Gamle cirkusheste og duften af savsmuld

Jeg må indrømme, at der er altså noget om det gamle ordsprog med, at gamle cirkusheste skraber uroligt i støvet ved duften af frisk savsmuld.

I går aftes kiggede jeg forbi Copenhagen Ultramarathon, der igen i år blev afviklet i et område mellem Albertslund og Vallensbæk.

Her kunne jeg følge nogle af de sidste løbere gennemføre deres 100 km løb. Nogle løbere så ud til at være meget godt med, både i krop og sind, hvor andre tydeligvis var mærket af de mange timers løb.

For mit eget vedkommende var det lidt pudsigt at opleve, at på trods af mange timers nærmest ulidelig smerte i forbindelse med mit eget 100 km løb, så kunne stemningen alligevel ikke undgå at trække i mig. Det at se løberne nå en delrunde eller nå helt i mål, fik mig virkelig til at tænke, at jeg skulle da have været med i løbet :-)

Anyway, det blev nu bare ved tanken, men der er som sagt noget om det med gamle cirkusheste og duften af savsmuld :-)

100 km med blod, sved og tårer som rejsekammerater…

Lørdag den 16. maj 2009 gennemførte jeg mit livs ubetinget største, enkeltstående fysiske og mentale udfordring. Jeg løb en distance på 100 km, der strakte sig fra Nygaardsvej på Østerbro, forbi Helsingør og videre til et vendepunkt cirka to kilometer før Hornbæk, hvorefter turen gik retur til Østerbro via nøjagtig samme rute.

Det blev til en fantastisk rejse på 100 km med blod, sved og tårer som faste rejsekammerater. Det blev også til en lang kamp mod tvivl, træthed, smerter og ikke mindst mig selv.

Sidst, men ikke mindst, blev rejsen også til et bevis på, at vi kan være små eller store, stærke eller svage som individer, men at vi som mennesker altid er større, når vi gør noget stort sammen. Jeg kunne nemlig ikke have gjort, hvad jeg gjorde, uden opbakningen fra holdet bag mig.

Dette blogindlæg har to formål: Først og fremmest vil jeg gerne dele min oplevelse med dem af jer, der gider læse det. Dernæst tjener indlægget som en slags personlig dokumentation og reflektion over, hvad jeg var igennem (derfor er det også et meget lang indlæg). For den dag, hvor alle smerter, ømhed og andre eftervirkninger fra løbet er væk, vil jeg gerne kunne finde lige netop dette indlæg frem og forhåbentlig genfremkalde mange af de følelser, der gik igennem min krop og sind den 16. maj 2009.

Narkoman igen…

Jeg må desværre indrømme, at jeg har fået et tilbagefald som “narkoman”. Men inden nogen tager overskriften for bogstavelig, må jeg hellere skynde mig at forklare, hvad jeg mener med tilbagefaldet som “narkoman” :o)

Efter at det ikke har været nødvendig for mig at spise så meget som en eneste hovedpinepille i næsten fem måneder i forbindelse med min livsstilsomlægning, var jeg desværre nødt til at tage nogle piller i går.

Jeg havde nemlig fået trukket en visdomstand ud i går eftermiddag og de smerter, der fulgte, da bedøvelsen forsvandt, var ganske enkelt for store til at jeg – i næsten bogstaveligste forstand – bare kunne bide smerterne i mig :o(

Men så snart tandsmerterne er væk, lover jeg at droppe ud af “pillemisbruget” med det samme og blive “clean” igen. Det sker forhåbentlig allerede i løbet af i dag :o)