Endnu en god foredragsoplevelse…

Tirsdag aften havde jeg endnu en gang det privilegium, at få lov til at komme og fortælle om min livsstilsforandring over de sidste par år, om det at komme ud af sin komfortzone og sidst, men ikke mindst, om mit livs indtil nu største udfordring i form af mit 100 km løb.

Jeg var blevet spurgt, om jeg ikke kunne tænke mig at komme en tur til Kolding for at holde foredrag for en gruppe mennesker, der er i gang med et coach- og terapeutuddannelsesforløb hos CClifeacademy i Kolding.

Og selvfølgelig havde jeg lyst til at komme og fortælle min historie og på den måde give videre, og måske motivere andre til et “kursskifte” i livet.

I efterhånden vanlig stil blev det til et foredrag af et par timers varighed med god energi, historiefortælling, venligt mente provokationer, grin og tårer. Det, der gjorde dette foredrag lidt anderledes, var at “målgruppen” var det var en gruppe mennesker, der lever af at hjælpe andre med at blive mentalt udfordret og motiveret, hvor min historie i høj grad drejer sig om at blive fysisk udfordret. Det afstedkom nogle ganske interessante spørgsmål, og var bare med til at gøre aftenen endnu mere udbytterig – bestemt også for mig.

Alt i alt endnu en rigtig god foredragsoplevelse :-)

Det gik da meget godt…

Så er jeg kommet hjem efter at have deltaget i en 12 timers cykel marathon i Slangerup, hvor jeg som bekendt givet mig selv en lille udfordring, der gik på at spinne i minimum 10 ud af 12 mulige timer i forbindelse med arrangementet.

Det endte med, at jeg fik spinnet i hele 11 timer og 20 minutter og fik fyret ikke mindre end 11.300 kalorier af, hvilket svarer til energien i næsten otte pizzaer og næsten på komma var det samme som jeg fik forbrændt under mit 100 km løb. Jeg er således ganske tilfreds med min indsats – selvfølgelig sagt med jysk ydmyghed :-)

Grunden til, at det ikke fik spinnet i alle 12 timer, skyldes at jeg sådan cirka midtvejs i arrangementet blev nødt til at få en omgang massage af mine ben, der meget tydeligt truede med at give mig muskelkramper. Massagen gjorde dog heldigvis, at jeg meget hurtigt spinne videre og holde helt frem til målet.

Jeg kan dog allerede mærke nu, at søndagen kommer til at stå på restitution og afslapning for mit vedkommende, men det er vel et eller andet sted også velfortjent :-)

Tid for en ny udfordring…

fter at være kommet mig nogenlunde oven på strabadserne efter mit 100 km løb, synes jeg det ved at være tid for at udfordre mig selv lidt igen.

Jeg er nemlig af den opfattelse, at hvis man ikke udfordrer sig selv på løbende basis, går det alt for nemt den forkerte vej i så mange sammenhænge her i livet. Samtidig synes jeg, at det er spændende, at udfordre sig selv og rykke lidt grænser fra tid til anden.

Det behøver selvfølgelig ikke altid at dreje sig som fysiske udfordringer, men i dette tilfælde drejer det sig om, at jeg igen vil presse mig selv fysisk. Jeg går nemlig efter at spinne i ikke mindre end 10 ud af 12 mulige timer i morgen.

Vi er nogle stykker i firmaet, der har har meldt os til en 12 timers cykel marathon, der afholdes i Slangerup i morgen. Idéen med arrangementet er, at man skal holde gang i spinningcyklen i 12 timer med et hold bestående af alt fra én til seks deltagere.

Det bliver utvivlsomt hårdt for specielt ben og fødder, men omvendt har jeg det også på den måde, at det nok skal gå. Jeg forventer i hvert fald ikke, at det på nogen måde bliver lige så hårdt som mit 100 km løb. Samtidig føler jeg, at jeg stadig er i rigtig god form på såvel det fysiske som mentale plan.

Så mon ikke det nok skal “gå” :-)

100 km med blod, sved og tårer som rejsekammerater…

Lørdag den 16. maj 2009 gennemførte jeg mit livs ubetinget største, enkeltstående fysiske og mentale udfordring. Jeg løb en distance på 100 km, der strakte sig fra Nygaardsvej på Østerbro, forbi Helsingør og videre til et vendepunkt cirka to kilometer før Hornbæk, hvorefter turen gik retur til Østerbro via nøjagtig samme rute.

Det blev til en fantastisk rejse på 100 km med blod, sved og tårer som faste rejsekammerater. Det blev også til en lang kamp mod tvivl, træthed, smerter og ikke mindst mig selv.

Sidst, men ikke mindst, blev rejsen også til et bevis på, at vi kan være små eller store, stærke eller svage som individer, men at vi som mennesker altid er større, når vi gør noget stort sammen. Jeg kunne nemlig ikke have gjort, hvad jeg gjorde, uden opbakningen fra holdet bag mig.

Dette blogindlæg har to formål: Først og fremmest vil jeg gerne dele min oplevelse med dem af jer, der gider læse det. Dernæst tjener indlægget som en slags personlig dokumentation og reflektion over, hvad jeg var igennem (derfor er det også et meget lang indlæg). For den dag, hvor alle smerter, ømhed og andre eftervirkninger fra løbet er væk, vil jeg gerne kunne finde lige netop dette indlæg frem og forhåbentlig genfremkalde mange af de følelser, der gik igennem min krop og sind den 16. maj 2009.

[Read more…]

Countdown: Kun tre dage tilbage…

Nu er der kun tre dage tilbage, inden jeg begiver mig på den 100 km lange rute op langs Strandvejen fra Nygaardsvej på Østerbro, op forbi Helsingør indtil små to kilometer før Hornbæk, hvor jeg så vender om og så “kun” har de sidste 50 km tilbage, før jeg er i mål.

I går fik jeg finpudset min store tjekliste og jeg må indrømme, at jeg igen lidt overrasket over, hvor mange ting, man skal have styr på, når man skal ud på en så lang tur. Ikke desto mindre er denne tjekliste en meget vigtig del af min mentale forberedelse til løbet, for jo bedre jeg er forberedt på alle mulige punkter, desto større chance er der også for, at jeg når i mål.

I aften står den på en lille times intervaltræning med 20 minutters opvarmning med 76-78 procent maks.puls og dernæst med fire gange fire minutters intervaller med 92-94 procent maks.puls med to minutters pause imellem i lavt tempo. Træningspasset sluttes af med 10 minutters let jogging.

Og så er det ellers stort set på hovedet i seng bagefter. Søvnen skal virkelig passes forud for den store dag.

Jeg må hellere få meldt det ud…

For lidt over en uge siden skrev jeg et indlæg om, at det er ved at være tid for at prøve at rykke sine grænser lidt igen og jeg må jo hellere få meldt ud, hvad det så helt præcis er, at jeg har givet mig i lag med.

Indlægget indeholdt som bekendt også en lille afstemning, der pr. dags dato har følgende stemmefordeling:

  • 42 % synes jeg skal bestige Kilimanjaro i år
  • 26 % synes jeg skal deltage i Vild med Dans
  • 23 % synes jeg skal have en tatovering
  • 9 % synes jeg skal deltage i et 250 km løb
  • 0 % synes jeg skal tabe yderligere 5 kg

Lad mig starte med at sige, at jeg er glad for at høre, at mine bloglæsere heller ikke synes, jeg skal tabe mig yderligere. Jeg synes også selv, at min vægt ligger på et rigtig fornuftig leje nu, d.v.s. en kampvægt på ca. 83 kg.

Dernæst vil jeg gerne kommentere flertallet, der synes, jeg skal bestige det afrikanske bjerg Kilimanjaro i år, hvilket bestemt også kunne være rigtig spændende. Faktisk har jeg talt med min gode veninde Stine om emnet i forbindelse med, at hun og Chris havde snakket lidt om at gennemføre denne udfordring på et tidspunkt. Men for mit vedkommende er det nu ikke denne udfordring, som jeg ville kaste mig ud i – i hvert fald ikke lige nu.

Med hensyn til at skulle deltage i Vild med Dans, så må jeg indrømme, at det uden tvivl ville være ganske grænseoverskridende for mig, at skulle deltage i dette show. Ganske vist gik jeg til dans som barn, men da min tvillingebror og jeg fik valget mellem dans og fodbold, var det ikke svært for os at vælge :-) Men omvendt skal man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig – ej heller til vild med dans :-)

Nå, men nu ikke flere kommentarer til afstemningen eller udenomsforklaringer. Lad mig derimod berette om, hvad det nu er, som jeg har givet mig i lag med i forhold til det med, at flytte personlige grænser.

Jeg har fået lavet en lille tatovering på min venstre arm (se fotoet ovenfor) som et varigt symbol på den fantastiske rejse, jeg været på i det sidste års tid i forbindelse med”Chris På Vægten” projektet. Og da jeg kommer til at se tatoveringen i spejlet hver morgen, vil jeg også blive mindet dagligt om, at jeg skal holde fast i den sunde livsstil.

Sidst, men ikke mindst, ser jeg også tatoveringen en anerkendelse af Chris og alt det som han har gjort for mig: Tatoveringen er nemlig en gengivelser af Chris’ GRACE-logo (et G som også kan “læses” som et hjerte).

Nogen vil sikkert sige, at det er da ikke noget specielt stort at få en tatovering, men det er det altså for mig for mig. Jeg har indtil på ingen måde været stereotypen på en person, der gerne ville have en tatovering, snarere tværtimod! Men efter at Stine og jeg tilfældigvis var kommet ind på emnet i en samtale for noget tid siden, fik jeg modnet tanken hos mig selv og pludselig kunne jeg mærke, at det bare var det helt rigtige for mig.

Denne følelse er heldigvis holdt ved efter, at jeg fik lavet tatoveringen, ja, faktisk er jeg endda rigtig glad for tatoveringen, for den er som nævnt et vigtigt personligt symbol på en helt igennem fantastisk rejse.

Nu kommer jeg for alvor tæt på…

Nu er der ikke længere indtil flere mandage, tirsdage, onsdage, torsdag, fredage, lørdage eller for den sags skyld søndage, før jeg skal gennemføre mit 100 km løb.

Tværtimod er jeg for alvor kommet tættere på den store dag, efter som der kun er fem hverdage tilbage af nedtællingen, men det er helt okay med mig.

Efter en lang periode med masser af fysisk træning og en hel del mental forberedelse, ser jeg frem til “getting the job done” og forhåbentlig stå lørdag først på aftenen med 100 km løbet lagt bag mig og masser af erfaringer og oplevelser rigere.

Jeg glæder mig stadigvæk meget til denne store udfordring.

Jeg er klar til rykke grænser igen…

Hvis du har fulgt lidt med i min livsstilsændring over det sidste års tid, er du sikkert bekendt med, at jeg ikke alene tabt en masse kilo og er kommet i ganske god form – jeg har også fået flyttet utrolig mange grænser, såvel fysiske som psykiske.

Og nu er det ved at være tid igen, for at få flyttet mine grænser lidt og her tænker jeg ikke på det kommende 100 km løb, men noget andet.

Men frem for bare at krænge min sjæl ud med det samme og fortælle om min nye udfordring, tænkte jeg, at det kunne være lidt sjovt med en lille afstemning, som jeg håber, at så mange af mine kære bloglæsere vil deltage i.

Så klik gerne på et af svarene i nedenstående stemmeboks og kom med dit bud på, hvilken slags udfordring jeg nu vil kaste mig ud i. Og har du lyst til at kommentere indlægget, er du selvfølgelig mere end velkommen til at smide en kommentar.

 

Det blev næsten til en maraton :o)

Så er jeg tilbage fra min lille udfordring og jeg har såmænd også nået at slappe lidt af, fået et dejligt varmt bad og lidt at spise.

Det skulle vise sig, at min kombinerede løbe-, power walking- og gåtur endte med at blive lidt længere end de oprindelig planlagte 33,6 km. Jeg kom nemlig til at gå forkert og for langt efter de første cirka 22 km, hvilket jeg desværre først opdagede efter en del kilometer. Det gjorde turen noget længere og jeg måtte derfor tilbagelægge i alt 39,2 km, før jeg kunne sætte nøglen i min bil.

Turen tog mig fire timer og 55 minutter inklusive tre hurtige stop til lidt proviantering. Det regnede ganske vist under hele turen, men gjorde mig faktisk ikke noget. Jeg frøs ikke på noget tidspunkt og kunne sagtens holde mig varm (derfor var det nu alligevel rigtig dejligt at få et varmt bad herhjemme). Så alt i alt var det en fantastisk oplevelse og jeg er super stolt over at have gennemført min lille udfordring – specielt efter at have lidt tømmermænd efter havefesten i går :o)

Næste gang må jeg lige tage de sidste små tre kilometer med og nå op på 42,192 km – så er det jo en rigtig maraton :o)

Jeg har givet mig selv en udfordring…

I går var jeg til en lille havefest i Ishøj sammen med en række kolleger fra arbejde. Det var super hyggeligt med godt selskab, god mad og god vin :o) Faktisk blev det så hyggeligt, at jeg blev nødt til at lade bilen stå og tage en taxi hjem (rigtige mænd kører selvfølgelig ikke med alkohol i blodet).

Jeg skal derfor have hentet min bil og havde egentlig planlagt at tage toget til Ishøj, men jeg har lige ombestemt mig. Jeg fik nemlig den tanke, at jeg lige så godt kunne give mig selv en lille motionsmæssig udfordring ved at tage turen til Ishøj på gåben. Det er ganske vist en gåtur på ikke mindre end 33,6 km og jeg har ingen idé om, hvor hurtigt eller langsomt jeg gør det. Tiden er heller ikke så vigtig i denne sammenhæng og det er det heller ikke i forhold til hvor meget af ruten jeg kan løbe eller power walke. Det vigtigste for mig er, at jeg giver det et shot og prøver på at gennemføre turen.

Og nu har jeg i hvert fald committet mig selv overfor jer, kære bloglæsere, ved allerede på forhånd at fortælle om min udfordring til mig selv :o) Der er afgang fra Birkerød om en times tid og jeg giver lyd fra mig, når jeg er tilbage igen :o)