For et år siden skrev jeg om:
Om ikke andet, er det modigt gjort…
Så sker der lidt igen i forhold til Ny Alliances, som har fået et nyt og prominent medlem – i hvert fald i erhvervskredse. Den ene af Saxo Banks to direktører, Lars Seier Christensen, har nemlig meldt sig ind i det hårdt prøvede parti. Formålet med indmeldelsen er, at han ønsker at yde et aktivt bidrag og hjælpe med at skabe liberal troværdighed bag Ny Alliance.
Personligt tror jeg ikke, at det kommer til at gøre den store forskel. Dertil har der ganske enkelt været alt for meget rod og personfnidder omkring Ny Alliance og deres folketingskandidater og folketingsmedlemmer. Ganske vist er Lars Seier Christensen præget af en stor seriøsitet og gennemslagskraft i forhold til hans virke i Saxo Bank og erhvervslivet generelt set, men i forhold til Ny Alliance tror jeg, at han kommer til kort.
Jeg ved godt, at Lars Seier Christensen ikke stiller op for partiet, men jeg kan ikke lade være med at tænke på den tidligere Oticon-direktør Lars Kolind og hans mislykkede forsøg på at gå ind i dansk politik. En ting er, at være succesfuld og visionær i erhvervslivet, en anden er at navigere og skabe resultater i det hajfyldte farvand som moderne dansk politik er.
Men om ikke andet, er det modigt gjort af Lars Seier Christensen og jeg tager hatten af for, at han i det mindste gør et forsøg.
Klik her, hvis du vil læse mere om Lars Seier Christensens indmeldelse i Ny Alliance i Berlingske Tidendes artikel om emnet.
Supergodt initiativ fra Saxo Bank
I dagens udgave af Børsen faldt jeg over en interessant annonce fra investeringsbanken Saxo Bank. De to grundlæggere af Saxo Bank, Lars Seier Christensen og Kim Fournais, har valgt at bidrage aktivt til den aktuelle diskussion om skat kontra velfærd ved at indrykke en serie af annoncer om emnet. De primære budskab i dagens annonce er, at græsset skal være grønnere i Danmark i form af et mere rimeligt beskatningsniveau og at topskatten på ikke mindre end 63 procent er ødelæggende for den videre udvikling af det danske velfærdssamfund.
Jeg synes, at det er et supergodt initiativ og finder det meget prisværdigt, at Lars Seier Christensen og Kim Fournais har modet til at melde ud med virksomhedens holdning til den aktuelle skattediskussion i Danmark.
Hvad angår den afsluttende linie i annoncen fra Saxo Bank, “Skattelettelser giver velfærd”, så er jeg helt enig. Vejen til at få flere penge i statskassen til at finansiere de stigende omkostninger i forbindelse med den danske velfærdsmodel, kommer gennem en økonomisk motivation til at arbejde og måske endda yde en ekstra indsats. Som det er i dag, bliver ingen motiveret til at yde en ekstra indsats, når staten opkræver 63 procent af den sidst tjente krone.
Tværtimod virker det begrænsende og får kun folk til enten at tænke i skattefri goder eller endnu værre i skattetænkning eller sort arbejde. Det kommer der imidlertid ikke flere penge i statskassen af og dermed bliver det sværere og sværere at få regnskabet til at balancere. Så jeg håber virkelig, at vores politikere begynder at tage sig sammen og få gjort noget ved dette store problem.
Seneste kommentarer