Næppe tvivl om Obamas fokus lige nu…

Ingen tvivl om, hvad Obamas fokus lige nu...

Der er næppe tvivl om Barack Obamas fokus lige nu – i hvert fald ikke, hvis man skal tro den Wordle “word cloud”, som er blevet til på basis af de ord, som den amerikanske præsident lagde vægt på i hans tv-tale til det amerikanske folk i nat.

Jeg kunne godt ønske mig, at den danske regering og Folketinget havde samme fokus på at afbøde finanskrisens virkning på den danske beskæftigelse. Det er her og nu, at vi har brug en vækstpakke bestående af markante skattelettelser og en fremskyndelse af offentlige investeringer. Så kan vi nemlig holde gang i hjulene og dermed bevare danske jobs.

Lad os nu få sænket den topskat!

Børsen bragte i dag en artikel om en hidtil hemmeligholdt rapport fra Skatteministeriet.

Rapporten konkluderer, at der kan skaffes ekstra milliarder til velfærd ved at sænke topskatten. Altså vil en reduktion i topskatten ikke alene kunne finansieres krone for krone – faktisk kommer der i følge rapporten 6,8 milliarder kroner retur til staten, hvis topskatten bliver reduceret med fem milliarder kroner.

Som jeg har skrevet om før, så er en fjernelse eller i det mindste sænkning af topskatten ikke et spørgsmål om økonomi, men udelukkende et spørgsmål om vilje. Jeg håber derfor, at vores politikere snart begynder at lytte til både egne eksperter og de efterhånden mange rapporter, der viser, det er en samfundsmæssig god idé at sænke topskatten. Vort skattesystem trænger virkelig til et serviceeftersyn og det kan kun gå for langsomt at få det gjort!

Sådan virker vort skattesystem

dt.jpgJeg har ganske vist bragt denne historie en gang før, da Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, udtalte følgende i slutningen af august måned: “Regeringens skatteplan er en blankocheck til de højtlønnede danskere, mens folk på overførselsindkomster bliver ladt i stikken”. Udover, at Henrik Sass Larsens udtalelse ikke holder vand i virkeligheden, synes jeg, at der har været snakket for lidt skat i denne valgkamp. Jeg har derfor valgt at bringe historien igen i håbet om vælgerne har den i baghovedet, når de sætter deres kryds i stemmeboksen på tirsdag.

“Dette er historien om ti personer, der hver dag går ud på restaurant og spiser middag sammen. Den fælles regning på restauranten ender hver dag på 1.000 kroner, og de ti deler den op på nogenlunde samme måde, som vi betaler skatter her i landet.

De første fire – de fattigste – skal derfor ikke betale noget. Den femte skal betale 10 kroner, den sjette 30 kroner, den syvende 70 kroner, den ottende 120 kroner og den niende 180 kroner. Den tiende, den rigeste af dem, skal betale 590 kroner.

Sådan spiser de sammen hver dag, og alle er de glade for den måde, de deler regningen på. Lige ind til restauratøren pludselig giver dem rabat: “Eftersom I er så gode kunder, giver jeg jer 200 kroner i rabat på jeres middage” siger han. En middag for ti personer koster derefter 800 kroner.

Gruppen vil stadig betale regningen på samme måde, som vi betaler skatter her i landet. Så de første fire bliver ikke påvirket: De skal stadig ikke betale.

Men hvad med de seks andre – dem som betaler – hvad skal de gøre? Hvordan skal de fordele rabatten på 200 kroner, så alle får en lige del? Og nu skal man holde ørene stive: De finder ud af, at 200 kroner divideret med seks bliver til 33,33 kroner. Hvis de trækker det beløb fra hver persons andel, skal den femte og sjette person have penge for at spise.

Restauratøren foreslår, at det mest rimelige vil være at reducere hver person regning omtrent jævnt, og han sætter sig til at regne på, hvad hver person skal betale.

Resultatet bliver, at også den femte person kan spise gratis, den sjette skal betale 20 kroner, den syvende 50 kroner, den ottende 90 kroner, den niende 120 kroner. Den tiende skal betale 520 kroner i stedet for de 590. Ergo får alle seks personer en lavere pris end tidligere, og de fire første kan fortsat spise gratis.

Men så er det, at én i selskabet begynder at sammenligne, hvad de hver især har sparet, da de står uden for restauranten og snakker. “Jeg fik kun 10 kroner af de 200 kroner”, begynder den sjette person og peger på den tiende. “Men du tjente 70″. “Præcis”, siger den femte person. “Jeg sparede også bare en 10´er. Det er uretfærdigt, at han fik syv gange mere end mig!”. “Det er sandt”, råber den syvende person. “Hvorfor skal han have 70 kroner, når jeg kun fik 20? De rige skal altid have det bedre!!!”. “Hør et øjeblik”, forsøger de fire første. “Vi fik jo overhovedet ingenting. Det her system udnytter de fattige”.

De ni personer omringer den tiende og giver ham tæsk.

Næste aften kommer han slet ikke til middagen, men de ni andre sætter sig til bordet og spiser uden at vente på den tiende. Da regningen kommer, opdager de noget.

Der mangler 520 kroner…”.

Supergodt initiativ fra Saxo Bank

saxobank_annonce.jpg

I dagens udgave af Børsen faldt jeg over en interessant annonce fra investeringsbanken Saxo Bank. De to grundlæggere af Saxo Bank, Lars Seier Christensen og Kim Fournais, har valgt at bidrage aktivt til den aktuelle diskussion om skat kontra velfærd ved at indrykke en serie af annoncer om emnet. De primære budskab i dagens annonce er, at græsset skal være grønnere i Danmark i form af et mere rimeligt beskatningsniveau og at topskatten på ikke mindre end 63 procent er ødelæggende for den videre udvikling af det danske velfærdssamfund.

Jeg synes, at det er et supergodt initiativ og finder det meget prisværdigt, at Lars Seier Christensen og Kim Fournais har modet til at melde ud med virksomhedens holdning til den aktuelle skattediskussion i Danmark.

Hvad angår den afsluttende linie i annoncen fra Saxo Bank, “Skattelettelser giver velfærd”, så er jeg helt enig. Vejen til at få flere penge i statskassen til at finansiere de stigende omkostninger i forbindelse med den danske velfærdsmodel, kommer gennem en økonomisk motivation til at arbejde og måske endda yde en ekstra indsats. Som det er i dag, bliver ingen motiveret til at yde en ekstra indsats, når staten opkræver 63 procent af den sidst tjente krone.

Tværtimod virker det begrænsende og får kun folk til enten at tænke i skattefri goder eller endnu værre i skattetænkning eller sort arbejde. Det kommer der imidlertid ikke flere penge i statskassen af og dermed bliver det sværere og sværere at få regnskabet til at balancere. Så jeg håber virkelig, at vores politikere begynder at tage sig sammen og få gjort noget ved dette store problem.

Det var på tide, Anders Fogh

anders_fogh5.jpg

Så har statsminister Anders Fogh Rasmussen langt om længe meldt ud, at regeringen nu står klar med et samlet oplæg til skattelettelser på 10 milliarder kroner.

Ifølge hvad jeg kan læse i pressen, vil de planlagte skattelettelserne komme i form af et øget jobfradrag, hvilket koster ca. fem milliarder kroner ved at man hæver grænserne for, hvornår der skal betales mellem- og topskat, hvilket vil koste yderligere fem milliarder kroner. Det endelige oplæg skulle blive præsenteret tirsdag formiddag, når regeringen lancerer sin kvalitetsreform sammen med en økonomisk 2015-plan.

Selvom skattelettelser har været alt for lang tid undervejs, så synes jeg selvfølgelig at det er positiv, at der nu sker noget, da den nuværende skattemodel er urimelig og ikke gør det interessant for mange at gøre en ekstra indsats. Personligt betaler jeg gerne mange penge i skat til vort samfund og da jeg har lidt bredere skuldre rent økonomisk set end gennemsnitsdanskeren, betaler jeg også gerne mere i skat end folk, der ikke tjener så mange penge som mig.

Men derfor synes jeg alligevel, at alle burde betale den samme skattesats rent procentvis, ud fra en holdning om, at eksempelvis 50 procent i skat af en million kroner nu engang stadig mere end 50 procent af en halv million. Som det liberale menneske jeg er, synes jeg at vi i højere grad end nu skal lade borgerne selv bestemme over deres egne penge, frem for at lade politikerne lege gavmild julemand for at prøve på at sikre sig genvalg.

Det leder mig så over til at kommentere den aktuelle politiske diskussion om velfærd, hvor de fleste partier har kastet sig ud i en useriøs og økonomisk uforsvarlig overbudspolitik og blandt andet foreslår at vi skal have endnu flere offentlige ansatte m.m. Faktisk synes jeg at vi i forvejen har et godt højt niveau af velfærd og at der mere er brug for en diskussion om, hvorvidt vi bruger pengene på det rigtige. Personligt synes jeg, at vi skal bruge flere penge på at afskaffe hjemløshed og at ansatte i social- og sundhedssektoren skal have noget mere i løn, men når det er sagt, synes jeg at vi skal begynde at lade den enkelte borger i højere grad selv bestemme over, hvad han eller hun ønsker af øget velfærd på individuel plan. Derfor er det en rigtig god idé med skattelettelser således, at vi selv kan vælge, hvad vores hårdt tjente penge skal gå til.

Så er S igang med at købe stemmer

helle_thorning2.jpg

I dagens aviser kan man nu læse, at Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, lover skattelettelser til de danskere, der tjener mindst, hvis hun bliver statsminister efter næste folketingsvalg. Dermed kan vi konstatere, at også Socialdemokraterne nu åbner for deres gavebod og dermed begynder at “købe” stemmer i forhold til et kommende folketingsvalg (læs eventuelt mit indlæg “I moderne politik køber man sig til stemmer” ved at klikke her). Jeg synes virkelig, at det er trist, at alle vores folkevalgte ikke engang for alle indser, at det er helt forkert at blande noget så vigtigt som en skattereform ind i en valgkamp.

Hvis vi skal fastholde vores velfærdsmodel og gøre det attraktivt for alle at yde en ekstra indsats samtidigt med, at vi skal kunne tiltrække virksomheder, der kan skabe nye arbejdspladser her i landet, er det nødvendigt med en storstilet skattereform til gavn for hele samfundet og som hele Folketinget derfor må tage ansvar for at være en del af. Vores nuværende skattesystem er i forvejen svært at forstå og ekstremt tungt at administrere samtidigt med, at det samlede skattetryk er alt for højt.

Der er derfor behov for en gennemarbejdet skattereform. Vi har til gengæld ikke brug for yderligere lappeløsninger eller endnu værre, at de forskellige partier bruger mere eller mindre uovervejede skattelettelser til at købe stemmer hos udvalgte vælgergrupper – ganske som Socialdemokraterne desværre nu er startet på.

Hvad venter Folketinget på?

lavereskat.jpg

Igennem stort set hele året er der blevet snakket meget om skattelettelser, men hver gang der er optræk til en god og reel diskussion, bliver det hele nærmest skudt ned af primært Venstre og Socialdemokraterne.

Venstre er nærmest er blevet berøringsangste i forhold til begrebet skattelettelser i det hele taget. Det skyldes sandsynligvis, at Socialdemokraterne har så travlt med at sætte lighed mellem skattelettelser og reduktion i velfærden med det formål, at prøve på at sætte sig på velfærdsdiskussionen i forbindelse med det næste folketingsvalg.

Som jeg har gjort før, vil jeg gerne stille følgende spørgsmål: Hvorfor skal det dreje sig om et valg mellem enten skattelettelser eller velfærd? Hvorfor kigger de kære politikere ikke på begge dele, når den danske økonomi netop levner råderum til det.

Desuden behøver skattelettelser og udvikling af velfærden altså ikke at være to uforenelige størrelser. Samtidigt viser adskillige undersøgelser, at det også kan lade sig gøre at finde en fornuftig finansiering af skattelettelser samtidigt med, at det skaber både en større lyst til at yde en større indsats og flere nye arbejdspladser.

Jeg synes derfor, at Folketinget skal se at komme i gang med en god og sund diskussion om både skattelettelser til alle og forbedring af velfærden for de svageste i samfundet, frem for at blive ved med at fjumre rundt i partipolitik og magtbegær.

Om det så skattelettelserne skal ske via en reduktion i bund-, mellem- eller topskatten, er ikke så vigtig for mig – det vigtigste er, at få hul på diskussionen således, at vi generelt set kan få den alt for høje skat på arbejdsindkomster ned, samtidigt med at vi udvikler den danske velfærdsmodel.

Hvad venter regering og Folketing på?

Den uafhængige tænketank, CEPOS (Center for Politiske Studier), har netop udsendt et notat om den beskæftigelsesmæssige effekt af en lettelse i topskatten kontra en forøgelse af beskæftigelsesfradraget.

Ifølge CEPOS vil en lettelse af topskattesatsen med fem milliarder kroner, øge den samlede beskæftigelse med ca. 8.000 personer i forhold til i dag. Hvis man i stedet hæver beskæftigelsesfradraget med et tilsvarende beløb, vil denne ændring “kun” forbedre beskæftigelsen med 5.000 personer. Altså vil en lettelse eller fjernelse af topskattesatsen være langt mere effektiv end, hvis hæver beskæftigelsesfradraget.

Nu har jeg ikke de rette forudsætninger for at kommentere samfundsøkonomi på højt og detaljeret plan, men jeg kan som arbejdsgiver i hvert fald se den negative effekt af den nuværende topskat. Det generelle høje lønniveau i Danmark og drejningen mod et videnssamfund gør nu engang, at flere og flere mennesker betaler topskat – også almindelige funktionærer, hvis man kan bruge det udtryk.

Og uanset om vi vil være ved det eller ej, så bliver man altså brandbeskattet af den sidst tjente krone. Jeg tror at de fleste, som betaler topskat, har oplevet skuffelsen ved at blive præsenteret for den traditionelle lønforhøjelse. Det kræver nemlig ikke den store hovedregning for at regne sig frem til, at der ikke er særlig mange hundredekronesedler tilbage, når topskatten har spist sin andel af lønforhøjelsen.

Kritikere af en fjernelse af topskatten argumentere ofte med, at det jo kun kommer de højtlønnede tilgode og at denne gruppe fokuserer mere på indholdet af jobbet samlet set og derfor alligevel ikke kommer til at arbejde flere timer, selvom topskatten bliver reduceret eller fjernet. Det er jeg uenig i. For det drejer sig ikke kun om man lægger ekstra timer på arbejdet, udover den normale arbejdstid og om man reelt set får noget ud af en eventuel overtidsbetaling. Det drejer sig i bund og grund om, hvad man i det hele taget får noget ud af den sidst tjente krone uanset, hvordan den er tjent.

Utrolig mange medarbejdere har med en lønpakke, som dels indeholder en fast løn og dels en variabel, resultatorienteret løn. Dermed bliver man økonomisk belønnet for at skabe de bedst mulige resultater for virksomheden. Hvor stor denne del af lønnen ender med at blive, er ikke nødvendigvis forbundet med at man så skal lægge ekstra timer på jobbet. Den har ofte lige så meget at gøre med generel fokus og indsats i jobbet, indenfor den normale arbejdstid. Problemet er bare, at topskatten også slår igennem her, for den variable del af lønnen er helt automatisk også den sidst tjente krone. Selvom at virksomheden betaler forholdsmæssigt mere for at skabe ekstra gode resultater, så bliver medarbejderen stadig brandbeskattet af den sidste tjente krone. Hvorfor gøre en ekstraordinær indsats for at tjene et par ekstra tusinde, når man alligevel kun står tilbage med hundredekronesedler?

Jeg mener derfor, at alle vil drage fordel af, at topskatten bliver fjernet. Dels vil beskatningen af en ekstra indsats og indtægt blive mere rimelig end den er i dag og dels ville virksomhederne øge deres konkurrencekraft og produktivitet. Dermed kommer de også til at tjene flere penge, hvilket vil afstedkomme større betaling af selskabsskatter og resulterer i flere investeringer. Sidst, men ikke mindst vil det skabe flere nye jobs til gavn for samfundet som helhed. I de kommende år har vi for alvor brug for at gøre det så interessant som muligt, for så mange som muligt, at være og blive på arbejdsmarkedet og dermed bidrage aktivt til at opretholde det høje niveau af velfærd, som vi har i Danmark.

Så kære regering og Folketing: Må jeg spørge, hvad I venter på? Udover at I kan øge den økonomiske motivation for at gøre en ekstra indsats, så findes der helt sikkert mindst 8.000 arbejdsløse, som gerne vil i arbejde. Og der vil rent faktisk også være nye jobs til dem, hvis I bare turde gennemføre de nødvendige reformer på skatte- og beskæftigelsesområdet.

Hvornår starter I?