Fotos fra Primary Level fotokursus…

Klik her for at se en større udgave af fotoet

I de første dage af maj måned havde jeg fornøjelsen af, at deltage på et såkaldt Primary Level fotokursus på Samsø.

Her fik jeg over tre dage lejlighed til at dele min interesse for fotografering med ligesindede og ikke mindst en af Danmarks dygtige fotografer i form af Casper Tybjerg, der var instruktør og kursusleder.

Udover at få en masse konkret viden og inspiration samt tips og tricks, blev der også tid til en del fotosessions i Samsøs skønne natur. Højdepunktet var en sejltur til Bosserne, som er et langstrakt, lavt sten- og sandrev, hvor vi fik lejlighed til at se masser af spættede sæler.

Jeg har nu langt om længe fået sorteret op i ca. 3.000 fotos jeg tog i løbet af de tre dage. Efter at have ryddet op med kærlig hånd i de mange fotos og brugt slettetasten flittigt, står jeg nu tilbage med lidt over 100 fotos, som jeg vil være bekendt at dele med min omverden.

Klik her for at se et slideshow med de udvalgte fotos.

Første gang gjorde det ikke ondt…

Første gang gjorde det ikke ondt...

Det gjorde ikke spor ondt, da den midterste tånegl på min venstre fod faldt af i sidste uge, som en fysiologisk efterreaktion på den massive belastning som mine fødder blev udsat for i forbindelse med 100 km løbet.

Forleden begyndte så også min venstre storetånegl at blive lidt løs og skifte farve. Imidlertid trak “løsrivelsesprocessen” ud og jeg begyndte at blive irriteret af neglen. Som en handlingens mand tænkte jeg derfor, at jeg hellere måtte hjælpe lidt til, og det jo nok ikke ville gøre særlig ondt, efter som den første negl jo var faldet af uden nogen form for smerte.

Det skulle desværre vise sig, at min logik ikke holdt vand overhovedet. Jeg skal undlade at gå i detaljer og jeg vil bare bruge følgende ord om “operationen”: Av, av og atter av :-(

Men nu skal man jo altid se det positive i enhver situation og i det mindste får jeg nu en fin ny storetånegl. Samtidigt tror jeg faktisk, at det er den sidste tånegl jeg mister – i hvert fald i denne omgang :-)

Genoptræningen fortsætter…

Jeg har nu haft min første spinningtime som led i genoptræningen efter 100 km løbet.

Det var ganske vist hårdt og jeg kan mærke, at jeg stadig skal passe på belastningen af mit venstre knæ, men bortset fra det, var det super fedt at spinne igen :-)

Godt at være i gang igen…

Min krop og specielt mit venstre ben og knæ har ikke overraskende været hårdt mærket af de fysiske eftervirkninger efter mit 100 km løb forrige lørdag.

Men heldigvis er jeg allerede rigtig godt på vej til at være oven på igen, efter jeg har givet min krop masser af hvile. Faktisk er det kun mit venstre knæ, der fortsat er ømt og så skal hud og en enkelt negl på min venstre fod lige gro ud igen :-)

Jeg startede så småt på genoptræningen i sidste uge, hvor jeg lagde ud med let motionscykling med lav intensitet og lidt styrketræning af overkroppen. Formålet var at få gang i musklerne igen, uden alt for megen belastning af leddene i mine ben.

I går var jeg så for første gang siden 100 km løbet på løbebånd i fitness centret. Dels fik jeg power walket en del ved nogle solide stigninger og dels fik jeg løbet lidt ved 11-12 km i timen.

Det var ganske vist lidt hårdt at komme i gang på løbebåndet, men allerede efter et kvarters tid fik jeg bare den dejligste følelse i kroppen. Jeg kunne simpelthen mærke et “rush” i kroppen som følge af, jeg atter kunne power walke og løbe.

Det er godt at være i gang igen :-)

Fotos fra 100 km løbet

Jeg har uploadet en god stak fotos fra mit 100 km løb til min Flickr konto og flere fotos følger, når jeg får fingre i dem.

Så klik her, hvis du gerne vil se stemningsbilleder fra en helt speciel dag.

100 km med blod, sved og tårer som rejsekammerater…

Lørdag den 16. maj 2009 gennemførte jeg mit livs ubetinget største, enkeltstående fysiske og mentale udfordring. Jeg løb en distance på 100 km, der strakte sig fra Nygaardsvej på Østerbro, forbi Helsingør og videre til et vendepunkt cirka to kilometer før Hornbæk, hvorefter turen gik retur til Østerbro via nøjagtig samme rute.

Det blev til en fantastisk rejse på 100 km med blod, sved og tårer som faste rejsekammerater. Det blev også til en lang kamp mod tvivl, træthed, smerter og ikke mindst mig selv.

Sidst, men ikke mindst, blev rejsen også til et bevis på, at vi kan være små eller store, stærke eller svage som individer, men at vi som mennesker altid er større, når vi gør noget stort sammen. Jeg kunne nemlig ikke have gjort, hvad jeg gjorde, uden opbakningen fra holdet bag mig.

Dette blogindlæg har to formål: Først og fremmest vil jeg gerne dele min oplevelse med dem af jer, der gider læse det. Dernæst tjener indlægget som en slags personlig dokumentation og reflektion over, hvad jeg var igennem (derfor er det også et meget lang indlæg). For den dag, hvor alle smerter, ømhed og andre eftervirkninger fra løbet er væk, vil jeg gerne kunne finde lige netop dette indlæg frem og forhåbentlig genfremkalde mange af de følelser, der gik igennem min krop og sind den 16. maj 2009.

[Read more…]

Nedtællingen er slut: Klar, parat, start!

Nedtællingen er slut: Klar, parat, start!

Så er nedtællingen slut og nu det drejer sig kun om én eneste ting, nemlig at gå ud og levere varen ved at gennemføre 100 km løbet.

Jeg ved selvfølgelig godt, at der er en risiko for, at der er noget, der kan gå galt undervejs. Men når det er sagt, føler jeg mig overbevist om, at jeg kommer til at gennemføre løbet.

Jeg har forberedt mig i månedsvis med masser af fysisk træning og specielt over de sidste par måneder, har træningen været 100 procent målrettet mod det, at træne sig op til løbe 100 km.

Der er også rigtig godt styr på de praktiske ting, herunder alle de ting, som jeg skal bruge under løbet, det vil sige primært mad og drikkevarer samt masser af ekstra tøj, sko og lignende grej. I denne sammenhæng får jeg en uundværlig hjælp fra en del af “Chris På Vægten” holdet, der stiller op med både praktisk støtte og ikke mindst mental opbakning til mig undervejs.

Og sidst, men ikke mindst, føler jeg, at jeg har det mentale overskud, der skal til, for at gennemføre en så stor fysisk udfordring. Jeg har hele tiden i baghovedet, at jeg før har prøvet at træne 12-13 timer i træk og at jeg altså gennemførte træningen dengang (og på det tidspunkt var jeg ikke nær så god form som jeg er nu).

Så jeg føler, at jeg er så forberedt, som man nu kan være til lige netop denne udfordring. Jeg har selvfølgelig lidt sommerfugle i maven, men det skal nok gå.

Det bliver en fantastisk oplevelse og jeg glæder mig.

Verdens første Twitter- og Facebook-transmitterede 100 km løb

I forbindelse med gennemførelsen af mit 100 km løb, har jeg tænkt mig, at lave live Twitter- og Facebook-dækning under hele turen og dermed sende updates fra min mobiltelefon i takt med, at jeg kommer frem på ruten.

Dermed skulle løbet gerne gå og blive til verdens første Twitter- og Facebook-transmitterede 100 km løb. Jeg har i hvert fald ikke kunne finde frem til andre, der har gjort det.

Så hvis du har lyst til at følge med, hvordan løbet udvikler sig undervejs, kan du følge med på Twitter ved at klikke her.

Nedtællingen er ved at være slut…

Med kun én dag tilbage, er nedtællingen til mit 100 km løb ved at være slut.

I morgen skal jeg mødes kl. 7.30 med DR, Chris og resten af “Chris På Vægten” holdet foran fitness dk’s lokaler på Nygaardsvej på Østerbro, som er valgt som start- og slutsted for mit løb. Her skal vi  have styr på de aller sidste forberedelser og praktiske ting, inden jeg starter med at løbe præcis kl. 8.00.

Chris følger mig under hele løbet, dels ved at løbe sammen med mig og dels ved at cykle en del af strækningen. Han skal nemlig lave nogle interviews med DR undervejs og her bruger han så sin mountainbike som transportmiddel til at “catche up” på mig.

Jeg er utrolig glad for, at Chris er med mig hele vejen, for jeg ved, at lige netop han kan give mig den rette form for mental sparring undervejs, hvis det skulle blive nødvendigt. Samtidigt betyder opbakningen og den praktiske støtte som jeg får fra Mette, Stine, Pernille, Peder, Thomas og Morten også utrolig meget for mig – I er bare de bedste!

Dagen i dag går med en blanding af det sidste træningspas, arbejde og så at få pakket alt det tøj, udstyr og ikke mindst den mad og drikke som jeg i høj grad får brug for under løbet.

Mit eget bud er, at jeg kommer til at forbrænde mellem 10.000 og 12.000 kalorier under selve løbeturen, så det skal noget energi indenbords i løbet af de 11-12 timer, som jeg forventer at turen kommer til at vare. Og for at sætte de 10-12.000 kalorier lidt i relief, så svarer det faktisk til ikke mindre end 6-8 pænt store pizzaer! Det er dog ikke den form for energi, som jeg har tænkt mig at indtage undervejs – dels er det vist ikke det som min krop har brug for og så er det vist også lidt svært at spise pizza, medens man løber :-)

Nå, ikke mere snak for nu. Jeg skal nemlig ud på det aller sidste træningspas, som er et af de ultrakorte og kun indebærer, at jeg skal løbe i 20 minutter i samme tempo som i morgen.

Countdown: Kun tre dage tilbage…

Nu er der kun tre dage tilbage, inden jeg begiver mig på den 100 km lange rute op langs Strandvejen fra Nygaardsvej på Østerbro, op forbi Helsingør indtil små to kilometer før Hornbæk, hvor jeg så vender om og så “kun” har de sidste 50 km tilbage, før jeg er i mål.

I går fik jeg finpudset min store tjekliste og jeg må indrømme, at jeg igen lidt overrasket over, hvor mange ting, man skal have styr på, når man skal ud på en så lang tur. Ikke desto mindre er denne tjekliste en meget vigtig del af min mentale forberedelse til løbet, for jo bedre jeg er forberedt på alle mulige punkter, desto større chance er der også for, at jeg når i mål.

I aften står den på en lille times intervaltræning med 20 minutters opvarmning med 76-78 procent maks.puls og dernæst med fire gange fire minutters intervaller med 92-94 procent maks.puls med to minutters pause imellem i lavt tempo. Træningspasset sluttes af med 10 minutters let jogging.

Og så er det ellers stort set på hovedet i seng bagefter. Søvnen skal virkelig passes forud for den store dag.