Kroppen er en fantastisk maskine…

Jeg har igennem længere tid ville berette om, hvad der skete med min vægt i forbindelse med 100 km løbet eller måske rettere ikke skete.

Umiddelbart efter jeg vågnede lørdag morgen, cirka to timer før starten på løbet, var jeg på vægten og displayet viste 82,9 kg.

Jeg spiste derefter en forholdsvis let omgang morgenmad, da jeg ikke ønskede at være for mæt, inden jeg skulle ud og løbe. Jeg havde også i baghovedet, at jeg skulle begynde at indtage mad og drikke stort set med det samme, at jeg begav mig ud på ruten således, at jeg kunne have en god balance i forhold til, hvad jeg indtog af energi og hvad kroppen ville forbrænde under løbet.

Jeg havde konsulteret grundigt med både Chris, Jimmi og Mette i forhold til, hvad jeg skulle have af kulhydrater, proteiner, elektrolytter, salte og væske i det hele taget under hele løbet. Hver eneste time skulle jeg indtage energi svarende til cirka 55 gram kulhydrat, 15 gram protein, 250 ml isotonisk væske og 1-1,2 liter vand samt et supplement af lidt mandler, valnødder, rosiner, lidt frugt og masser af druesukker.

Dette energi-indtag skulle gerne passe nogenlunde med, at jeg ville forbrænde mellem 11.000 og 13.000 kalorier under løbeturen. Dette estimat skulle vise sig at holde ganske godt, idet mit pulsur viste, at jeg havde forbrændt ca. 11.500 kalorier i løbet af de 100 km. Faktisk svarer det til energien i næsten otte almindelige pizzaer eller hvad der svarer til mit normale daglige energi-indtag i løbet af lidt mere end fire dage!

Anyway, da jeg stod op søndag morgen, gik jeg på vægten med det samme. Displayet på vægten viste det nøjagtig samme tal som næsten præcis 24 timer tidligere, nemlig 82,9 kg.

Altså vejede jeg nøjagtig det samme som dagen forinden, desuagtet jeg havde løbet hele 100 km, forbrændt 11.500 kalorier under løbeturen og indtaget store mængder energi- og proteinbarer samt masser af frugt, mandler, nødder og druesukker.

Min egen konklusion er, at kroppen er en fantastisk maskine, som i den grad kan styres meget præcis i forhold til energi-indtag, forbrænding og vægt – hvis man altså vil :-)

Imponerende, ikke?

Status uge 28: Stolt og rørt…

Stolt og rørt...

I dag skulle vise sig at blive en helt speciel dag. Det blev nemlig dagen, hvor jeg nåede det overordnede mål for i forbindelse med “Chris På Vægten” projektet.

For en gangs skyld valgte jeg at lade være med at stå op på vægten fra morgenstunden. Jeg ønskede ganske enkelt, at vente med at få at vide, hvor meget jeg vejede, indtil vores kontrolvejning umiddelbart før dagens to spinningtimer med Chris.

Jeg havde spurgt Chris, om han ville være tilstede under vejningen, hvad han gerne ville. Jeg føler virkelig, at jeg skylder ham utrolig meget for den livsstilsforandring, som jeg har været igennem i løbet af det sidste halve års tid og jeg ville derfor gerne, at han var tilstede, hvis det var i dag, at jeg nåede målet.

Og det skulle vise sig, at jeg nåede målet og endda lidt til. Efter seks måneder og 21 dage viste vægten, at jeg nu vejer 84,4 kg og at jeg dermed har opnået et samlet vægttab på 36,6 kg (siden 1. januar 2008 er det endda 40,6 kg jeg har “smidt”). Det blev et meget emotionelt øjeblik for mig, da displayet på vægten viste “84,4” efter adskillige sekunders tøven som følge af mine ben ganske enkelt rystede. Jeg må indrømme, at jeg ikke kunne lade være med at holde tårerne tilbage, for det betød rigtig meget for mig at nå i mål efter at have kæmpet så hårdt og ydet en så stor indsats.

Jeg vil gerne takke Chris og vores hjælpetræner Mette for deres vedholdende støtte, sparring og coaching. Uden deres assistance ville jeg utvivlsomt aldrig være nået i mål. Jeg ved godt, at jeg har gjort det meste af arbejdet selv, men uden deres opbakning, råd, vejledning og til tider også skideballer, havde jeg aldrig nået til, hvor jeg er i dag og på så forholdsvis kort tid.

Jeg vil også gerne takke resten af det oprindelige “Chris På Vægten” hold, det vil sige Cecilie, Henriette, Morten, Ole, Pernille, Søren og specielt Peder og Stine, som er i den grad bare har mødt trofast op til stort set alle fællestræninger. Jeg vil også gerne give Stine et par ekstra ord med på vejen, da hun har betydet ekstra meget for mig og er gået hen og blevet en af mine allerbedste venner. Tusind tak, Stine: I lighed med Chris og Mette, har jeg svært ved at sætte ord på den betydning som du har haft for min udvikling i forbindelse med projektet. Du har virkelig hjulpet mig igennem specielt de svære perioder af hele min livsstilsforandring. Tusind, tusind, tusind, søde Stine :o)

Efter at have forbrændt langt over 275.000 kalorier, hvad der svarer til over 110 marathonløb og have brugt næsten 400 timer på træning i løbet af mere end 225 træningspas, gælder det nu om at komme ind i god vedligeholdelsesrytme. Det er faktisk nu, at det for alvor bliver svært. For selv om jeg er nået i mål, drejer det sig nu om at få livsstilsforandringen forankret i vaner, som jeg forhåbentlig kan holde resten af livet.

Så rejsen er på ingen måde slut. Tværtimod er den først begyndt for alvor nu og jeg glæder mig til at vise omverdenen, at det er muligt at blive normalvægtig og få et meget bedre liv. Der er ingen tvivl om, at det kræver en stor indsats til at starte med, men min pointe vil altid være, at hvis man vil, er det muligt og at det er besværet og indsatsen værd – ganske som med alt muligt andet her i livet!

Endnu engang tak til Chris, Mette, Peder og Stine og alle de andre, der har støttet mig undervejs: I er bare de bedste!

PS: Hvis du ikke fik set indlægget om “Før og efter”, så klik her for at se forskellen :o)

En yderst solid omgang fællestræning…

Har du prøvet at tage 1.000 armbøjninger?

I forbindelse med tv-optagelserne i dag, havde Chris selvfølgelig planlagt en solid omgang fællestræning. Vi var på forhånd delt op i to hold forstået på den måde, at Peder og jeg var med vores nye “elever” på et søvnlaboratorium i København med det formål, at undersøge om der er noget om myten om, at overvægtige ofte ikke sover særlig godt. Det andet hold bestående af Cecilie, Stine og Morten skulle “bare” møde op i fitness dk’s lokaler på Nygaardsvej på Østerbro og begynde at konditions- og styrketræne.

Det skulle hurtigt vise sig, at Peders og mit hold vist var det “heldige hold”. Det skulle forstås på den måde, at vores nye elever, Heidi og Thomas, som Peder og jeg skal være coach for i det videre forløb, skulle starte med at konditionstræne samme med os på crosstrainere. Imedens skulle Cecilie, Stine og Morten gå i gang med dagens udfordring, som stod på ikke mindre end 1.000 armbøjninger. Og nej, du læser ikke forkert: 1.000 armbøjninger! Selvfølgelig var det ikke i træk, men i intervaller af fem eller 10 armbøjninger af gangen, men det gjorde ikke denne udfordring mindre svær at gennemføre.

Peder og jeg slap dog ikke helt for at deltage i udfordringen. Faktisk nåede vi at få deltage med cirka 270 armbøjninger, hvilket efter min mening var mere end rigeligt. I hvert fald kan jeg sagtens mærke det i arme og bryst i dag :o) Imidlertid bøjer jeg mig i støvet med største respekt for Cecilie, Morten og sidst, men ikke mindst for Stine, der tog de 1.000 armbøjninger i stiv arm – nærmest i bogstaveligste forstand :o) Jeg synes bare, at de alle tre er for seje!

For mit eget vedkommende blev det til en solid træningsdag med 100 minutters spinning, fire timer og 10 minutters fællestræning og en lille løbetur på 70 minutter om aftenen derhjemme, medens vaskemaskinen alligevel snurrede. I alt fik jeg forbrændt lidt over 5.400 kcal :o)

Dermed tror jeg også, at jeg har en rimelig chance for at nå i mål i morgen. Det kunne bare være så vildt, hvis jeg gjorde det :o)

Det var ubeskrivelig hårdt!

I forbindelse med lørdagens træning og tv-optagelser, skulle Peder, en af de andre testpiloter på “Chris På Vægten” projektet, prøve at bære en rygsæk, som indeholdte jernvægte svarende til det vægttab, som han har opnået indtil nu. Dermed skulle Peder slæbe rundt ikke mindre end 42 kg, medens han skulle gå på løbebånd for at mærke den belastning som kroppen påføres, når man vejer hele 42 kg for meget.

Men inden Peder skulle prøve kræfter med det, ville Chris lige prøve det på egen krop og da han “kun” vejer ca. 73 kg, ville den ekstra belastning på 42 kg selvsagt ikke føles mindre eller lettere for Chris – snarere tværtimod! Efter 30 minutter på løbebåndet med 15 graders hældning og en hastighed på 4,5 km i timen (hvilket altså kun svarer til helt normalt ganghastighed), var Chris mere end presset og svedte som en gal. Det var tydeligt at se, at den massive “overvægt” på 42 kg virkelig belastede hans krop!

Det var nu Peders tur til at prøve og allerede efter 2-3 minutters ved samme hældning og hastighed, var han virkelig presset og stoppede. Jeg tror virkelig, at det var en så overdreven fysisk oplevelse, at Peder aldrig kommer til at tage de samme 42 kg på igen eller for den sags skyld bare det halve.

Dernæst var det min tur til at prøve at bære rundt på 42 kg ekstra og i løbet af få minutter var jeg også ganske presset med en puls på over 90 procent af min maksimale puls. Jeg blev ved i lidt over fem minutter og jeg tror såmænd, at jeg godt kunne have taget fem minutter mere, hvis jeg skulle. Men det var slet ikke nødvendigt i forhold til at give min krop om et tydeligt minde om, at heller ikke jeg skal være overvægtig igen!

Status uge 23: Jeg nærmer mig målet…

Så gik der endnu en uge med “Chris På Vægten” og faktisk har det været en af de hårdeste uger rent træningsmæssigt. Sidste søndag besluttede mig for, at jeg dels ville give den en ekstra skalle i forhold til at prøve på at få lidt mere hul på vægttabet igen og dels for at give mig selv en mental udfordring i forhold til at træne ekstra meget, uden at Chris havde skubbet på for at jeg skulle gøre det.

Jeg har faktisk trænet ikke mindre end næsten 25 timer i løbet af denne uge, hvilket selvfølgelig er rigtig meget. Men inden nogen måske bliver forarget eller lignende over for det, så er jeg i så god fysisk form, at jeg er i stand til at træne så meget, uden at jeg sætter helbred eller andet over styr. Og ikke mindst (i hvert fald for mit eget vedkommende), så har jeg gjort det med stor glæde og motivation.

Dermed kan jeg sætte et flueben ud for den mentale udfordring, jeg gav mig selv sidste søndag. Jeg har taget afsted til træning alle dage, fordi jeg havde lyst til det og fordi det gav mig energi. Samtidigt har det styrket min tro på, at når jeg skal normalisere træningen om ikke så forfærdelig lang tid, så har jeg viljestyrken til at få trænet på regelmæssig basis – blandt andet fordi, træningen til den tid, vil blive en slags “walk in the park” i forhold til træningsniveauet i løbet af de seneste 23 uger.

Med hensyn til mit vægttab, så har jeg fået “gnavet” yderligere 0,9 kg af i denne uge. At det så har krævet rigtig mange timers træning, viser jo bare, hvor meget stor en fysisk indsats det kræver at få smidt de sidste overflødige kilo. Mit samlede vægttab er dermed oppe på 33,2 kg og jeg mangler nu kun 2,8 kg for at nå i mål.

Jeg nærmer mig således mit mål og kæmper ufortrødent videre!

Status uge 22: Jeg fik smidt lidt mere…

Selv om det går langsomt, udvikler vægten sig fortsat i den rigtige retning. Ganske vist var jeg på restaurant fredag aften, men alligevel lykkedes mig at få smidt yderligere 0,4 kg i forhold til sidste søndag, hvilket jeg helt klart tilskriver min ekstra træningsindsats i denne uge.

Status er derfor, at det samlede vægttab er oppe på 32,3 kg, hvilket gør, at jeg nu “kun” mangler 3,7 kg for at nå mit mål. Det bliver utvivlsomt hårdere og hårdere at nå i mål, men som jeg skrev i sidste uge, har jeg fået fornyet energi og overskud til at give den ekstra gas med træningen i den kommende tid.

Status uge 21: Jeg er på vej tilbage…

I dag var jeg atter på vægten og det går heldigvis i den rigtige retning igen. Jeg har tabt yderligere 0,6 kg i den forgangne uge og jeg er således oppe på et samlet vægttab på 31,9 kg. Dermed mangler jeg kun 4,1 kg i at nå mit overordnede mål på 85 kg i kampvægt.

Jeg føler virkelig, at jeg er på vej tilbage med hensyn til energiniveau og lysten til at træne. Det er fedt, for uden energi og motivation, er det lidt svært at tage sig sammen til at træne løs i seks dage om ugen. Heldigvis er jeg stadigvæk rigtig glad for at træne, for det giver mig masser af energi og overskud i hverdagen – altså måske lige med undtagelse af i dag :o)

Status uge 19: Der sker da lidt…

Det er igen lykkedes mig at få smidt lidt vægtmæssigt. Jeg er således oppe på et samlet vægttab på 31,2 kg. Der er ganske vist ikke tale om et kæmpe vægttab i forhold til sidste uge, men der er trods alt stadigvæk tale om et positiv udvikling :o

Jeg regner dog med, at det kommer til at gå langsommere i den kommende tid, da jeg kommer til at skrue ned for tempoet i forhold til træning i de næste par uger. Det betyder dog ikke, at jeg ikke kommer til at træne, men det kommer bare til at foregå i et mere roligt tempo.

Med jeg kommer helt sikkert til at svede i løbet af den kommende tid :o)

Chris På Vægten “Graduation Day No. 2”

I dag var der den sædvanlig fællestræning med Chris MacDonald – ganske som der er stort set hver eneste søndag. Hvad der til gengæld ikke var sædvanlig, var at der var dømt “Graduation Day No. 2”, hvilket er Chris’ betegnelse for hele 12 timers træning!

Jeg havde besluttet mig for at deltage i træningen i det omfang, jeg følte, jeg havde energi til det – selvfølgelig uden at tage nogen som helst chance for at blive overbelastet. Derfor droppede jeg at deltage i de to spinningtimer om morgenen og ikke mindst de 150 gange op og ned af trapperne i Parken.

Jeg “nøjedes” således med en masse power walking på løbebåndet, da vi var tilbage i fitness dk’s lokaler på Østerbro efter “trappeøvelsen” i Parken.  Faktisk lykkedes det mig, at få forbrændt næsten 3.000 kalorier under træningen, hvilket jeg er meget stolt af. Jeg havde trods alt være indlagt på Frederikssund Hospital tre tage! Jeg kunne endda mærke, at jeg fik mere energi i løbet af træningen.

Det var således en utrolig rigtig fed oplevelse at deltage i “Graduation Day #2”. Det var fantastisk at opleve mine holdkammerater og se, hvordan de knoklede løs på imponerende vis og gennemførte et træningspas, som forholdsvis få mennesker kan gennemføre. De er sgu seje, min holdkammerater :o)

Status uge 19: Jeg er optimistisk!

Jeg er ganske vist fortsat på status quo med et samlet vægttab på 30,8 kg, men jeg føler alligevel, at jeg har været igennem en positiv udvikling i denne uge.

Jeg kan mærke, at jeg har fundet en fornyet energi gennem min øgede fokus på kost og specielt konditionstræning i denne uge. Så selv om det var hårdt med eksempelvis løbeturen i det bløde sand langs Nyborg strand og mine træningspas i går og i dag, har jeg alligevel kunne finde stor glæde og motivation i træningen. Det er rigtig fedt, for det er det som gør, at man kæmper videre – også selv om det er rigtig hårdt!

Så jeg er stadigvæk sikker på, at jeg har fundet den rigtige formel og jeg er meget optimistisk. Jeg føler mig således sikker på, at jeg nok skal få tabt et kilo eller to i den kommende uge.