Mahler’s Vinhandel: En supergod vinhandler

mahlers.jpgMahler’s Vinhandel er efter min mening en af Birkerøds bedste specialbutikker. Det baserer jeg på, at denne butik i høj grad lever op til de helt grundlæggende kvaliteter, som en specialbutik skal have: Først og fremmest er butikken specialiseret indenfor sit område og sælger derfor heller ikke alle mulige andre varer end lige netop vin og specialøl. Samtidigt sørger butikken for at have et velassorteret sortiment indenfor sit område med god bredde og dybde. Dernæst er butikken bevidst om, at det drejer sig om at give god og saglig rådgivning og hvor man sætter sig ind i, hvad kunden ønsker og har behov for. Og sidst men ikke mindst så forstår butikkens personale, at rigtig god og venlig service er med til at få kunderne til at blive ved med at komme igen og igen.

De to medarbejdere i butikken er begge kendetegnet ved at have en utrolig stor faglig viden om de produkter, som butikken sælger. Jeg har på intet tidspunkt følt, at der bare var tale om højtlæsning fra en etikette, når jeg har spurgt til en bestemt flaske vin – tværtimod for man at vide, hvis medarbejderen ikke har smagt den pågældende vin. Og når man spørger til en vin, som medarbejderne har smagt, er det en fornøjelse at blive informeret om, hvad man kan forvente af vinen og hvad den eksempelvis er god til af madtyper.

Så jeg kan så absolut anbefale, at du smutter forbi Mahler’s Vinhandel næste gang at du skal have god og reel rådgivning om vin. Og så er deres priser for øvrigt ikke så tossede endda og der er altid et godt tilbud at gå efter. Og sidst men ikke mindst, så får du altid puttet dine varer i en plastikpose, hvilket som bekendt betyder noget for mig :o)

Fakta om butikken:

  • Hvem? “Mahler’s Vinhandel”
  • Hvad? Vin og spiritus
  • Hvor? Hovedgaden 47 i Birkerød, tlf. 45 81 24 70, website: klik her
  • Hvor god? 4 ud af 5 stjerner

Fantastisk sejr af Anders Hansen!

ahansen14.jpg

Tilbage i 2002 vandt Anders Hansen den største danske sejr nogensinde i international golf i form af European Tour’s fineste og mest prestigefyldte turnering, Volvo PGA Championship (som siden hen har skiftet navn til BMW PGA Championship). Og sørme om Anders ikke har gjort det igen i dag, præcis fem år efter hans første sejr :o)

Dagens finalerunde udviklede sig til en sand gyser, hvor flere af storfavoritterne efter tredje runde rykkede frem og tilbage på leaderboardet og kæmpede under meget svære betingelser rent vejrmæssigt som følge af de store mængder regn, der skyllede ned over den flotte Wentworth bane. De svære betingelser gjaldt også Anders Hansen, som havde brug for en birdie på 18. hul for at holde fast i håbet om, at komme i omspil med Justin Rose, der generelt set havde været godt kørende på de sidste huller.

Det lykkedes heldigvis for Anders at få birdie og da Justin Rose også var i klubhuset efter den ordinære runde, stor det klart, at de to herrer skulle ud i et omspil. Det startede på 18. hul og var i vanlig stil skulle omspillet afgøres ved “sudden death”, hvilket fik omspillet til at få karakter af hulspil, selvom at det var slagspil. Allerede efter de to spilleres første slag, var der fordel til Anders Hansen, idet Justin Rose drivede sin bold ud i roughen.

ahansen29.jpg

Da de to herrer stod på greenen og skulle til at putte, havde de imidlertid brugt det samme antal slag og Anders havde endda et halvlangt put på små seks meter, hvilket var ca. en halv meter mere end Justin Rose. Imidlertid sænkede Anders sit put og lagde dermed maksimalt pres på Rose for at hole sit put og dermed for en forlængelse af omspillet. Det pres stod Justin Rose (heldigvis) ikke for, hvilket betød at Anders Hansen kunne gå ud af omspillet som vinder af BMW PGA Championship.

Selv om det var nervepirrende at følge begivenheden på tv, var det fantastisk at opleve Anders’ flotte sejr, som kommer til at få stor betydning for ham. Ikke alene giver sejren ham ca. 5,4 millioner kroner i præmiepenge, men endnu mere vigtigt giver det Anders masser af dejlige verdensranglistepoints og der er ingen tvivl om, at han vil rykke frem i alle officielle lister, når de bliver offentliggjort i morgen. Jeg krydser fingre for, at det her endda kun er starten på en “New and All Improved Anders Hansen” :o)

Danske præster skal også gi’ hånd…

givehaand2.jpg

Der har været skrevet meget i pressen om Enhedslistens folketingskandidat, Asmaa Abdol-Hamid, som dels vil stille op i Folketinget iført tørklæde, hvis hun bliver valgt ind efter næste valg og dels nægter at give hånd til mænd. At hun ønsker at stille op iført tørklæde er for så vidt okay med mig, hvilket jeg allerede har givet udtryk for i et tidligere indlæg. Derimod har jeg svært ved at acceptere, at hun ikke vil give hånd til mænd, for dermed nægter hun efter min mening at acceptere noget så dansk som det at vise et andet menneske respekt ved at give hånd og hilse, når det er relevant og passende.

Af samme årsag kan jeg selvsagt svært ved at acceptere, at en række danske præster har meldt mere eller mindre officielt ud, at de ikke vil give hånd til kvindelige præster. Det er nøjagtig lige så forkert, som at Asmaa Abdol-Hamid ikke vil give hånd til mænd. I begge tilfælde bidrager det ikke til, at vi får skabt forståelse for hinandens kultur, traditioner og værdigrundlag, hvilket er meget trist for hele samfundet. Personligt synes jeg, at de danske præster burde går foran med et god eksempel og være med til at vise, at respekt for hinanden kommer forud for alt andet.

Hvis du er en “putter aficioados”…

scottycameronblog.jpg

Scotty Cameron, der efter min mening laver de fedeste puttere i verden, har netop lanceret en blog, der er målrettet til den – for at bruge Scotty’s egne ord – voksende skare af “putter aficionados“, som jeg bestemt selv hører til :o)

Så hvis du er en ægte Scotty Cameron-fan, kan du fremover følge lidt mere med i verden omkring Scotty Cameron puttere på et mere opdateret plan end det normale Scotty Cameron website giver mulighed for. Samtidigt kan du i vanlig blogstil debatere indlæg med både Scotty Cameron selv og andre “putter aficionados” og som den store Scotty Cameron-fan jeg er, kommer jeg helt sikkert selv til at smide en kommentar i ny og næ :o)

No surprise: Bjarne Riis var dopet…

bjarneriis2.jpg

Jeg har netop hørt i radioen, at Bjarne Riis har indrømmet, at han har taget doping i perioden 1993 til 1998, hvilket også betyder, at han snød sig til den historiske Tour de France-sejr i 1996. Et eller andet sted kommer hans “tilståelse” ikke som en overraskelse, da vel nok det meste af Danmark har haft en mangeårig mistanke om, at Bjarne Riis var dopet, efter som han altid svarede meget kryptiske på spørgsmål om doping.

Her er i hvert fald et par eksempler, som understøtter min påstand om, at Bjarne Riis ikke ligefrem selv gjorde en indsats for, at flere skulle tro på ham: “Jeg har aldrig været testet positiv. Og jeg går ind for en proper cykling”, Bjarne Riis, 23. juli 1998 i TV 2. “Jeg har naturligvis ikke taget doping. Jeg er træt af, at man ikke snart kan lade mig være i fred. Hvis det skal fortsætte på den måde, gider jeg ikke mere. Jeg vil betragtes som en seriøs sportsmand. Ser jeg ud som en junkie?”, Bjarne Riis, 1998 i TV 2. “Jeg har aldrig været dopet”, Bjarne Riis, 23. august 2006 i DR’s Profilen.

Anyway, det vigtigste er, at Bjarne Riis langt om længe har fået indrømmet sit “misbrug” og ulovlige anvendelse af epo.

Jobkarteller: Sig nej ved nyt job

haandjern.jpg

Igennem de sidste 8-9 måneder har der været skrevet en del i pressen om de såkaldte jobkarteller, som normalt indebærer, at to eller flere samarbejdende virksomheder indgår (typisk hemmelige) aftaler om, at man ikke ansætter hinandens medarbejdere. Og for at tilsikre, at aftalen bliver overholdt, forpligter de involverede virksomheder sig til at betale store økonomiske “bøder”, hvis man alligevel skulle finde på at ansætte hinandens medarbejdere.

Efter min mening er sådanne aftaler ødelæggende for det frie arbejdsmarked, fordi de begrænser den ansattes muligheder for frit at søge arbejde, hvor vedkommende måtte ønske og reelt set er det jo det samme som at udstyre medarbejderne med håndjern i jobmæssig sammenhæng. Jeg synes, at især de hemmelige aftaler er et skråplan at komme ud på, men både hemmelige og offentliggjorte aftaler er uacceptable. Som det liberale menneske jeg er, ønsker jeg imidlertid ikke, at der skal laves lovgivning på området, men at arbejdsmarkedets partnere og specielt arbejdsgiverne derimod må sørge for at udvise respekt for individets ret til at ville søge arbejde, hvor vedkommende måtte ønske.

[Read more…]

Klog beslutning af Wolfowitz

wolfowitz3.jpg

I går skriv jeg et indlæg om, at Verdensbankens direktør, Paul Wolfowitz, burde tage konsekvensen af den aktuelle nepotismeskandale, hvor Wolfowitz sørgede for, at hans kæreste fik et nyt job og en meget betragtelig lønforhøjelse. Her til morgen kom så nyheden om, at Paul Wolfowitz rent faktisk har valgt træde tilbage ved udgangen af juni måned, fordi det er “det bedste” for banken ifølge en udtalelse fra Wolfowitz.

Verdensbankens bestyrelse har meddelt, at den har accepteret Wolfowitz’ udsagn om, at han handlede i god tro og at “der er begået fejl på begge sider”. Det er dog lidt pudsigt, da et panel nedsat af netop bankens bestyrelse tidligere på ugen havde konkluderet, at Paul Wolfowitz handlede i strid med bankens kodeks i forbindelse med skandalesagen. Anyway, det er drejer sig vist mere om, at Paul Wolfowitz ønsker at tabe ansigt mindst muligt. Det vigtigste er dog, at han har taget den rigtige beslutning ved selv at tage sin afsked.

Tørklædeforbud holder ikke

toerklaede.jpg

Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, har nu udtalt, at hun mener der skal indføres et generelt forbud mod den muslimske hovedbeklædning i alle offentlige institutioner. Ifølge Pia Kjærsgaard sender tørklædet et signal om, at man er muslim og ikke en del af det danske samfund. Det synes jeg altså er noget sludder og vrøvl. Så længe man bidrager til samfundet ved blandt andet at prøve på at forsørge sig selv, betale sin skat og accepterer og efterlever gældende lovgivning, ja så er man altså en del af det danske samfund – uanset om man går med tørklæde eller ej.

Det er dog ikke det samme som, at der ikke skal være en grænse eller en holdning til religiøse hovedbeklædninger. Personligt mener jeg godt, at man kan forlange, at man skal kunne se ansigt og øjne på offentlige ansatte og politikere, lige som jeg også synes, at alle skal kunne give hinanden hånden og hilse som en fast del af dansk tradition, skik og kultur. Når alt det er sagt, er jeg stadig af den overbevisning, at det er altgørende at holde fast i, at Danmark altså er et frit land, hvor der skal være plads til forskellighed – også hvad angår religion.

Bør gå af før det bliver mere pinligt

wolfowitz.jpg

Jeg kan ikke lade være med at ryste på hovedet af Verdensbankens direktør, den tidligere viceforsvarsminister Paul Wolfowitz, der som bekendt har givet sin kæreste en klækkelig lønforhøjelse i forbindelse med, at han sørgede for at flytte hende fra en stilling i Verdensbanken til det amerikanske udenrigsministerium.

Hvad er det, der gør, at en så erfaren politiker ikke selv kan se, at den går altså bare ikke og at en sådan handling kun kan blive set som dobbeltmoralsk, når Wolfowitz tidligere selv har talt dunder om moral og etik til den organisation han er øverste chef for. Da Paul Wolfowitz tiltrådte i 2005, meldte han netop ud, at han ville kæmpe hårdt for at mindske korruption og nepotisme – både internt i Verdensbanken og i de tredjeverdenslande, som banken låner over 100 milliarder kroner til om året.

Og nu lader det endda til, at Wolfowitz har tænkt sig at klæbe til taburetten, fremfor selv at tage konsekvensen – det er utroligt, at denne ellers drevne politiker ikke selv kan indse, at han bør gå af før det bliver endnu mere pinligt.

Fantastisk golf-gadget :o)

sureshotgps3.jpg

I går havde jeg taget fri for at kunne deltage i en pro-am turnering på Scanplan Tour, som blev spillet på Dragsholm Golf Club. Banen ligger i naturskønne omgivelser, ca. 20 km nordvest for Holbæk. Vi spillere havde dog mere travlt med at koncentrere os om, at prøve på at styre golfbolden i den utrolig stærke blæst, end at nyde den skønne natur. Det var selvfølgelig også den primære (hvis ikke den eneste) grund til, at jeg spillede så dårligt som jeg gjorde :o)

Jeg vil derfor hellere fortælle om en fantastisk lille golf-gadget, som jeg stiftede bekendtskab i forbindelse med turneringen. En af sponsorerne havde nemlig medbragt et par testeksemplarer af “SureShot GPS“, som er en ultrakompakt lille GPS-afstandsmåler, udviklet specielt til brug på golfbanen. Når du først har indlæst de ønskede golfbaner på den lille enhed (op til 10 forskellige af gangen), er det muligt at få en meget præcis afstand til den næste bunker, sø, å, dogleg knæk eller midten af green uanset, hvor du måtte stå på banen.

Dermed slipper du for at skulle studere baneguider, tælle skridt eller på anden måde gætte sig til afstanden, hvis man ikke lige er i nærheden af de normale afstandsmarkeringer på banen. Samtidigt kan SureShot GPS bruges til at forskellige former for statistik over sit golfspil.

Vores hold fik mulighed til at få en SureShot GPS med ud på banen og jeg må indrømme, at denne lille golf-gadget er utrolig effektiv og virkelig er et reelt hjælpemiddel ude på banen – specielt, hvis man ender andre steder end på fairway, hvad der af og til sker for mig :o) SureShot GPS er derfor et “must have” for enhver golfspiller, der aldrig vil gå ned på udstyret. Jeg vil dog anbefale, at du lige tjekker, om din hjemmeklub tillader brug af GPS-afstandsmålere, inden du brænder ca. 4.000 kroner af på denne gadget – den kan jo lige som kun bruges på en golfbane :o)