Gratis LinkedIn kursus

Hvis du allerede er bruger af det erhvervsorienterede sociale netværk LinkedIn og gerne vil have mere ud af det, eller du måske overvejer at begynde at bruge dette relationsværktøj, kan du med fordel se fire gratis tv-udsendelser om emnet.

Jeg har været i tv-studiet hos “Living Smart TV“ (som kan prale af at være Danmarks populæreste podcast) for at optage fire tv-udsendelser om, hvordan du kan få mere ud af LinkedIn.

Udsendelserne varer mellem 20 og 30 minutter, og du kan med fordel sidde samtidigt med din LinkedIn profil åben på din computer, og rette til og tilføje efter forslagene i udsendelserne.

Du finder link til det gratis LinkedIn kursus her.

God fornøjelse :-)

Hvis Mærsk ikke laver en aftale med mig, sender jeg da bare blokadevagter!

Da jeg forleden sad og kiggede på nyhedsstrømmen på Twitter, blev jeg gjort opmærksom på den igangværende konflikt mellem fagforeningen 3F og Amin Skov, som ejer og driver Restaurant Vejlegården… som ligger i Vejle… hvem ved, måske i en gård :-)

I forbindelse med, at Amin den 1. november 2011 overtog restauranten efter at den tidligere ejer var gået konkurs, valgte Amin at tegne en overenskomst med Kristelig Fagforening (også kendt som Krifa). Han mente, at det var den overenskomst som var bedst for både hans virksomhed og medarbejderne. Sidenhen har Amins beslutning om at vælge Krifa fremfor 3F haft store store konsekvenser for ham selv og hans virksomhed.

Kun cirka en måneds tid efter at Amin overtog Vejlegården og tegnede overenskomst med Krifa, blev rønnebærerne nemlig så sure hos 3F, at de valgte at varsle konflikt overfor Vejlegården. 3F ville ganske enkelt ikke acceptere, at Amin havde valgt dem fra, og de begyndte som modreaktion at chikanere ham med blokadevagter. Sidenhen har 3F’s konsekvente brug af meget små sko og usmagelig nidkærhed fået dem til at iværksætte yderligere chikanerier. Det har resulteret i, at den stakkels Amin har fået problemer med at få transporteret varer, fjernet skrald og endda også få leveret post fra Post Danmark (som jo stadigvæk er en halvoffentlig virksomhed). Amin kan heller ikke få lov til at indrykke jobannoncer på det offentlige Jobnet.dk.

Jeg synes, det total dårlig stil af 3F, når de ikke bare kan erkende at de har tabt til en anden fagforening. Det er jo ikke fordi, at Amin Skov ikke ønsker at hans medarbejdere skal være dækket af en overenskomst – han ønsker bare at samarbejde med Krifa fremfor 3F.  Men i stedet for at erkende, at man (3F) ikke var attraktiv nok som “samarbejdspartner” og at man (3F) måske skulle se indad og kigge lidt på “produktet”, vælger 3F og nogle af deres ledende kræfter istedet at blive meget personlige og gå direkte efter Amin.

Denne form for chikanerier er pudsigt nok lovlige at gennemføre, men ikke desto synes jeg at det hører fortiden til. Jeg synes det er ufatteligt, at 3F og LO ikke selv kan se, at det er ikke så lidt af et selvmål de laver i forbindelse deres chikanerier af Vejlegården og Amin Skov. De (mafia)metoder som 3F benytter sig af hører overhovedet ikke hjemme i et samfund som Danmark anno 2012. De får intet godt ud af det! Tværtimod får de masser af dårlig omtale og jeg gætter på, at medlemsafgangen hos LO og de gamle fagforeninger accellerer yderligere som følge af denne sag. Faktisk har LO har mistet over 100.000 medlemmer over de sidste 10 år – I wonder why… Måske var det på tide med lidt nytænkning og helt friskpudsede briller?

Jeg vil slutte indlægget af ved at drage en parallel for at illustrere vanviddet: Lad os sige, at jeg driver en virksomhed, der sælger og servicerer kaffeautomater til kontorer. Jeg henvender mig til A.P. Møller Mærsk for at prøve på at få en aftale med dem, da jeg har fundet ud af, at de skal forny deres aftale på dette område. Jeg byder ind med mit tilbud, men Mærsk takker pænt nej tak, da de har valgt en anden samarbejdspartner som de synes leverer en bedre løsning end mig (og hvem ved, måske også billigere). Jeg bliver megasur over deres beslutning, og jeg sender derfor blokadevagter med ud til Mærsks hovedkontor i København. Jeg kontakter også renovationsfirmaet, Post Danmark, alle danske aviser og Jobnet.dk og beder dem indgå i en sympatikonflikt og stoppe med at hente skrald, levere post samt at optage annoncer og jobopslag for at irritere Mærsk. Altsammen i håbet om, at Mærsk ændrer mening og alligevel vælger mig som samarbejdspartner.

Hvad tror du, Mærsk gør i den situation? Tænker du, at de på et tidspunkt får nok af mine chikanerier og alligevel vælger mig, når jeg bruger den slags metoder for at få en aftale igennem?

Svaret er vist åbenlyst…

Når der ikke længere er lugt i bageriet…

Forleden så jeg et indslag i TV Avisen der handlede om, at bagerbranchen i Danmark er under voldsomt pres. Faktisk er en tredjedel af alle bagerbutikker bukket under for butiksdøden over de seneste 10 år og alene i år har hele 30 bagerbutikker smækket ovnlågen i for sidste gang.

Årsagen til at bagerbutikker lukker i så voldsomt omfang skyldes ifølge fagfolk, at bagerne ikke har leveret en ordentlig kvalitet. Samtidigt oplever bagerne en stærkt stigende konkurrence fra supermarkeder og tankstationer, som er begyndt at sælge bagerbrød i stort omfang til forholdsvis lave priser.

Det har fået bagere til at vakle i valget mellem kvalitet og pris. Mange bagere er faldet for fristelsen for at sænke priserne og desværre også kvaliteten for at få det til at hænge sammen. Desværre hænger det alligevel ikke sammen fordi forbrugeren ikke vil betale for brød af værste fald dårlig/bedste fald middelmådig kvalitet. Så kan man lige så godt bage brødet selv eller købe friskbagt brød på tankstationen eller i supermarkedet. Det er måske ikke verdens bedste brød, men det er “okay” kvalitet, det er som regel bagt indenfor få timer og prisen er rimelig.

TV Avisens indslag bød dog heldigvis også på en lille solstrålehistorie i form af bageren i Strib, som satser på høj kvalitet og produkter som man ikke kan købe i supermarkederne. Samtidigt tør bageren gå nye “veje” i form af, at han sejler det friskbagte morgenbrød ud til bådejere, der ligger for anker eller sejler rundt på Lillebælt.

Udover at jeg er enig i betragtningerne fra fagfolkene i indslaget, tror jeg ubetinget på, at de tilbageværende bagerbutikker er nødt til at satse på at give kunderne kundeservice i absolut topklasse. Samtidig skal købsoplevelsen være rigtig god for at kunne få dem til at komme igen, og at bagerbutikkerne dermed kan overleve.

Her i Birkerød, hvor jeg bor, har jeg selv oplevet en udpræget mangel på god og venlig kundeservice hos den lokale bagerbutik, ja faktisk er den så dårlig, at jeg ganske enkelt ikke handler der mere. Jeg vil ikke lægge mine penge i en bagerbutik, hvor der ikke er skyggen af kundeservice eller en bare minimal respekt for kunderne. Så køber jeg hellere mit brød i Føtex eller SuperBrugsen i Hovedgaden eller kører til anden bager i nærheden. Klik her hvis du har lyst til at læse om, hvor galt det kan gå. Husk også at læse de interessante kommentarer til blogindlægget.

I det hele taget tænker jeg, at de mindre specialbutikker kun kan overleve og tjene penge i fremtiden, hvis de differentierer sig fra de helt store kæder og supermarkeder – det være sig på kvalitet, udvalg, købsoplevelse, service, leverancemodel og/eller noget helt andet.

Et godt gammelt ordsprog siger som bekendt, at hvis man følger i andres fodspor, kommer man aldrig foran. Det gælder i den grad også bagerbutikker og andre mindre specialbutikker.

Så kan man jo love hvad som helst…

Her til aften modtog jeg en servicemail fra DSB, som venligst orienterede mig om problemerne med S-togsdriften i København, som følge af en nedfalden køreledning ved Østerport.

Dels informerer DSB om, at S-togsdriften mellem Københavns Hovedbanegård og Østerport er indstillet efter kl. 18.00, og dels tilbyder DSB, at man i tidsrummet mellem kl. 15.00 og 18.00 kan få gratis kaffe, te eller kakao i DSB’s Kort & Godt kiosker, som et lille plaster på såret for besværet i forbindelse med den uregelmæssige S-togsdrift.

Det lyder jo umiddelbart som god service overfor de rejsende. Problemet er bare, at DSB først udsender mailen kl. 18:48, hvilket jo betyder at man først kan blive klog på at der ikke kører S-tog mellem Københavns Hovedbanegård og Østerport efter at S-togsdriften er indstillet. Og hvad angår tilbuddet om gratis kaffe, te og kakao, så er det jo lige som ikke så meget værd, når man først bliver gjort opmærksom på det 48 minutter efter at tilbuddet udløber!

Jeg har derfor bestemt mig for at følge op på denne markedsføring ved at udlove 10.000 kroner kontant til den første person, der som ringer på min dør i dag, den 12. november i tidsrummet mellem kl. 15.00 og 18.00. Medbring venligst udskrift af denne blogpost, som først er blevet publiceret kl. 19.51 :-)

Det er altid nemt at blive kunde – det “modsatte” er straks langt sværere…

I min lille husholdning har jeg over det seneste stykke tid skiftet udbyder af både tv og mobiltelefoni. I begge tilfælde var det såmænd ikke fordi jeg er utilfredse med produktet i sig selv eller serviceniveauet, nej, det var egentlig bare et spørgsmål om at jeg kunne spare nogle penge ved at dels sammenlægge nogle serviceydelser hos en telefoni- og tv-udbyder og dels ved helt at skifte mobilselskab.

I begge tilfælde indebar det, at jeg skulle opsige aftalerne hos de nuværende udbydere, hvilket jeg skal hilse og sige ikke er så nemt endda. Faktisk kom jeg til at tænke på, hvordan det kan være, at det altid er meget nemt at blive kunde, men at det straks er sværere at blive til “ikke-kunde”.

Specielt hos mobilselskaber skal man være heldig for at finde et telefonnummer til kundeservice på deres websites. Der er masser af FAQ’ere, tips til dit, dut og dat og alt muligt andet, hvis man klikker på afsnittet med Kundeservice eller Kontakt, men man skal ofte igennem en større labyrint for at finde frem til et telefonnummer, og det er helt umuligt at finde en side, hvor man kan opsige sit abonnement online. Jeg har oplevet det samme “helvede” hos aviser og magasiner.

Jeg er klar over, at der kan spare omkostninger ved at lade kunder hjælpe sig selv med diverse problemstillinger i forhold til brugen af eksempelvis et mobilabonnement. Men når det er sagt, så forstår jeg ikke, hvorfor at virksomheder, der sælger abonnementsydelser, gør det så svært at opsige et abonnement og dermed tydeligvis besværliggør ønsket om at ophøre med at være kunde. Jeg kan ikke lade være med at blive decideret irriteret over det, og jeg tænker, at der skal jeg i hvert fald ikke være kunde igen.

Hvorfor ikke gøre det til en god og positiv oplevelse ved at gøre det let og nemt at opsige et abonnement? Ved at være venlig stemt overfor opsigelsen, skaber virksomheden en platform for en åben og positiv dialog med kunden. Man vil få en mere reel snak med kunden om, hvorfor han/hun opsiger abonnementet, er der noget man kan gøre for at ændre kundens beslutning, om man må have lov til at kontakte kunden på et senere tidspunkt o.s.v. Den form for service ville i hvert fald få mig til at tænke, at der tør jeg godt blive kunde igen på et tidspunkt.

Desværre er min negative oplevelse med at opsige et abonnement hverken unik eller sjælden. Mange virksomheder tænker slet ikke service ind i alle led i virksomheden, og de betyder desværre bare, at der er en god chance for at man skuffer sine kunder på et andet tidspunkt, eksempelvis i forbindelse med merkøb, reklamation eller opsigelse af et abonnement.

Jeg har haft fornøjelsen af både i privat og professionel regi at møde Søren Bechmann, der har specialiseret sig i disciplinen “servicedesign” og også udgivet en interessant bog om emnet. Kort fortalt går servicedesign ud på, at analysere og bearbejde alle de berøringsflader, der er mellem udbyder og slutbruger med henblik på forbedre/optimere serviceoplevelsen. Måske skulle Søren smide en gratis bog afsted til direktørerne og kundeservicecheferne hos stort set alle landets teleoperatører og satellit- og kabel-tv udbydere og med henblik på at komme i dialog med dem om? Der er i hvert fald “room for improvement” hos mange virksomheder!

Hvad med dig selv? Har du haft lignende oplevelser i forbindelse med opsigelse af eksempelvis et mobilabonnement, en tv-pakke, et avisabonnement eller noget helt fjerde?

Kan butiksdøden stoppes?

I forrige uge læste jeg en artikel i lokalsprøjten, som havde sat fokus på butiksdøden i Birkerød i forbindelse med, at endnu et par butikker har drejet nøglen om.

Ifølge artiklen skyldes lukninger og den åbenbart stigende butiksdød i Birkerød flere forhold så som finanskrise, højt huslejeniveau, utilstrækkelig kundegennemstrømning og manglende handling fra lokalpolitikerne i forhold til at udvikle hovedgadens handelsmiljø.

Der er helt sikkert flere faktorer, der afgør om det er muligt at drive en rentabel butik i et lokalmiljø nu om dage, og specielt den uheldige kombination af høj husleje og finanskrise gør det selvfølgelig ekstra svært at tjene penge. Lempelserne af lukkeloven, der ofte har været nævnt som en slags redningsplanke for de mindre butikker, har også fået skylden for den stigende butiksdød, og mon ikke den diskussion fortsætter i takt med, at lukkeloven bliver helt fjernet i slutningen af 2012.

Imidlertid kan jeg ikke lade være med at kaste bolden tilbage til dels butiksejerne og dels de lokale forbrugere. Jeg vil nemlig tillade mig at komme med et par bud på, hvad der skal til, for at begrænse eller helt undgå butiksdøden i lokalområderne.

Jeg vil lægge ud med butiksejerne: Hvis du har læst regelmæssigt på min blog, ved du at jeg går meget op i god kundeservice og unikke indkøbsoplevelser, og desværre begge dele er altså en forholdsvis sjælden gæst i alt for mange danske butikker – store som små butikker. Det er nærmest som om, at man skal undskylde for at få betjening, samtidig med vi ikke lige frem har et  lavt prisniveau her i landet, når vi sammenligner med andre europæiske lande. Så ikke alene skal man betale dyrt for mange varer, men man må ofte også nøjes med middelmådig service, hvis man da ikke lige frem føler sig til besvær i en given indkøbssituation.

Jeg synes ganske enkelt, at de lokale butikker burde tænke i at give verdens bedste kundeservice og virkelig tænke i unikke og personlige indkøbsoplevelser. Hvis jeg kun kan få dårlig service hos den lokale bager, vælger jeg altså at købe mit brød hos supermarkedet eller tankstationen, som ganske vist heller ikke giver supergod service, men som i det mindste er billigere. Får jeg til gengæld supergod service og attention, som jeg eksempelvis gør hos en af de lokale tøjbutikker i Birkerød eller hos Danmarks bedste optiker, ja så er jeg selvfølgelig loyal overfor disse butikker og handler altid hos dem.

Hvis nu de små butikker virkelig brugte kræfter og ressourcer på at give alle kunder en sublim indkøbsoplevelse, er jeg sikker på at det ville hjælpe på kundernes lyst til at handle både oftere og mere i de små butikker. Får man kundeservice i verdensklasse og en helt speciel indkøbsoplevelse i en given butik, tror jeg de fleste vil vende tilbage og handle hos den samme butik, og samtidigt ville prisen pludselig betyder lidt mindre – selv i disse tider.

Jeg vil også opfordre de små butiksejere til at huske, at god service er meget andet end et varmt smil og en høflig og imødekommende stemme. God service er også at man giver fuld returret med pengene tilbage i klingende mønt. En hel del små butikker ser fuld returret som en stor økonomisk risiko, og at kunderne jo sikkert vil misbruge det. Det er fuldstændig misforstået! I stedet for at tænke, at man jo nok altid kommer til at skulle betale penge tilbage til kunden, skal de små butikker se det som en mersalgsmulighed. Returret gør forbrugere trygge og denne tryghed er nu engang med til at få folk til at køre dankortet igennem dankortautomaten. Det er et fåtal af kunder, der rent faktisk returnerer varerne med henblik på at få pengene tilbage.

God service er også at man med det samme tilbyder at skaffe en given vare hjem, hvis man ikke har den efterspurgte vare på lager eller i det normale sortiment. Moralen er simpel: Lad være med at give kunden en chance for at gå hen til konkurrencen. Og begynder kunden at snakke om rabat, så lad være med at affærdige med en kommentar om, at det kan/vil man ikke give. Spørger en kunde efter rabat, er det trods alt et klart købssignal, som man bør lytte til.

Alt dette kræver uden tvivl en ekstraordinær indsats fra butiksejere og ansatte. For det er ikke nok bare at yde god service: Det skal være en så god og speciel service- og indkøbsoplevelse, at kunden husker det og dermed får lyst til at komme igen. Ja, i bedste fald får butikken endda positiv omtale ved at kunden fortæller om sin oplevelse til familie, venner og kolleger.

Hvad angår de lokale forbrugere, så har de selvfølgelig også et medansvar for, at de små butikker overlever. Nu forudsætter jeg, at man som forbruger ønsker et varieret udvalg af både små butikker, kædebutikker og supermarkeder. Og gør man det, er man som forbruger altså også nødt til at lægge nogle penge hos de små butikker. Det hjælper ikke noget, at man synes det er vildt charmerende med de små butikker i lokalmiljøet, men at man så alligevel kun køber ind hos de store kædebutikker. De små butikker kan ikke betale husleje og lønninger med gode intentioner og tanker. Der skal rigtige penge til, og dem kan du bidrage med ved at handle lokalt på regelmæssigt basis.

Det skal du selvfølgelig kun gøre, hvis service, udvalg og rådgivning i top, og prisen er fornuftig. Man skal efter min mening ikke give kunstig åndedræt til små butikker som giver dårlig service, ringe udvalg og høje priser. Sådanne butikker vil altid knække halsen under markedskræfternes hårde vilkår. For mig gælder det ikke om at holde liv i de små butikker for de små butikkers skyld, men fordi at jeg gerne vil have den super gode service og indkøbsoplevelse, og det er lige præcis, hvor de små butikker kan udkonkurrere de store kædebutikker og supermarkeder.

Hvordan ser det ud med butiksdøden i dit lokalmiljø? Og er du enig eller uenig i mine betragtninger?

Kønskvotering er et skråplan…

Jeg har netop set et indslag i TV 2 Nyhederne omhandlende antallet af kvinder i lokalpolitik. Budskabet var, at der er for få kvinder i lokalpolitik, og næsten vanlig stil blev der i samme moment også nævnt ordet kønskvotering, som en måde at rette op på denne ubalance.

Udover, at problemstillingen også gør sig gældende i landspolitik og er reel nok et eller andet sted, er jeg stadig af den klare holdning, at det dur altså ikke kønskvotering – hverken inden for politik eller i erhvervslivet.

Det må nu engang være en blanding af lyst, engagement og politiske budskaber og holdninger, der afgør om en given person bliver valgt ind i lokal- eller landspolitk, og ikke om vedkommende er kvinde eller mand.

Det samme gælder diskussionen omkring kønskvotering i erhvervslivet, hvilket jeg tidligere har kommenteret i et andet blogindlæg.

Ingen virksomhed er tjent med at have en ledelse, der er baseret på kønskvotering. Skal virksomheder overleve i en globaliseret og stærkt konkurrencepræget verden, må man altid gå efter at rekruttere den bedst kvalificerede kandidat.

Når det så er sagt, synes jeg det er helt fint, at man gør en ekstra indsats for at motivere og hjælpe kvinder til at prøve kræfter med ledelsesmæssige opgaver.

Pudsigt…

Nu er jeg ikke den store IKEA-fan og det er derfor også forholdsvis sjældent, at jeg besøger de blå-gule butikker her i landet – måske også fordi, jeg heller ikke er Brøndby-fan :-)

Men jeg kan alligevel ikke lade være med at synes, at det er lidt pudsigt, at IKEA kan finde ud af at sælge en glasvase til sølle ni kroner eller en cafébord til 39 kroner, men at selv samme firma skal have ikke mindre end 995 kroner i fragtgebyr, hvis man bestiller eksempelvis en sofa via deres webshop og ønsker sofaen leveret i Birkerød.

Det er mellem 2-3 gange dyrere end, hvis man selv afleverer sofaen til 3×34 ved udgangen af IKEA og beder dem om at køre indkøbet hjem.

Og nu er det ikke fordi, at jeg ikke tror, at IKEA ikke kan finde ud af, at forhandle gode priser hos deres fragtleverandører. Det er høje fragtgebyr er nok i langt højere grad et udtryk for, at IKEA synes, at webhandel er noget besværligt noget og at de hellere vil have kunderne til at komme og besøge deres fysiske butikker.

Pudsigt – specielt i en verden, hvor internethandlen blomstrer mere end nogensinde før.

For et år siden…

For et år siden skrev jeg om:

• Måske den hårdeste træning til dato…
• Om ikke andet, er det modigt gjort…

USA: Der er nu flere, der lever af at blogge, end der er brandmænd i landet…

Jeg faldt i går over en artikel på The Wall Street Journal, der beretter om, at der nu er flere amerikanere, der lever af at blogge, end der er brandmænd i landet.

Ikke at sammenligningen nødvendigvis er relevant eller umiddelbart giver mening, men i følge artiklen er der nu over 20 millioner amerikanere, der blogger.

Heraf tjener ca. 1,7 millioner amerikanere penge på at blogge og næsten en halv million har faktisk “blogarbejdet” som deres primære indkomstkilde.

En procent af de amerikanske bloggerne laver endda over 200.000 dollars om året på at blogge, hvilket ikke kan siges at være en dårlig løn for at sidde foran skærmen og skrive blogindlæg.

Hvad tjener du selv på at blogge? Får du kolde kontanter ud af det eller bliver du “bare” rigere på modspil, meninger og nye fjender eller venner?