Er det et tegn på afhængighed?

Er det et tegn på afhængighed?

Er det et tegn på afhængighed af sushi, når man ligefrem har sin yndlingsrestaurant på “speed dial” på mobiltelefonen?

Supergod sushi og supergod service :o)

Forleden spiste jeg aftensmad på den nye Sticks’N’Sushi restaurant i Lyngby. Sushirestauranten ligger placeret i et hjørne af Magasin stormagasinet (det hjørne som ligger over mod Johannes Fog og parkeringshuset).

Det skulle vise sig, at være en særdeles positiv oplevelse. Ikke alene fik jeg serveret frisk tilberedt og særdeles velsmagende sushi, men servicen var ganske enkelt helt i top. Tjeneren var utrolig vidende om både mad og drikkevarer og kom med gode anbefalinger. Samtidigt skete det hele i en meget venlig og uformel tone, der gjorde at man med det samme følte sig hjemme i restauranten.

Og da jeg havde et specielt ønske til en af sushiretterne, var tjeneren lynhurtig til at sige “det tror jeg ikke er noget problem, lad mig lige tjekke med kokken med det samme”. Den form for imødekommenhed og venlighed kunne mange tjenere og restauranter lære noget af. Alt for ofte har jeg fået nej eller “det tror jeg ikke kan lade sig gøre” med det samme i stedet for at undersøge om køkkenet rent faktisk kan lave det som man ønsker.

Ergo var det en virkelig god restaurantoplevelse og jeg kan derfor kun give Sticks’N’Sushi i Lyngby mine bedste anbefalinger. Det er i hvert fald ikke sidste gang, jeg besøger denne restaurant. Tværtimod glæder jeg mig allerede til at kigge forbi igen meget snart :o)