Linie 3: Man har et standpunkt…

Hvis man skal tro Ekstra Bladet (det skal man jo, for det passer jo altid, hvad de skriver i avisen), så genopstår Linie 3 åbenbart.

Dette sker desuagtet, at Preben Kristensen tilbage i september 2007 meldte ud, at han ikke igen vil gå på scenen med Anders Bircow og Thomas Eje, og at det dermed var et farvel til Linie 3. Dengang udtalte Preben Christensen, at der ikke længere var den energi og inspiration, der skal være til for at det ville være sjovt at drive Linie 3 videre. Samtidigt gav han udtryk for, at både tiden og de tre scenekunstnere har ændret sig så meget, at de var vokset fra hinanden.

Jeg tænker, at finanskrisen m.m. åbenbart har kradset så meget hos de tre kunstnere, at de vælger at trække kortet med, at man har et standpunkt til man tager et nyt, og det er selvfølgelig også helt fair.

Umiddelbart får jeg dog den tanke, at der er en stor risiko for, at det bliver et krampagtigt forsøg på at komme tilbage på den danske showbiz scene, hvor der er løbet ufatteligt meget vand gennem åen over de sidste fem år. Samtidigt er det oprindelige Linie 3 publikum næppe blevet større – faktisk er det jo nok nærmere blevet mindre som følge af “naturlig afgang” i kundesegmentet! Samtidigt er publikum ikke ligefrem blevet mindre kritisk, og derfor også kræver reel kvalitetsunderholdning og comedy.

Personligt tror jeg, at tiden er løbet fra Linie 3, og at det derfor bliver til et forkølet forsøg på at vende tilbage til scenen. Omvendt kan jeg rent kommercielt sagtens ønske dem et godt comeback ud fra en holdning om, at alt, hvad der kan give vækst i det private forbrug bliver hilst velkommen fra min side for tiden, også selv om det drejer sig om Linie 3 ;-)

Man har et standpunkt…

Det politiske landskab her i landet er efterhånden en noget rodet størrelse, hvor meget få partier efterhånden er tro mod deres oprindelige, politiske standpunkter.

Eksempelvis rykker Venstre mere mod midten og forsøger på at være socialdemokratiske i deres politik. Socialdemokraterne rykker mod højre i udlændingepolitikken og flakker godt og grundigt rundt i en opportunistisk jagt på regeringsmagten og Dansk Folkeparti prøver på forvirrende vis, at bevæge sig rundt på begge sider af de politiske fløje, afhængig af, hvor der er stemmer og populisme at fiske.

Det er derfor meget forfriskende at se, at Det Radikale Venstre heldigvis holder fast i deres helt grundlæggende politik om, at man har et standpunkt til at man tager et nyt.

Og som en næsten symbolsk opbakning til denne måde at drive politik på, har de Radikale netop meldt ud, at det nu ikke længere er et ultimativt krav, at Marianne Jelved skal være statsminister efter næste valg – dog vil hun fortsat være partiets statsministerkandidat, hvis der skulle være flertal for hende (!).

Marianne Jelved erkender i samme moment, at vælgerne må været forvirrede over, at de Radikale nu dropper det ultimative krav, men beroliger med, at “der blot er tale om en mindre justering”.

Forvirringen blandt vælgerne må imidlertid bestå i forhold til, hvilken politisk fløj de Radikale vil støtte før og efter næste folketingsvalg. Partiet ønsker nemlig at stå frit og ingen af fløjene skal således vide sig sikker på de Radikales stemmer. Det må være svært at være radikal vælger, for man aner dermed ikke om, hvilken side af Folketinget, som ens stemme går til.

Jeg er dog sikker på, at der nok skal komme et nyt standpunkt fra de Radikale i forhold til denne forvirring således, at de kan fastholde partiets grundlæggende politik om, at det åbenbart mere drejer sig om at ændre mening hele tiden, end at holde fast i noget og konfrontere sine vælgere og ikke-vælgere med holdninger som man tør stå ved – også igennem en længere periode.