Anders Hansen: Skuffet, men videre…

anders_hansen31.jpg

Som bekendt lå Anders Hansen rigtig godt til før søndagens finalerunde af Wyndham Championship og med kun tre slag op til den førende spiller, Jeff Overton, var det bestemt realistisk for Anders at blande sig i striden om sejren. Omvendt skulle han utvivlsomt spille rigtig godt og hente en god portion birdies under finalerunden for at fastholde sin anden plads og endda spille lige så godt som under fredagens runde for at vinde.

Desværre formåede Anders kun at hive en enkelt birdie hjem under søndagens runde og det blev derfor til en skuffende runde i 71 slag og en samlet score for turneringen på 16 under par. Og da flere af de nærmeste forfølgere hentede en hel del birdies hjem, var Anders reelt set aldrig med i kampen om sejren. Turneringen endte således med at blive vundet af den 26-årige amerikaner, Brandt Snedeker, der gik en superflot finalerunde i ni under par.

Alt i alt sluttede Anders således med en delt 11. plads, hvilket ganske vist var skuffende for ham (hvilket Anders også giver udtryk for på hans website), men det var i det mindste “nok” til at sikre ham videre deltagelse i FedExCup’en potentielt set kampen om ikke mindre end 10 millioner dollars i førstepræmie. Man må sige, at Anders Hansens USA-eventyr virkelig begynder at tage form og ligne noget rigtig fornuftigt :o) Jeg vil i hvert fald krydse fingre for hans videre succes på PGA Tour’en.

Anders Hansen stadig med helt fremme

anders_hansen2.jpg

Under tredje dagen af Wyndham Championship fastholdt Anders Hansen sin top-10 placering ved at gå en bogeyfri runde i yderst respektable 68 slag svarende til fire slag under banens par. Samlet set ligger Anders med en score på 15 slag under par, hvilket rækker til en flot delt anden plads med tre slag op til førende Jeff Overton.

Selv om Anders har et rigtig godt udgangspunkt for søndagens finalerunde, er der ingen tvivl om, at der skal kæmpes for bare at holde fast i placeringen og endnu mere for vinde turneringen – der er nemlig 30 spillere, der ligger indenfor fire slag af Jeff Overton og kan han fastholde det samme flotte spil fra tredje runde, bliver han svær indhente.

Jeg krydser dog stadig fingre for, at Anders kan gentage sin superrunde fra om fredagen, for det vil bestemt betyde at han har en reel chance for at blande sig i striden om sejren. Og under alle omstændigheder vil en topplacering sikre Anders videre deltagelse i FedExCup’en, hvor der som bekendt spilles om en førstepræmie på ikke mindre end 10 millioner dollars!

Jeg må hellere komme ud og træne lidt, så jeg i det mindste kan være med næste år :o)

Anders Hansen med helt fremme i USA

anders_hansen.jpg

Jeg skal sandelig love for, at Anders Hansen har fået lagt skuffelsen over sin 57. plads i The Open bag sig. I hvert fald er han med helt fremme i denne uge i USA, hvor der spilles Wyndham Championship på Forest Oaks Country Club i Greensboro.

Efter en første runde i fornuftige 69 slag svarende til tre slag under banens par, satte Anders turbo på birdiemaskinen og gik dagens bedste runde i flotte 64 slag eller otte slag under par. Det blev til ikke mindre end en ni birdies og kun en enkelt bogey forhindrede Anders i at slutte på en delt første plads efter anden runde. Med en samlet score på 11 under par ligger han således på en delt fjerde plads inden weekendens finalerunder og det er jo ikke så tosset et udgangspunkt :o)