Hvor er det vildt!

Jeg har netop set Søren Kjeldsen hole sit put for sejren i dette års udgave af Volvo Masters. Hvor er det bare vildt med en dansk sejr i lige netop European Tour’s flagskibsturnering! Sejren kommer til at få stor betydning for Søren, som dermed rykker ind i top-50 på verdensranglisten og nu kan se frem til at spille i de prestigefyldte Major-turneringer i 2009.

Jeg har personligt haft fornøjelsen af, at spille indtil flere gange med Søren i forbindelse med min virksomheds deltagelse i golfarrangementer, hvor de danske golfproer deltager. I den sammenhæng har jeg lært Søren at kende som en sympatisk og helt-nede-på-jorden-fyr med en dejlig humor og en frisk tilgang til livet. Det gør bare, at jeg synes, det er endnu mere fedt, at lige netop han vinder den fineste golfturnering på European Tour :o)

Faktisk skulle jeg selv have været i Spanien fra fredag til tirsdag for dels at spille et par runder golf og dels for at overvære søndagens finalerunde af Volvo Masters. Men desværre blev turen aflyst med meget kort varsel som følge af flyselskabet Sterlings konkurs :o( Ganske vist var vejret alligevel ikke noget at råbe hurra for som følge af massive regnbyger i området i løbet af de seneste par dage. Men jeg tror nu, vi havde kunne leve med regnen, hvis vi havde været der og overværet Søren vinde den største sejr indtil nu :o)

Mange gange tillykke til Søren med den flotte sejr – hvor er det bare for vildt :o)

Endnu en topplacering til Thomas Bjørn

tbjoern1.jpg

Det lykkedes endnu engang Thomas Bjørn, at opnå en topplacering og denne gang skete det i forbindelse med Ballantine’s Championship turneringen i Sydkorea. Her fik Thomas kæmpet sig op på en delt femte plads, hvilket dels giver ham ca. 72.000 euro (ca. 536.000 kroner) i præmiepenge og ikke mindst nogle meget vigtige points til verdensranglisten. Turneringen blev vundet af nordirske Graeme McDowell efter omspil med indiske Jeev Milkha Singh.

Ganske vist er en femte plads jo langt fra det samme som at vinde turneringen – specielt når der er hele 10 slag op til vinderscoren. Men som jeg har været inde på i et tidligere indlæg, er endnu en top-10 placering det, der skal til for at bringe Thomas Bjørn tilbage mod tidligere tiders storform. Aktuelt ligger Thomas på en 123. plads på verdensranglisten og der skal derfor kæmpes hårdt for at komme tilbage i verdens top-50, som er der man skal være, hvis man vil deltage i de mest prestigefyldte turneringer. Men noget tyder på Bjørnen for alvor er på vej ud af sit vinterhi.

Er Bjørnen på vej ud af vinterhi?

tbjoern15.jpg

De golfinteresserede her i landet er sikkert bekendt med, at Thomas Bjørn har kæmpet meget med sit spil igennem det sidste års tid. De manglende sportslige resultater har således medført, at Thomas’ placering på verdensranglisten næsten har været i frit fald siden 31. december 2006, hvor han lå på en respektabel 46. plads (som blandt andet giver adgang til de prestigefyldte majorturneringer) til i dag, hvor han ligger på en 109. plads (klik her for at læse et tidligere indlæg om, hvad jeg mener der skal til for at få Thomas Bjørn tilbage i verdens top-50).

Men nu er Bjørnen måske på vej ud af sit vinterhi. I hvert fald er det et faktum, at Thomas opnåede en særdeles fornuftig delt sjette plads under Emaar-MGF Indian Masters golfturneringen, der netop er blevet afholdt i Delhi, Indien. Han måtte ganske vist kæmpe lidt undervejs, men alligevel lykkedes det for Thomas at holde fast i spillet, hvilket altså resulterede i den delte sjette plads.

Men det er nok alligevel lidt for tidligt at komme med forudsigelser om, at Thomas dermed er tilbage i verdens top-50 i løbet af 2008-sæsonen, for det kræver en del flere top-10 og top-20 resultater. Men jeg krydser nu alligevel fingre for, at sjette pladsen i Indien er starten på en stime af gode sportslige resultater for Bjørnen.

Velfortjent hæder til Søren Hansen

soren_hansen1.jpg

I dag blev Søren Hansen kåret som Årets Danske Golfspiller af de danske golfjournalister. Udover æren og 25.000 kroner, som Søren straks donerede til Dansk Golf Unions juniorarbejde, modtog han også “Den Gyldne Golfbold” som et synligt bevis på kåringen, der begrundes med en imponerende 2007-sæson.

Den bød blandt andet på en tredjeplads i Johnny Walker Championship, andenpladser i Open de France og Deutsche Bank Players’ Championship og sidst, men ikke mindst, en fantastiske sejr i Mercedes-Benz Championship tilbage i september måned.

Jeg har selv haft fornøjelsen, at møde Søren en håndfuld gange i forbindelse med min virksomheds deltagelse i Team Carlsberg Golf arrangementer, hvor vi har kunder med ude og spille golf med de danske golfstjerner.

I den sammenhæng kan jeg ikke lade være med at berette om, hvor behagelig og cool en fyr Søren er. Han er hele tiden i godt humør og er altid frisk på at give os almindelige dødelige en demonstration af, hvordan man også kan spille golf :o) Så udover resultaterne taler for sig selv, kan jeg kun være helt enig med de danske golfjournalister om, at Søren virkelig fortjener kåringen som Årets Danske Golfspiller :o)

Endnu en dansk vinder på European Tour

mads_vibe-hastrup.jpg

Så kan endnu en dansker golfspiller pryde sig med titlen som turneringsvinder på European Tour: Mads Vibe-Hastrup vandt nemlig Open de Madrid turneringen i dag i meget sikker stil efter at have gået finalerunden i flotte 67 slag, hvilket var fem slag under banens par.

Den samlede vinderscore for Mads endte på 16 under par, hvilket var hele tre slag bedre end nummer to. Så selv om Mads startede på anden pladsen under finalerunden, holdt han fast i det solide spil fra de tre første runder af turneringen og kæmpede sig dermed frem til en velfortjent første plads og dermed to års excemption til European Tour og ca. 1,1 millioner kroner i præmiepenge.

Efter at Mads har kæmpet i de sidste par år for at gøre sig gældende i europæisk topgolf, er det meget positivt at opleve, at han nu har det spil, der skal til for at man kan vinde turneringer. Jeg krydser fingre for, at dagens sejr blot bliver en af mange kommende for Mads, der også kan glæde sig over at rykke frem på en 59. plads på den europæiske pengeliste.

Kan han holde sig indenfor top-60 i de næste par uger, vil Mads også få chancen for at spille med i European Tour’s flagskibsturnering i form af den prestigefyldte Volvo Masters, der spilles i perioden 1. til og med 4. november 2007 på Club de Golf Valderrama i Spanien.

Thomas Bjørn, der også spillede med i turneringen, sluttede på en delt 18. plads med en samlet score på seks slag under par.

Suveræn spil sikrer sejr til Westwood

lee_westwood.jpg

Under dagens finalerunde af British Masters var engelske Lee Westwood så suverænt spillende, at ingen reelt set kunne true ham i hans jagt på den 18. sejr på European Tour. Med en fjerde runde i kun 65 slag og en samlet score på ikke mindre end 15 slag under par, var der hele fem slag ned til nummer to og Westwood kørte derfor sejren hjem i en meget sikker og overbevisende stil. Specielt en flot eagle på 17. hul viste, at Lee Westwood havde både det spillemæssige og mentale overskud til at vinde turneringen.

Søren Kjeldsen fik rettet op på lørdagens knap så gode runde ved at gå finalerunden i respektable 69 slag. Dermed kunne han slutte på en delt fjerde plads med en samlet score på syv slag under par. Det betød også en gentagelse af sidste uges top-5 placering og jeg tror virkelig, at Søren er ganske tæt på hans næste sejr – i hvert fald virker Søren Kjeldsen rigtig formstærk for tiden.

Mads Vibe-Hastrup formåede at holde fast i hans placering fra i går, hvilket vil sige en respektabel delt 15. plads med en samlet score på fem slag under par. Man må derfor sig, at Mads virkelig har fået etableret sig igen på European Tour, efter at han genvandt tourkortet sidste år.

To danskere videre i British Masters

tbjoern13.jpg

Desværre lader Thomas Bjørn ikke til at have en særlig stabil form for tiden. I hvert fald er det et faktum, at han i sidste uge var med helt fremme i Mercedes-Benz Championship og sluttede på en delt fjerde plads, hvorimod at Thomas i denne uge kan holde weekenden fri. Det sker efter, at han har mistet cuttet i British Masters, der spilles på Ryder Cup-banen The Belfry i England. Efter en dårlig første runde i 77 slag var ikke nogen tvivl om, at Thomas skulle spille en lav runde i dag, for at han kunne være sikker på at være med i weekendens finalerunder.

Desværre hang spillet heller ikke sammen for Thomas i dag og det blev til en anden runde i 75 slag, hvilket kun rakte til en delt 102. plads og dermed også et misset cut. Jeg håber dog, at Thomas – i stedet for at ærgre sig for meget over det missede cut – tænker tilbage på sidste uges flotte placering, der viser at han sagtens kan være med helt fremme i europæisk topgolf.

Til gengæld er Søren Kjeldsen og Mads Vibe-Hastrup videre i turneringen. Søren har holdt fast i det gode spil, der sikrede ham en delt sjette plads i sidste uge og lige nu ligger Søren faktisk på en delt tredje plads og forhåbentlig kan han ikke kun holde fast, men også udbygge denne topplacering – måske er det hans tur i denne uge til at vinde? Mads ligger noget længere nede i feltet på en delt 40. plads, men kan han fortsætte det flotte spil fra i dag, vil Mads helt sikkert også kunne arbejde sig op i feltet til en bedre placering.

Fransk sejr i Skotland

scottishopen.jpg

De fleste inklusive mig selv havde nok forventet, at Phil Mickelson ville hive sejren hjem i dag under fjerde og sidste runde af Scottish Open og i et stykke tid se det også ud som at han ville gøre det. Men efter at Phil havde spillet 13 huller og havde fået hevet tre birdies i hus, begyndte problemerne.

De efterfølgende huller bød nemlig på bogey, birdie, bogey, birdie og endnu en bogey på 18. hul, som medførte at Phil Mickelson pludselig måtte ud i omspil mod franske Grégory Havret, der virkelig havde været velspillende igennem hele turneringen. Det skulle da også vise sig, at blev franskmanden, der trak det længste strå allerede på første omspilshul og han kunne dermed gå fra turneringen med både 5,5 millioner kroner i præmiepenge og en adgangsbillet til British Open i næste uge.

Hvad angår danskerne, så sluttede Søren Kjeldsen bedst på en delt 11. plads, som giver ca. 588.000 kroner i præmiepenge og bringer ham op på en 23. plads på European Tour Order of Merit. Søren Hansen endte Scottish Open på en delt 19. plads, hvilket giver ham ca. 354.000 kroner og en 19. plads på pengelisten. Thomas Bjørn måtte tage til takke med en delt 49. plads og ca. 148.000 kroner i pengepræmie, hvilket giver ham en 35. plads på pengelisten.

Phil kører med klatten i Skotland

phil_mickelson31.jpg

Med en solid runde i 68 slag svarende til tre under banens par, blev det Phil Mickelson der rykkede frem til første pladsen efter tredje runde af Scottish Open med en samlet score på 12 under par. Grégory Havret og Steve Webster følger ganske vist godt med med en samlet score i henholdsvis 11 og ni slag under par, men der er ingen tvivl om, at de to herrer skal oppe sig for at følge med en velspillende Phil Mickelson! Omvendt er der intet afgjort endnu og det lunefulde skotske vejr kan bestemt spille meget ind på det endelige resultat.

Søren Hansen er bedste dansker i turneringen med en samlet score i fire under par efter dagens runde, som han gik i 71 slag. Det rækker til en delt 20. plads og det er derfor næppe realistisk, at han kan blande sig i striden om sejren – Søren kan med stor sandsynligvis hente otte slag mere under søndagens finalerunde og desuden spiller Phil Mickelson normalvis for stabilt til, at han og alle de øvrige 20 spillere foran Søren skulle få en total nedtur. Men det er selvfølgelig stadig muligt for Søren, at opnå en top-10 placering og det skal han bestemt også gå efter!

De to øvrige danskere i form af Søren Kjeldsen og Thomas Bjørn ligger fortsat i midten af feltet med en samlet score i henholdsvis tre under par (hvilket rækker til en delt 29. plads) og én under par (hvilket rækker til en del 41. plads).

Sløv dag for danskerne i Skotland

phil_mickelson.jpg

Det blev desværre til en noget sløv dag for danskerne i forbindelse med anden runde af Scottish Open. Søren Hansen formåede i hvert fald ikke at holde fast i det gode spil fra dagen forinden og han måtte således tage til takke med en runde i 73 slag eller to slag over banens par og en samlet score på fire under par, hvilket rækker til en delt 21. plads. Spillet hang heller ikke for godt sammen for Søren Kjeldsen, der havde en skidt runde i 74 slag eller tre slag over banens par og en samlet score på en under par, hvilket giver ham et styrtdyk fra en delt 9. plads til en delt 52. plads :o(

Thomas Bjørn var den eneste dansker, der brød par med en runde i 70 slag, hvilket gav ham en samlet score på tre under par og Thomas kunne i det mindste rykke to pladser frem til en delt 28. plads. Selvom jeg i går mente, at det næsten ikke var nødvendigt at krydse fingre for i hvert fald Søren Hansen med hans ellers fantastiske spil i den seneste tid, tror jeg nu alligevel at jeg vil gøre det under tredje runde – det virker lidt som om at danskerne har brug for det!

Turneringen føres af franskmanden Grégory Havret og spanieren José Manuel Lara med amerikanske Phil Mickelson lige i hælene af dem :o)