100 km med blod, sved og tårer som rejsekammerater…

Lørdag den 16. maj 2009 gennemførte jeg mit livs ubetinget største, enkeltstående fysiske og mentale udfordring. Jeg løb en distance på 100 km, der strakte sig fra Nygaardsvej på Østerbro, forbi Helsingør og videre til et vendepunkt cirka to kilometer før Hornbæk, hvorefter turen gik retur til Østerbro via nøjagtig samme rute.

Det blev til en fantastisk rejse på 100 km med blod, sved og tårer som faste rejsekammerater. Det blev også til en lang kamp mod tvivl, træthed, smerter og ikke mindst mig selv.

Sidst, men ikke mindst, blev rejsen også til et bevis på, at vi kan være små eller store, stærke eller svage som individer, men at vi som mennesker altid er større, når vi gør noget stort sammen. Jeg kunne nemlig ikke have gjort, hvad jeg gjorde, uden opbakningen fra holdet bag mig.

Dette blogindlæg har to formål: Først og fremmest vil jeg gerne dele min oplevelse med dem af jer, der gider læse det. Dernæst tjener indlægget som en slags personlig dokumentation og reflektion over, hvad jeg var igennem (derfor er det også et meget lang indlæg). For den dag, hvor alle smerter, ømhed og andre eftervirkninger fra løbet er væk, vil jeg gerne kunne finde lige netop dette indlæg frem og forhåbentlig genfremkalde mange af de følelser, der gik igennem min krop og sind den 16. maj 2009.

Dagens andet træningspas

Som jeg indikerede i morges, så stod den på to gange træning i dag – no less, no more! Dagens andet træningspas varede fra kl. 17.00 til 19.00, hvor jeg var til fællestræning med de andre i Chris MacDonald projektet og vores hjælpetræner Mette.

I vanlig stil stod den på en solid blanding af konditions- og styrketræning. Heldigvis begynder jeg allerede, at mærke en forskel i forhold til, da vi startede projektet for cirka to uger siden. Det betyder primært, at jeg ikke længere føler mig så smadret i kroppen efter træning.

Ergo lader det til, at vores kroppe så småt begynder at udvikle sig i den ønskede retning :o)

Blod, sved og tårer…

Tina Thomsen kommenterede tidligere i dag et af mine indlæg om Chris MacDonald projektet og hun skrev i den sammenhæng, at det måtte have kostet blod, sved og tårer, at nå frem til de resultater, jeg allerede har opnået efter den første uge. Og rent faktisk har Tina ramt fuldstændig plet i hendes kommentar.

Sved har der været masser af i den seneste uges tid og tårer er det bestemt også blevet til, efter jeg var både kropsligt og mentalt helt udmattet efter sidste søndags benhårde træning. Og efter i dag, kan jeg nu også føje blod til “offerlisten”. Alle deltagere i projektet skulle nemlig aflevere ikke mindre end fem blodprøver i løbet af formiddagen. Vi skulle møde fastende op i morges på Københavns Universitet, hvor blodprøverne blev taget. Efter at have fået taget den første prøve, skulle vi drikke omkring en halv liter sukkervand, hvorefter der skulle tages prøver hvert 20. minut. Formålet med disse blodprøver er, at få målt alverdens forskellige ting og sager, blandt andet kolesterol, insulinfølsomhed m.m.

Efter at vi havde fået overstået blodprøverne og endelig kunne få lov til at få lidt at spise, stod den på næsten tre timers hård træning sammen med Mette og Chris. Vi lagde ud med vel omkring tre kvarters blanding af styrke- og konditionstræning og jeg skal sandelig love for, vi fik pulsen op i løbet af få minutter. Chris er ganske enkelt verdensmester i, at få os til at svede massivt i løbet af ingen tid.

Derefter stod den på konditionstræning med 40 minutters “powerwalking” på løbebåndet. Og i vanlig stil deltog Chris selv ubesværet i denne træning, hvorimod vi andre måtte kæmpe lidt mere med at holde tempo og stigning :o) Ikke desto mindre er jeg faktisk begyndt at kunne li’ løbebåndet, for man får virkelig gang i forbrændingen i hele kroppen. Tænk, at man faktisk skal høre den slags fra min side :o)

Næste del af dagens træningsprogram stod på intens cykling sammen med Chris. Vi blev delt op således, at vi var to, der cyklede sammen med Chris, medens de andre lavede andre øvelser. Vi startede (som altid) med en rimelig høj intensitet og så begyndte Chris ellers at presse os til endnu højere intensitet i intervaller. Efter som Chris er fantastisk cykelrytter (som du måske ved, har han cyklet 5.000 km på tvært af USA på under ni dage), er han virkelig på hjemmebane, når han sætter sig på en cykel og det fik vi sandelig at mærke. Jeg var nærmest helt færdig, da jeg stod af cyklen efter 20 minutter.

Det var derfor nærmest en lettelse, at skulle fortsætte med en såkaldt cirkeltræning sammen med Mette. Ganske vist skulle vi også holde et godt tempo i forbindelse med disse øvelser, men det føltes næsten helt behageligt i forhold til cykelturen med Chris :o)

Vi sluttede dagens træningsprogram af med lidt træning på en elipsemaskine, hvor efter vi kunne tage hjem og slappe af. Lige som sidste søndag, var jeg utrolig udmattet og kunne godt mærke, at min krop virkelig havde brug for restitution. Den står derfor helt klart på rendyrket afslapning i aften :o)