En god oplevelse…

En god oplevelse...

Her til aften blev Stine og jeg interviewet i Aftenshowet på DR 1. Vi var blevet spurgt, om vi ikke havde lyst til at komme og fortælle om vores erfaringer og resultater i forbindelse med den livsstilsændring, vi har været igennem i løbet af de sidste otte måneder under Chris På Vægten projektet.

Ud over, det var meget sjovt at prøve, at blive interviewet på live tv, var det i det hele taget bare en god og positiv oplevelse. Sisse Fiskers behagelige måde at interviewe på, gjorde bare at vi med det samme følte os trygge og dermed hurtigt kunne skrue ned for nervøsitet og scenefrygt :o) Jeg håber i hvert fald, at Stine og jeg fik viderebragt budskabet om, at det faktisk er muligt at blive normalvægtig og få et meget bedre liv ved at omlægge sin livsstil.

Da vi var færdige med interviewet og gik ud af studiet for at gå over i sminkerummet og hente vores overtøj, fik jeg endnu en sjov oplevelse. En autografjæger, der åbenbart er nærmest fast inventar udenfor Aftensshowets studie, kom pludselig hen til mig og spurgte “Øh, undskyld, er du ham fra Livvagterne?”. Nuvel, det var da ganske flatterende at høre, at han troede jeg var kendt skuespiller, men nu har jeg selv har set alle afsnit af Livvagterne, og jeg kan ikke lige se, hvem af de mandlige skuespillere jeg skulle ligne :-)

Anyway, jeg var selvfølgelig ærlig og sagde til autografjægeren, at han tog fejl og måtte forveksle mig med en anden. Stine sagde dog til mig umiddelbart bagefter, at jeg da bare skulle have spillet med og givet ham min autograf :-)

En dejlig overraskelse…

En dejlig overraskelse

I dag var sidste dag på kontoret, inden juleferien for alvor satte ind. Men inden jeg kunne tillade mig at trække stikket ud, var der selvfølgelig en del gøremål, der skulle overstås.

Vi skulle blandt andet nå at fakturere og levere en hel del ordrer og jeg havde også selv en “stak” møder, der skulle overstås i løbet af dagen. Endvidere manglede jeg også, at få skrevet de sidste 20 personlige julekort til mine lidt over 50 medarbejdere. Og sidst, men ikke mindst, skulle vi jo også lige nå at holde juleafslutning med glögg, æbleskiver, brunkager, klejner, nisseleg og uddeling af årets julegave.

Men midt i dagens juletravlhed, fik jeg et rigtig dejligt “break”. Min rigtig gode veninde og træningsmakker Stine var nemlig så sød at kigge forbi. Hun havde taget hele turen fra Amager til Farum med offentlige transportmidler for at overraske mig med hendes besøg, hvilket jeg blev utrolig glad for. Derfor min officielle blogtak til Stine: Dit besøg var i sig selv en julegave og gjorde mig rigtig glad, men selvfølgelig også tak for den “rigtige” julegave :o)

Jeg nåede heldigvis alt, hvad jeg skulle, hvorfor jeg nu kan holde en efter min egen mening velfortjent juleferie :o)