Godt initiativ, Kristian Jensen

kristian_jensen.jpg

Skatteminister Kristian Jensen har i går præsenteret et forslag til en række nye skatteregler, der primært har til formål, at begrænse udenlandske kapitalfondes muligheder for, at fradrage renter som følge af gældsættelse af opkøbte virksomheder. Samtidigt hæves den høje sats for aktiebeskatning fra 43 procent til 47,5 procent.

Til gengæld sænkes selskabsskatten fra 28 procent til 22 procent. Endelig sættes der også en stopper for, at kapitalfonde kan tilbyde direktører store millionbonusser i.f.m. overtagelsestilbud således, at der ikke opstår tvivl om direktionens loyalitet.

[Read more…]

Hvad venter Folketinget på?

lavereskat.jpg

Igennem stort set hele året er der blevet snakket meget om skattelettelser, men hver gang der er optræk til en god og reel diskussion, bliver det hele nærmest skudt ned af primært Venstre og Socialdemokraterne.

Venstre er nærmest er blevet berøringsangste i forhold til begrebet skattelettelser i det hele taget. Det skyldes sandsynligvis, at Socialdemokraterne har så travlt med at sætte lighed mellem skattelettelser og reduktion i velfærden med det formål, at prøve på at sætte sig på velfærdsdiskussionen i forbindelse med det næste folketingsvalg.

Som jeg har gjort før, vil jeg gerne stille følgende spørgsmål: Hvorfor skal det dreje sig om et valg mellem enten skattelettelser eller velfærd? Hvorfor kigger de kære politikere ikke på begge dele, når den danske økonomi netop levner råderum til det.

Desuden behøver skattelettelser og udvikling af velfærden altså ikke at være to uforenelige størrelser. Samtidigt viser adskillige undersøgelser, at det også kan lade sig gøre at finde en fornuftig finansiering af skattelettelser samtidigt med, at det skaber både en større lyst til at yde en større indsats og flere nye arbejdspladser.

Jeg synes derfor, at Folketinget skal se at komme i gang med en god og sund diskussion om både skattelettelser til alle og forbedring af velfærden for de svageste i samfundet, frem for at blive ved med at fjumre rundt i partipolitik og magtbegær.

Om det så skattelettelserne skal ske via en reduktion i bund-, mellem- eller topskatten, er ikke så vigtig for mig – det vigtigste er, at få hul på diskussionen således, at vi generelt set kan få den alt for høje skat på arbejdsindkomster ned, samtidigt med at vi udvikler den danske velfærdsmodel.

Beskat friværdierne istedet

villy_soevndal.jpg

Opdateret med underskriftsindsamling: Socialistisk Folkepartis formand, Villy Søvndal, har fremsat en række forslag i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Forslagene skal primært finansieres ved at stramme op på en række afgifter og ikke mindst droppe det nuværende skattestop.

Selvom at jeg – som det liberalt orienterede menneske jeg er – er uenig med SF på mange fronter, synes jeg alligevel, at Villy Søvndal er en meget sympatisk og respektabel politiker, som er dygtig til at argumentere for hans holdninger. Den generelle tone i dansk politik ville blive langt mere konstruktiv, hvis bare halvdelen af vores politikere ville tage ved lære af Villys måde at argumentere på. Når det så er sagt, er jeg slet ikke enig i hans forslag om, at skattetrykket lige skal have et par takker mere – det holder altså ikke, Villy.

[Read more…]

Uambitiøst forlig uden skattereformer

I tirsdags fremlagde et bredt flertal af de politiske partier i Folketinget et forslag til en velfærdsreform. I overskrifter går reformen ud på, at danskerne skal gå senere på pension, studerende skal blive hurtigere færdige med deres uddannelse og der skal flere indvandrere i arbejde. Alt sammen initiativer, der gennemføres over en lang årrække og først vil være fuldt ud implementeret i 2040.

Jeg er det rene med, at nogle af disse reformer tager lang tid om at gennemføre, da der er tale om store forandringer. Der skal derfor være rimelige overgangsordninger for de mennesker, som potentielt set rammes hårdest af ændringerne, eksempelvis som følge af de nye regler på efterlønsområdet.

Personligt forstår jeg imidlertid ikke den diskussionen, der er opstået i forlængelse af velfærdsforliget om, hvorvidt den reelle efterlønsalder ender med at være 62 eller 63 år. Både velfærd og gennemsnitslevealder stiger samtidigt med, at skiftet mod videnssamfundet gør, at der skabes flere jobs, som ikke er fysisk krævende eller nedslidende i samme omfang som for eksempelvis mine forældres generation. Dertil kommer at der bliver færre fysisk krævende og nedslidende job som følge af globaliseringen.

Og da vi alle skal bidrage med indsats og skattekroner i længere omfang end tidligere, for at velfærdssamfundet kan fastholdes og udvikles, bliver vi altså nødt til at blive længere tid på arbejdsmarkedet – vel at mærke dem af os, som godt ikke er fysisk nedslidte. Jeg synes kun at det er fair, at dem, som ikke har et hårdt fysisk arbejde, fastholdes i længere tid på arbejdsmarkedet. Derimod skal personer, som er nedslidte af et hårdt, fysisk arbejdsliv, selvfølgelig kunne komme på førtidspension som 60-årige eller endda før, hvis kroppen bare ikke kan mere.

De hidtidige prognoser siger, at forholdet mellem erhvervsaktive og personer på pension og overførselsindkomst, udvikler sig i forkert retning, siger det sig selv, at der virkelig er behov for væsentlige reformer på området. Derfor er det i sig selv positivt, at der nu er udarbejdet et velfærdsforlig, hvis primære formål at fastholde endnu flere personer i aktiv beskæftigelse.

Men prøv lige at tænke lidt over følgende fakta:

  • Der er 5.427.459 indbyggere i Danmark (pr. 1. januar 2006)
  • Der er ca. 3.000.000 personer i den erhvervsaktive alder
  • Der er ca. 1.100.000 unge under 17 år
  • Der er ca. 800.000 pensionister
  • Der er ca. 900.000 personer på offentlig overførselsindkomst (personer på sygedagpenge, barselsorlov, anden orlov, overgangsydelse, kontanthjælp, arbejdsløshedsunderstøttelse, efterløn, delpension eller førtidspension)

Som tallene desværre viser, er forholdet mellem personer på henholdsvis aktiv og passiv indkomst nærmest chokerende. Det beviser også bare, at det virkelig gælder om at få endnu flere personer til at kunne forsørge sig selv, frem for at vi bare lader denne enorme offentlige byrde stige og stige – det har vi ganske enkelt ikke råd til på sigt, hvis den danske velfærdsmodel som minimum skal opretholdes.

Jeg synes derfor at det er uambitiøst, at regering og folketing ikke vælger at indføje reformer på beskæftigelses- og skatteområdet i velfærdsreformen. Ja, forliget vil skabe flere i arbejde i årene fremover og ja, forliget vil sikre, at folk generelt set blive længere i aktiv beskæftigelse, når reformen er endelig gennemført om over tyve år.

Problemet er bare, at vi skal have endnu flere personer i arbejde, hvis vi virkelig skal fastholde den danske velfærdsmodel. Og når det nu i flere omgange er blevet dokumenteret, at der kan skabes endnu flere nye jobs allerede nu, hvis man gennemføre reelle reformer på beskæftigelses- og skatteområdet, synes jeg at det er uambitiøst af forligspartierne, at de ikke tør tage det fulde skridt.

Men man har lov til at håbe på, at der snart opstår et flertal på mindst 90 mandater, som tør og vil indføre reformer på beskæftigelses- og skatteområdet, for det vil komme os alle til gavn og støtte den danske velfærdsmodel.

Hvad venter regering og Folketing på?

Den uafhængige tænketank, CEPOS (Center for Politiske Studier), har netop udsendt et notat om den beskæftigelsesmæssige effekt af en lettelse i topskatten kontra en forøgelse af beskæftigelsesfradraget.

Ifølge CEPOS vil en lettelse af topskattesatsen med fem milliarder kroner, øge den samlede beskæftigelse med ca. 8.000 personer i forhold til i dag. Hvis man i stedet hæver beskæftigelsesfradraget med et tilsvarende beløb, vil denne ændring “kun” forbedre beskæftigelsen med 5.000 personer. Altså vil en lettelse eller fjernelse af topskattesatsen være langt mere effektiv end, hvis hæver beskæftigelsesfradraget.

Nu har jeg ikke de rette forudsætninger for at kommentere samfundsøkonomi på højt og detaljeret plan, men jeg kan som arbejdsgiver i hvert fald se den negative effekt af den nuværende topskat. Det generelle høje lønniveau i Danmark og drejningen mod et videnssamfund gør nu engang, at flere og flere mennesker betaler topskat – også almindelige funktionærer, hvis man kan bruge det udtryk.

Og uanset om vi vil være ved det eller ej, så bliver man altså brandbeskattet af den sidst tjente krone. Jeg tror at de fleste, som betaler topskat, har oplevet skuffelsen ved at blive præsenteret for den traditionelle lønforhøjelse. Det kræver nemlig ikke den store hovedregning for at regne sig frem til, at der ikke er særlig mange hundredekronesedler tilbage, når topskatten har spist sin andel af lønforhøjelsen.

Kritikere af en fjernelse af topskatten argumentere ofte med, at det jo kun kommer de højtlønnede tilgode og at denne gruppe fokuserer mere på indholdet af jobbet samlet set og derfor alligevel ikke kommer til at arbejde flere timer, selvom topskatten bliver reduceret eller fjernet. Det er jeg uenig i. For det drejer sig ikke kun om man lægger ekstra timer på arbejdet, udover den normale arbejdstid og om man reelt set får noget ud af en eventuel overtidsbetaling. Det drejer sig i bund og grund om, hvad man i det hele taget får noget ud af den sidst tjente krone uanset, hvordan den er tjent.

Utrolig mange medarbejdere har med en lønpakke, som dels indeholder en fast løn og dels en variabel, resultatorienteret løn. Dermed bliver man økonomisk belønnet for at skabe de bedst mulige resultater for virksomheden. Hvor stor denne del af lønnen ender med at blive, er ikke nødvendigvis forbundet med at man så skal lægge ekstra timer på jobbet. Den har ofte lige så meget at gøre med generel fokus og indsats i jobbet, indenfor den normale arbejdstid. Problemet er bare, at topskatten også slår igennem her, for den variable del af lønnen er helt automatisk også den sidst tjente krone. Selvom at virksomheden betaler forholdsmæssigt mere for at skabe ekstra gode resultater, så bliver medarbejderen stadig brandbeskattet af den sidste tjente krone. Hvorfor gøre en ekstraordinær indsats for at tjene et par ekstra tusinde, når man alligevel kun står tilbage med hundredekronesedler?

Jeg mener derfor, at alle vil drage fordel af, at topskatten bliver fjernet. Dels vil beskatningen af en ekstra indsats og indtægt blive mere rimelig end den er i dag og dels ville virksomhederne øge deres konkurrencekraft og produktivitet. Dermed kommer de også til at tjene flere penge, hvilket vil afstedkomme større betaling af selskabsskatter og resulterer i flere investeringer. Sidst, men ikke mindst vil det skabe flere nye jobs til gavn for samfundet som helhed. I de kommende år har vi for alvor brug for at gøre det så interessant som muligt, for så mange som muligt, at være og blive på arbejdsmarkedet og dermed bidrage aktivt til at opretholde det høje niveau af velfærd, som vi har i Danmark.

Så kære regering og Folketing: Må jeg spørge, hvad I venter på? Udover at I kan øge den økonomiske motivation for at gøre en ekstra indsats, så findes der helt sikkert mindst 8.000 arbejdsløse, som gerne vil i arbejde. Og der vil rent faktisk også være nye jobs til dem, hvis I bare turde gennemføre de nødvendige reformer på skatte- og beskæftigelsesområdet.

Hvornår starter I?

“En regering, som stjæler fra Peter for at give pengene videre til Poul, kan altid regne med Pouls støtte”

george_bernard_shaw.jpg

Citat af George Bernard Shaw (1856-1950), irsk dramatiker, litterær kritiker og socialist.

Klik her for at se flere citater af George Bernard Shaw.

“Den vanskeligste ting at forstå i denne verden, er indkomstskatten”

Citat af Albert Einstein (1879-1955), tyskfødt fysiker, matematiker og Nobelpris-vinder.

Klik her for at se flere citater af Albert Einstein.

“Ingenting er sikkert her i verden, undtagen døden og skatterne”

benjamin_franklin.jpg

Citat af Benjamin Franklin (1706-1790), amerikansk politiker, videnskabsmand, opfinder og diplomat.

Klik her for at se flere citater af Benjamin Franklin.