Minitest af HTC TyTN II

htc_tytnii.jpg

Jeg har haft lejlighed til at afprøve afløseren for Windows Mobile smartphonen HTC TyTN som producenten meget fantasifuldt har valgt at navngive TyTN II. Da jeg selv tidligere har været bruger af TyTN, tænkte jeg at det var på sin plads at lave en lille minitest af afløseren. Jeg skriver mini-test fordi, at jeg ikke vil gå i dybden med den nye model, da der i bund og grund er tale om en opdatering af den oprindelige TyTN. Jeg vil derfor tillade mig, at henvise til min grundlæggende test af HTC TyTN for detaljerede kommentarer til konceptet bag denne smartphone.

Jeg synes, at der er to ting som man med det samme lægger mærke til ved TyTN II: Den ene ting er desværre vægten, der har sneget sig op på hele 190 gram. Det er ganske vist kun 14 gram mere end den gamle model, men den var i forvejen ikke ligefrem nogen letvægter – tværtimod! Personligt synes jeg, at 190 gram er alt for meget for en smartphone – selv når den har så mange features, som TyTN II virkelig har. Den anden ting som man lægger mærke til ved den nye model, er en stærkt forbedret finish – TyTN II fremstår ganske enkelt meget flottere og den er også blevet en smule slankere i fysisk størrelse. Jeg ved ikke, hvorfor at det så har haft en negativ indflydelse på vægten af enheden, men det har det altså desværre :o(

Skærmopløsningen på HTC TyTN II er desværre uændret i forhold til den gamle model, det vil sige kun 240 x 320 pixels, hvilket er okay. Jeg havde håbet på en opgradering til 480 x 640 pixels, som nogle af HTC’s konkurrenter er begyndt på, men sådan skulle det altså ikke være :o(

[Read more…]

Afløser for HTC TyTN på vej…

htc_tytn_ii.jpg

Så er der langt om længe en afløser på vej for den over et år gamle HTC TyTN, som var en af de første 3G smartphones på markedet. Meget originalt har HTC valgt at kalde afløseren for TyTN II og ladet den bygge videre på det succesfulde koncept, hvor smartphonen er udstyret med en stor 2.8″ touch-skærm og et udtrækkeligt QWERTY-tastatur, som nu endda kan vippes (se billedet ovenfor).

Endvidere har HTC udstyret TyTN II med Mobile 6.0, indbygget GPS, Turbo-3G og et 3 megapixel kamera m.m. Samtidigt er TyTN II blevet “slimmet” lidt i højde og tykkelse, dog uden at det har gjort den lettere – tværtimod er vægten steget fra 176 til 190 gram.

Alt i alt ser det lovende ud med de annoncerede forbedringer i forhold til den nuværende model. Jeg håber dog på, at HTC har fået optimeret mobiltelefon-delen på TyTN II. Den gamle model har generelt set fået en del kritik fra mange brugerne og der er en del beretninger om, at TyTN dels kunne finde på at miste forbindelsen til netværket nærmest efter forgodtbefindende, dels kunne man risikere, at man skulle ringe op mange gange for at komme igennem, fordi man i tide og utide blev kastet af netværket og endelig kunne der gå utrolig lang tid inden man kunne modtage sms’er – nogle gange skulle man endda huske at genstarte enheden for at kunne modtage sms’er.

Jeg håber, HTC får styr på disse problemer, for så vil de helt bestemt stå med en af markedets bedste smartphones!