En statsminister med bid i…

En statsminister med bid i!

I den seneste tid har jeg haft ganske travlt – både på jobbet og i forbindelse med træningen til mit kommende 100 km løb. Ja, faktisk har jeg haft rigtig travlt, hvilket også forklarer den lidt begrænsede aktivitet på min blog.

Ikke desto mindre har jeg alligevel haft tid til at følge lidt med i den politiske debat i forbindelse med udnævnelsen af Lars Løkke Rasmussen som landets nye statsminister.

Der har som bekendt været skrevet og sagt meget om Lars Løkke Rasmussen i tiden op til, at Anders Fogh Rasmussen blev udnævnt til NATO’s nye generalsekretær og bestemt også i tiden efter. hvor Lars Løkke Rasmussen overtog posten som landets leder.

Meget af denne omtale har gået på, hvorvidt manden har evner og format til at være landets statsminister, specielt efter den den såkaldt “bilagssag”. Om Lars Løkke Rasmussen så har preference for et glas koldt øl engang imellem, gør ham ikke til en dårlig statsminister i mine øjne – tværtimod!

Som jeg før har givet udtryk for, er jeg selv af den overbevisning, at Lars Løkke Rasmussen er en særdeles arbejdsom, erfaren og dreven politiker. Jeg er derfor sikker på, at denne “erhvervserfaring” vil komme ham til stor gavn i arbejdet som statsminister.

Og desuagtet, hvad de mange politiske modstandere vil mene, synes jeg, vi har har fået en statsminister med mere bid i. I modsætning til Anders Fogh Rasmussen, har Anders Løkke Rasmussen ganske enkelt mere spidse tænder og han er ikke bange for at bruge tænderne i en politisk diskussion.

Lars Løkke Rasmussen er ganske vist så dreven en politiker, at han godt ved, hvornår han bliver nødt til at “holde kæft” med, hvad hans hjerte indeholder af tanker og følelser. Ikke desto mindre synes jeg, at det er prisværdig med en politiker, der godt tør bide fra sig og sige sin mening om dette og hint.

Jeg tænker i denne sammenhæng specielt på Lars Løkke Rasmussens optræden i TV 2 News’ politiske magasin “Mogensen & Christiansen”. Her angriber han de efterhånden mange politiske kommentatorer, der på den ene eller anden måde har travlt med at gøre sig kloge på politikernes og borgernes vegne (sidstnævnte del af denne sætning er for egen regning).

I forbindelse med Lars Løkke Rasmussens deltagelse i “Mogensen & Christiansen”, kommer han ind på følgende (jeg citerer direkte fra statsministerens udtalelse i programmet):

“Jeg synes efterhånden, at det er hæmmende for demokratiet, at når man f.eks. transmitterer fra debatten i går, så er der ganske lidt transmission, og så er det sådan nogen kloge hoveder som jer, som jo er så talentfulde, at man kan undre sig over, hvorfor I ikke stiller op til et eller andet. I kunne jo lægge hele landet ned og indtage Sankt Jørgens Gård (som er Statsministeriets adresse) på en weekend, fordi I lige ved, hvordan det skal gøres. Det synes jeg, er ved at være et demokratisk problem”.

Til dette svarer/spørger politisk kommentar Peter Mogensen: “Men Lars, er det ikke defensivt klynkeri fra en statsminister, der er lidt presset, at stå og sige, at det er kommentatorernes skyld alt sammen?”

Hertil svarer Lars Løkke Rasmussen: “Nej, nej, jeg giver ikke kommentatorerne nogen skyld. Jeg føler mig overhovedet ikke presset. Altså, jeg er landet i den der stol. Jeg har det godt med det, og glæder mig til at tage på arbejdet. Jeg gider bare ikke at ligge under for, med al respekt, hvordan du synes, jeg skulle holde min tale. For hvis du kan holde en bedre tale, så hold den. Og hvis du kan blive en bedre statsminister, så stil op, siger Lars Løkke Rasmussen”.

Se, det synes jeg er en statsminister med bid i!

Så lad os komme af med den lukkelov…

Så lader det til, at der for første gang nogensinde er et politisk flertal for en fjernelse af lukkeloven. I hvert fald har de Konservative nu ændret officiel politik på området jævnfør en artikel på epn.dk. Denne ændring medfører nemlig, at der kan dannes et flertal sammen med Venstre og Dansk Folkeparti for en afskaffelse af loven.

Som jeg før har givet udtryk før, synes jeg, Folketinget skal få afskaffet lukkeloven. Det gør jeg først og fremmest fordi, jeg ikke tror på, at en begrænsning i åbningstiderne gør at den lille købmand eller specialbutikken overlever. Specialbutikkerne skal efter min mening konkurrere på udvalg, kvalitet, viden og et højt serviceniveau. Specialbutikkerne behøver til gengæld ikke holde åbent til kl. 19.00 eller 20.00 på hverdage og til kl. 17.00 i weekenden.

Basalt set er jeg af den holdning, at hvis danske forbrugere ønsker et varieret gadebillede med masser af spændende specialbutikker, så bliver forbrugerne ganske enkelt nødt til at tage et personligt ansvar for at handle i landets specialbutikker på løbende basis. Lukkeloven kan ikke redde de små butikker, men det kan du ved at placere en del af dit indkøb der uanset, om der er tale om kød, grøntsager, brød, tøj, elektronikprodukter, bøger eller lignende.

Et helt andet problem i forhold til de mindre handlende er for øvrigt vores lovgivning på erhvervslejemål, som blev revideret for nogle år siden. Udlejer kan nemlig kræve en forhøjelse af huslejen, hvis han/hun kan dokumentere, at den generelle markedsleje i et område er højere. Og med masser af store kapitalkæder, der stadig er på udkig efter gode lejemål og som gerne betaler forholdsvis høje huslejer, har en udlejer forholdsvis nemt ved at varsle markant højere huslejer overfor de små handlende. Dermed bliver det endnu sværere for disse at få en rentabel forretning ud af at drive en specialhandel.

Så lad os komme af med lukkeloven og i samme moment få fjernet den pasus i erhvervslejelovgivningen, der gør at en udlejer alt for nemt kan hæve huslejen til et ofte horribelt niveau. Og så husk at handle hos dine lokale specialbutikker og gerne hver eneste uge – i hvert fald når det gælder grønthandleren, slagteren og vinhandleren :o)

Bendt Bendtsen som statsminister?

I den seneste tid har Venstres kronprins, finansminister Lars Løkke Rasmussen, været udsat for en hel del kritik som følge af rod i diverse omkostningsbilag. I den sammenhæng er der nu begyndt at blive sat spørgsmålstegn ved, om Lars Løkke Rasmussen overhovedet er den rette til at tage over efter Anders Fogh Rasmussen, når han forventelig trækker sig som formand for Venstre i løbet af et år eller to.

Efter som jeg stemte på de Konservative ved det seneste folketingsvalg, synes jeg selvfølgelig ikke, det er en naturlov at statsministerposten altid skal gå til en Venstre-mand. Eksempelvis gjorde Poul Schlüter det fantastisk godt som konservativ statsminister igennem ikke mindre end 11 år i perioden 1982-1993.

Så måske burde Anders Fogh Rasmussen overveje, at give stafetten videre til Bendt Bendtsen? Eller måske Lene Espersen, hvis der er behov for et generationsskifte hos de Konservative?

SF: En moderne udgave af S?

villy_soevndal3.jpg

En frisk meningsmåling viser, at der kun er ca. fire procent mellem Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti i vælgertilslutningen, hvis der var folketingsvalg nu. Det skyldes, at Socialdemokraternes tilbagegang fortsætter samtidigt med SF bliver ved med at tiltrække socialdemokratiske vælgere. Endvidere fortæller meningsmålingen, at to ud af tre socialdemokratiske vælgere mener, at Villy Søvndal er den oppositionsleder, der klarer sig bedst.

Personligt tror jeg, at det er lykkedes for SF at skabe en moderne socialistisk profil, hvilket ikke mindst skyldes, at Villy Søvndal er meget dygtig til at kommunikere partiets politiske budskaber og værdier. SF har således gennemgået en større modernisering og fremtræder i dag som et tidssvarende socialistisk parti med en større politisk spændvidde og rummelighed end nogensinde før. I den sammenhæng tror jeg også, at SF mere EU-venlige attitude har været med til at gøre partiet mere acceptabelt for tidligere socialdemokratiske vælgere.

Samtidigt er Socialdemokratiet hårdt ramt af den identitetskrise som partiet er ramt af som følge af Anders Fogh Rasmussen har overtaget mange tidligere socialdemokratiske mærkesager og således har trukket Venstre mod midten i det politiske landskab.

Dermed står Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokraterne med det store dilemma, at de kæmper med Venstre om den store klump af midtersøgende vælgere. Denne kamp tvinger Socialdemokratiet mere ind mod midten og udvander dermed også partiets socialistiske profil. Og når SF nu fremstår som en slags moderne udgave af Socialdemokratiet, er det mere end forståeligt, at de mere venstreorienterede socialdemokratiske vælgere fremover vil sætte deres kryds ud for SF på stemmesedlen.

Spørgsmålet er, om Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokratiet reelt set kan gøre noget for at vende denne udvikling? Har partiet overhovedet en chance for at holde på socialistiske kernevælgere, når man samtidigt gerne vil have andel i den store klump af vælgere på midten? Eller har den borgerlige fløj allerede har vundet kampen om denne vælgergruppe?

OK at droppe livslang kunstnerstøtte

brianmikkelsen2.jpg

I løbet af ugen meldte Venstre og Dansk Folkeparti ud, at man mener at Statens Kunstfonds livslange ydelser til kunstnere er urimelige og enten skal afskaffes eller i det mindste laves om. Som tingene er i dag, udbetaler Statens Kunstfond ikke mindre end 23,5 millioner kroner om året til 275 kunstnere, der modtager disse ydelser sålænge den enkelte kunstner er i live.

De udbetalte ydelser reguleres efter den enkelte kunstners indtægtsforhold, hvilket betyder at der minimum udbetales kr. 15.358 om året og maksimalt 140.787 kroner. Kulturminister Brian Mikkelsen har indvilliget i at se på de livslange ydelser og tage en snak med de kulturpolitiske ordfører, når der foreligger en undersøgelse fra Kunstrådet.

I lighed med jeg synes, at arbejdsløse kunstnere skal forsøge på at finde et del- eller heltidsjob indenfor andre erhverv, hvis man ikke kan finde beskæftigelse inden for kunstverdenen (klik her for at læse Tina Thomsens indlæg om dette emne), synes jeg det er helt okay, at staten ikke bare skal udbetale støtte igennem hele livet for en kunstner (og da slet ikke til de kunstnere, der sagtens kan forsørge sig selv). Det er helt fint, at vi har forskellige former for kulturstøtte til at hjælpe en kunstner i gang og få udbredt kendskabet til dansk kunskt og kultur.

Men når det er sagt, kan det ikke passe at kunstnere skal have støtte hele livet igennem. Jeg synes derfor, at det er helt fint, at der nu bliver kigget på de livslange ydelser og at reglerne som minimum bliver revideret.

Du giver alt for let op, Malou Aamund!

maa2.jpg

I dag kom den mildest talt overraskende nyhed om, at Malou Aamund har valgt at forlade Ny Alliance til fordel for Venstre. Hun begrunder sit valg med, at hun ikke længere tror på projektet. Samtidigt føler Malou Aamund, at hun er nødt til at være loyal over for de mærkesager som hun er gået til valg på. Derfor vælger Malou Aamund at gå melde sig ind i Venstres folketingsgruppe.

Nu er jeg af den holdning, at Ny Alliance i bund og grund ligger som de selv har redt, blandt andet som følge af de mange forvirrende udmeldinger under sidste års valgkamp. Af samme årsag turde jeg ikke selv tage chancen og stemme på dette parti. Når det er sagt, synes jeg, at Malou Aamund og for den sags skyld Gitte Seeberg giver alt for let op. Desuagtet Malou Aamunds officielle forklaring på det pludselige skift til Venstre, synes jeg det virker som om hun flygter fra Ny Alliance bare fordi det er rigtig svært lige nu og op ad bakke. Malou Aamund burde efter min mening have kæmpet lidt mere for det parti, der trods alt gjorde det muligt for hende at stille op og blive valgt til Folketinget frem for at løbe af pladsen i utide og på et tidspunkt, hvor Ny Alliance har aller mest brug for hende.

Jeg vil også tro, at de vælgere, der stemte personligt på Malou Aamund i november måned sidste år, sidder tilbage med en mærkelig smag i munden, når deres folketingsmedlem nu vælger at “skifte hest” kun lidt over to måneder efter folketingsvalget. Jeg tror endda, at det kan få konsekvenser for hende, når næste folketingsvalg kommer, da jeg tvivler på, at vælgerne igen vil stemme på en, der skifter parti så hurtigt og overraskende.

Forventet fyring af Jens Rohde

jensrohde4.jpg

Her til aften kom nyheden om, at TV 2 Radio’s direktør Jens Rohde er blevet fyret som følge af hans kommentering af Ekstra Bladets historie i sidste uge om, at Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen skulle have været spion for Venstre under folketingsvalget i 2005.

Som jeg skrev om forleden, var det er dumt og uklogt af Jens Rohde at udtale sig i den konkrete sag. Hans eneste kommentar burde have været “Ingen kommentar”, men i nærmest vanlig stil kunne Jens Rohde ikke hold mund.

Det er derfor helt forståeligt, at TV 2’s ledelse har besluttet sig for at fyre Jens Rohde. Det ville kun have været et spørgsmål om tid, før Jens Rohde igen ville kommentere politiske forhold, hvilket selvfølgelig ikke ville være foreneligt med jobbet som direktør for TV 2 Radio.

Han får nok ikke min stemme alligevel…

naser_khader5.jpg

Under søndagens partilederdebat meldte Naser Khader meget hurtigt ud, at Ny Alliance vil pege på Anders Fogh Rasmussen som deres statsministerkandidat efter valget. Alligevel synes jeg, at det fortsat står uklart, hvad Naser Khader og Ny Alliance rent faktisk vil efter valget. For på trods af den klare melding om, hvem partiet vil pege på som statsministerkandidat efter valget, holder Naser Khader fast i kravet om en dronningsrunde efter valget. Dermed forlanger han stadigvæk, at regeringen skal træde tilbage, selv om der måtte være et borgerligt flertal efter valget.

Her et døgn før valget tror jeg desværre, at løbet er ved at være kørt for Ny Alliance og partiet får næppe den massive vælgertilslutning som det ellers lagde ud med ved sin stiftelse – snarere tværtimod! For mit eget vedkommende vil jeg stadigvæk ikke gamble med min borgerlige stemme ved at sætte kryds ved på et parti, der stadigvæk flakker meget rundt i sin politik og er for ultimativ på en række punkter. Ganske vist vil jeg gerne være med til at begrænse Dansk Folkepartis indflydelse, men det skal ikke ske ved at vi får en socialdemokratisk regering, der kun vil være en garant for højere skatter og et offentligt overforbrug. Så med mindre Naser Khader ryster en kanin ud af ærmet i aften, tror jeg at min stemme kommer til at gå til De Konservative.

Det var du længe om, Anders Fogh…

venstre_annonce.jpg

Langt om længe er statsminister Anders Fogh Rasmussen og Venstre begyndt at fortælle, om de rigtig mange gode resultater som VK-regeringen har været med til at skabe siden 2001, hvor den tiltrådte. Det sker konkret i form af en helsides annonce, der er blevet indrykket i flere af landets aviser i dag.

På det personlige plan synes jeg, at Socialdemokraterne i alt for høj grad har fået lov til at prædike overbudspolitik og velfærd under valgkampen og det er vel at mærke uden at Venstre eller de Konservative har gjort meget for at fortælle befolkningen, at der faktisk er tilført ikke mindre end 37 milliarder kroner mere til offentlig velfærd, at arbejdsløsheden er den laveste i 30 år og at det samtidigt har været muligt at sænke skatten på arbejde.

Her “før lukketid” vil jeg gerne komme med et råd til regeringen: Få nu kommunikeret dette budskab massivt i den resterende del af valgkampen således, at alle danskere kan blive gjort bekendt med, at den borgerlige regering rent faktisk har gennemført en masse gode tiltag, der har været med til at skabe en bedre hverdag for langt de fleste danskere. Denne positive udvikling kan en ny borgerlig regering selvfølgelig være med til at videreføre. Derimod tror jeg ikke på, at en socialdemokratisk regering vil gøre andet end at sætte skatterne op for at kunne finansiere deres useriøse overbudspolitik.

Laveste tilslutning til Ny Alliance indtil nu

naser_khader4.jpg

I dagens Gallup-måling for Berlingske Tidende får Ny Alliances sin hidtil laveste vælgertilslutning i løbet af valgkampen: 4,8 procent af stemmerne kan det blive til, hvilket i så fald vil give partiet ni mandater i Folketinget. Men på trods af den lave vælgertilslutning, vil Ny Alliances partiformand Naser Khader fortsat være tungen på vægtskålen, hvis Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti skal bevare det parlamentariske flertal, der danner grundlag for VK-regeringen.

Imidlertid tror jeg der er risiko for, at Ny Alliance kommer til at dykke yderligere i meningsmålingerne, så længe Naser Khader bliver ved med at flakke i de politiske udmeldinger. For mit eget vedkommende har de sidste par dages udvikling i hvert fald ikke gjort mig mere “tryg” i forhold til det faktum, at det er afgørende for min eventuelle stemme på Ny Alliance, at jeg kan stole 100 procent på, at Naser Khader peger på Anders Fogh Rasmussen efter valget. Så jeg vil atter opfordre Naser Khader og Ny Alliance til at melde mere klart ud i sin politik og bekende kulør – er I borgerlige og i så fald, er I indstillet på at være ved det og endegyldig pege på Anders Fogh Rasmussen som både kongelig undersøgelsesleder og statsminister, når valget er overstået den 13. november?