Er det mærkeligt, at B&O har det svært?

Er det mærkeligt, at Bang & Olufsen har det svært?

I går faldt jeg over en artikel på pleasure.dk, som beretter om, at Bang & Olufsen snart lancerer et ikke mindre end 103 tommer stort plasma-tv!

Og det er ikke kun størrelsen på tv’et, der er gigantisk. Det er prisen også! I følge pleasure.dk skulle prisen ende på en lille million kroner eller nærmere præcis 930.000 kroner.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det bare er helt forkert timing, at lancere et produkt til i nærheden af en million kroner på nuværende tidspunkt. Dels er det sikkert de færreste, der for tiden har en million kroner i friværdi i huset og dermed overhovedet har det økonomiske overskud til at foretage den slags indkøb. Dernæst har B&O mere end nogensinde behov for at tiltrække en større bredde af kunder, hvilket Lars Kirstein allerede har været inde på i hans blogindlæg om, hvorvidt B&O har en fremtid.

At lancere et fladskærms tv til næsten en million kroner midt i en verdensomspændende finanskrise og recession, sender næppe et særligt stærkt signal til den potentielle målgruppe om, at B&O også kan tilbyde billigere produkter. Kunne man forestille sig, at der findes forbrugere, der tænker, at hvis et B&O 103 tommer plasma-tv koster næsten en million kroner, så koster et 50 tommer plasma-tv nok i nærheden af en halv million og at disse potentielle kunder dermed bliver afskrækket fra at overveje et B&O fladskærms tv?

Jeg har tjekket prisniveauet på nettet og er således klar over, at et 50 tommer B&O plasma-tv “kun koster ca. 121.000 kroner. Det er dog efter min mening i forvejen alt for dyrt, når man sammenligner med andre flotte design-tv fra konkurrenter som eksempelvis tyske Loewe, som vel koster omkring det halve af et tilsvarende B&O fladskærms tv.

Er det mærkeligt, at B&O har det svært?

“Manden, der er et levende billede af, hvordan Grevinde Alexandra ville se ud, hvis tyngdekraften på jorden havde været tre gange kraftigere”

Manden, der er et levende billede af, hvordan Grevinde Alexander ville se ud, hvis tyngdekraften på jorden havde været tre gange kraftigere

Citat af stand-up komiker Jan Gintberg om komiker og skuespiller Simon Jul Jørgensen i forbindelse med TV3’s “Grillet” underholdningsshow.

Klik her for at se flere citater.

1,9 mio. danskere på støtten…

1,9 mio. danskere på støtten

Det er altså lidt vildt at læse i en artikel i Jyllands-Posten, at Finansministeriet forventer, at der allerede næste år vil være ikke mindre end ca 1,9 millioner danskere på passiv forsørgelse.

Dermed er ca. 35 procent af hele den danske befolkning på passiv forsørgelse. Og hvad værre er, vil dette tal være stigende i mange år fremover.

Man kan undre sig over, hvorfor at politikerne så ikke – når de nu har chancen – får lavet en reel skattereform således, at der kan komme endnu flere i arbejde og bidrage til finansieringen af velfærdssamfundet. Ganske vist vil de foreslåede skatteændringer skabe flere jobs, men slet ikke nok i forhold til de stærkt stigende omkostninger til borgere på passiv forsørgelse.

Skattereformen er derfor vist mere en justering end en reel reform.

Hvornår mon politikerne finder mod til at lave en reel skattereform?

Hvornår mon politikerne tør tænke i, hvad der er godt for hele samfundet over de næste 25-50 år og ikke bare tænke i populisme, misundelse og kortsigtede meningsmålinger?

Tid for at sætte endnu et lys i kagen…

Tid for at sætte endnu et lys i kagen

Så er det igen blevet tid for at sætte et ekstra lys i fødselsdagslagkagen og forlige sig med tanken om, at man atter er blevet et år ældre.

Det har jeg det imidlertid rigtig godt med, og jeg er ikke i nærheden af nogen form for midtlivskrise, som jeg umiddelbart følte, jeg led lidt af, da  jeg fyldte 40.

Tværtimod føler jeg, at jeg er i mit livs bedste form, takket være den store livsstilsforandring, som deltagelsen i Chris MacDonald projektet “Chris På Vægten” har været med til at give mig over de sidste ni måneder.

Rent faktisk burde jeg fjerne nogle lys i fødselsdagslagkagen, idet min seneste BodyAge test jo viste, at min krop faktisk kun er 34 år :-)

Anyway, jeg er i hvert fald fit for fight og glæder mig allerede til det kommende års udfordringer og oplevelser :-)

I vanlig stil har min tvillingebror sjovt nok også fødselsdag i dag, så hjertelig tillykke med fødselsdagen, Preben. Jeg håber, du bliver fejret med manér og får masser af dejlige gaver :-)

Farvel og tak til bageren i Birkerød

Jeg må indrømme, at jeg her til morgen har fået nok af dårlig service hos “Bagergården”, som er den lokale bager her i Hovedgaden i Birkerød.

Jeg har adskillige gange tidligere spurgt personalet om, hvorfor de ikke yder lidt ekstra god service ved at lægge brødet ned i en plastikpose, når man som kunde beder om det. Desværre bliver det hver gang til hovedrysten fra medarbejderne, der fortælller mig, at den form for service tilbyder man skam ikke i denne specialbutik.

Men da jeg her til morgen blandt andet skulle købe et rugbrød og en pakke smør og jeg så bliver bedt om selv at hente smøret i et køleskab, der står halvvejs gemt væk bag disken, synes jeg, at bægeret flød over.

En ting er, at denne butik åbenbart ikke ønsker at pakke varerne ned som en god service mod de kunder, som gider besøge en specialbutik og betale merprisen i forhold til supermarkeder og tankstationer. Men når man ligefrem bliver bedt om selv at hente en pakke smør, stopper festen for mit vedkommende. Jeg tillod mig endda at spørge, om det virkelig kunne passe, at man som kunde i en specialbutik selv skulle hente smøret bag disken, når jeg nu beder om en pakke smør, men det ændrede ikke på noget. Hvis jeg ville købe en pakke smør, måtte jeg selv hente den.

Nu er det muligvis mig, der er ved at blive gammel og forstokket, men jeg troede jo netop, at en specialbutik skulle udemærke sig på minimum tre punkter: Kvalitet, udvalg og service. Både kvalitet og udvalg er okay hos Bagergården, men jeg må indrømme, at denne bager dumper big time, når det gælder service. Og når så priserne oven i købet er i den høje ende (hvilket er helt okay med mig, hvis bare kvalitet, udvalg og service også følger med), så stopper festen for mit vedkommende.

Så ud over at få luft for mine frustrationer over dårlig kundeservice, er det hermed også farvel og tak til den lokale bager i Birkerød for mit vedkommende. Hvis jeg ikke engang kan få lidt god service, når jeg besøge en specialbutik og betaler vel mellem 20 og 50 procent mere for varerne i forhold til et supermarked, en 7-Eleven eller en tankstation, ja så fortjener man efter min mening ikke mine penge.

Vær med til at sige nej til finanskrisen

Et glimrende initiativ

I dag fik jeg tilsendt et link til et efter min mening glimrende initiativ i form af “sig nej til finanskrisen“.

Det er firmaet Ole Nonbye A/S, der har taget initiativet til denne kampagne. Jeg kan godt have Ole Nonbye A/S mistænkt for at bruge initiativet til at gøre lidt reklame og PR for virksomheden, men det har jeg det helt fint med, hvis vi bare kan få udbredt budskabet om, at vi skal sige nej til hysteriet omkring finanskrisen.

Jeg synes specielt godt om de seks initiativer bag “sig nej til finanskrisen”:

  1. Vi klipper kriseartikler ud af aviserne.
  2. Det er forbudt at starte et kundemøde med at snakke om finanskrisen.
  3. Vi kan gøre mere selv og giver ikke finanskrisen skylden for alt.
  4. Der er altid muligheder.
  5. Sig nej til finanskrisen, også på Facebook.
  6. Gode ideer skal frem i lyset.

Jeg vil hermed gerne videregive opfordringen om, at vi skal sige nej til finanskrisen. Lad os lade være med at hoppe på vognen med hysteri og panik i forbindelse med finanskrisen.

Lad os derimod kæmpe os ud af finanskrisen, blandt andet ved at blive ved med at bruge penge på helt almindelig forbrug. Det vil være med til at holde gang i hjulene og bevare vores arbejdspladser!

Jeg vil også have lov til at brokke mig…

Jeg vil også have lov til at brokke mig

Jeg ved godt, at der i forvejen er mange, som har brokket sig over den nye stil i “Go’morgen Danmark”, men jeg vil altså også have lov til at give udtryk for min utilfredshed :-)

Jeg synes selv, jeg er ganske åben overfor forandringer og fornyelser, men i forhold til den nye stil i Go’morgen Danmark, er jeg på ingen måde begejstret. Det nye “format” virker meget rodet med måden som de afvikler indslagene på. Og det med, at vi nærmest skal have vejret blandet ind i alting, holder heller ikke.

Og som prikken over i’et, så dur det altså ikke med Anders Breinholt som vært i Go’morgen Danmark. Han var fantastisk i De Sorte Spejdere, men som vært i et “feel good” program, dur Anders altså ikke.

Jeg ved godt, at nogle vil påstå, at jeg er gammel, konservativ og forstokket, men hvis TV 2 vil beholde mig som seer om morgenen, vil jeg altså have Ole Stephensen og det gamle Go’morgen Danmark format tilbage igen :-)

Nå, men ikke mere brok fra mig, i hvert fald ikke i dag :-)

Som at kaste perler for svin…

Som at kaste perler for svin

I går aftes havde jeg fornøjelsen, at blive inviteret til at overvære en fodboldkamp i forbindelse med, jeg er på forretningsrejse i London i disse dage. Det var imidlertid ikke bare en hvilken som helst fodboldkamp. Det var åbenbart en stærkt promoveret venskabskamp mellem Italien og Brasilien, som skulle spille på Arsenals hjemmebane, “The Emirates Stadium”, der har plads til ikke mindre end 60.000 tilskuere.

Denne fodboldkamp var åbenbart en slags “re-run” af finalematcherne mellem disse to lande i verdensmesterskaberne tilbage i 1970 og 1994. Denne viden er selvfølgelig noget jeg har googlet mig til, for hvis der er noget, jeg ikke ved særlig meget om og ej heller har den store interesse for – hvis nogen overhovedet – så er det fodbold :-)

Det leder mig over til en kommentar, jeg fik fra min gode og stærkt fodboldinteresserede ven, Michael. Da han erfarede, at lige netop jeg af alle skulle se denne kamp live og selvfølgelig fra nogle af de bedste pladser på hele stadiumet, var han så venlig at sige: “Det er jo som at kaste perler for svin“.

Det kan der selvfølgelig været noget om, men ikke desto mindre var det nu alligevel en fantastisk oplevelse – selv for en fodbold-analfabet som mig :-)

Næppe tvivl om Obamas fokus lige nu…

Ingen tvivl om, hvad Obamas fokus lige nu...

Der er næppe tvivl om Barack Obamas fokus lige nu – i hvert fald ikke, hvis man skal tro den Wordle “word cloud”, som er blevet til på basis af de ord, som den amerikanske præsident lagde vægt på i hans tv-tale til det amerikanske folk i nat.

Jeg kunne godt ønske mig, at den danske regering og Folketinget havde samme fokus på at afbøde finanskrisens virkning på den danske beskæftigelse. Det er her og nu, at vi har brug en vækstpakke bestående af markante skattelettelser og en fremskyndelse af offentlige investeringer. Så kan vi nemlig holde gang i hjulene og dermed bevare danske jobs.

5 overraskende simple forslag til at nå mere i hverdagen…

Hvis du, lige som jeg, er en hund efter at lære nye tricks til, at få mere ud af en travl hverdag, så har jeg fundet frem til fem overraskende simple trin til at blive mere effektiv – både på jobbet og i privat sammenhæng.

Klik her for at læse blogindlægget “5 Surprisingly Simple Steps To Do More At Work & Play”, som jeg faldt over på FreelanceSwitch.com.

Det er – som overskriften på indlægget jo også lægger op til – overraskende simple forslag, men ikke desto mindre kan det jo alligevel få den ønskede effekt, hvis man gør en indsats for at efterleve forslagene :o)