Når man stjæler fra staten og sin nabo…

ber_tid_02122007.jpg

Søndagsudgaven af Berlingske Tidende indeholder et par interessante artikler om socialt bedrageri og det chokerende store omfang af dette (der nævnes et tal på over 2,6 milliarder kroner om året). Den ene af artiklerne fortæller historien om, hvordan en 48-årig kvinde med det opdigtede navn “Sanne” igennem de sidste 12-15 år bevidst har begået socialt bedrageri i stort omfang og endda fortsætter med at gøre det. Hun foregiver at være enlig mor overfor det offentlige, men bor alligevel sammen med en kæreste med egen indtægt. Ikke desto mindre har hun år efter år på ulovlig vis malket de offentlige systemer for ekstra børnetilskud, boligsikring, fripladser m.m. Blandt andet så hun kunne få råd til en bil, som hun selv fortæller.

Jeg må indrømme, at jeg virkelig er forarget efter at have læst artiklen, både generelt set i forhold til begrebet socialt bedrageri, men i endnu højere grad i forhold til den omtalte kvinde. For mig er socialt bedrageri ikke kun et spørgsmål om at snyde sig ekstra penge og fordele på det offentliges regning – det er det samme som at stjæle fra sin nabo, der passer sit job hver eneste dag og solidarisk betaler sin skat til vores velfærdssamfund. Samtidigt bliver min retsfølelse krænket, når jeg læser om, hvordan denne kvinde kynisk snyder det offentlige, uden at der bliver skredet ind overfor disse ulovligheder.

Samtidigt vil dobbeltmoralen åbenbart ingen ende tage for denne kvinde: I artiklen fortæller “Sanne”, at hun ikke bliver forarget over, at andre enlige mødre hæver mere, end de er berettiget til. Hvis der derimod er tale om mænd, der udnytter systemet (nøjagtig lige som hende), så pisser det hende af og hun udtaler endda: “Så kom dog i gang og giv noget af det tilbage, som I har fået af samfundet. De har taget lige så mange uddannelser som mig og fejler ingenting”. Måske skulle hun starte med at feje for egen dør, inden hun begynder at bebrejde andre for social bedrageri og tyveri!