Velkommen til kunde nr. 1.000.000

I følge en artikel i DI’s medlemsavis “DI Business”, vil der inden årets udgang være over en million danskere, som betaler topskat.

Jeg synes stadigvæk, det er trist, at politikerne ikke gøre noget ved dette samfundsproblem. Brandbeskatningen på 63 procent af den sidst tjente krone er med til at demotiverende de, der gerne vil gøre en ekstra en ekstra indsats og virker dediceret afskrækkende for tiltrækningen af højtkvalificeret arbejdskraft fra udlandet. Samtidigt virker topskatten stærkt befordrende på den sorte økonomi.

Som jeg har skrevet om før, så kan topskatten sagtens fjernes, hvis man vil. Det er udelukkende et spørgsmål om politisk vilje, hvilket i hvert fald den Socialdemokratiets skatteordfører positiv var indstillet overfor tilbage i april måned i år. Samtidigt kommer der flere og flere rapporter, som dokumenterer, at der er god samfundsøkonomi i at sænke eller fjerne topskatten.

Men i vanlig stil er topskatten desværre et “NATO” emne for politikerne. Til orientering står “NATO” i denne sammenhæng for “No Action, Talk Only” :o(

Lad os nu få sænket den topskat!

Børsen bragte i dag en artikel om en hidtil hemmeligholdt rapport fra Skatteministeriet.

Rapporten konkluderer, at der kan skaffes ekstra milliarder til velfærd ved at sænke topskatten. Altså vil en reduktion i topskatten ikke alene kunne finansieres krone for krone – faktisk kommer der i følge rapporten 6,8 milliarder kroner retur til staten, hvis topskatten bliver reduceret med fem milliarder kroner.

Som jeg har skrevet om før, så er en fjernelse eller i det mindste sænkning af topskatten ikke et spørgsmål om økonomi, men udelukkende et spørgsmål om vilje. Jeg håber derfor, at vores politikere snart begynder at lytte til både egne eksperter og de efterhånden mange rapporter, der viser, det er en samfundsmæssig god idé at sænke topskatten. Vort skattesystem trænger virkelig til et serviceeftersyn og det kan kun gå for langsomt at få det gjort!

Tænk at man nogensinde skulle høre det fra en Socialdemokrat…

Jeg har netop læst på nettet, at Socialdemokraternes skatteordfører, Nick Hækkerup, foreslår at topskatten bliver sænket og at der måske er færre, der fremover skal betale topskat.

Jeg havde bestemt ikke regnet med, at man nogensinde skulle høre en Socialdemokrat foreslå sænkning af topskatten. Ikke desto mindre er det meget positivt, at også Socialdemokrater vil bidrage til at gøre det mere attraktiv at arbejde og gøre en ekstra indsats, samtidigt med sort arbejde gøres mindre lukrativt.

Så i princippet bør der nu være et stort flertal i Folketinget for en sænkning af topskatten. Og når det nu er tilfældet, vil jeg opfordre vores kære politikere til at handle frem for bare at snakke om tingene. Der er trods alt noget om det engelske ordsprog, som jo siger, at “action speaks louder than words” :o)

Det er en trist verdensrekord

penge2.jpg

Jeg synes det er en trist verdensrekord som vi har sat her i landet, efter det i går blev offentliggjort, at Danmark nu har verdens højeste skattetryk. Tidligere har vi endda “kun” måtte nøjes med sølv i denne disciplin, men efter at vores svenske broderfolk satte skatten ned sidste år, er Danmark løbet direkte ind på førstepladsen.

At vi så får verdensrekorden i skattetryk under en borgerlig regering, gør at det kun endnu værre ud fra et ideologisk synspunkt (det gør i hvert fald ondt i mit liberale hjerte). Men jeg håber blot, at det vil være med til at øge presset for at få gennemført en skattereform snarest muligt. Vi har virkelig brug for at få lettet skatten på arbejdsindkomst således vi gør det så interessant som muligt at forsørge sig selv – også selv om det betyder, at der måske må kigges på en fjernelse af rentefradraget eller beskatning af friværdier i forbindelse med realisering af gevinster på salg af fast ejendom.

Topskatten kan fjernes, hvis man vil…

penge2.jpg

Der har været sagt og skrevet utrolig meget om topskatten, men desværre uden der er sket noget på dette område. Derimod bliver mellemskatten fjernet pr. 1. januar 2008, hvilket blot vil gøre gabet mellem grundskat og topskat endnu større. De fleste borgere er endda enige i, at vi betaler en alt for høj skat af den sidst tjente krone og at det dermed ikke kan betale sig at gøre en ekstra indsats, når man bliver brandbeskattet i den grad. Samtidigt har omfanget af sort arbejde stadigvæk en størrelse som små u-lande ville ønske de havde som statsbudget (der tales om, at den sorte økonomi i Danmark er på ca. 50 milliarder kroner om året). Og sidst, men ikke mindst, virker det som om, at eksperterne taler for døve ører selv om de gang på gang beretter om de dynamiske og positive effekter på beskæftigelsen som en fjernelse af topskatten ville have.

Jeg ville ønske, at vore politikere for alvor turde diskutere, hvor demotiverende topskatten er for den lille million danskere, der bliver ramt af dette urimelig høj skattetrin. Det er også et kendt faktum, at topskatten afholder mange højt kvalificerede udlændinge fra at komme til Danmark, hvilket gør at en lang række stillinger flyttes til udlandet. Alligevel ender diskussionen omkring topskat som regel med en håbløs politisk diskussion om, at de bredeste skuldre skal tage det største læs (hvad de jo i forvejen gør) og at det derfor ikke er rimeligt med en fjernelse af topskatten.

Hvad der som regel ikke er en del af diskussionen er det konkrete omfang af, hvad der faktisk bliver betalt i mellem- og topskat. Ud af et samlet skatteprovenu på ikke mindre end 820 milliarder kroner i år, kommer der kun ca. 21 milliarder kroner fra mellem- og topskat. Og i følge adskillige eksperter vil de dynamiske effekter ved en fjernelse af topskatten medvirke til, at det langsigtede provenutab for staten maksimalt vil beløbe sig til ca. 10 milliarder kroner, hvilket der sagtens kan findes finansiering for – hvis man altså vil.

Ergo drejer hele debatten om en mulig fjernelse af topskatten kun om politisk vilje og ikke om det kan lade sig gøre i virkeligheden, for det kan det!

Når man stjæler fra staten og sin nabo…

ber_tid_02122007.jpg

Søndagsudgaven af Berlingske Tidende indeholder et par interessante artikler om socialt bedrageri og det chokerende store omfang af dette (der nævnes et tal på over 2,6 milliarder kroner om året). Den ene af artiklerne fortæller historien om, hvordan en 48-årig kvinde med det opdigtede navn “Sanne” igennem de sidste 12-15 år bevidst har begået socialt bedrageri i stort omfang og endda fortsætter med at gøre det. Hun foregiver at være enlig mor overfor det offentlige, men bor alligevel sammen med en kæreste med egen indtægt. Ikke desto mindre har hun år efter år på ulovlig vis malket de offentlige systemer for ekstra børnetilskud, boligsikring, fripladser m.m. Blandt andet så hun kunne få råd til en bil, som hun selv fortæller.

Jeg må indrømme, at jeg virkelig er forarget efter at have læst artiklen, både generelt set i forhold til begrebet socialt bedrageri, men i endnu højere grad i forhold til den omtalte kvinde. For mig er socialt bedrageri ikke kun et spørgsmål om at snyde sig ekstra penge og fordele på det offentliges regning – det er det samme som at stjæle fra sin nabo, der passer sit job hver eneste dag og solidarisk betaler sin skat til vores velfærdssamfund. Samtidigt bliver min retsfølelse krænket, når jeg læser om, hvordan denne kvinde kynisk snyder det offentlige, uden at der bliver skredet ind overfor disse ulovligheder.

Samtidigt vil dobbeltmoralen åbenbart ingen ende tage for denne kvinde: I artiklen fortæller “Sanne”, at hun ikke bliver forarget over, at andre enlige mødre hæver mere, end de er berettiget til. Hvis der derimod er tale om mænd, der udnytter systemet (nøjagtig lige som hende), så pisser det hende af og hun udtaler endda: “Så kom dog i gang og giv noget af det tilbage, som I har fået af samfundet. De har taget lige så mange uddannelser som mig og fejler ingenting”. Måske skulle hun starte med at feje for egen dør, inden hun begynder at bebrejde andre for social bedrageri og tyveri!

Sådan virker vort skattesystem

dt.jpgJeg har ganske vist bragt denne historie en gang før, da Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, udtalte følgende i slutningen af august måned: “Regeringens skatteplan er en blankocheck til de højtlønnede danskere, mens folk på overførselsindkomster bliver ladt i stikken”. Udover, at Henrik Sass Larsens udtalelse ikke holder vand i virkeligheden, synes jeg, at der har været snakket for lidt skat i denne valgkamp. Jeg har derfor valgt at bringe historien igen i håbet om vælgerne har den i baghovedet, når de sætter deres kryds i stemmeboksen på tirsdag.

“Dette er historien om ti personer, der hver dag går ud på restaurant og spiser middag sammen. Den fælles regning på restauranten ender hver dag på 1.000 kroner, og de ti deler den op på nogenlunde samme måde, som vi betaler skatter her i landet.

De første fire – de fattigste – skal derfor ikke betale noget. Den femte skal betale 10 kroner, den sjette 30 kroner, den syvende 70 kroner, den ottende 120 kroner og den niende 180 kroner. Den tiende, den rigeste af dem, skal betale 590 kroner.

Sådan spiser de sammen hver dag, og alle er de glade for den måde, de deler regningen på. Lige ind til restauratøren pludselig giver dem rabat: “Eftersom I er så gode kunder, giver jeg jer 200 kroner i rabat på jeres middage” siger han. En middag for ti personer koster derefter 800 kroner.

Gruppen vil stadig betale regningen på samme måde, som vi betaler skatter her i landet. Så de første fire bliver ikke påvirket: De skal stadig ikke betale.

Men hvad med de seks andre – dem som betaler – hvad skal de gøre? Hvordan skal de fordele rabatten på 200 kroner, så alle får en lige del? Og nu skal man holde ørene stive: De finder ud af, at 200 kroner divideret med seks bliver til 33,33 kroner. Hvis de trækker det beløb fra hver persons andel, skal den femte og sjette person have penge for at spise.

Restauratøren foreslår, at det mest rimelige vil være at reducere hver person regning omtrent jævnt, og han sætter sig til at regne på, hvad hver person skal betale.

Resultatet bliver, at også den femte person kan spise gratis, den sjette skal betale 20 kroner, den syvende 50 kroner, den ottende 90 kroner, den niende 120 kroner. Den tiende skal betale 520 kroner i stedet for de 590. Ergo får alle seks personer en lavere pris end tidligere, og de fire første kan fortsat spise gratis.

Men så er det, at én i selskabet begynder at sammenligne, hvad de hver især har sparet, da de står uden for restauranten og snakker. “Jeg fik kun 10 kroner af de 200 kroner”, begynder den sjette person og peger på den tiende. “Men du tjente 70″. “Præcis”, siger den femte person. “Jeg sparede også bare en 10´er. Det er uretfærdigt, at han fik syv gange mere end mig!”. “Det er sandt”, råber den syvende person. “Hvorfor skal han have 70 kroner, når jeg kun fik 20? De rige skal altid have det bedre!!!”. “Hør et øjeblik”, forsøger de fire første. “Vi fik jo overhovedet ingenting. Det her system udnytter de fattige”.

De ni personer omringer den tiende og giver ham tæsk.

Næste aften kommer han slet ikke til middagen, men de ni andre sætter sig til bordet og spiser uden at vente på den tiende. Da regningen kommer, opdager de noget.

Der mangler 520 kroner…”.

Supergodt initiativ fra Saxo Bank

saxobank_annonce.jpg

I dagens udgave af Børsen faldt jeg over en interessant annonce fra investeringsbanken Saxo Bank. De to grundlæggere af Saxo Bank, Lars Seier Christensen og Kim Fournais, har valgt at bidrage aktivt til den aktuelle diskussion om skat kontra velfærd ved at indrykke en serie af annoncer om emnet. De primære budskab i dagens annonce er, at græsset skal være grønnere i Danmark i form af et mere rimeligt beskatningsniveau og at topskatten på ikke mindre end 63 procent er ødelæggende for den videre udvikling af det danske velfærdssamfund.

Jeg synes, at det er et supergodt initiativ og finder det meget prisværdigt, at Lars Seier Christensen og Kim Fournais har modet til at melde ud med virksomhedens holdning til den aktuelle skattediskussion i Danmark.

Hvad angår den afsluttende linie i annoncen fra Saxo Bank, “Skattelettelser giver velfærd”, så er jeg helt enig. Vejen til at få flere penge i statskassen til at finansiere de stigende omkostninger i forbindelse med den danske velfærdsmodel, kommer gennem en økonomisk motivation til at arbejde og måske endda yde en ekstra indsats. Som det er i dag, bliver ingen motiveret til at yde en ekstra indsats, når staten opkræver 63 procent af den sidst tjente krone.

Tværtimod virker det begrænsende og får kun folk til enten at tænke i skattefri goder eller endnu værre i skattetænkning eller sort arbejde. Det kommer der imidlertid ikke flere penge i statskassen af og dermed bliver det sværere og sværere at få regnskabet til at balancere. Så jeg håber virkelig, at vores politikere begynder at tage sig sammen og få gjort noget ved dette store problem.

God idé fra CEPOS: Skattestop version 2.0

mads_lundby_hansen.jpgI dagens udgave af Børsen faldt jeg over en interessant artikel om den liberale tænketank CEPOS, der foreslår, at der bør udarbejdes en slags version 2.0 af regeringens skattestop.

Det kunne blandt andet ske ved, at man åbner op for skatteomlægninger inden for skattestoppets grundprincip om, at der ikke skal indkræves flere penge i skat. I praksis skal det ske ved, at man sanerer i en række fradrag og forhøjer energiafgifter samtidigt med indkomstskatterne sænkes tilsvarende.

CEPOS’ cheføkonom, Mads Lundby Hansen, har i denne sammenhæng udtalt, at “så får man det bedste ved skattestoppet, nemlig at man ikke kan finansiere øgede udgifter med en højere skat, og man at kan sænke skatten, så man får stimuleret arbejdsudbuddet”.

Jeg synes, at forslaget er fornuftig og at det er noget som regeringen skal tage seriøst. Skattestoppet har ganske vist fungeret rigtig godt indtil nu, men der er efterhånden behov for at videreudvikle idéen bag skattestoppet og CEPOS’ forslag er et godt bud på dette.

Hvor er de kommunale “fusionsgevinster”?

kommunaledanmarkskort2007.jpgDe sidste to dage har der været skrevet en del i pressen om, at kommunerne vil lade kommuneskatten stige tre gange mere end aftalt med regeringen før Folketinget gik på sommerferie.

Kommunerne mener, at det er nødvendigt at hæve skatterne på grund af de velfærdsforbedringer, der skal indføres som et resultat af regeringens kvalitetsreform. I den sammenhæng har finansminister Thor Pedersen svaret tilbage, at regeringen som udgangspunkt ikke vil acceptere stigninger i kommuneskatten udover det aftalte, idet kvalitetsreformens velfærdsforbedringer vil være finansieret fra statens side.

I forhold til denne diskussion, kan jeg ikke lade være stille spørgsmålet: Hvad blev der af “fusionsgevinsterne” ved sammenlægningen af kommuner og amter? Det virker ikke som om, at kommunerne gør noget særligt for at opnå økonomiske og ressourcemæssige fordele ved sammenlægningerne.

Tværtimod virker det som om, at 2 + 2 maksimalt kommer til at blive til fire. Der er naturligvis besparelser at hente ved at tænke i stordriftsfordele, men det virker næsten som om at det er tabu at tænke i den retning, når det gælder kommunerne.

Det er selvfølgelig langt fra på alle områder, at der kan opnås effektiviseringer i sammenlægningerne. Men der er helt sikkert steder, som ikke kræver det samme antal medarbejdere selvom en kommune har fået flere indbyggere. Disse ressourcer kan passende bruges på de velfærdsforbedringer, som kommunerne efterlyser flere penge til.

Så jeg ville ønske Thor Pedersen snart begynder at udfordre kommunerne på dette punkt således, at vi får en så effektiv og billig kommunal administration som muligt.