Godt nytår!

Godt nytår 2009

Så kan vi ikke længere løbe fra det. Vi nærmer os med hastige skridt det tidspunkt, hvor der kommer til at stå 2009 på kalenderen.

I den sammenhæng vil jeg gerne ønske familie, venner, bekendte, kolleger og medarbejdere og alle jer andre ude i blogland et rigtig godt og lykkebringende nytår. Jeg håber, det kommende år vil bringe jer masser af lykke, succes og gode oplevelser.

Som sædvanlig er nytåret det tidspunkt på året, hvor jeg ikke kan lade være med at reflektere over året, der er gået.

I den sammenhæng er det nok ikke så overraskende, at den mest markante begivenhed for mig, har været forløbet med Chris MacDonald og “Chris På Vægten” projektet. Det har ganske enkelt været en helt unik rejse mod et markant bedre og sundere livsstil med utrolig mange positive effekter og sidegevinster.

Efter at have trænet i noget der minder om gennemsnitlig et par timer hver  dag igennem de sidste syv måneder, er jeg nu oppe på et samlet vægttab på 41 kg siden 1. januar 2008 og 37 kg siden projektet startede den 10. maj 2008. Det har ganske vist krævet en enorm indsats og mange ofre, men det har tydeligvis også båret frugt nu.

2009 kommer i høj grad til at dreje sig om at vedligeholde livsstilsændringen og holde fast i de gode og sunde vaner. Med det ønsker jeg også at vise omverdenen, at det faktisk er muligt at gennemføre en markant livsstilsændring i løbet af forholdsvis kort tid og at man efterfølgende kan holde fast i den.

Endnu engang godt nytår til jer alle.

Leif