40 % flad skat er stadigvæk en god idé…

Her til formiddag faldt jeg over et ganske interessant blogindlæg fra tidligere Oticon-direktør og Ny Alliance folketingskandidat, Lars Kolind. Han har reflekteret lidt over Ny Alliances forslag til en skattemodel med en 40 procent flad skat, som blev præsenteret under valget i november 2006.

Som bekendt blev Lars Kolind gjort til grin i pressen, da han foreslog, at man på forsøgsbasis skulle indføre denne skattemodel på Fyn, i håbet om, man så kunne tiltrække især personer med  høj indkomst og give Fyn kæmpe skub fremad, for at bruge Lars’ egne ord. Personligt hørte jeg også til den gruppe af mennesker, der synes det forslag var for langt ude, men lad det nu ligge i denne sammenhæng.

Jeg har på min blog ofte argumenteret for enten en gennemgribende skattereform eller en fjernelse af topskatten, der på så mange måder er ødelæggende for vort velfærdssamfund. Desværre bliver den offentlige diskussion altid forpludret af populisme, jantelov og misundelse (se bare senest med snakken om, at Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti vil indføre en såkaldt millionærskat).

Ganske vist har den borgerlige regering gjort noget ved skattetrykket i forbindelse med skattereformen, der træder i kraft den 1. januar 2010, men efter min mening er der ikke meget reform over disse ændringer. Det er helt fint, at vi har fået skåret lidt af topskatten og der er blevet rettet lidt til her og der. Til gengæld er det helt håbløst med den nye multimedieskat i et land, der gerne vil være førende indenfor IT.

Samtidig tør ingen politiske partier gennemføre de arbejdsmarkedsreformer, der i høj grad er behov for, og i samme moment knytte dissse reformer tæt til et nyt skattesystem. Der mangler ganske enkelt ambition og mod fra politikernes side til at gøre noget ved den tikkende bombe, der ligger i under velfærdssamfundet. Vi kan ganske enkelt ikke fastholde og tiltrække højtuddannet arbejdskraft, lige som at vi stadigvæk ikke gøre det interessant for folk at yde en ekstra indsats. Samtidigt stiger antallet af danskere på overførselsindkomst voldsomt i de kommende år.

Ifølge en udtalelse fra erhvervsmanden Asger Aamund til netavisen 180grader.dk vil 40 procent af danskerne være over 60 år i 2020, og tre ud af fire vil være på offentlig forsørgelse, hvilket betyder at der – som tingene ser ud lige nu – kun vil være en million til at forsørge resten af befolkningen. Man skal ikke være økonomiprofessor for at regne ud, at denne forsørgerbyrde bliver en umulig opgave for de erhvervsaktive til den tid.

Så nej, det er stadigvæk en god idé med en skattemodel med 40 procent flad skat til alle borgere, hvis vi i samme moment kan få gennemført de nødvendige arbejdsmarkedsreformer. Vi har brug for det og uret tikker hele tiden. 2020 er faktisk ikke så langt væk…

Interessant indlæg om “rødvinsreformen”

Interessant "konversation" om rødvinsreformen

Forleden faldt jeg over et efter min mening interessant blogindlæg med overskriften “Hva’ mener du så om rødvinsreformen?”.

Indlægget, der bringes på bloggen “Konversationer“, omhandler den nye skattereform (eller “rødvinsreformen, som visse personer og organisationer har døbt reformen) og den debat, som bliver eller kan blive skabt henover middagsbordene om emnet.

Det er  ganske vist et halvlangt blogindlæg, men det tager nu alligevel ikke mange minutter at læse. Til gengæld kommer man vidt omkring i forhold til diskussionerne om skattereformen og jeg vil faktisk mene, at man kan få sin horisont udvidet lidt. Det gjorde jeg i hvert fald.

I forhold til debatten om skattereformen, er min egen holdning den, at jeg ikke orker at høre mere om misundelse i forhold til lavere skat til højtlønnede. Desværre forsøger Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti at piske en stemning op omkring dette emne. De får det nærmest til at lyde som om, det er snyd og bedrag, at en højtlønnet også er den, der opnår den største skattelettelse.

Men hvorfor skabe misundelse omkring det? Hvis man pr. definition er højtlønnet her i landet, så betaler man qua skattesystemet under alle omstændigheder markant flere skattekroner til velfærdsstaten, end den såkaldt lavtlønnede. Som tallene fra blogindlægget på Konversationer.dk fortæller, skal den lavtlønnede fremover betale maksimalt 32 % i skat, hvorimod den højtlønnede skal betale maksimalt 56 % i skat.

At skattereformen så resulterer i, at den lavtlønnede “kun” får 156 kroner i skattelettelse mod 44.000 kroner til den højtlønnede, er der efter min mening ikke noget mærkeligt i. Den højtlønnede betaler går fra at betale 518.000 kroner i skat til “kun” 474.000 kroner. Den lavtlønnede går fra at betale 16.000 kroner i skat til kun 15.875 kroner. Ergo bidrager den højtlønnede med ikke mindre end 458.125 skattekroner mere til den fælles kasse, end den lavtlønnede gør.

Og hurra det. Det er helt fair i et velfærdssamfund, hvor vi har som princip, at de bredeste skuldre skal bære den største byrde. Men så meget desto mere, er der heller ikke grund til at skabe misundelse over, at den højtlønnede får mest ud af skattereformen.

Den måske lidt overraskende konklusion eller “vinder” i det omtalte blogindlæg, skal jeg ikke afsløre her. Det må du have tilgode ved selv at læse indlægget i sin fulde ordlyd på Konversationer.dk. Det tager som nævnt kun nogle få minutter og hvem ved, måske får du også udvidet din horisont?

NA’s skatteoplæg: Det ser lovende ud!

ny_alliance2.jpg

I dag præsenterede Ny Alliance deres bud på en skattereform og det ser efter min mening ganske lovende ud – specielt fordi at det er forfriskende, at der endelig er et parti, der virkelig gider gøre noget ved beskatningen af arbejde. Ny Alliance vil nemlig – som det bærende element i deres oplæg – sænke marginalskatten på arbejde til 40,6 procent for blandt andet at motivere flere til at yde en ekstra indsats, gøre sort arbejde mere uinteressant og gøre skattesystemet mere enkelt. Endvidere ønsker Ny Alliance at reformere pensionsbeskatningen og gøre efterlønsbidraget indkomstafhængig samtidigt med at man fjerner en række særregler for skattefri fryns på eksempelvis bredbåndsforbindelser.

Jeg synes som nævnt tidligere, at Ny Alliances skattepolitik ser lovende ud og jeg håber virkelig på, at de ved et kommende valg kan få så mange mandater, at partiet rent faktisk kan få så stor indflydelse, at de i det mindste kan få gennemført nogle af deres forslag. Jeg krydser i hvert fald fingre for, at de kan få gennemført forslaget med hensyn til et simpelt skattesystem med en marginalskat på lidt over 40 procent. Det vil gøre det mere interessant for endnu flere at komme i arbejde samtidigt med, at vi gør det en del mere attraktivt for udenlandske virksomheder at etablere sig i Danmark og skabe nye arbejdspladser. Og sidst men ikke mindst vil det gør de, der allerede er i arbejde, få mere ud af at yde en ekstra indsats.

%d bloggers like this: