Har de styr på prioriteterne i Århus?

Jeg har netop set lidt TV 2 News og så i den sammenhæng et indslag om, at et snævert flertal (S, SF og R) i Århus Byråd har vedtaget, at bynavnet Århus fra 1. januar 2010 skal staves med dobbelt a og ikke bolle-å.

Byens socialdemokratiske borgmester Nicolai Wammen udtalte i indslaget, at det vil have stor betydning for byens uddannelsesinstitutioner og virksomheder, og at byen – som følge af ændringen i stavemåden – ville stå langt stærkere i en globaliseret verden.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at borgmesteren og byrådet vist ikke helt har styr på prioriteterne. Danmarks næststørste by må da have langt større udfordringer, end at spilde så meget som et minut på, hvordan bynavnet staves.

Personligt har jeg i hvert fald svært ved at se, hvordan Århus kommer til at stå stærkere ved at ændre stavemåde i bynavnet. Alle udlændinge udtaler alligevel Århus som Arhus, og denne udtale ændres jo ikke bare fordi at der kommer et dobbelt a i bynavnet i stedet for bolle-å’et.

Endelig kan jeg ikke lade være med at tænke på, at denne totalt unødvendige beslutning kommer til at koste kommunen og dermed byens borgere kassen! Tænk på, hvor meget der skal udskiftes i form af byskilte, brevpapir, kuverter, kort, opdatering af edb-systemer og websider m.m. Kommunens ca. 30.000 medarbejdere skal vel også have nye visitkort eller hvad? Og nå ja, domænenavnet aarhus.dk ejes endda af JP/Politikens Hus og TV 2 Østjylland i fællesskab, og udover at det kan være tvivlsomt om kommunen kan få fingre i domænet, så vil det i så fald også resultere i en ekstra regning til kommunens borgere.

Men skidt være med det. Nicolai Wammen & Co hæver jo alligevel bare skatten for at kunne betale for navneskiftet. For der er jo altid ekstra penge at hente fra borgerne til at betale for vigtige politiske mærkesager – som eksempelvis en ny stavemåde for bynavnet…

Lige mine ord: “Klynkernes korstog”

Jeg har netop læst søndagsudgaven af Berlingske Tidende, og faldt i den sammenhæng over avisens leder, som bærer titlen “Klynkernes korstog” (du kan læse lederen ved at klikke her).

Hovedbudskabet i lederen er, at fagbevægelsen sammen med Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti giver et falsk billede af Danmark er tidens mest usympatiske fænomen.

Jeg tillader mig at tage et direkte citat fra lederen: “Hvis fagbevægelsen og S-SF virkelig ønskede at lade de stærke med arbejde og godt helbred bære mere, så foreslog de at afskaffe efterlønnen, thi den er reserveret for folk, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, og som derfor er fuldt arbejdsduelige. Men afskaffelsen af denne usympatiske belønning for at gå på pension på andres regning ville koste stemmer og chancen for regeringsmagten, så det foreslår de ikke”.

Tilsyneladende er det kun Liberal Alliance og Radikale Venstre, der i det hele taget tør tage dette opgør desuagtet, at det skriger til himlen, at vi som samfund – hvis man ellers har evnen til arbejde – selvfølgelig ikke har råd til at sende folk på efterløn, hvis de som 62-årige stadigvæk kan arbejde og bidrage til samfundet.

Folk, der ellers har evnen til at arbejde og som ikke er nedslidte, må for min skyld gerne gå på pension som 62-årig, men det skal bare ikke være på samfundets regning. Så må man leve af den private pension og opsparing og ikke på samfundets regning.

Det er derfor på tide, at alle vi – der har evnen til at arbejde – en gang for alle tager ansvar for, at bidrage til den danske velfærdsmodel. Med en øget gennemsnitsalder og kraftigt stigende omkostninger til velfærd, har vi ganske enkelt ikke råd til at sende arbejdsduelige danskere på førtidspension som 62-årige.

Det er trist, at politikerne ikke tør gøre noget ved dette enorme problem. Jeg troede egentlig, at vi valgte politikerne ind i Folketinget for netop at tage de upopulære beslutninger som samfundet har brug for, og gennemføre nødvendige reformer, men det er åbenbart ikke tilfældet.

De åbenlyst populære beslutninger kan enhver idiot jo tage, og det lader desværre til at være mantraet for de fleste danske politikere nu om dage. Naivt håber jeg på, at vi snart ser en generation af politikere, der tør tage de upopulære beslutninger, og leve med, at det kan betyde at man måske kun får en “sæson” i Folketinget.

Hvorfor spilde politikertid på den slags?

I et ellers ganske moderne samfund som det danske bliver der desværre ofte sat fokus på politiske enkeltsager. Det får beklageligvis politikerne til at udvise en usmagelig stor grad af populisme, hvilket resulterer i, at der bliver sat fokus på sager og problemstillinger, der efter min mening slet ikke har nogen reel samfundsmæssig og politisk relevans.

Aktuelt tænker jeg selvfølgelig på sagen om sms-afstemningen i X Factor. Der er åbenbart blevet sået tvivl omkring validiteten af afstemningen, og det er naturligvis ikke okay. Selvfølgelig skal der være styr på den slags afstemninger og man skal kunne stole på dem.

Men når det er sagt, er der efter min mening ingen grund til at politikerne bruger så meget som et sekund på sådan en sag. Nej, den har ikke samfundsmæssig eller politisk betydning eller relevans. Selvfølgelig skal der være styr på en afstemning på en Public Service kanal som DR, men der er trods alt ikke tale om et folketingsvalg eller lignende. X Factor er trods alt kun et underholdningsshow!

Ikke desto mindre har Socialdemokraternes forbrugerordfører Benny Engelbrecht alligevel valgt at kalde videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen i samråd i Folketinget om denne sag.

Hvad i alverden er det for noget at spilde politisk taletid og fokus på, og så endda i form af et samråd i Folketinget? Jeg troede ellers, at vi netop lige nu havde langt større og mere vigtige problemer i vores samfund, end en sms-afstemning i et talentshow.

For et år siden…

For et år siden skrev jeg om:

• Bendt Bendtsen som statminister?
• Tænk at man nogensinde skulle høre det fra en Socialdemokrat

Indlægget om Bendt Bendtsen som mulig ny dansk statsminister blev som bekendt ikke til noget. Dels valgte Bendtsen at videregive posten som formand for de Konservative til Lene Espersen og dels var det under alle omstændigheder Lars Løkke Rasmussen, der trak det længste strå i den sammenhæng.

Med hensyn til indlægget om, at Socialdemokraterne foreslog en sænkelse af topskatten og at der skulle være færre, der betaler topskat, er som bekendt blevet suppleret med et forslag fra Helle Thorning-Schmidt om, at der skal indføres en ny topskat for de højestlønnede i Danmark. Det giver jo ingen mening, i hvert fald ikke for mig.

Interessant indlæg om “rødvinsreformen”

Forleden faldt jeg over et efter min mening interessant blogindlæg med overskriften “Hva’ mener du så om rødvinsreformen?”.

Indlægget, der bringes på bloggen “Konversationer“, omhandler den nye skattereform (eller “rødvinsreformen, som visse personer og organisationer har døbt reformen) og den debat, som bliver eller kan blive skabt henover middagsbordene om emnet.

Det er  ganske vist et halvlangt blogindlæg, men det tager nu alligevel ikke mange minutter at læse. Til gengæld kommer man vidt omkring i forhold til diskussionerne om skattereformen og jeg vil faktisk mene, at man kan få sin horisont udvidet lidt. Det gjorde jeg i hvert fald.

I forhold til debatten om skattereformen, er min egen holdning den, at jeg ikke orker at høre mere om misundelse i forhold til lavere skat til højtlønnede. Desværre forsøger Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti at piske en stemning op omkring dette emne. De får det nærmest til at lyde som om, det er snyd og bedrag, at en højtlønnet også er den, der opnår den største skattelettelse.

Men hvorfor skabe misundelse omkring det? Hvis man pr. definition er højtlønnet her i landet, så betaler man qua skattesystemet under alle omstændigheder markant flere skattekroner til velfærdsstaten, end den såkaldt lavtlønnede. Som tallene fra blogindlægget på Konversationer.dk fortæller, skal den lavtlønnede fremover betale maksimalt 32 % i skat, hvorimod den højtlønnede skal betale maksimalt 56 % i skat.

At skattereformen så resulterer i, at den lavtlønnede “kun” får 156 kroner i skattelettelse mod 44.000 kroner til den højtlønnede, er der efter min mening ikke noget mærkeligt i. Den højtlønnede betaler går fra at betale 518.000 kroner i skat til “kun” 474.000 kroner. Den lavtlønnede går fra at betale 16.000 kroner i skat til kun 15.875 kroner. Ergo bidrager den højtlønnede med ikke mindre end 458.125 skattekroner mere til den fælles kasse, end den lavtlønnede gør.

Og hurra det. Det er helt fair i et velfærdssamfund, hvor vi har som princip, at de bredeste skuldre skal bære den største byrde. Men så meget desto mere, er der heller ikke grund til at skabe misundelse over, at den højtlønnede får mest ud af skattereformen.

Den måske lidt overraskende konklusion eller “vinder” i det omtalte blogindlæg, skal jeg ikke afsløre her. Det må du have tilgode ved selv at læse indlægget i sin fulde ordlyd på Konversationer.dk. Det tager som nævnt kun nogle få minutter og hvem ved, måske får du også udvidet din horisont?

Det haster mere end nogensinde…

Jeg har netop læst en artikel på Berlingske.dk om et Socialdemokratisk forslag til et nyt dagpengesystem. I hovedtræk går forslaget ud på, at man dels skal tilbyde en højere arbejdsløshedsunderstøttelse end i dag, men til gengæld over en kortere periode end i dag. Samtidigt er partiet åbent over en mere fleksibel model, hvor nogle grupper på arbejdsmarkedet kan vælge andre dækningsformer. I dag gælder de samme regler for alle lønmodtagergrupper, hvilket har gjort det mindre interessant for især højtlønnede at være medlem af en A-kasse.

Der er efter min mening behov for indtil flere store reformer, eksempelvis i forhold til skattemodel, dagpengesystem, folkepension, sundhedssystem m.m. Og Socialdemokraternes forslag er bestemt et udmærket bud i debatten om en reform af dagpengesystemet. Jeg håber blot, at politikerne ikke begrænser sig til at kigge på beløbsstørrelserne og måske indføre lidt fleksibilitet, men at de denne gang får gjort noget ved selve dagpengeperioden. I dag kan man få dagpenge i ikke mindre end fire år, inden man overgår til kontanthjælp. Det er simpelthen alt for lang en periode, hvilket adskillige eksperter gang på gang også påpeger.

Jeg håber derfor, at vi i de kommende år får reformeret nogle af de væsentligste elementer i den danske velfærdsmodel. Vi lever ikke længere i et standardiseret industrisamfund, hvor man kunne putte befolkningen ind i nogle forholdsvis få og meget firkantede kasser i forhold til velfærdsydelser m.m. Tiden er en helt anden og har allerede været det i mindst et årti. Det haster derfor mere end nogensinde med at få gennemført reformer.

Tænk at man nogensinde skulle høre det fra en Socialdemokrat…

Jeg har netop læst på nettet, at Socialdemokraternes skatteordfører, Nick Hækkerup, foreslår at topskatten bliver sænket og at der måske er færre, der fremover skal betale topskat.

Jeg havde bestemt ikke regnet med, at man nogensinde skulle høre en Socialdemokrat foreslå sænkning af topskatten. Ikke desto mindre er det meget positivt, at også Socialdemokrater vil bidrage til at gøre det mere attraktiv at arbejde og gøre en ekstra indsats, samtidigt med sort arbejde gøres mindre lukrativt.

Så i princippet bør der nu være et stort flertal i Folketinget for en sænkning af topskatten. Og når det nu er tilfældet, vil jeg opfordre vores kære politikere til at handle frem for bare at snakke om tingene. Der er trods alt noget om det engelske ordsprog, som jo siger, at “action speaks louder than words” :o)

Klart nej til kvindekvoter

Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, har netop fremsat et forslag om, at der skal indføres kvoter for, hvor mange kvinder der som minimum skal være i selskabernes bestyrelser. Helt konkret forlanger Socialdemokraterne, at danske børsnoterede virksomheder skal have minimum 40 procent kvinder i deres bestyrelser om senest fire år. Endvidere har Helle Thorning-Schmidt fremsat krav om, at selskaber, der til den tid ikke overholder disse krav, ganske enkelt skal tvangsopløses.

Jeg vil undlade at kommentere konkret på det useriøse krav om tvangsopløsning af børsnoterede selskaber (forslaget taler vist for sig selv), men derimod holde mig til forslaget om kvindekvoter i bestyrelser. Jeg synes bestemt også, at vi skal have flere kvinder ind på ledelses- og bestyrelsesposter i de danske virksomheder. Men jeg hører til dem, der synes det skal ske af frivillighedens vej og på ingen måde via lovgivning om kvoter og lignende.

Først og fremmest tilsiger mit liberale hjerte mig, at det er forkert at lovgive på et område, hvor det er unødvendigt. Dernæst hylder jeg til enhver tid princippet om, at man skal besætte ethvert job med den mest kvalificerede kandidat, uanset køn. Desuden mener jeg, at danske virksomheder i det hele taget har brug for at kunne sammensætte det bedst kvalificerede hold på både direktion- og bestyrelsesniveau, for at kunne klare sig i konkurrencen i en globaliseret verden. Det dur derfor ganske enkelt ikke med kvoter – hverken i forhold til køn, alder eller lignende.

Jeg siger derfor klart nej til kvindekvoter og lovgivning på dette område. Jeg siger til gengæld også klart ja til flere kvinder i ledelserne og bestyrelser, men det må ske ved at kvinderne kæmper sig frem på lige vilkår med mændene. Endelig er jeg af den overbevisning, at vi under alle omstændigheder kommer til at se mange flere kvinder på topposter og i bestyrelser i tiden fremover – ganske enkelt fordi der allerede er mange dygtige kvinder på vej op af karrierestigen. Ergo behøver politikerne slet ikke at blande sig, da kvinderne nok selv skal gøre sig fortjente til topposterne i erhvervslivet.

Så fik Ny Alliance bekendt kulør, men…

Så fik Ny Alliance langt om længe bekendt kulør rent politisk og ønsker nu at fremstå som et klart borgerligt parti. Det sker efter partiets folketingsmedlemmer og kredsformænd har holdt et to dages strategimøde, hvor man erkendte, at det skal være slut med en uklare politiske budskaber og flirteri med Socialdemokraterne. Dermed vil Ny Alliance fremover pege på en borgerlig statsministerkandidat og således være ved sit borgerlige tilhørsforhold.

Personligt synes jeg det er positivt, at Ny Alliance nu melder ud, at det er et borgerligt parti. Jeg ville bare have ønsket de havde gjort det allerede under valgkampen i november sidste år. Oprindeligt ville jeg nemlig gerne have stemt på Ny Alliance, hvis de havde bekendt borgerlig kulør som de gør nu. Men dengang turde jeg ikke satse min borgerlige stemme på et parti, som måske kunne ende med at pege på Helle Thorning-Schmidt som statsminister. Men på det tidspunkt troede Ny Alliance desværre, at træerne voksede ind i himlen og at partiet ville få så mange mandater, at de enerådigt kunne afgøre, hvem der skulle være statsminister efter valget. Selverkendelsen i Ny Alliance gør nu heldigvis, at partiet melder klart ud om sit borgerlige tilhørsforhold og samtidigt indtager en noget mere ydmyg position i forhold til måden at søge politisk indflydelse på.

Spørgsmålet er bare, om Ny Alliances udmelding ikke kommer for sent. For den kluntede og næsten amatøragtige måde, som partiet håndterede valgkampen, politiske dueller og diverse personsager på, udstillede desværre en stor grad af inkompetence og umodenhed. Så fra at virke som det tiltrængte friske pust i dansk politik, endte Ny Alliance med at blive opfattet som partiet uden en klar profil og som samlingsstedet for “storbytosser” som det ofte blev sagt i pressen under valgkampen.

Så hvis jeg var Naser Khader, ville jeg virkelig satse på, at der kommer til at gå mindst tre år inden næste folketingsvalg. For det vil måske give ham og resten af Ny Alliance tid nok til at opbygge en seriøs borgerlig profil og vise både nuværende og potentielle vælgere, at partiet har en reel berettigelse i det politiske landskab i Danmark.

Forventet fyring af Jens Rohde

Her til aften kom nyheden om, at TV 2 Radio’s direktør Jens Rohde er blevet fyret som følge af hans kommentering af Ekstra Bladets historie i sidste uge om, at Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen skulle have været spion for Venstre under folketingsvalget i 2005.

Som jeg skrev om forleden, var det er dumt og uklogt af Jens Rohde at udtale sig i den konkrete sag. Hans eneste kommentar burde have været “Ingen kommentar”, men i nærmest vanlig stil kunne Jens Rohde ikke hold mund.

Det er derfor helt forståeligt, at TV 2’s ledelse har besluttet sig for at fyre Jens Rohde. Det ville kun have været et spørgsmål om tid, før Jens Rohde igen ville kommentere politiske forhold, hvilket selvfølgelig ikke ville være foreneligt med jobbet som direktør for TV 2 Radio.