Måske skulle PGA Tour’en tage fat i turneringsudvalget hos Simon’s

pgaleaderboard.jpg

Hvis du følger lidt med på den amerikanske PGA Tour, har du måske hørt om indførelsen af en ny cut-regel, der har til formål at forhindre feltet i at blive for stort til finalerunderne. Den nye regel har imidlertid skabt vrede blandt en række spillere, der synes reglen er uretfærdig. Kort fortalt indebærer cut-reglerne, at det kun er de 70 bedste spillere og dem, der ligger lige med nummer 70, der går videre efter de indledende runder.

Den nye regel betyder dog, at der højest kan gå 78 spillere videre til finalerunderne. Hvis der er flere end 78 spillere, flyttes cutgrænsen ned med ét slag, hvorefter der sorteres fra. Eksempelvis klarede 85 spillere det “normale” cut i denne uges PGA turnering, men den nye regel gør, at der bliver skåret yderligere 19 spillere fra således, at kun 66 spillere går videre.

Man kan altid diskutere om den nye regel er for hård, men hvis det er fordi PGA Tour’en har svært ved at håndtere så mange spillere i et finalefelt, vil jeg meget gerne hjælpe med at skabe kontakt til de dygtige mennesker i turneringsudvalget hos Simon’s Golf Club. Vores turneringsudvalg har nemlig ikke noget problem med at håndtere en turnering med op til 120 deltagere i finalerunden :o)

Fejlfri runde sikrede sejr til Tiger Woods

tigerwoods25.jpg

Verdens suveræne nummer 1 inden for golf, Tiger Woods, startede ganske vist med at være et enkelt slag efter de to førende i form af Aaron Baddeley og Steve Stricker under finalerunden af BMW Championship, men det skulle forholdsvis hurtigt vise sig, at Tiger ikke havde tænkt sig at nøjes med en anden eller tredje plads i turneringen.

På de første ni huller fik Tiger hele fire birdies og endda tre i træk på 7., 8. og 9. hul og dermed stod det nogenlunde lige mellem Baddeley, Stricker og Woods, da de skulle i gang med den afgørende halvdel af finalerunden. På bag-ni formåede Aaron Baddeley kun at hive yderligere to birdies i hus og Steve Stricker måtte leve med at ialt tre birdies blev udlignet af tre bogeys.

Tiger satte derimod turbo på hans birdiemaskine og hentede yderligere fire birdies, hvilket var med til at give ham en fejlfri runde i 63 slag og dermed også den 60. sejr til Tiger Woods.

I næste uge skal der spilles The Tour Championship, som er fjerde og afsluttende turnering i FedExCup slutspillet, hvor de tilbageværende 30 spillere skal kæmpe om historiens største individuelle førstepræmie på ikke mindre end 10 millioner dollars. Præmiesummen er ganske vist i form af en slags pensionsordning, der først udbetales når vinderen er mindst 45 år gammel og er stoppet med at spille professionel golf, men 10 millioner dollars er nu engang stadigvæk utrolig mange penge og beløbet bliver jo ikke mindre af, at det får lov til at stå og trække lidt renter :o)

Ikke mere FedEx Cup til Anders Hansen

anders_hansen5.jpg

Kravene for at komme videre i første runde af slutspillet i FedExCup’en er benhårde og allerede efter denne uges turnering, hvor der spilles “The Barclays” på Westchester Country Club i New York, vil der blive sorteret 24 spillere fra ud af de 144, der stillede op.

Som bekendt klarede Anders Hansen sig igennem til første runde slutspillet via en ganske fornuftig 11. plads i Wyndham Championship, men da han lå i den sidste del af feltet af de 144 spillere, der stillede op i denne uge, skulle der minimum en 8. plads til for at Anders ville være sikker på at komme videre til anden runde af FedExCup slutspillet.

Desværre skulle det vise sig, at Anders ikke havde spillet til bare at klare cuttet i denne uge. Hvad der selvfølgelg er rigtig irriterende er, at han endda kun var ét slag fra at klare cuttet og selvom vi aldrig finder ud af, om Anders ville have kunne kæmpet sig op til minimum en 8. plads, hvis han havde klaret cuttet, er det selvfølgelig drønærgerligt, at han ikke engang fik chancen til at prøve det.

Anyway, så synes jeg nu stadigvæk, at det er ganske flot, at Anders under hans første sæson på PGA Tour’en har været i stand til at opnå en del ganske flotte placeringer. Og selvom han ikke er videre i FedExCup slutspillet, er det vigtigt at Anders ikke går ned i tempo eller motivation, for der skal bestemt stadig kæmpes for at holde fast i hans kort til PGA Tour’en næste år. Når fjerde og sidste runde af FedExCup slutspillet er færdigt efter The Tour Championship i midten af september måned, fortsætter den “almindelige” PGA Tour og kampen om 2008-tourkortet til de 125 bedste spillere. Jeg krydser selvfølgelig allerede fingre nu for, at Anders Hansen vil være blandt disse spillere.

Anders Hansen stadig med helt fremme

anders_hansen2.jpg

Under tredje dagen af Wyndham Championship fastholdt Anders Hansen sin top-10 placering ved at gå en bogeyfri runde i yderst respektable 68 slag svarende til fire slag under banens par. Samlet set ligger Anders med en score på 15 slag under par, hvilket rækker til en flot delt anden plads med tre slag op til førende Jeff Overton.

Selv om Anders har et rigtig godt udgangspunkt for søndagens finalerunde, er der ingen tvivl om, at der skal kæmpes for bare at holde fast i placeringen og endnu mere for vinde turneringen – der er nemlig 30 spillere, der ligger indenfor fire slag af Jeff Overton og kan han fastholde det samme flotte spil fra tredje runde, bliver han svær indhente.

Jeg krydser dog stadig fingre for, at Anders kan gentage sin superrunde fra om fredagen, for det vil bestemt betyde at han har en reel chance for at blande sig i striden om sejren. Og under alle omstændigheder vil en topplacering sikre Anders videre deltagelse i FedExCup’en, hvor der som bekendt spilles om en førstepræmie på ikke mindre end 10 millioner dollars!

Jeg må hellere komme ud og træne lidt, så jeg i det mindste kan være med næste år :o)

Anders Hansen med helt fremme i USA

anders_hansen.jpg

Jeg skal sandelig love for, at Anders Hansen har fået lagt skuffelsen over sin 57. plads i The Open bag sig. I hvert fald er han med helt fremme i denne uge i USA, hvor der spilles Wyndham Championship på Forest Oaks Country Club i Greensboro.

Efter en første runde i fornuftige 69 slag svarende til tre slag under banens par, satte Anders turbo på birdiemaskinen og gik dagens bedste runde i flotte 64 slag eller otte slag under par. Det blev til ikke mindre end en ni birdies og kun en enkelt bogey forhindrede Anders i at slutte på en delt første plads efter anden runde. Med en samlet score på 11 under par ligger han således på en delt fjerde plads inden weekendens finalerunder og det er jo ikke så tosset et udgangspunkt :o)

Trist nedtur for Anders Hansen

andershansen12.jpg

Desværre fik Anders Hansen ikke så lidt af en nedtur i sidste runde af Shell Houston Open turneringen, hvor han måtte nøjes med en delt 49. plads efter en finalerunde i hele 76 slag. Anders startede ellers søndagen med at ligge på en delt 29. plads og efter en anden runde i 69 slag og en tredje runde i 68 slag, lå det i kortene, at han ville avancere yderligere. Men desværre skulle det ikke komme til at gå sådan – tværtimod blev sidste runde ødelagt af hele fem bogeys og kun en enkelt birdie.

Den delte 49. plads giver Anders 13.325 dollars i præmiepenge (lidt 0ver 74.000 kroner), hvilket lige præcis er nok til at fastholde placeringen på pengelisten fra i sidste uge, nemlig en 148. plads. Der må dog meget gerne til at ske noget på den front, da kun de 125 bedste spillere beholder deres tourkort til næste år.

Om ikke andet så håber jeg, at Anders har anden og tredje runde af Shell Houston Open i baghovedet, når han stiller op næste gang – for Anders kan sagtens spille rigtig god og solid golf. Jeg tror derfor fortsat på, at han nok skal klare skærene derovre!

Det kører for Anders og Thomas

thomassoeby2.jpg

Ved Shell Houston Open i Texas, USA, har Anders Hansen nået den første vigtige milesten i turneringen i form af et klaret cut, hvilket bare er super! Inden weekendens finalerunder ligger Anders på en delt 40. plads og kan han holde fast i samme flotte spil som under anden runde, hvor han scorede en 69’er, ser det lovende ud før weekendens finalerunder.

Når vi snakker om Anders Hansen, kan jeg ikke lade være med at nævne hans danske caddie, Thomas Søby. For små to uger siden havde jeg den store fornøjelse, at møde Thomas i professionel sammenhæng i forbindelse med, at den virksomhed, som jeg er direktør for, er ved at indlede et sponsorsamarbejde med ham.

I den sammenhæng kom vi selvfølgelig til at tale Anders Hansen og hvordan det er, at være med på den amerikanske PGA Tour og jeg må sige, at det var ganske enkelt en fornøjelse at høre, hvor begejstret og entusiastisk Thomas er. Jeg er helt sikker på, at han er den bedste caddie som Anders overhovedet kunne få med til USA. Så jeg vil ønske Anders og Thomas ekstra held og lykke under finalerunderne af Shell Houston Open!

Bedste placering i år for Anders

andershansen122.jpg

Efter en fjerde og afsluttende runde i 69 slag og en samlet score på to slag over par, endte Anders Hansen på en ikke helt tosset delt 22. plads i – rent faktisk er det den bedste placering for Anders på PGA Tour’en overhovedet!

Med 22. pladsen følger en check på 47.056 dollars (ca. 268.000 kroner) i præmiepenge og selvfølgelig også nogle dejlige verdensranglistepoints.

Anders har indtil nu haft en samlet indtjening på 82.172 dollars i hans første sæson på PGA Tour’en og der er dermed stadig et godt stykke op til de ca. 700.000 dollars i præmiepenge som det forventes, at man skal have ved udgangen af sæsonen, for at være sikker på at holde på tourkortet til næste år (hvad kun de 125 bedst indtjenende spillere gør).

Jeg håber imidlertid, at weekendens fornuftige placering blot er starten på indtil flere top-10 og top-20 placeringer i de kommende turneringer således, at Anders kan begynde at tro på, at han også er med på PGA Tour’en næste år.

Endnu et klaret cut for Anders

andershansen41.jpg

Så klarede Anders Hansen endnu et cut og han er nu klar til at gå videre til finalerunderne i Honda Classic turneringen i Florida. Det lader dermed til, at Anders er ved at have fundet formen og rutinen i forhold til, hvordan man spiller på den amerikanske PGA Tour.

Det er skal selvfølgelig spilles endnu to runder golf, før vi kender Anders Hansens endelige placering i turneringen, men godt begyndt er som bekendt halvt fuldendt. Og kan Anders holde fast i spillet og endda gøre det lige så godt som under første runde (som han gik i 68 slag), er der en realistisk chance for en god slutplacering.

Så er du igang igen, Anders

andershansen112.jpg

Efter at Anders Hansen klarede cuttet ved PGA Tour turneringen Mayakoba Golf Classic i New Mexico, gjaldt det det naturligvis om at få en så god placering som muligt i de to finalerunder i løbet af weekenden. Det blev til en god tredje runde i 68 slag, men desværre også en fjerde runde i 72 slag og dermed en samlet score på even par og et slutplacering på en delt 48. plads og 8.700 dollars (ca. 50.000 kroner) i præmiepenge.

Det var selvfølgelig ikke nogen supergod placering, men i det mindste klarede Anders cuttet, efter at have mistet det tre gange i træk. Derfor har selv en 48. plads stor symbolsk værdi for Anders, for det er beviset på, at han er tilbage i spillet i forbindelse med finalerunderne. Jeg krydser fingere for, at Anders således er igang igen :o) Turneringen blev for øvrigt vundet af amerikanske Fred Funk.