Har de styr på prioriteterne i Århus?

Jeg har netop set lidt TV 2 News og så i den sammenhæng et indslag om, at et snævert flertal (S, SF og R) i Århus Byråd har vedtaget, at bynavnet Århus fra 1. januar 2010 skal staves med dobbelt a og ikke bolle-å.

Byens socialdemokratiske borgmester Nicolai Wammen udtalte i indslaget, at det vil have stor betydning for byens uddannelsesinstitutioner og virksomheder, og at byen – som følge af ændringen i stavemåden – ville stå langt stærkere i en globaliseret verden.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at borgmesteren og byrådet vist ikke helt har styr på prioriteterne. Danmarks næststørste by må da have langt større udfordringer, end at spilde så meget som et minut på, hvordan bynavnet staves.

Personligt har jeg i hvert fald svært ved at se, hvordan Århus kommer til at stå stærkere ved at ændre stavemåde i bynavnet. Alle udlændinge udtaler alligevel Århus som Arhus, og denne udtale ændres jo ikke bare fordi at der kommer et dobbelt a i bynavnet i stedet for bolle-å’et.

Endelig kan jeg ikke lade være med at tænke på, at denne totalt unødvendige beslutning kommer til at koste kommunen og dermed byens borgere kassen! Tænk på, hvor meget der skal udskiftes i form af byskilte, brevpapir, kuverter, kort, opdatering af edb-systemer og websider m.m. Kommunens ca. 30.000 medarbejdere skal vel også have nye visitkort eller hvad? Og nå ja, domænenavnet aarhus.dk ejes endda af JP/Politikens Hus og TV 2 Østjylland i fællesskab, og udover at det kan være tvivlsomt om kommunen kan få fingre i domænet, så vil det i så fald også resultere i en ekstra regning til kommunens borgere.

Men skidt være med det. Nicolai Wammen & Co hæver jo alligevel bare skatten for at kunne betale for navneskiftet. For der er jo altid ekstra penge at hente fra borgerne til at betale for vigtige politiske mærkesager – som eksempelvis en ny stavemåde for bynavnet…

Lige mine ord: “Klynkernes korstog”

Jeg har netop læst søndagsudgaven af Berlingske Tidende, og faldt i den sammenhæng over avisens leder, som bærer titlen “Klynkernes korstog” (du kan læse lederen ved at klikke her).

Hovedbudskabet i lederen er, at fagbevægelsen sammen med Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti giver et falsk billede af Danmark er tidens mest usympatiske fænomen.

Jeg tillader mig at tage et direkte citat fra lederen: “Hvis fagbevægelsen og S-SF virkelig ønskede at lade de stærke med arbejde og godt helbred bære mere, så foreslog de at afskaffe efterlønnen, thi den er reserveret for folk, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, og som derfor er fuldt arbejdsduelige. Men afskaffelsen af denne usympatiske belønning for at gå på pension på andres regning ville koste stemmer og chancen for regeringsmagten, så det foreslår de ikke”.

Tilsyneladende er det kun Liberal Alliance og Radikale Venstre, der i det hele taget tør tage dette opgør desuagtet, at det skriger til himlen, at vi som samfund – hvis man ellers har evnen til arbejde – selvfølgelig ikke har råd til at sende folk på efterløn, hvis de som 62-årige stadigvæk kan arbejde og bidrage til samfundet.

Folk, der ellers har evnen til at arbejde og som ikke er nedslidte, må for min skyld gerne gå på pension som 62-årig, men det skal bare ikke være på samfundets regning. Så må man leve af den private pension og opsparing og ikke på samfundets regning.

Det er derfor på tide, at alle vi – der har evnen til at arbejde – en gang for alle tager ansvar for, at bidrage til den danske velfærdsmodel. Med en øget gennemsnitsalder og kraftigt stigende omkostninger til velfærd, har vi ganske enkelt ikke råd til at sende arbejdsduelige danskere på førtidspension som 62-årige.

Det er trist, at politikerne ikke tør gøre noget ved dette enorme problem. Jeg troede egentlig, at vi valgte politikerne ind i Folketinget for netop at tage de upopulære beslutninger som samfundet har brug for, og gennemføre nødvendige reformer, men det er åbenbart ikke tilfældet.

De åbenlyst populære beslutninger kan enhver idiot jo tage, og det lader desværre til at være mantraet for de fleste danske politikere nu om dage. Naivt håber jeg på, at vi snart ser en generation af politikere, der tør tage de upopulære beslutninger, og leve med, at det kan betyde at man måske kun får en “sæson” i Folketinget.

Interessant indlæg om “rødvinsreformen”

Forleden faldt jeg over et efter min mening interessant blogindlæg med overskriften “Hva’ mener du så om rødvinsreformen?”.

Indlægget, der bringes på bloggen “Konversationer“, omhandler den nye skattereform (eller “rødvinsreformen, som visse personer og organisationer har døbt reformen) og den debat, som bliver eller kan blive skabt henover middagsbordene om emnet.

Det er  ganske vist et halvlangt blogindlæg, men det tager nu alligevel ikke mange minutter at læse. Til gengæld kommer man vidt omkring i forhold til diskussionerne om skattereformen og jeg vil faktisk mene, at man kan få sin horisont udvidet lidt. Det gjorde jeg i hvert fald.

I forhold til debatten om skattereformen, er min egen holdning den, at jeg ikke orker at høre mere om misundelse i forhold til lavere skat til højtlønnede. Desværre forsøger Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti at piske en stemning op omkring dette emne. De får det nærmest til at lyde som om, det er snyd og bedrag, at en højtlønnet også er den, der opnår den største skattelettelse.

Men hvorfor skabe misundelse omkring det? Hvis man pr. definition er højtlønnet her i landet, så betaler man qua skattesystemet under alle omstændigheder markant flere skattekroner til velfærdsstaten, end den såkaldt lavtlønnede. Som tallene fra blogindlægget på Konversationer.dk fortæller, skal den lavtlønnede fremover betale maksimalt 32 % i skat, hvorimod den højtlønnede skal betale maksimalt 56 % i skat.

At skattereformen så resulterer i, at den lavtlønnede “kun” får 156 kroner i skattelettelse mod 44.000 kroner til den højtlønnede, er der efter min mening ikke noget mærkeligt i. Den højtlønnede betaler går fra at betale 518.000 kroner i skat til “kun” 474.000 kroner. Den lavtlønnede går fra at betale 16.000 kroner i skat til kun 15.875 kroner. Ergo bidrager den højtlønnede med ikke mindre end 458.125 skattekroner mere til den fælles kasse, end den lavtlønnede gør.

Og hurra det. Det er helt fair i et velfærdssamfund, hvor vi har som princip, at de bredeste skuldre skal bære den største byrde. Men så meget desto mere, er der heller ikke grund til at skabe misundelse over, at den højtlønnede får mest ud af skattereformen.

Den måske lidt overraskende konklusion eller “vinder” i det omtalte blogindlæg, skal jeg ikke afsløre her. Det må du have tilgode ved selv at læse indlægget i sin fulde ordlyd på Konversationer.dk. Det tager som nævnt kun nogle få minutter og hvem ved, måske får du også udvidet din horisont?

Tankeeksperiment: Hvis nu Villy Søvndal var formand for Ny Alliance…

Forleden så jeg et tv-interview med Socialistisk Folkepartis formand, Villy Søvndal, der som bekendt stormer frem i alverdens meningsmålinger. Denne fremgang tilskrives ikke ufortjent Villy Søvndals evner som en stærk og klar kommunikator af SF’s politik og holdninger. I den sammenhæng kunne jeg ikke lade være med at tænke tanken om, hvad ville være sket, hvis Villy Søvndal havde været formand for Ny Alliance under folketingsvalget i november sidste år. Jeg er klar over, det aldrig kommer til at ske i den virkelige verden, men set ud fra et kommunikationsmæssig synspunkt, er det et ganske interessant tankeeksperiment.

Som bekendt kom Ny Alliance kun i Folketinget med sølle fem mandater, efter at meningsmålinger havde givet partiet helt op til 24 mandater tidligere på året. Efter min mening er der en klar årsag til dette: Ny Alliances folketingskandidater var generelt set meget uklare i kommunikationen af både partiets politik og politiske tilhørsforhold. Et eller andet sted var det nok ikke så mærkeligt, efter som ikke engang partiformand Naser Khader kunne forklare partiprogrammet på en overbevisende måde ved vælgermøder eller partilederrunder i tv. Alt dette resulterede i, at vælgerne ganske enkelt ikke vidste, hvor de havde Ny Alliance i forhold til mange væsentlige politiske punkter.

SF: En moderne udgave af S?

En frisk meningsmåling viser, at der kun er ca. fire procent mellem Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti i vælgertilslutningen, hvis der var folketingsvalg nu. Det skyldes, at Socialdemokraternes tilbagegang fortsætter samtidigt med SF bliver ved med at tiltrække socialdemokratiske vælgere. Endvidere fortæller meningsmålingen, at to ud af tre socialdemokratiske vælgere mener, at Villy Søvndal er den oppositionsleder, der klarer sig bedst.

Personligt tror jeg, at det er lykkedes for SF at skabe en moderne socialistisk profil, hvilket ikke mindst skyldes, at Villy Søvndal er meget dygtig til at kommunikere partiets politiske budskaber og værdier. SF har således gennemgået en større modernisering og fremtræder i dag som et tidssvarende socialistisk parti med en større politisk spændvidde og rummelighed end nogensinde før. I den sammenhæng tror jeg også, at SF mere EU-venlige attitude har været med til at gøre partiet mere acceptabelt for tidligere socialdemokratiske vælgere.

Samtidigt er Socialdemokratiet hårdt ramt af den identitetskrise som partiet er ramt af som følge af Anders Fogh Rasmussen har overtaget mange tidligere socialdemokratiske mærkesager og således har trukket Venstre mod midten i det politiske landskab.

Dermed står Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokraterne med det store dilemma, at de kæmper med Venstre om den store klump af midtersøgende vælgere. Denne kamp tvinger Socialdemokratiet mere ind mod midten og udvander dermed også partiets socialistiske profil. Og når SF nu fremstår som en slags moderne udgave af Socialdemokratiet, er det mere end forståeligt, at de mere venstreorienterede socialdemokratiske vælgere fremover vil sætte deres kryds ud for SF på stemmesedlen.

Spørgsmålet er, om Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokratiet reelt set kan gøre noget for at vende denne udvikling? Har partiet overhovedet en chance for at holde på socialistiske kernevælgere, når man samtidigt gerne vil have andel i den store klump af vælgere på midten? Eller har den borgerlige fløj allerede har vundet kampen om denne vælgergruppe?

11-tal til Søvndal, 5-tal til Khader

Som den borgerlige og liberale person jeg er, kommer det næppe som den store overraskelse, at jeg langt fra er enig med Villy Søvndal på den politiske front. Derfor tager jeg nu alligevel hatten af for hans evner som en meget stærk og klar kommunikator og debattør. Ganske vist fik Villy Søvndal en del ridser i lakken, da han under en tv-debat sagde, at han havde besøgt i nærheden af 20 plejehjem, hvor det reelle tal viste sig at være fem. Men på trods af dette, synes jeg alligevel, at Villy Søvndal var valgkampens absolut bedste partileder, når det gælder den personlige kommunikation af partiprogram, holdninger og værdier. Faktisk synes jeg, at det var lige før, at det burde have været Villy Søvndal, der skulle have været oppositionens statsministerkandidat :o)

I den anden ende af skalaen finder vi Ny Alliances partiformand Naser Khader, der i den grad skuffede, når det gælder personlig fremtræden under valgkampen. Han formåede på intet tidspunkt at komme op på et bare nogenlunde niveau i forhold til de andre partiledere. Det tror jeg virkelig har kostet mange stemmer i slutspurten, da mange vælgere inklusive mig selv ikke turde tage chancen og stemme på et parti, der i den grad flakkede i sine holdninger og politik igennem det meste af valgkampen.

DF, SF og Enhedslisten: Slap nu lidt af…

Dansk Folkepartis, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten har været ude med riven i medierne efter, at TV 2 har meddelt, at de sender sportsredaktionen på juleferie tre dage tidligere end i sidste år. Det sker for at spare penge som følge af svigtende salg af reklamer. De nævnte partier mener, at TV 2 dermed ikke lever op til public service forpligtelsen.

Selvfølgelig skal TV 2 overholde deres forpligtelser, men jeg må indrømme, at jeg har svært ved at se, at de ikke gør det bare fordi sportsredaktionen går på juleferie tre dage før de plejer. Jeg vil tro, at de fleste danskere alligevel er travlt optaget med at få købt de sidste julegaver i de pågældende dage, hvorfor at de manglende sportsnyheder på TV 2 næppe vil være noget stort savn. Jeg vil derfor gerne opfordre Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten til at få proportionerne og prioriteterne på plads og kigge på nogle af de reelle problemer som vi har i det danske samfund.

Sæt Hjemmeværnet ind mod dræbersneglene

Jeg er sjældent enig med Socialistisk Folkepartis formand, Villy Søvndal (hvis konstruktive ligefremhed jeg dog har stor respekt for), men han har netop været ude i pressen med et forslag som jeg synes rigtig godt om: Villy Søvndal foreslår nemlig, at vi sætter Hjemmeværnet ind mod dræbersneglene, der “formentlig er den hurtigst fremrykkende fjende i øjeblikket” for at citere ham. Og da der findes ikke mindre end ca. 60.000 medlemmer af Hjemmeværnet, burde der virkelig være grundlag for at vi kan iværksætte en storoffensiv mod haveejernes fjende nummer ét :o)

Og når denne opgave så er løst, mener jeg at vi skal nedlægge værnet for altid og bruge de ca. 700 millioner kroner, som Hjemmeværnet menes at koste hvert år, på langt mere fornuftige ting, eksempelvis flere penge til socialt udsatte eller højere løn til de ansatte i social- og sundhedssektoren. Efter min mening har Hjemmeværnet overlevet sig selv for mange år siden og det er hverken rationelt eller nødvendigt for Danmarks forsvar, at smide så mange penge efter et værn, som alligevel ikke kan anvendes til noget i den militær verden anno 2007.

Jo, hvis Danmark stod overfor at blive angrebet på samme vis som under anden verdenskrig, ville dette måske give mening med et hjemmeværn, men det fjendebillede er helt ude af trit med virkeligheden. Lad os derfor være realistiske i forhold til Danmarks rolle som militærnation og bruge de ca. 700 millioner kroner, hvor de virkelig kan gøre en forskel, frem for at tilfredsstille behovet hos ca. 60.000 “Weekend Warriors”.

Åbent brev til Morten Homann, SF

Kære Morten Homann (skatteordfører hos SF),

Jeg har netop læst på SF’s website, at du udtaler, at “…indgrebet løser ikke problemerne og er en dårligt skjult undskyldning for at nedsætte selskabsskatten“. Denne udtalelses kommer i forlængelse af regeringens fremsatte forslag, om indgreb mod udenlandske kapitalfondes muligheder for at fradrage renteudgifter ved gældsættelse af opkøbte virksomheder her i Danmark. I samme moment har skatteminister Kristian Jensen foreslået, at nedsætte selskabsskatten til 28 til 22 % og til gengæld hæve udbytteskatten fra 43 til 47,5 % på det høje trin.

Du hilser selve indgrebet mod udenlandske kapitalfonde velkomment (hvad jeg tror, at de fleste danskere gør), om end du synes, at det hverken helt eller halvt nok, at begrænse rentefradraget og at der burde lukkes endnu flere huller i lovgivningen. Man kan altid diskutere, om der kan gennemføres yderligere stramninger overfor udenlandske kapitalfonde, men i det mindste er skatteministerens forslag en god start og så tosset er det nu heller ikke.

Beskat friværdierne istedet

Opdateret med underskriftsindsamling: Socialistisk Folkepartis formand, Villy Søvndal, har fremsat en række forslag i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Forslagene skal primært finansieres ved at stramme op på en række afgifter og ikke mindst droppe det nuværende skattestop.

Selvom at jeg – som det liberalt orienterede menneske jeg er – er uenig med SF på mange fronter, synes jeg alligevel, at Villy Søvndal er en meget sympatisk og respektabel politiker, som er dygtig til at argumentere for hans holdninger. Den generelle tone i dansk politik ville blive langt mere konstruktiv, hvis bare halvdelen af vores politikere ville tage ved lære af Villys måde at argumentere på. Når det så er sagt, er jeg slet ikke enig i hans forslag om, at skattetrykket lige skal have et par takker mere – det holder altså ikke, Villy.