Kvalitet er en relativ størrelse…

I forbindelse med, at jeg sad og browsede mig igennem nogle it-nyheder forleden, faldt jeg over begrebet “oppetid”. Oppetid er et begreb som – hvis man arbejder i it-branchen – ofte bruger når der tales om driften af eksempelvis et serverrum, og man har brug for at sætte et driftmål for det. Oppetiden er således den tid, hvor serverrummet garanteres at være “oppe”, altså den tid hvor det fungerer efter hensigten. Så hvis man siger, at man garanterer at serverrummet har en oppetid på eksempelvis 99,9 %, skal kunden derfor regne med en nedetid på 0,1 % af tiden.

Tiden kan jo så være defineret som mange ting, det kan være i kontortiden eller døgnet rundt. Hvis man bare regner tiden som værende kontortiden fra kl. 8.00-16.00 og lad os for eksemplets skyld sige 250 åbningsdage, skal man altså være indstillet på en potentiel nedetid på 2 timer i løbet af året (0,01 % af 8 timer x 250 dage = 2 timers nedetid). Hvis tiden derimod er 24/7/365 (altså døgnet rundt, ugen rundt, året rundt) giver det en potentiel nedetid på næsten 9 timer om året (0,01 % af 24 timer x 365 dage = ca. 8 timer og 46 minutter).

Anyway, det var egentlig slet ikke min mening at blive så teknisk og begynde at lave alle mulige udregninger. Tanken bag mit blogindlæg er derimod at, at det med oppetid fik mig til at tænke på, at kvalitet i den grad er en relativ størrelse.

Kvalitet er mange ting og det afhænger oftes af de øjne (og nogle gange også ører og næse) der betragter det. Eksempelvis kan to mennesker kan sidde på den samme restaurant og få to vidt forskellige oplevelser. Det kan være at den ene sidder bedre end den anden. Det kan være, at der er forskellige tjenere eller det kan såmænd også være, at det er den samme tjener, men vedkommende behandler de to gæster forskelligt. Så er der jo maden, den ene gæst spiser den bedste bøf vedkommende nogensinde har spist. Den anden gæst kan have fået et fisk som var helt ordinær. Og så der er drikkevarerne – måske havde sidstnævnte gæst valgt at drikke en kraftig rødvin til en smagsmæssig skrøbelige frisk.

Og så har kvalitetsdefinitioner jo også noget at gøre med, hvad emnet drejer sig om. 99,9 % oppetid i et serverrum lyder fornuftigt for de fleste, men for den virksomhed som driver en multi-million webbutik med salg til hele verdenen er det måske ikke godt nok, da nedetid er lig med tab af omsætning for hvert minut webbutikken ikke virker. Hvis jeg var meteorolog og sagde, at der er 99,9 % chance for det bliver solskin i morgen, ville solhungrende danskere klappe i deres hænder og sige, at det lyder rigtig godt. Hvis Københavns Lufthavne derimod kun opererede med 99,9 % “oppetid”, ville det betyde at 8-10 fly ville styrte ned – hver dag! Så hos Københavns Lufthavne er dette kvalitetsmål altså ubetinget 100,0 %.

Omvendt er et kvalitetsmål på 100 % heller ikke en garanti for kvalitet i absolut forstand. Det er nok de færreste, som vil ophøje fastfood fra McDonald’s til at være (rigtig) god mad og stedet, hvor man får kulinariske oplevelser i topklasse. Næ, her drejer kvalitet sig om ensartethed, hvilket er lig med ultrastram konceptstyring og det samme produktsortiment over hele kloden – de lokale afvigelser er i hvert fald yderst begrænsede. Det er faktisk så standardiseret koncept, at man lige frem taler om Big Mac indexet, når man sammenligner købekraft på tværs af alverdens lande! Så uanset om du besøger McDonald’s i Sønderborg eller Singapore, så får du samme oplevelse, samme produkt, samme service, samme kvalitet, men dog ikke samme pris :-) Der er ikke garanti for nogen stor smagsoplevelse, men til gengæld smager maden på samme måde hver eneste gang ;-)

Nå, men min endelige pointe er egentlig, at  min verden er kvalitet noget man vælger – også selv om det er en relativ størrelse :-)

Selvfølgelig er Nutella (u)sundt…

I går aftes faldt jeg over en artikel på Ekstra Bladets website om en amerikansk mor, der har vundet en retssag mod chokolade-pålægsproducenten Nutella, som åbenbart havde postuleret, at det at spise Nutella skulle være ensbetydende med en god start på dagen.

Moderen havde åbenbart valgt at proppe masser af Nutella i sine børn i den tro, at det var sund mad. Man kan jo undre sig over, hvorfor at hun ikke selv lige tjekkede varedeklarationen på bagsiden af Nutella glasset. Derimod valgte moderen at stole på Nutellas tv-reklame, som selvsagt havde til formål at anprise og sælge produktet.

Imidlertid valgte retten at give moderen (og andre i et såkaldt gruppesøgsmål) medhold i, at Nutellas markedsføring var misvisende og falsk, da producenten ikke har oplyst om de store mængder fedt og sukker, der forefindes i produktet. Ifølge artiklen havde moderen udtalt, at hun ikke havde evnerne til at forstå denne information og at hun følte sig snydt af markedsføringen.

Jeg undrer mig virkelig over, hvordan det kan komme som en overraskelse at Nutella ikke er sund mad. Og jeg kan jo heller ikke forstå, hvorfor moderen ikke lige tjekkede varedeklarationen på bagsiden af Nutella glasset, frem for at stole på en tv-reklame. Havde hun tjekket bagsiden af glasset ville hun have fundet ud af, at der er 533 kcal i 100 gram Nutella og at der er næsten 57 gram kulhydrat og 31 gram fedt pr. 100 gram. Rent kaloriemæssigt svarer 100 gram Nutella jo næsten til et hovedmåltid for en voksen!

Men når det kommer til stykket, drejer det sig jo ikke om, hvorvidt det er muligt for en forbruger at gennemskue sundhedsværdien i chokolade-pålæg, som bliver markedført på tv. Det drejer sig jo om – med nogle advokaters hjælp – at få nogle penge ud af en virksomhed og dermed prøve at vinde en omgang i det såkaldte “Lawsuit Lottery” som det amerikanske retssystem ofte omtales som.

Jeg har i et par tidligere indlæg (“Jackpot Justice” og “Bukser er utrolig dyre i USA“) kommenteret det groteske i, at amerikanerne anlægger over 20 millioner civile søgsmål om året og at virksomhederne har så mange ekstra udgifter til advokatsalærer og forsikringer, at det i gennemsnit koster en amerikansk familie ca. 10.000 dollars om året i merpriserne for varerne – for der er jo kun én til at betale gildet i den sidste ende: Den amerikanske forbruger!

Anyway, det smager jo meget godt, det der Nutella :-)