Danske politikere = De tre vise aber?

I går bladrede jeg lidt rundt på Berlingske.dk, og faldt over et indlæg fra erhvervsmanden Asger Aamund, som under overskriften “Vi med motorvej” på ganske ironisk vis kommenterer udviklingen i det danske samfund.

Udgangspunktet i indlægget drejer sig om, at regeringen og Dansk Folkeparti netop har bevilget 3,5 mia. kroner til en motorvej mellem Herning og Holstebro (Aamund konstaterer for øvrigt i den sammenhæng, at motorvejen sikkert ender med at koste 5 mia. kroner jævnfør den normale offentlige praksis for at overskride budgetter). På ganske humoristisk vis omtaler Aamund, hvordan denne motorvej kommer til at forgylde Herning og Holstebro og revitalisere de små byer langs strækningen, og at det dermed kan forsvarer, at de økonomiske rammer for vores universiteterne, forskning og højteknologiske vækstvirksomheder fortsat forringes.

Efter min mening rammer Asger Aamund helt plet med hans kommentar. Det er efterhånden grotesk at se, hvordan begge sider af Folketinget i den grad vælger at lade være med at se problemerne i øjnene. Blå blok kæmper krampagtigt for at holde på magten, og har derfor kun en yderst begrænset lyst til at gennemføre reformer. I stedet forsøger de på at lappe huller, og udskrive større checks til dem, som de tror vil hjælpe dem til at bevare magten. Og hvad angår rød blok, så er de så forhippet på at komme til magten, at de i den grad sælger ud af tidligere tiders politik og principper, samtidigt med at de har travlt med at love vælgerne et endnu større stykke lagkage, end blå blok allerede har skåret ud. I begge tilfælde er resultatet, at overtrækket på landets kassekreditt stiger og stiger. For alle danskere skal jo have råd til fladskærms-tv og designermøbler, for Danmark er jo et velfærdssamfund og vi kan jo altid bare sætte skatten op – ganske som rød blok jo vil gøre hvis/når de kommer til magten.

Problemet i en nøddeskal er desværre, at politikerne næsten agerer som sagnet om de tre vise aber: “Se intet ondt, hør intet ondt, tal intet ondt og du vil heller ej selv blive ramt af ondt”. I hvert fald virker det som om, at politikerne vil hverken vil lytte eller se i forhold til de enorme udfordringer vi har i samfundet. Snakke vil de til gengæld gerne, men kun når der kan loves endnu større stykker lagkage til befolkningen, der i den grad er ved at blive taget som gidsler i en velfærdsfælde. For mere vil have mere. Som den tidligere socialdemokratiske borgmester i Ishøj, Kjeld Rasmussen, udtalte om det umulige i at standse væksten i den offentlige velfærd: “Hvis du først har smidt noget ind til aberne, får du det ikke ud igen”.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det virker som om at Danmark nærmest skal gå konkurs, inden politikerne på tværs af blokkene tør gå sammen i nogle store brede forlig, og gennemføre de reformer som det danske samfund i den grad har brug for. Skal det virkelig gå helt galt, inden partierne – på vegne af befolkningen – finder mod til at gennemføre ganske vist upopulære, men helt nødvendige beslutninger? Og ja, det er korrekt at det ikke giver stemmer eller popularitet, og lige netop derfor skal det også være alle partier, der bakker op og tænker i, hvad der er det bedste for landet, og ikke det enkelte parti og politiker.

Brug et par minutter eller tre på at læse indlægget fra Asger Aamund, længere tid tager det ikke at læse. Om ikke andet kan du – takket være Aamunds ironiske skrivestil – måske trække lidt på smilebåndet desuagtet alvoren i dette emne. Du finder indlægget her.

Lige mine ord: “Klynkernes korstog”

Jeg har netop læst søndagsudgaven af Berlingske Tidende, og faldt i den sammenhæng over avisens leder, som bærer titlen “Klynkernes korstog” (du kan læse lederen ved at klikke her).

Hovedbudskabet i lederen er, at fagbevægelsen sammen med Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti giver et falsk billede af Danmark er tidens mest usympatiske fænomen.

Jeg tillader mig at tage et direkte citat fra lederen: “Hvis fagbevægelsen og S-SF virkelig ønskede at lade de stærke med arbejde og godt helbred bære mere, så foreslog de at afskaffe efterlønnen, thi den er reserveret for folk, der står til rådighed for arbejdsmarkedet, og som derfor er fuldt arbejdsduelige. Men afskaffelsen af denne usympatiske belønning for at gå på pension på andres regning ville koste stemmer og chancen for regeringsmagten, så det foreslår de ikke”.

Tilsyneladende er det kun Liberal Alliance og Radikale Venstre, der i det hele taget tør tage dette opgør desuagtet, at det skriger til himlen, at vi som samfund – hvis man ellers har evnen til arbejde – selvfølgelig ikke har råd til at sende folk på efterløn, hvis de som 62-årige stadigvæk kan arbejde og bidrage til samfundet.

Folk, der ellers har evnen til at arbejde og som ikke er nedslidte, må for min skyld gerne gå på pension som 62-årig, men det skal bare ikke være på samfundets regning. Så må man leve af den private pension og opsparing og ikke på samfundets regning.

Det er derfor på tide, at alle vi – der har evnen til at arbejde – en gang for alle tager ansvar for, at bidrage til den danske velfærdsmodel. Med en øget gennemsnitsalder og kraftigt stigende omkostninger til velfærd, har vi ganske enkelt ikke råd til at sende arbejdsduelige danskere på førtidspension som 62-årige.

Det er trist, at politikerne ikke tør gøre noget ved dette enorme problem. Jeg troede egentlig, at vi valgte politikerne ind i Folketinget for netop at tage de upopulære beslutninger som samfundet har brug for, og gennemføre nødvendige reformer, men det er åbenbart ikke tilfældet.

De åbenlyst populære beslutninger kan enhver idiot jo tage, og det lader desværre til at være mantraet for de fleste danske politikere nu om dage. Naivt håber jeg på, at vi snart ser en generation af politikere, der tør tage de upopulære beslutninger, og leve med, at det kan betyde at man måske kun får en “sæson” i Folketinget.

Den danske velfærdsmodel styrer støt og sikkert mod konkurs…

For nyligt læste jeg en kort kronik i Berlingske Tidende med Liberal Alliances partileder Anders Samuelsen. Han mener, at vælgerangst i den grad lammer begge blokke i dansk politik, og at det forhindrer politikerne i at gennemføre de reformer og besparelser, der er nødvendige for at få nationalregnskabet op.

Anders Samuelsen tør efter min mening melde rent ud i forhold til upopulære reformer og tabuområder som fjernelse af efterlønnen, brugerbetaling og øget udlicitering. Det er jo ikke for sjov, når nationalbankdirektør Nils Bernstein fortæller, at der skal findes ikke mindre end 34 mia. kroner om året, for at få regnskabet til at balancere.

Samtidigt viser alle prognoser, at der bliver markant færre erhvervsaktive i forhold til antallet af borgere på overførselsindkomst. Og med en offentlig sektor, der er den største i verden målt i forhold til indbyggerantal, så har enhver person i den private sektor i forvejen en anden person på sine skuldre. I en ikke al for fjern fremtid skal den samme privatansatte bære to personer på sine skuldre.

Og løsningen er hverken at være berøringsangste overfor reformer eller ændringer i skattestoppet som den siddende regering er, eller at begynde at tale om at hæve skatterne igen og indføre tåbelige millionærmisundelsesskatter, som Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti har tænkt sig at gøre, hvis de får regeringsmagten.

Nej, det er nødvendigt med endda meget markante reformer indenfor en forholdsvis kort tidshorisont, hvis den danske velfærdsmodel ikke skal ende med at gå konkurs. Med et trist flertal af politikere, der kun tør tænke i populisme, meningsmålinger og genvalg, er der en ret stor sandsynlighed for, at bunden går ud af vort velfærdssystem i løbet af de kommende år. Se blot debatten omkring efterlønnen, hvor et stort flertal af økonomer vil afskaffe tilbuddet om efterløn til alle, men meget få politikere tør gøre noget ved problemet – fordi at de ved at det ikke giver genvalg.

Imidlertid stemmer jeg ikke en politikere ind i Folketinget for at vedkommende skal have et job for livet. For mig skal politikerne på den ene side være med til at repræsentere befolkningen og demokratiet, men i høj grad også være med til træffe nødvendige og også til tider upopulære beslutninger. Desværre er dansk politik ved at udarte sig til en popularitetskonkurrence, hvor flertallet ikke tør tænke på landets ve og vel, men kun tænker på personlig genvalg og fastholde eller få regeringsmagten.

Det tager ikke mere end to minutter på at læse kronikken, som du finder her. Det er efter min mening kloge ord, der kommer fra Anders Samuelsen, men døm selv, og drop gerne en kommentar med din egen mening om emnet.

“Hvis du først har smidt noget ind til aberne, får du det ikke ud igen”

Citat af Kjeld Rasmussen (født 1926), tidligere socialdemokratiske borgmester i Brøndby, om det umulige i at standse væksten i den offentlige velfærd.

Klik her for at se flere citater.

Vi kan åbenbart ikke få nok velfærd…

Søndagsudgaven af Jyllands-Posten indeholder en interessant artikel om emnet velfærd og offentlig service og de ufattelig mange milliarder, vi bruger på det hvert år.

Selv om regeringen har øget det offentlige forbrug med ikke mindre end 47 milliarder kroner siden 2001, viser en frisk meningsmåling, at 53 procent af befolkningen, at den offentlige service er blevet dårligere siden 2001.

Personligt har jeg det fint med, at der bliver sat spørgsmålstegn ved, om vi bruger de mange milliarder kroner på de rigtige former for velfærd. Det kræver imidlertid, at både politikere og embedsmændene tør prioritere og omfordele blandt andet den såkaldte “sherry-pulje” og ikke bare gøre velfærd til en gavebod for alle. Dem, der virkelig har brug for mere velfærd og bedre offentlige service, bør også få det, men dem, der har “nok”, burde udvise en større grad af mådehold og ikke bare blive ved med at kræve.

Det haster mere end nogensinde…

Jeg har netop læst en artikel på Berlingske.dk om et Socialdemokratisk forslag til et nyt dagpengesystem. I hovedtræk går forslaget ud på, at man dels skal tilbyde en højere arbejdsløshedsunderstøttelse end i dag, men til gengæld over en kortere periode end i dag. Samtidigt er partiet åbent over en mere fleksibel model, hvor nogle grupper på arbejdsmarkedet kan vælge andre dækningsformer. I dag gælder de samme regler for alle lønmodtagergrupper, hvilket har gjort det mindre interessant for især højtlønnede at være medlem af en A-kasse.

Der er efter min mening behov for indtil flere store reformer, eksempelvis i forhold til skattemodel, dagpengesystem, folkepension, sundhedssystem m.m. Og Socialdemokraternes forslag er bestemt et udmærket bud i debatten om en reform af dagpengesystemet. Jeg håber blot, at politikerne ikke begrænser sig til at kigge på beløbsstørrelserne og måske indføre lidt fleksibilitet, men at de denne gang får gjort noget ved selve dagpengeperioden. I dag kan man få dagpenge i ikke mindre end fire år, inden man overgår til kontanthjælp. Det er simpelthen alt for lang en periode, hvilket adskillige eksperter gang på gang også påpeger.

Jeg håber derfor, at vi i de kommende år får reformeret nogle af de væsentligste elementer i den danske velfærdsmodel. Vi lever ikke længere i et standardiseret industrisamfund, hvor man kunne putte befolkningen ind i nogle forholdsvis få og meget firkantede kasser i forhold til velfærdsydelser m.m. Tiden er en helt anden og har allerede været det i mindst et årti. Det haster derfor mere end nogensinde med at få gennemført reformer.

Klart nej til at ændre kantinemomsen

Skatteminister Kristian Jensen ønsker lukke et “skattehul” ved at gøre det dyrere for virksomhederne at yde tilskud til kantineordninger. Han har derfor fremsat et forslag om ændring af momsreglerne for virksomhedskantiner. Det har selvsagt afstedkommet kritik fra adskillige interesseorganisationer, herunder Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Diabetesforeningen. Alle tre foreninger frygter, at forslaget vil indebære, at færre danskere vil få adgang til sunde måltider på deres arbejdsplads, da det forventes at de afledte prisstninger på kantinemad vil resultere i lukning af flere kantiner.

Nu hører den virksomhed som jeg er direktør for, ganske vist ikke til de virksomheder, der vil blive ramt, hvis lovforslaget skulle blive vedtaget – i hvert fald som jeg forstår det, da vi ikke selv har kantinefolk ansat. Det ændrer dog ikke på, at jeg alligevel siger klart nej til at ændre kantinemomsen. Jeg tror på ingen måde, at de berørte virksomheder ser de aktuelle regler for kantinemoms som et skattehul – slet ikke endda! Reglerne er sikkert med til at skabe et rimeligt prisniveau på kantinemad, men det er vel også okay ud fra et hensyn til folkesundheden. Hvis det derimod bliver dyrere at købe kantinemad, tror jeg desværre at mange ville vælge at købe billig fastfood som et alternativ.

Det var du længe om, Anders Fogh…

Langt om længe er statsminister Anders Fogh Rasmussen og Venstre begyndt at fortælle, om de rigtig mange gode resultater som VK-regeringen har været med til at skabe siden 2001, hvor den tiltrådte. Det sker konkret i form af en helsides annonce, der er blevet indrykket i flere af landets aviser i dag.

På det personlige plan synes jeg, at Socialdemokraterne i alt for høj grad har fået lov til at prædike overbudspolitik og velfærd under valgkampen og det er vel at mærke uden at Venstre eller de Konservative har gjort meget for at fortælle befolkningen, at der faktisk er tilført ikke mindre end 37 milliarder kroner mere til offentlig velfærd, at arbejdsløsheden er den laveste i 30 år og at det samtidigt har været muligt at sænke skatten på arbejde.

Her “før lukketid” vil jeg gerne komme med et råd til regeringen: Få nu kommunikeret dette budskab massivt i den resterende del af valgkampen således, at alle danskere kan blive gjort bekendt med, at den borgerlige regering rent faktisk har gennemført en masse gode tiltag, der har været med til at skabe en bedre hverdag for langt de fleste danskere. Denne positive udvikling kan en ny borgerlig regering selvfølgelig være med til at videreføre. Derimod tror jeg ikke på, at en socialdemokratisk regering vil gøre andet end at sætte skatterne op for at kunne finansiere deres useriøse overbudspolitik.

Thorning er garant for skattestigninger

Som jeg skrev om for en uges tid siden, var Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt allerede ude på førstedagen af valgkampen med en melding om, at hvis Socialdemokraterne kom til magten, vil de annullere den skattelettelse, som regeringen vedtog i slutningen af oktober måned. Dermed brød Helle Thorning allerede løftet om, at Socialdemokraterne ville overholde skattestoppet.

Det sker nu igen og denne gang går det ud over erhvervslivet, der skal til at betale mere i skat, hvis Helle Thorning bliver statsminister efter valget. Under en valgdiskussion på TV 2 i torsdags svarede hun ellers “nej” til, at erhvervslivets skatter skal sættes op, men igen skifter Helle Thorning mening og bryder dermed skattestoppet: Nu vil hun nemlig ophæve den sænkelse af selskabsskatten, der blev gennemført i januar måned i år og dermed hæve denne skat fra 25 procent til 28 procent.

Efter min mening bliver Helle Thorning-Schmidt mere og mere utroværdig, når hun gang på gang vælger at bryde allerede indgåede aftaler eller tilbageføre de nuværende skattelove til tidligere tiders niveau. Altså kommer hun med al tydelighed ikke til at overholde skattestoppet, hvis hun bliver statsminister efter valget. Tværtimod er der indtil flere beviser på, at både almindelige borgere og virksomheder kommer til at betale mere i skat, hvis vi får en socialdemokratisk statsminister.

Jeg krydser fingre for, at de, der overvejer at stemme på Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokraterne, snart begynder at gennemskue hende. Den vækst vi har haft i velfærden og den rekordlave arbejdsløshed vi har haft i de sidste seks år under VK-regeringen, skal vi ikke sætte over styr, bare fordi Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokraterne begynder at blive desperate og useriøse.

Supergodt initiativ fra Saxo Bank

I dagens udgave af Børsen faldt jeg over en interessant annonce fra investeringsbanken Saxo Bank. De to grundlæggere af Saxo Bank, Lars Seier Christensen og Kim Fournais, har valgt at bidrage aktivt til den aktuelle diskussion om skat kontra velfærd ved at indrykke en serie af annoncer om emnet. De primære budskab i dagens annonce er, at græsset skal være grønnere i Danmark i form af et mere rimeligt beskatningsniveau og at topskatten på ikke mindre end 63 procent er ødelæggende for den videre udvikling af det danske velfærdssamfund.

Jeg synes, at det er et supergodt initiativ og finder det meget prisværdigt, at Lars Seier Christensen og Kim Fournais har modet til at melde ud med virksomhedens holdning til den aktuelle skattediskussion i Danmark.

Hvad angår den afsluttende linie i annoncen fra Saxo Bank, “Skattelettelser giver velfærd”, så er jeg helt enig. Vejen til at få flere penge i statskassen til at finansiere de stigende omkostninger i forbindelse med den danske velfærdsmodel, kommer gennem en økonomisk motivation til at arbejde og måske endda yde en ekstra indsats. Som det er i dag, bliver ingen motiveret til at yde en ekstra indsats, når staten opkræver 63 procent af den sidst tjente krone.

Tværtimod virker det begrænsende og får kun folk til enten at tænke i skattefri goder eller endnu værre i skattetænkning eller sort arbejde. Det kommer der imidlertid ikke flere penge i statskassen af og dermed bliver det sværere og sværere at få regnskabet til at balancere. Så jeg håber virkelig, at vores politikere begynder at tage sig sammen og få gjort noget ved dette store problem.