Solid forberedelse til træning i morgen…

Efter at have holdt en velfortjent hviledag og været på en af byens bedste restauranter i går, tænkte jeg, at jeg hellere måtte give den ekstra gas i dag med hensyn til træningen.

Jeg lagde derfor ud med solide to timers konditionstræning på løbebånd inde i fitness dk’s lokaler på Østerbro. Her fik jeg intervaltrænet både løb og power walking med nogle stejle hældninger, hvilket virkelig fik sveden frem på panden.

Et par timer senere stod på den på løbetræning rundt omkring i Birkerød i en time og næsten 40 minutter, hvilket bestemt også fik pulsen op. Faktisk var det en af de bedste løbeture jeg nogensinde har gennemført, for jeg kunne virkelig give den gas og bare blive ved med at løbe i lange intervaller med forholdsvis få pauser.

Alt i alt fik jeg fyret næsten 2.600 kalorier af i løbet af disse to træningspas. Jeg vil derfor mene, at jeg er ganske godt forberedt til søndagens to spinningstimer og den sædvanlige fællestræning med Chris.

Ingen træning i dag, bare nydelse…

Jeg kunne egentlig godt nå at konditionstræne i en time eller halvanden efter arbejde, men jeg har besluttet mig for at give mig selv en velfortjent hviledag. Hele ugen har jeg været til en times spinning kl. 6.30 hver morgen og trænet mindst to timer igen om aften i form af enten spinning, løb, power walking eller styrketræning.

Til gengæld vil jeg nu bruge tiden på, at slappe af og gøre mig klar til, at skulle ud og spise på en af Danmarks bedste restauranter sammen med en god ven. Han har inviteret mig til middag på Restaurant Geranium og det hverken kan eller vil jeg sige nej til :o)

Turist i egen by…

I lidt over et døgns tid har jeg nu haft rig lejlighed til at lege turist i København i forbindelse med mine forældre havde taget turen fra Århus til København for at besøge mig.

Jeg havde ikke set mine forældre i lidt over to måneder og de var dermed var lidt overrasket over at se, hvor meget jeg rent faktisk havde tabt. Heldigvis slap jeg for, at min mor spurgte mig, om jeg nu får nok at spise (hvad jeg altså gør), hvilket jeg ellers var sikker på at hun ville spørge om :o)

Det blev til en masse dejlige timer sammen med dem og vi nåede blandt andet at spise frokost på Restaurant Kanalen, som bestemt er anbefalelsesværdig. Dernæst tog vi på en times kanalrundfart, hvilket jeg synes er en fantastisk måde at se andre sider af København på. Derefter slappede vi lidt af på Hotel Skt. Peter, inden vi spiste en fænomenal syv-retters menu på Restaurant Geranium, som ganske vist er en dyr restaurant, men maden og den samlede oplevelse er så absolut pengene værd!

[Read more…]

Geranium: Så absolut et besøg værd!

I går aftes havde jeg den store fornøjelse, at spise middag på Restaurant Geranium. Restauranten, der kun har eksisteret i et lille års tid, må ubetinget betegnes som en vaskeægte gourmetrestaurant. Det betyder dermed også, at man besøger restauranten med ekstra høje forventninger – både med hensyn til mad og vin, men bestemt også i forhold til service og helhedsoplevelse.

Og jeg skal sandelig love for vi ikke blev skuffet desuagtet, at forventningsniveauet var højt, da vi trådte ind af døren til restauranten, der ligger i Kongens Have i det indre København. Tværtimod leverede Restaurant Geranium en madoplevelse i absolut topklasse. Jeg fik blandt andet smagt letrøget stenbiderrogn, kongekrabbe med “ukrudt fra haven”, luftig kartoffel og en fantastisk hovedret som kokkene meget sigende havde valgt at kalde for “glad kalv” :o) Alle retter smagte helt fantastisk og det samme gjaldt vinene, der hver især passede perfekt til den enkelte ret.

Prisniveauet på Restaurant Geranium er ganske vist i den absolut dyre ende, men set i forhold kvalitet og den samlede oplevelse, er prisen såmænd ikke urimelig. Jeg kan derfor uden at blinke anbefale Restaurant Geranium, der sagtens kan måle sig med andre Københavnske gourmetrestauranter som eksempelvis Noma, Era Ora, Formel B m.fl. Så skynd dig at prøve Geranium, når du næste gang skal ud og have en gourmetoplevelse ud over det sædvanlige.