100 km løbet på video…

Efter adskillige opfordringer har jeg langt om længe fået taget mig sammen til at få uploadet videofilmen fra mit 100 km løb til Vimeo.

Godt at være i gang igen…

Min krop og specielt mit venstre ben og knæ har ikke overraskende været hårdt mærket af de fysiske eftervirkninger efter mit 100 km løb forrige lørdag.

Men heldigvis er jeg allerede rigtig godt på vej til at være oven på igen, efter jeg har givet min krop masser af hvile. Faktisk er det kun mit venstre knæ, der fortsat er ømt og så skal hud og en enkelt negl på min venstre fod lige gro ud igen :-)

Jeg startede så småt på genoptræningen i sidste uge, hvor jeg lagde ud med let motionscykling med lav intensitet og lidt styrketræning af overkroppen. Formålet var at få gang i musklerne igen, uden alt for megen belastning af leddene i mine ben.

I går var jeg så for første gang siden 100 km løbet på løbebånd i fitness centret. Dels fik jeg power walket en del ved nogle solide stigninger og dels fik jeg løbet lidt ved 11-12 km i timen.

Det var ganske vist lidt hårdt at komme i gang på løbebåndet, men allerede efter et kvarters tid fik jeg bare den dejligste følelse i kroppen. Jeg kunne simpelthen mærke et “rush” i kroppen som følge af, jeg atter kunne power walke og løbe.

Det er godt at være i gang igen :-)

Så er jeg tilmeldt!

Så er jeg tilmeldt Copenhagen Marathon 2009

Så har jeg langt om længe fået tilmeldt mig Copenhagen Marathon, der i år afvikles den 24. maj. Der er dermed kun 34 dage til startskuddet lyder.

Men selv om jeg nu har tilmeldt mig og betalt tilmeldingsgebyret, er det faktisk ikke sikkert, at jeg deltager i løbet.

Det skal forstås på den måde, at jeg – som du måske ved – er ved at træne op til at løbe en distance på 100 km i ét hug. Og da jeg har planlagt at gennemføre dette løb i bededagsferien, er det ikke sikkert, at jeg kan nå at restituere nok i perioden fra den 8. eller 9. maj og så frem til afviklingen af Copenhagen Marathon.

Men jeg går selvfølgelig efter, at min krop og ikke mindst mine ben bliver tilpas restitueret til, at jeg kan deltage i maratonløbet. Jeg synes jo, at det kunne være fedt at sige, at jeg har trænet op til Copenhagen Marathon ved at løbe et 100 km løb :-)

En frisk løbetur på 23 km…

En frisk løbetur på 23 km...

Jeg er som du måske ved i fuld gang med at træne op til den udfordring, jeg har givet mig selv i forbindelse med “Chris På Vægten” projektet, nemlig et løb på ikke mindre end 100 kilometer. Og da jeg forventer at skulle gennemføre løbet i bededagsferien, hvilket vil sige om en lille måneds tid, er jeg i fuld gang med træning og forberedelse til løbet.

Jeg er heldigvis begunstiget med særdeles kyndig hjælp og vejledning fra ultraløberen Jimmi Olsen, som arbejder sammen med Chris MacDonald. Det indebærer, at jeg får et skræddersyet træningsprogram fra Jimmi hver uge og at han bliver kopieret på mine daglige updates til Chris således, at Jimmi kan følge min fysiske og mentale udvikling.

Dagen i dag har stået på et par timers spinning og et solidt træningspas på to og en halv timers power walking og løb. Sidstnævnte gennemførte jeg sidst på eftermiddagen og det lykkedes mig, at få tilbagelagt en frisk tur på lidt over 23 km rundt omkring Birkerød, udkanten af Hørsholm, Sjælsmark, Sandholmlejren, Allerød, Blovstrød og så ellers tilbage mod Birkerød over Høvelte og Bregnerød.

På trods af det smukke solskinsvejr, var det faktisk ikke specielt varmt at power walke og løbe denne tur. Ganske vist skinnede solen, men sidst på eftermiddagen var der trods alt ikke mere end 12-13 grader varmt. Jeg var derfor rigtig glad for, at jeg ikke bare var kæphøj og løb rundt i en t-shirt. Jeg havde heldigvis taget en windbreaker med i rygsækken og der gik vel næppe mere end 10 minutter, inden jeg tog windbreakeren på, for at være sikker på, at jeg kunne holde mig varm under hele turen.

Anyway, det var faktisk en rigtig god løbetur i smukke naturomgivelser. Jeg har ganske vist lidt ømme stænger efter løbeturen, men ikke desto mindre har jeg alligevel en rigtig fed fornemmelse i kroppen lige nu :-)

En god løbetur rundt omkring i Birkerød

En god løbetur...

På trods af en yderst solid omgang fællestræning på lidt over fire timer i dag, blev det også til en god løbetur rundt omkring i Birkerød her sidst på eftermiddagen.

Jeg tror, at jeg kommer til at sove godt i nat :-).

Så er jeg klar til at spise aftensmad :o)

Jeg tog tidligere fri fra arbejde i dag, for at have tid til at konditionstræne lidt ekstra. Det blev faktisk til i alt to timer og 24 minutter på løbebåndet med en solid blanding af løb og power walking.

Udover, jeg nu sidder med en dejlig fornemmelse i hele kroppen, er jeg også ved at være godt sulten. Så er det jo heldigt, at jeg er blevet inviteret ud at spise i aften :o) Vi skal på Restaurant Kiin Kiin, som efter sigende skulle en helt fantastisk oplevelse inden for det moderne thaikøkken.

Og med 1.976 kalorier forbrændt under de små to og en halv times træning, kan jeg vist godt tillade mig at “synde” lidt i aften :o)

Nogle gange orker man ikke så meget…

Her til aften tog jeg afsted til træning inde i byen i forventning om, at jeg kunne give den gas i et par timer med en solid omgang konditionstræning og virkelig få svedt igennem.

Det skulle imidlertid vise sig, at jeg hurtig løb tør for energi. Efter kun 50 minutters løb og power walking, gad jeg ganske enkelt ikke træne mere i dag og jeg kunne mærke, at min sofa råbte på mig :o)

Anyway, efter som jeg forbrændte næsten 2.600 kalorier under cirka tre og en halv times konditionstræning i går aftes, så går det jo nok, at jeg ikke orkede særlig meget i aften :o)

En lille analyse af min DHL løbetur…

Jeg har netop uploadet data fra mit pulsur i forbindelse med min første deltagelse nogensinde i en DHL Stafet. Det er såmænd ikke fordi, jeg sidder og analyserer data i dybden efter hver eneste træning, men efter min præstation i går, havde jeg lyst til at tjekke, hvordan de konditionsmæssige tal så ud.

De viser rent faktisk, at jeg reelt set gav alt, hvad jeg havde i mig desuagtet, jeg på ingen måde var helt på toppen i går efter flere dage med et maveonde. Jeg føler nu også, at jeg gav den alt, hvad jeg havde i mig i går, hvilket tallene også bakker op.

Ud af min samlede løbetid på i alt 24 minutter og 46 sekunder, brugte jeg 94 procent af tiden eller nærmere præcis 23 minutter og 21 sekunder i pulszone 5, hvilket er minimum 90 procent af min maksimale hjertepuls. Dermed blev det til kun til ét minut og 25 sekunder i en pulszone under 90  procent. Jeg tror derfor ikke, at jeg med dagsformen i går, kunne have gjort det bedre. Det gør nu heller ikke noget, for jeg er oven ud glad for resultatet i går :o)

Der er ingen tvivl om, at jeg skylder Chris MacDonald en stor tak for, at jeg nu er i stand til at løbe med så høj intensitet igennem et løb som DHL Stafetten. Uden Chris’ enorme støtte og inspirerende coaching, havde jeg ikke lært at flytte mine grænser og samtidigt erkende, at man rent faktisk kan presse sig selv til meget mere, end man umiddelbart tror!

Min allerførste DHL Stafet…

Så fik jeg overstået min første DHL Stafet som aktiv deltager og det gik faktisk ganske godt – i hvert fald efter min egen mening. Jeg havde en målsætning om at gennemføre de fem kilometer på mellem 25 og 30 minutter og det lykkedes mig faktisk at gøre det på 24 minutter og 46 sekunder – endda på trods af, jeg bestemt ikke har været helt på toppen i de seneste par dage som følge af et maveonde.

Jeg var også heldig at få en lille sidegevinst ud af min deltagelse i løbet. Jeg havde nemlig lavet et lille væddemål med en kollega om, hvem der fik den bedste tid. Og efter som han var cirka 29 minutter om at løbe de fem kilometer, gik sejren og seks flasker god rødvin til mig :o)

Jeg skal helt klart deltage igen næste år :o)

Det blev næsten til en maraton :o)

Så er jeg tilbage fra min lille udfordring og jeg har såmænd også nået at slappe lidt af, fået et dejligt varmt bad og lidt at spise.

Det skulle vise sig, at min kombinerede løbe-, power walking- og gåtur endte med at blive lidt længere end de oprindelig planlagte 33,6 km. Jeg kom nemlig til at gå forkert og for langt efter de første cirka 22 km, hvilket jeg desværre først opdagede efter en del kilometer. Det gjorde turen noget længere og jeg måtte derfor tilbagelægge i alt 39,2 km, før jeg kunne sætte nøglen i min bil.

Turen tog mig fire timer og 55 minutter inklusive tre hurtige stop til lidt proviantering. Det regnede ganske vist under hele turen, men gjorde mig faktisk ikke noget. Jeg frøs ikke på noget tidspunkt og kunne sagtens holde mig varm (derfor var det nu alligevel rigtig dejligt at få et varmt bad herhjemme). Så alt i alt var det en fantastisk oplevelse og jeg er super stolt over at have gennemført min lille udfordring – specielt efter at have lidt tømmermænd efter havefesten i går :o)

Næste gang må jeg lige tage de sidste små tre kilometer med og nå op på 42,192 km – så er det jo en rigtig maraton :o)