Og endda også små 1.200 kalorier mere…

Jeg havde allerede i går aften bestemt mig for, at jeg ville stå op lidt tidligere for at tage en ekstra løbetur – bare så, jeg fik givet den lidt mere gas i forbindelse med min målsætning om, at jeg gerne ville komme ned under “0,1 ton” i løbet af weekenden.

Jeg kom da heldigvis også så tidligt op, at jeg kunne fik taget en og intest intens morgentur på ikke mindre end 70 minutter, hvilket resulterede i en ekstra forbrænding af kaloerier – denne gang af yderligere næsten 1.200 kalorier.

Jeg er derfor varmet rigtig godt op til lørdagens fællestræning. Omvendt er jeg desværre også sikker på, at det betyder, jeg ikke kommer til at have overskud til at give den en ekstraordinær skalle i forbindelse med lørdagens fællestræning. Men mon ikke, at det også går :o)

Så røg der yderligere 2.000 kalorier…

Løbebånd

Så røg der yderligere 2.000 kalorier efter små tre timers træning her til aften. Jeg startede med en lille times spinning, hvilket som sædvanlig var fedt, men også rigtig hårdt. Dernæst stod programmet på lidt løb og en solid omgang power walking og som “dessert” tog jeg cirka 40 minutter på motionscykel :o)

Jeg er rigtig spændt på, hvad vægten siger i morgen tidlig :o)

Der skal trænes ekstra hårdt nu!

Som jeg fortalte i mit indlæg i søndags efter syv uger, ville jeg holde ekstra stor fokus på vægttabet i denne uge, fordi jeg vil gerne vil bryde “0,1 ton” barrieren på søndag. Så er det nemlig præcis to måneder siden vi startede med det nye Chris MacDonald projekt.

Jeg har derfor været ekstra påpasselig med både træning og kost i denne uge. Ja, faktisk har jeg virkelig givet den gas med ekstra træning i løbet af hele ugen og så sent som i går stod den på tre timers samlet konditions- og styrketræning.

Resultatet er indtil videre, at jeg har tabt yderligere 2,4 kg af på fire dage og at jeg mangler nøjagtig det samme i at nå i mål på søndag. Jeg ved godt, at det stadigvæk er ambitiøst, men jeg går fortsat efter at nå det. Jeg kan mærke, at “jagten” på denne helt specielle milesten har givet mig ekstra energi og motivation, hvilket bare er fedt :o)

Status efter syv uger…

Så er vi nået syv uger hen i Chris MacDonald projektet og for at være helt ærlig, så troede jeg faktisk, at jeg havde nået “muren” og der var sat en foreløbig stopper for mit vægttab. I hvert fald har denne uge været præget af stor frustration fra min side, fordi jeg syntes ikke der rigtig skete noget med vægten.

Men heldigvis var der alligevel sket en positiv udvikling med vægten, efter jeg tildelte mig selv en hviledag i fredags og efterfølgende var i stand til at få markant mere ud af lørdagens træning. Det er i hvert fald et faktum, at jeg nu er oppe på hele 16,3 kg i vægttab efter syv ugers hård og fokuseret indsats :o)

Dermed er jeg allerede mere end halvvejs i min målsætning om at tabe 30 kilo i løbet af 12 måneder. Jeg er da også fuldstændig overbevist om, jeg nok skal nå dette mål. Om jeg så når det før tid, er ikke så vigtigt for mig. Det er langt mere vigtigt for mig, at jeg får forankret min livstilsforandring på en måde, som gør, at jeg kan holde fast i vægttabet, når vi ikke længere er en del af Chris MacDonald projektet.

På den korte bane og her mener jeg den næste uges tid, har jeg dog alligevel ekstra stor fokus på vægttab i håbet om, jeg kan nå en markant milesten: På næste lørdag, hvor det er præcis to måneder siden vi startede, skal der igen laves tv-optagelser til programmet. I den sammenhæng kunne jeg godt tænke mig at gå efter et vægttab på hele 4,8 kg i denne uge. Hvis jeg når det, krydser jeg nemlig “0,1 ton” barrieren og vejer lige under 100 kg. Der er ingen tvivl om, at det er et meget ambitiøst mål, men jeg vil alligevel prøve at gå efter det. Når jeg i mål med det, vil det være en fantastisk sejr og gør jeg det ikke, er jeg såmænd stadigvæk meget tilfreds med udviklingen :o)

Dagens træning…

Hvis “man/nogen” har fulgt med på min blog over de seneste uger, er “man” næppe i tvivl om, at jeg er ganske stolt over at have opnået et vægttab på ikke mindre end 14,5 kilo i løbet af seks uger. Men jeg er samtidigt også er ganske stolt over det træningsniveau, som jeg efterhånden er i stand til at opretholde uden at blive helt smadret i kroppen.

I dag stod bestod træningen af små fire kilometers løb i Birkerød inden den “rigtige” træning. Herefter tog jeg en lille times intensiv spinning med Chris. Derefter skulle vi powerwalke med høj intensitet i 70 “Chris-minutter”, hvilket var ensbetydende med 86 “menneske-minutter” :o) Og endelig skulle vi også cykle i jævnt højt tempo i yderligere 45 “Chris-minutter”, hvilket var lig med præcis 60 “menneske-minutter” :o)

Jeg må indrømme, at jeg efterhånden er ved at blive helt høj af træningen. Det er virkelig fedt, for det giver mig endnu mere lyst til at blive ved med at arbejde mig hen mod en sund krop.

Status efter seks uger…

Tiden flyver godt nok hurtigt for tiden og vi er nu allerede seks uger henne i Chris MacDonald projektet. Lige nu føles det næsten som om, vi har været i gang med masser af træning i adskillige måneder, men jeg tager det som et godt tegn på, at træningen så småt begynder at snige sig ind i mit krop som en god og dejlig vane :o)

Som jeg skrev for en uges tid siden, havde jeg på fornemmelsen, at jeg var ved at nå “muren” i forhold til vægttab. Imidlertid skulle det vise sig, at jeg heldigvis har holdt fast i vægttabet, om end det bestemt er begyndt at gå langsommere. Jeg er således oppe på i alt 14,5 kilo i vægttab på seks uger, hvilket fortsat er yderst tilfredsstillende. Samtidigt kan jeg for alvor mærke på mit tøj, at det er ved at være tid for at få udskiftet lidt af garderoben :o)

Anyway, jeg knokler videre og bliver ved med at kæmpe. Det bliver utvivlsomt sværere med vægttabet i den kommende tid, men det gør bare, at jeg vil give den endnu mere gas til træningen og blive ved med at være bevidst omkring min kost :o)

Status efter fem uger…

Så er vi igennem fem uge af Chris MacDonald projektet og jeg må indrømme, at jeg har været meget spændt på, hvordan jeg klarede mig igennem ugen i forhold til vægttab – specielt fordi, jeg havde på fornemmelsen, at jeg måske var ved at ramme “muren”.

Imidlertid har jeg holdt fast i vægttabet om end det ikke er så helt så hurtigt i denne uge som tidligere. Ikke desto mindre er jeg nu oppe på hele 13 kilo i vægttab efter fem ugers solid træning og omlægning af kostvaner. Jeg må indrømme, at jeg er ganske stolt over dette :o)

Samtidigt er der også andre nøgletal, der har udviklet sig i positiv retning: Mit blodtryk har nu udviklet sig fra, at være alt for højt til, at det nu ligger på et rigtig flot niveau. Samtidigt er mit kondital steget med hele otte points til 38,7. Og endelig er min fedtprocent også blevet reduceret med 3,5 procent i løbet af de første fem uger.

Så alt i alt er jeg både stolt og utrolig glad for den positiv udvikling – specielt fordi jeg har arbejdet så hårdt i de sidste fem uger for at opnå resultater. Faktisk kunne jeg ikke lade være med at knibe en tåre, da Chris gav os resultaterne. For mig er det ikke så lidt af en sejr, at jeg har opnået så gode resultater efter så forholdsvis kort tid!

Status efter fire uger…

I dag var som bekendt en milesten for mig i forhold til Chris MacDonald projektet, efter som det nu er præcis en måned siden vi lagde ud med masser af test, målinger, vejninger og de første træningssessioner.

Og jeg må sige, at jeg er både meget tilfreds og utrolig stolt over resultatet efter den første måned: Jeg er nemlig oppe på et vægttab på ikke mindre end 11,2 kilo!

Det har ganske vist været ekstra hårdt i denne uge med masser af ekstra motion, men det er selvsagt meget motiverende at se, at det også giver synlige resultater at knokle løs og være bevidst omkring, hvad man spiser og hvor meget man spiser.

Mit personlige target er fortsat et samlet vægttab på 30 kilo over et helt år og jeg er således allerede over en tredjedel igennem og mangler nu “kun” 18,8 kilo. Jeg ved godt, at jeg også når muren på et tidspunkt og at det kommer til at gå langsommere, men lige nu har jeg tænkt mig at fortsætte efter den nuværende succesformel: Jeg tror nemlig, at jeg godt kan smide flere kilo i den kommende tid ved at holde fast og kæmpe videre :o)

Nu hader jeg for alvor trapper!

I dag stod den på over fire times fællestræning sammen med Chris MacDonald. Vi mødtes som sædvanlig på fitness dk’s lokaler inde på Østerbro, hvor vi lagde ud en solid omgang opvarming. Herefter tog Chris sig kærligt af os og lagde ud med at udvælge mig og en anden fra gruppen til en omgang “fokustræning”. I mellemtiden skulle de andre arbejde med den såkaldte “cirkeltræning”.

Vi blev nu kommanderet hen til romaskinerne og jeg skal sandelig love for, vi fik at føle, at Chris er tidligere eliteroer. Vi skulle virkelig gå til vaflerne under denne træningssession for at tilfredsstille Chris. Jeg troede simpelthen ikke, at man kunne blive så mør i armene ved at ro, men jeg blev klogere. Efter vel omkring 10-15 minutters roning, væltede sveden ud af os i et omfang, der kunne minde om et mindre vandfald :o) Efter sådan cirka 10 sekunders pause, kommanderede Chris os nu til at finde et par passende vægte til at træne bicepts og triceps med. Hvis vores armmuskler ikke var slatne i forvejen, så blev de det da af denne øvelse. Da vi derefter blev bedt om at lave en masse armbøjninger, blev jeg da for alvor øm i armmusklerne. Det var derfor en kæmpe befrielse, da vi blev bedt om at udvælge tre nye “ofre” til Chris, hvorefter vi kunne “slappe af” med cirkeltræningen (sådan føltes det virkelig).

Da vi alle havde været igennem denne træning, kommanderede Chris os til at powerwalke/jogge ud til Charlottenlund Fort. Det var jo heldigvis fantastisk godt vejr, så det var bestemt ikke tosset med lidt forandring i træningsprogrammet. Da vi kom derud ud til det gamle fæstningsanlæg, skulle det vise sig, at Chris havde en bagtanke med at besøge lige netop Charlottenlund Fort. Der er nemlig nogle virkelig “nasty” trapper tilknyttet anlægget og vi blev nu bedt om, at begynde at vade op og ned af disse trapper i rask tempo.

For mit eget vedkommende blev det til cirka 15 ture op og ned af to forskellige trapper, hvilket virkelig kunne mærkes i benene og ikke mindst min puls, der ofte var oppe og ringe på omkring 95-96 % af min maksimale belastning. Jeg har aldrig været specielt begejstret for trapper, men nu vil jeg gerne gøre det officielt: Fra og med i dag hader jeg for alvor trapper :o)

Efter den massive træning på trapper, var det heldigvis blevet tid for en velfortjent pause, som blev brugt på at interviews til tv-programmet. Herefter sluttede dagens træningsprogram med powerwalk/jogging tilbage til fitness dk på Østerbro. Hvad angår energiforbrug i løbet af de fire timer og tyve minutters træning, så fik jeg forbrændt ikke mindre end 3.247 kalorier! Det var dermed ikke så mærkeligt, at jeg havde brug for noget spise, da jeg kom hjem :o)

Fik jeg for øvrigt sagt, at jeg hader trapper?

Status efter tre uger…

Så er det tre uger siden jeg startede med det nye Chris MacDonald projekt og der er heldigvis fortsat meget tydelige resultater at spore :o)

Jeg er nu oppe på et vægttab på ikke mindre end otte kilo, hvilket jeg er særdeles tilfreds med. Det er samtidigt meget motiverende at se og ikke mindst mærke effekten af daglig motion og øget bevidsthed omkring kost. Det opnåede vægttab er også ensbetydende med, at jeg nu “kun” er 22 kilo fra at nå mit overordnede mål, hvilket jeg fortsat er sikker på at nå i løbet af de næste 11 måneders tid.

Og hvad angår energi og overskud i hverdagen, så fortsætter jeg med at mærke den positive sidegevinst ved at have ændret min livsstil. Jeg kan mærke en enorm forskel i energiniveau i løbet af dagen og den træthed som jeg ellers tidligere oplevede først på eftermiddagen og specielt efter aftensmaden, er stort set væk. Det er virkelig fedt med så meget energi i hverdagen og gør det også meget nemmere, at holde fast i ændringen af min livsstil i forhold til motion og kost.

Nå, men ikke mere skriveri lige nu. Jeg skal nemlig ud og løbe en tur :o)