Det bliver spændende…

Så er det atter tid for en af verdens største sportsbegivenheder: I dag starter den 37. udgave af The Ryder Cup, som denne gang spilles i USA på Valhalla Golf Club i Louisville, Kentucky. Her kommer Europa og USA til at kæmpe om æren og det prestigefyldte Ryder Cup trofæ.

Efter Europa har vundet de seneste tre Ryder Cup turneringer, skulle man umiddelbart mene, at det europæiske hold igen burde være favoritter til at vinde. Imidlertid tror jeg ikke, at man skal tage noget for givet i år. Først og fremmest har amerikanerne fået bedre styr på holdånden, som altid har været en styrke hos det europæiske hold. Dernæst spilles turneringen denne gang på amerikanernes hjemmebane, hvilket bestemt også har en betydning.

Under alle omstændigheder bliver det spændende at følge med i de næste tre dage, blandt andet fordi Danmarks bedste golfspiller, Søren Hansen, er med for første gang nogensinde.

Held og lykke til Søren og det europæiske hold.