme ved folketingsvalget den 13. november 2007.

Imidlertid kan jeg ikke lade være med at føle mig usikker på, hvem Naser Khaders og Ny Alliance vil pege på som statsminister efter valget, når det kommer til stykket. Og jeg må indrømme, at jeg har det ikke godt med denne tvivl – for jeg ønsker på ingen måde at stemme på et parti, der pludselig skifter hest og peger på Helle Thorning-Schmidt som ny statsminister. Jeg vil nemlig ikke direkte hjælpe Helle Thorning-Schmidt til magten med min stemme og dermed være med til sikre højere skatter for højtlønnede og virksomheder (for det vil helt sikkert komme) for at kunne finansiere et overdrevent socialdemokratisk “velfærdsparadis”, samtidigt med, at allerede indgåede aftaler som eksempelvis trepartsaftalen bliver omstødt og skal skal genforhandles. Vi har engang før oplevet, hvilke katastrofale konsekvenser det havde for nationaløkonomien, da Anker Jørgensen gik amok i 70′erne og gældsatte Danmark til op over ørene i et misforstået forsøg på at skabe velfærd.

Klog beslutning af Marianne Jelved

I dag kom så nyheden om, at Marianne Jelved går af som partileder for Det Radikale Venstre. Efter en lang periode, hvor partiet nærmest har sat sig selv helt uden for indflydelse og de politiske budskaber har været meget “radikale” med blandt andet et ultimativt krav om statsministerposten efter næste valg, har Marianne Jelved været presset på både de interne og eksterne linier. Og da Naser Khader og Anders Samuelsens pludselig sagde farvel til partiet for at stifte Ny Alliance, gik tilslutningen til Det Radikale Venstres nærmest i frit fald i meningsmålingerne.

Selvom det dermed egentlig kun var et spørgsmål om tid, inden den interne uro under alle omstændigheder ville tvinge Marianne Jelved til at gå af, synes jeg nu alligevel at det er klogt af hende at trække sig nu. Personligt er jeg ikke tilhænger af de radikales politik og har egentlig haft fint med, at dette parti har været udenfor indflydelse med den politik, som de har haft. Omvendt er der næsten ikke noget værre end en politiker, der bare klæber til taburetten og krampeagtigt holder fast, frem for at erkende, hvornår det er tid for at give stafetten videre. Jeg tror derfor, at det er godt for Det Radikale Venstre, at der nu kommer friske kræfter til og man har da altid lov til at håbe, at også de radikale nu vil prøve at se mere åbent og liberalt på tingene – lige som Ny Alliance :o)

Forfriskende initiativ i dansk politik

Som du sikkert har hørt i pressen i dag, så har Naser Khader og Anders Samuelsen valgt at forlade Det Radikale Venstre for at stifte et helt nyt parti ved navn Ny Alliance. De to herrer får endvidere følgeskab af Gitte Seeberg, der forlader de Konservative til fordel for det nye parti. I følge oplysninger på partiets website, er Ny Alliance et midterparti, der vil søge indflydelse, uanset om det er til højre eller venstre side af Folketingssalen. Endvidere har de tre stiftere meldt klart ud, at de vil kæmpe for, at Dansk Folkeparti skal sættes uden for indflydelse i dansk politik.

Jeg synes etableringen af Ny Alliance er et forfriskende initiativ og det gør jeg primært af to årsager: Først og fremmest synes jeg, at det er godt, at der bliver skubbet lidt til de etablerede og ofte støvede partier – det trænger de til! Men mest af alt er jeg begejstret fordi, at Ny Alliance måske er det initiativ, som kan være med til at skabe et borgerligt flertal uden om Dansk Folkeparti, der efter min mening har fået alt for stor indflydelse ved at være populistiske og slå på fremmedfjendskhed. Jeg krydser i hvert fald fingre for, at vi efter næste valg står med en borgerlig regering bestående af Venstre, De Konservative, Ny Alliance og måske også De Radikale, hvis de vil spille med. Det tror jeg vil skabe et godt og seriøst grundlag for en liberalt orienteret velfærdspolitik med et menneskeligt ansigt.

Man har et standpunkt…

Det politiske landskab her i landet er efterhånden en noget rodet størrelse, hvor meget få partier efterhånden er tro mod deres oprindelige, politiske standpunkter.

Eksempelvis rykker Venstre mere mod midten og forsøger på at være socialdemokratiske i deres politik. Socialdemokraterne rykker mod højre i udlændingepolitikken og flakker godt og grundigt rundt i en opportunistisk jagt på regeringsmagten og Dansk Folkeparti prøver på forvirrende vis, at bevæge sig rundt på begge sider af de politiske fløje, afhængig af, hvor der er stemmer og populisme at fiske.

Det er derfor meget forfriskende at se, at Det Radikale Venstre heldigvis holder fast i deres helt grundlæggende politik om, at man har et standpunkt til at man tager et nyt.

Og som en næsten symbolsk opbakning til denne måde at drive politik på, har de Radikale netop meldt ud, at det nu ikke længere er et ultimativt krav, at Marianne Jelved skal være statsminister efter næste valg – dog vil hun fortsat være partiets statsministerkandidat, hvis der skulle være flertal for hende (!).

Marianne Jelved erkender i samme moment, at vælgerne må været forvirrede over, at de Radikale nu dropper det ultimative krav, men beroliger med, at “der blot er tale om en mindre justering”.

Forvirringen blandt vælgerne må imidlertid bestå i forhold til, hvilken politisk fløj de Radikale vil støtte før og efter næste folketingsvalg. Partiet ønsker nemlig at stå frit og ingen af fløjene skal således vide sig sikker på de Radikales stemmer. Det må være svært at være radikal vælger, for man aner dermed ikke om, hvilken side af Folketinget, som ens stemme går til.

Jeg er dog sikker på, at der nok skal komme et nyt standpunkt fra de Radikale i forhold til denne forvirring således, at de kan fastholde partiets grundlæggende politik om, at det åbenbart mere drejer sig om at ændre mening hele tiden, end at holde fast i noget og konfrontere sine vælgere og ikke-vælgere med holdninger som man tør stå ved – også igennem en længere periode.