Interessant indlæg om “rødvinsreformen”

Interessant "konversation" om rødvinsreformen

Forleden faldt jeg over et efter min mening interessant blogindlæg med overskriften “Hva’ mener du så om rødvinsreformen?”.

Indlægget, der bringes på bloggen “Konversationer“, omhandler den nye skattereform (eller “rødvinsreformen, som visse personer og organisationer har døbt reformen) og den debat, som bliver eller kan blive skabt henover middagsbordene om emnet.

Det er  ganske vist et halvlangt blogindlæg, men det tager nu alligevel ikke mange minutter at læse. Til gengæld kommer man vidt omkring i forhold til diskussionerne om skattereformen og jeg vil faktisk mene, at man kan få sin horisont udvidet lidt. Det gjorde jeg i hvert fald.

I forhold til debatten om skattereformen, er min egen holdning den, at jeg ikke orker at høre mere om misundelse i forhold til lavere skat til højtlønnede. Desværre forsøger Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti at piske en stemning op omkring dette emne. De får det nærmest til at lyde som om, det er snyd og bedrag, at en højtlønnet også er den, der opnår den største skattelettelse.

Men hvorfor skabe misundelse omkring det? Hvis man pr. definition er højtlønnet her i landet, så betaler man qua skattesystemet under alle omstændigheder markant flere skattekroner til velfærdsstaten, end den såkaldt lavtlønnede. Som tallene fra blogindlægget på Konversationer.dk fortæller, skal den lavtlønnede fremover betale maksimalt 32 % i skat, hvorimod den højtlønnede skal betale maksimalt 56 % i skat.

At skattereformen så resulterer i, at den lavtlønnede “kun” får 156 kroner i skattelettelse mod 44.000 kroner til den højtlønnede, er der efter min mening ikke noget mærkeligt i. Den højtlønnede betaler går fra at betale 518.000 kroner i skat til “kun” 474.000 kroner. Den lavtlønnede går fra at betale 16.000 kroner i skat til kun 15.875 kroner. Ergo bidrager den højtlønnede med ikke mindre end 458.125 skattekroner mere til den fælles kasse, end den lavtlønnede gør.

Og hurra det. Det er helt fair i et velfærdssamfund, hvor vi har som princip, at de bredeste skuldre skal bære den største byrde. Men så meget desto mere, er der heller ikke grund til at skabe misundelse over, at den højtlønnede får mest ud af skattereformen.

Den måske lidt overraskende konklusion eller “vinder” i det omtalte blogindlæg, skal jeg ikke afsløre her. Det må du have tilgode ved selv at læse indlægget i sin fulde ordlyd på Konversationer.dk. Det tager som nævnt kun nogle få minutter og hvem ved, måske får du også udvidet din horisont?

1,9 mio. danskere på støtten…

1,9 mio. danskere på støtten

Det er altså lidt vildt at læse i en artikel i Jyllands-Posten, at Finansministeriet forventer, at der allerede næste år vil være ikke mindre end ca 1,9 millioner danskere på passiv forsørgelse.

Dermed er ca. 35 procent af hele den danske befolkning på passiv forsørgelse. Og hvad værre er, vil dette tal være stigende i mange år fremover.

Man kan undre sig over, hvorfor at politikerne så ikke – når de nu har chancen – får lavet en reel skattereform således, at der kan komme endnu flere i arbejde og bidrage til finansieringen af velfærdssamfundet. Ganske vist vil de foreslåede skatteændringer skabe flere jobs, men slet ikke nok i forhold til de stærkt stigende omkostninger til borgere på passiv forsørgelse.

Skattereformen er derfor vist mere en justering end en reel reform.

Hvornår mon politikerne finder mod til at lave en reel skattereform?

Hvornår mon politikerne tør tænke i, hvad der er godt for hele samfundet over de næste 25-50 år og ikke bare tænke i populisme, misundelse og kortsigtede meningsmålinger?

Det er en trist verdensrekord

penge2.jpg

Jeg synes det er en trist verdensrekord som vi har sat her i landet, efter det i går blev offentliggjort, at Danmark nu har verdens højeste skattetryk. Tidligere har vi endda “kun” måtte nøjes med sølv i denne disciplin, men efter at vores svenske broderfolk satte skatten ned sidste år, er Danmark løbet direkte ind på førstepladsen.

At vi så får verdensrekorden i skattetryk under en borgerlig regering, gør at det kun endnu værre ud fra et ideologisk synspunkt (det gør i hvert fald ondt i mit liberale hjerte). Men jeg håber blot, at det vil være med til at øge presset for at få gennemført en skattereform snarest muligt. Vi har virkelig brug for at få lettet skatten på arbejdsindkomst således vi gør det så interessant som muligt at forsørge sig selv – også selv om det betyder, at der måske må kigges på en fjernelse af rentefradraget eller beskatning af friværdier i forbindelse med realisering af gevinster på salg af fast ejendom.

Supergodt initiativ fra Saxo Bank

saxobank_annonce.jpg

I dagens udgave af Børsen faldt jeg over en interessant annonce fra investeringsbanken Saxo Bank. De to grundlæggere af Saxo Bank, Lars Seier Christensen og Kim Fournais, har valgt at bidrage aktivt til den aktuelle diskussion om skat kontra velfærd ved at indrykke en serie af annoncer om emnet. De primære budskab i dagens annonce er, at græsset skal være grønnere i Danmark i form af et mere rimeligt beskatningsniveau og at topskatten på ikke mindre end 63 procent er ødelæggende for den videre udvikling af det danske velfærdssamfund.

Jeg synes, at det er et supergodt initiativ og finder det meget prisværdigt, at Lars Seier Christensen og Kim Fournais har modet til at melde ud med virksomhedens holdning til den aktuelle skattediskussion i Danmark.

Hvad angår den afsluttende linie i annoncen fra Saxo Bank, “Skattelettelser giver velfærd”, så er jeg helt enig. Vejen til at få flere penge i statskassen til at finansiere de stigende omkostninger i forbindelse med den danske velfærdsmodel, kommer gennem en økonomisk motivation til at arbejde og måske endda yde en ekstra indsats. Som det er i dag, bliver ingen motiveret til at yde en ekstra indsats, når staten opkræver 63 procent af den sidst tjente krone.

Tværtimod virker det begrænsende og får kun folk til enten at tænke i skattefri goder eller endnu værre i skattetænkning eller sort arbejde. Det kommer der imidlertid ikke flere penge i statskassen af og dermed bliver det sværere og sværere at få regnskabet til at balancere. Så jeg håber virkelig, at vores politikere begynder at tage sig sammen og få gjort noget ved dette store problem.

Uambitiøst forlig uden skattereformer

I tirsdags fremlagde et bredt flertal af de politiske partier i Folketinget et forslag til en velfærdsreform. I overskrifter går reformen ud på, at danskerne skal gå senere på pension, studerende skal blive hurtigere færdige med deres uddannelse og der skal flere indvandrere i arbejde. Alt sammen initiativer, der gennemføres over en lang årrække og først vil være fuldt ud implementeret i 2040.

Jeg er det rene med, at nogle af disse reformer tager lang tid om at gennemføre, da der er tale om store forandringer. Der skal derfor være rimelige overgangsordninger for de mennesker, som potentielt set rammes hårdest af ændringerne, eksempelvis som følge af de nye regler på efterlønsområdet.

Personligt forstår jeg imidlertid ikke den diskussionen, der er opstået i forlængelse af velfærdsforliget om, hvorvidt den reelle efterlønsalder ender med at være 62 eller 63 år. Både velfærd og gennemsnitslevealder stiger samtidigt med, at skiftet mod videnssamfundet gør, at der skabes flere jobs, som ikke er fysisk krævende eller nedslidende i samme omfang som for eksempelvis mine forældres generation. Dertil kommer at der bliver færre fysisk krævende og nedslidende job som følge af globaliseringen.

Og da vi alle skal bidrage med indsats og skattekroner i længere omfang end tidligere, for at velfærdssamfundet kan fastholdes og udvikles, bliver vi altså nødt til at blive længere tid på arbejdsmarkedet – vel at mærke dem af os, som godt ikke er fysisk nedslidte. Jeg synes kun at det er fair, at dem, som ikke har et hårdt fysisk arbejde, fastholdes i længere tid på arbejdsmarkedet. Derimod skal personer, som er nedslidte af et hårdt, fysisk arbejdsliv, selvfølgelig kunne komme på førtidspension som 60-årige eller endda før, hvis kroppen bare ikke kan mere.

De hidtidige prognoser siger, at forholdet mellem erhvervsaktive og personer på pension og overførselsindkomst, udvikler sig i forkert retning, siger det sig selv, at der virkelig er behov for væsentlige reformer på området. Derfor er det i sig selv positivt, at der nu er udarbejdet et velfærdsforlig, hvis primære formål at fastholde endnu flere personer i aktiv beskæftigelse.

Men prøv lige at tænke lidt over følgende fakta:

  • Der er 5.427.459 indbyggere i Danmark (pr. 1. januar 2006)
  • Der er ca. 3.000.000 personer i den erhvervsaktive alder
  • Der er ca. 1.100.000 unge under 17 år
  • Der er ca. 800.000 pensionister
  • Der er ca. 900.000 personer på offentlig overførselsindkomst (personer på sygedagpenge, barselsorlov, anden orlov, overgangsydelse, kontanthjælp, arbejdsløshedsunderstøttelse, efterløn, delpension eller førtidspension)

Som tallene desværre viser, er forholdet mellem personer på henholdsvis aktiv og passiv indkomst nærmest chokerende. Det beviser også bare, at det virkelig gælder om at få endnu flere personer til at kunne forsørge sig selv, frem for at vi bare lader denne enorme offentlige byrde stige og stige – det har vi ganske enkelt ikke råd til på sigt, hvis den danske velfærdsmodel som minimum skal opretholdes.

Jeg synes derfor at det er uambitiøst, at regering og folketing ikke vælger at indføje reformer på beskæftigelses- og skatteområdet i velfærdsreformen. Ja, forliget vil skabe flere i arbejde i årene fremover og ja, forliget vil sikre, at folk generelt set blive længere i aktiv beskæftigelse, når reformen er endelig gennemført om over tyve år.

Problemet er bare, at vi skal have endnu flere personer i arbejde, hvis vi virkelig skal fastholde den danske velfærdsmodel. Og når det nu i flere omgange er blevet dokumenteret, at der kan skabes endnu flere nye jobs allerede nu, hvis man gennemføre reelle reformer på beskæftigelses- og skatteområdet, synes jeg at det er uambitiøst af forligspartierne, at de ikke tør tage det fulde skridt.

Men man har lov til at håbe på, at der snart opstår et flertal på mindst 90 mandater, som tør og vil indføre reformer på beskæftigelses- og skatteområdet, for det vil komme os alle til gavn og støtte den danske velfærdsmodel.