DF: Har I ikke andet at bruge tiden på?

Jeg har netop læst på Jyllands-Postens website, at Dansk Folkeparti nu vil blande sig i sagen om “udlånet” af den lille havfrue til verdensudstillingen i Shanghai i 2010.

I følge artiklen kræver Dansk Folkepartis Karin Nødgaard, at økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen går ind i sagen og trækker hendes ministeriums forespørgsel om udlånet hos Københavns Kommune tilbage.

Personligt synes jeg, det er helt fint, at vi får sat endnu mere fokus på Danmark i en stærkt globaliseret verden og hvis den lille havfrue kan være med til det, er det helt okay med mig. Desuden tror jeg nu ikke, at turisterne kun besøger København for at se den lille havfrue – for i så fald tror jeg at de vil blive skuffet under alle omstændigheder.

Nå, men mit indlæg drejer sig egentlig ikke om min personlige mening om selve udlånet af den lille havfrue. Nej, jeg ønsker at give udtryk for en stigende frustration over, at politikerne (og alt for ofte Dansk Folkeparti) endnu engang kaster sig over en populistisk enkeltsag, som i bund og grund er ligegyldig.

Politikerne burde efter min mening bruge deres dyrebare og begrænsede tid på andre og langt mere alvorlige problemer. Hvorfor spilde tid på at snakke om et seks måneders udlån af den lille havfrue, når man eksempelvis stadigvæk kan opleve forarmede hjemløse i vores storbyer? Dansk Folkepartis krav er da spild af en ministers kostbare tid, når vi har langt mere brug for at få gennemført store og gennemgribende reformer, hvis den danske velfærdsmodel som minimum skal fastholdes.

Anyway, this is just my two cents, use it or lose it!

Alle ønsker udvikling eller hvad?

I den seneste tid synes jeg, at der har været talt og skrevet utrolig meget om behovet for forandringer i den verden, som vi lever i.

I USA, hvor præsidentvalgkampen allerede kører for fuld blus, bliver der konstant talt om nødvendigheden af forandringer i forhold til økonomi, olieafhængighed, arbejdsløshed og krigen i Irak. Demokraternes kandidat, Barack Obama, har endda baseret hele hans kampagne på begrebet “Change”.

På den hjemlige front taler meningsdannere, samfundsdebattører, interesseorganisationer, ekspertudvalg og politikere hele tiden om behovet for reformer og forandringer inden for dagpengesystemet, efterløn og skattesystemet, for blot at nævne nogle få aktuelle emner.

Efter min mening holder det gamle ordsprog om, at “alle ønsker udvikling, men ingen ønsker forandring” desværre stadigvæk vand – i hvert fald i forhold til den hjemlige diskussion. Vi lever i et samfund, hvis rammer og konventioner i stort omfang stadigvæk er baseret på, hvordan forholdene var for 10, 20 og 30 år siden (hvis ikke mere endda) desuagtet, at de samfundsmæssige forhold ændrer sig hurtigere end nogensinde før. Politikere tør sjældent kigge mere end fire år frem og fedter alt for ofte rundt i populistiske her-og-nu problemer. Jo vist, der sker da lidt i forhold til eksempelvis politireform og sammenlægning af amter og kommuner m.m., men det er langt fra nok, hvis vi skal sikre velfærden på lang sigt.

I stedet burde politikerne have modet til at skabe de samfundsmæssige rammer som der er behov for både her og nu samtidigt med, at de kigger minimum 20, 30 og måske endda helt op til 50 år frem i tiden. Samtidigt skal politikerne og “systemet” forlige sig med, at det er en løbende proces og at man jævnligt skal tilpasse rammerne i forhold til den globaliserede verden som Danmark bare er en meget lille del af.

Samtidigt ville jeg ønske, at vi danskere i større omfang ville opføre os borgere og ikke kun som forbrugere, når det gælder vort samfund. Det virker ofte som om, det mere drejer sig om, hvad man kan få fra “systemet”, når man nu har betalt sin skat i mange år, end hvad den enkelte kan bidrage med i forhold til samfundet og vores medborgere. Jeg ved godt, at det er en meget grov generalisering, men jeg føler virkelig, at borgerbegrebet er på vej til at blive udhulet og at politikernes overdrevne brug af nye love og forordninger i stedet gør os til brugere af “systemet”.

Er det bare mig, der synes, at der virkelig er noget om, at alle nok ønsker udvikling, men ingen reelt set ønsker forandring, når det kommer til stykket? Eller er der noget om det?

Det haster mere end nogensinde…

Jeg har netop læst en artikel på Berlingske.dk om et Socialdemokratisk forslag til et nyt dagpengesystem. I hovedtræk går forslaget ud på, at man dels skal tilbyde en højere arbejdsløshedsunderstøttelse end i dag, men til gengæld over en kortere periode end i dag. Samtidigt er partiet åbent over en mere fleksibel model, hvor nogle grupper på arbejdsmarkedet kan vælge andre dækningsformer. I dag gælder de samme regler for alle lønmodtagergrupper, hvilket har gjort det mindre interessant for især højtlønnede at være medlem af en A-kasse.

Der er efter min mening behov for indtil flere store reformer, eksempelvis i forhold til skattemodel, dagpengesystem, folkepension, sundhedssystem m.m. Og Socialdemokraternes forslag er bestemt et udmærket bud i debatten om en reform af dagpengesystemet. Jeg håber blot, at politikerne ikke begrænser sig til at kigge på beløbsstørrelserne og måske indføre lidt fleksibilitet, men at de denne gang får gjort noget ved selve dagpengeperioden. I dag kan man få dagpenge i ikke mindre end fire år, inden man overgår til kontanthjælp. Det er simpelthen alt for lang en periode, hvilket adskillige eksperter gang på gang også påpeger.

Jeg håber derfor, at vi i de kommende år får reformeret nogle af de væsentligste elementer i den danske velfærdsmodel. Vi lever ikke længere i et standardiseret industrisamfund, hvor man kunne putte befolkningen ind i nogle forholdsvis få og meget firkantede kasser i forhold til velfærdsydelser m.m. Tiden er en helt anden og har allerede været det i mindst et årti. Det haster derfor mere end nogensinde med at få gennemført reformer.