Godt du ikke bor i USA, kære Søren…

Du skal ikke kende mig særlig længe, før du ved, at jeg går meget op i god service og positive købsoplevelser, når jeg handler ind – både som privatperson og professionelt. Dette har jeg ofte berettet om her på bloggen under punktet “God og dårlig service“.

Og apropos emnet god service, så har jeg netop skrevet et blogindlæg om det på mit firmawebsite med udgangspunkt i, at alting er større i USA – også den gode service. Du finder blogindlægget ved at klikke her.

God læsning :-)

Selvfølgelig er Nutella (u)sundt…

I går aftes faldt jeg over en artikelEkstra Bladets website om en amerikansk mor, der har vundet en retssag mod chokolade-pålægsproducenten Nutella, som åbenbart havde postuleret, at det at spise Nutella skulle være ensbetydende med en god start på dagen.

Moderen havde åbenbart valgt at proppe masser af Nutella i sine børn i den tro, at det var sund mad. Man kan jo undre sig over, hvorfor at hun ikke selv lige tjekkede varedeklarationen på bagsiden af Nutella glasset. Derimod valgte moderen at stole på Nutellas tv-reklame, som selvsagt havde til formål at anprise og sælge produktet.

Imidlertid valgte retten at give moderen (og andre i et såkaldt gruppesøgsmål) medhold i, at Nutellas markedsføring var misvisende og falsk, da producenten ikke har oplyst om de store mængder fedt og sukker, der forefindes i produktet. Ifølge artiklen havde moderen udtalt, at hun ikke havde evnerne til at forstå denne information og at hun følte sig snydt af markedsføringen.

Jeg undrer mig virkelig over, hvordan det kan komme som en overraskelse at Nutella ikke er sund mad. Og jeg kan jo heller ikke forstå, hvorfor moderen ikke lige tjekkede varedeklarationen på bagsiden af Nutella glasset, frem for at stole på en tv-reklame. Havde hun tjekket bagsiden af glasset ville hun have fundet ud af, at der er 533 kcal i 100 gram Nutella og at der er næsten 57 gram kulhydrat og 31 gram fedt pr. 100 gram. Rent kaloriemæssigt svarer 100 gram Nutella jo næsten til et hovedmåltid for en voksen!

Men når det kommer til stykket, drejer det sig jo ikke om, hvorvidt det er muligt for en forbruger at gennemskue sundhedsværdien i chokolade-pålæg, som bliver markedført på tv. Det drejer sig jo om – med nogle advokaters hjælp – at få nogle penge ud af en virksomhed og dermed prøve at vinde en omgang i det såkaldte “Lawsuit Lottery” som det amerikanske retssystem ofte omtales som.

Jeg har i et par tidligere indlæg (“Jackpot Justice” og “Bukser er utrolig dyre i USA“) kommenteret det groteske i, at amerikanerne anlægger over 20 millioner civile søgsmål om året og at virksomhederne har så mange ekstra udgifter til advokatsalærer og forsikringer, at det i gennemsnit koster en amerikansk familie ca. 10.000 dollars om året i merpriserne for varerne – for der er jo kun én til at betale gildet i den sidste ende: Den amerikanske forbruger!

Anyway, det smager jo meget godt, det der Nutella :-)

USA: Der er nu flere, der lever af at blogge, end der er brandmænd i landet…

USA: Der er flere, der lever af at blogge, end der er brandmænd

Jeg faldt i går over en artikel på The Wall Street Journal, der beretter om, at der nu er flere amerikanere, der lever af at blogge, end der er brandmænd i landet.

Ikke at sammenligningen nødvendigvis er relevant eller umiddelbart giver mening, men i følge artiklen er der nu over 20 millioner amerikanere, der blogger.

Heraf tjener ca. 1,7 millioner amerikanere penge på at blogge og næsten en halv million har faktisk “blogarbejdet” som deres primære indkomstkilde.

En procent af de amerikanske bloggerne laver endda over 200.000 dollars om året på at blogge, hvilket ikke kan siges at være en dårlig løn for at sidde foran skærmen og skrive blogindlæg.

Hvad tjener du selv på at blogge? Får du kolde kontanter ud af det eller bliver du “bare” rigere på modspil, meninger og nye fjender eller venner?

Lad falde, hvad der ikke kan stå…

Lad falde, hvad der ikke kan stå...

Jeg faldt over en artikel på epn.dk, der beretter om, at ikke mindre end 76 procent af de adspurgte amerikanere i en opinionsundersøgelse svarer, at de hellere ser de kriseramte bilproducenter Ford, General Motors og Chrysler gå konkurs, frem for at bruge millarder af skatteydernes penge på at støtte disse virksomheders overlevelse.

Det synes jeg er et både overraskende og interessant resultatet – specielt for et land som USA, der i den grad hylder princippet om “Local is Best”.

Ikke desto mindre er jeg meget enig i flertallets betragtning om, at det er langt bedre at lade falde, hvad er ikke selv kan stå, når det gælder private virksomheder – også når det gælder stor amerikanske bilkoncerner.

Hvis disse virksomheder fundamentalt set er skruet forkert sammen i forhold til omkostninger og tilgang til marked og kunder, er det bestemt ikke den amerikanske stats opgave at støtte sådanne virksomheder med milliarder af dollars – heller ikke midt i en finanskrise!

Ganske vist vil en eller flere konkurser blandt Ford, General Motors og/eller Chrysler jo medfører et stort tab af arbejdspladser i USA. Men hvis der ikke er noget reelt markedsgrundlag for disse bilproducenter, er både den amerikanske stat og verdensmarkedet i det hele taget bedre tjent med, at sådanne urentable virksomheder går konkurs og forsvinder fra markedet.

Det er selvfølgelig hårdt og kynisk at tænke i sådanne baner, men sådan fungerer de frie markedskræfter nu engang.

Det er en skam, at det ikke er sandt…

En skam, at det ikke er sandt...

Det er en skam, at det desværre viser sig, det var en tidlig aprilsnar, da en kopiudgave af The New York Times ellers proklamerede, at krigen i Irak er slut og at tropperne bliver trukket tilbage med det samme.

Omvendt skulle man nok være temmelig naiv for at tro, at det forholdt sig sådan i virkeligheden. Samtidigt ville det næppe være den rigtige løsning, at sende alle tropper hjem lige med det samme.

Personligt er jeg nemlig af den holdning, at hvis man har været med til at smadre glas i en isenkrambutik (eller for den sags skyld andre butikker), må man også blive og være med til at rydde op og betale for de smadrede varer – også når vi taler om USA. Det skylder de den irakiske befolkning.

Er hun egnet til at være vicepræsident?

Er Sarah Palin egnet til at blive USA’s næste vicepræsident?

Døm selv ud fra følgende indslag fra CNN. Klik blot på “play” knappen nedenfor for at se YouTube videoklippet, hvor en af USA’s mest erfarne politiske journalister kommenterer et CBS-indslag med Sarah Palin.

Øv…

Det blev desværre Europa, der trak det korteste strå under finaledagen af den 37. Ryder Cup turnering, der blev spillet på Valhalla Golf Club i USA.

Efter at finaledagens singler var blevet spillet, blandt andet med dansk deltagelse af Søren Hansen, var det en kendsgerning at USA havde tilkæmpet sig 16½ points mod Europas 11½ points. Sejren var derfor i hus for amerikanerne og endda med en ganske stor margen. Sejren betyder også, at amerikanerne nu kan tage det prestigefyldte Ryder Cup trofæ med hjem til USA for første gang siden 1999.

Ganske vist er der ingen tvivl om, at amerikanerne spillede bedre end europæerne og derfor også fortjente at vinde. Men derfor er det altså noget øv alligevel :o(

Anyway, Europa må bare op på hesten igen og vinde trofæet tilbage om to år igen!

Det bliver spændende…

Så er det atter tid for en af verdens største sportsbegivenheder: I dag starter den 37. udgave af The Ryder Cup, som denne gang spilles i USA på Valhalla Golf Club i Louisville, Kentucky. Her kommer Europa og USA til at kæmpe om æren og det prestigefyldte Ryder Cup trofæ.

Efter Europa har vundet de seneste tre Ryder Cup turneringer, skulle man umiddelbart mene, at det europæiske hold igen burde være favoritter til at vinde. Imidlertid tror jeg ikke, at man skal tage noget for givet i år. Først og fremmest har amerikanerne fået bedre styr på holdånden, som altid har været en styrke hos det europæiske hold. Dernæst spilles turneringen denne gang på amerikanernes hjemmebane, hvilket bestemt også har en betydning.

Under alle omstændigheder bliver det spændende at følge med i de næste tre dage, blandt andet fordi Danmarks bedste golfspiller, Søren Hansen, er med for første gang nogensinde.

Held og lykke til Søren og det europæiske hold.

Obama + Clinton = “A Killer Combo”?

I følge indtil flere danske medier og ikke mindst Barack Obama selv, skulle det nu være sikkert, at Obama bliver Demokraternes præsidentkandidat. Ganske vist har Hillary Clinton ikke accepteret nederlaget officielt i skrivende stund, men det er forhåbentlig et spørgsmål om timer, før hun erkender, at løbet er kørt.

Det næste store spørgsmål er nu, om Hillary Clinton vil gå efter at få “tjansen” som vicepræsident og ikke mindst, om Barack Obama overhovedet vil have hende som næstkommanderende, hvis han skulle gå hen og vinde præsidentvalget.

Personligt kan jeg sagtens forestille mig en “Killer Combo” bestående af Barack Obama som præsidentkandidat og Hillary Clinton som vicepræsidentkandidat. Spørgsmålet er imidlertid, om de to personers egoer og politiske agendaer er så forskellige, at denne kombination mere vil skade Demokraterne, end den vil gavne dem i den benhårde kamp mod Republikanernes præsidentkandidat, John McCain.

Hvad siger du selv til kombinationen af Obama som præsidentkandidat og Clinton som vicepræsidentkandidat? Er det en fordel eller svaghed i forhold til McCain?

Interessant artikel i Berlingske Tidende

berlingskeartikel.jpg

Søndagsudgaven af Berlingske Tidende indeholder en meget interessant artikel om det amerikanske retssystem, der ofte omtales som “Jackpot Justice” eller “Lawsuit Lottery” i forhold til de mange civile søgsmål om erstatninger i millionklassen (klik her for at læse artiklen på nettet). Ifølge artiklen anlægger amerikanerne over 20 millioner civile søgsmål om året, hvilket selvsagt giver en voldsom belastning af retssystemet. Kritikere mener, at op imod halvdelen af disse søgsmål er unødvendige og blot er et forsøg på at jage den store gevinst.

Som jeg allerede gav udtryk for tilbage i maj og juni sidste år, hvor et ægtepar blev sagsøgt for ikke mindre end 365 millioner kroner, fordi et par bukser forsvandt fra deres renseri, er proportionerne i det amerikanske retssystem helt ude af synk med virkeligheden. Men desværre lader det ikke til de amerikanske politikere har tænkt sig at gøre noget ved et retssystem, hvor de eneste rigtige vindere er de advokater, der fører sagerne. Tværtimod betyder de mange ekstra udgifter som amerikanske virksomheder har til forsikringer og advokatomkostninger, at en amerikansk gennemsnitsfamilie betaler omkring 10.000 dollars mere om året for deres varer.

Så det er godt, at vi bor her i lille Danmark. Her behøver man jo ikke at frygte alle mulige uberettigede civile søgsmål om millioner af kroner. Vi kan nøjes med at frygte topskatten, 25 procent moms og døden :o)