Gensyn med “Chris på Vægten”: 1 år efter…

I morgen, tirsdag, er det atter tid for gensyn med “Chris På Vægten“, som denne gang handler om, hvordan det går for os testpiloter et år efter at projektet sluttede.

DR har været forbi Stine, Peder, Morten og mig for at snakke lidt med os om, hvorvidt vi har kunne holde vægttabet, hvad der virker i forhold til kost og træning, hvad der har været svært efter at vi blev sluppet fri af Chris’ beskyttende vinger o.s.v.

Jeg ved selvfølgelig godt, hvad jeg selv sagde under mine egne optagelser, og da vi blev filmet sammen, men jeg er nu alligevel spændt på at høre Stine, Peder og Mortens personlige erfaringer, da DR var hjemme hos dem selv :-)

Hvor og hvornår: DR 1 i morgen  kl. 19.30 (genudsendes onsdag og torsdag).

“Chris på Vægten” halvårsopfølgning

Hvis du har fulgt med “Chris På Vægten“, og har lyst til at se, hvordan det er gået for os deltagere et halvt års tid efter at projektet sluttede, skal du slå over på DR 1 i aften kl. 19.30 og se “Ha’ Det Godt”.

DR var forbi Morten og jeg i november måned for at filme lidt og høre til, om hvordan vi har holdt livsstilsforandringen efter projektet officielt sluttede, hvad der har været svært og hvad der er gået godt. På næste tirsdag kan du se og høre om, hvordan Stine og Peder har klaret.

Hvor og hvornår: DR 1 i aften kl. 19.30 (genudsendes torsdag kl. 8.30).

Tror du dette var muligt med “små skridt”?

I de seneste dag har der været skrevet meget i pressen om Chris MacDonald og hans træningsmetoder i forbindelse med DR’s “By på Skrump” sundhedseksperiment.

Blandt andet har Landsforeningen for Overvægtige udtalt, at Chris og hans hårde træningsmetoder er med til at udstille og ydmyge deltagerne (som jo for øvrigt selv har sagt ja til at deltage og vidste, hvad de gik ind til). Ernæringsekspert Per Brændgaard Mikkelsen tilslutter sig denne kritik og kalder endda Chris’ metoder for militante og noget som man kun bør bruge på elitesoldater (jeg håber da, at de soldater, der vi sender til Afghanistan, bliver trænet endnu hårdere end “By på Skrump” deltagerne).

Jeg synes, at denne kritik generelt set er useriøs og populistisk og jeg synes i særdeleshed, at Per Brændgaaard rammer helt ved siden af og har alt for travlt med at gå efter manden (Chris) frem for bolden. Faktisk virker det for mig som om, at Per Brændgaard har travlt med at slå mønt på “By på Skrump” og den omtale som dette sundhedseksperiment giver til at få fokus på hans eget sundhedskoncept, som er kendt under navnet “Små skridt”.

Nu mener jeg selv, at jeg har noget at have det i, når jeg tillader mig at udtale mig om dette emne. Jeg har selv igennem mange år forsøgt utallige slankekure og “koncepter” og jeg har derfor en vis erfaring med, hvad der virker og ikke virker, når man er voldsomt overvægtig, som jeg selv var for 16 måneder siden. På det tidspunkt var jeg så heldig, at jeg fik mulighed for at deltage i “Chris På Vægten” projektet.

Takket være Chris og hans evne til både at informere, motivere og presse mig til at motionere og gennemføre en livsstilsforandring, hjalp han mig til at tabe små 40 kg i løbet af forholdsvis kort tid. Faktisk smed jeg 30 kilo i løbet af de første tre måneder og yderligere næsten ni kilo mere i løbet af de efterfølgende tre måneder.

Jeg nåede i mål med mit vægttab og fik en ny livsstil og et meget bedre liv gennem masser af træning, en markant omlægning af mine kostvaner, tonsvis af viden og som følge af Chris løbende coaching, støtte og sparring. Jovist, det var rigtig hårdt og Chris lagde i perioder stort pres på mig og de øvrige “Chris På Vægten” deltagere for at nå vores delmål og overordnede mål, men det var lige præcis, hvad vi havde brug for.

Jeg havde i hvert fald ikke opnået et vægttab på næsten 40 kilo, hvis jeg havde anvendt Per Brændgaards “små skridt” sundhedskoncept. Dels ville det have taget forever og dels tror jeg, at jeg ville have givet op undervejs og dels ville jeg være faldet i utallige gange og sætte de små vægttab over styr mange gange.

Personligt tror jeg, at hvis man er ekstremt overvægtigt, skal der også en ekstrem indsats til at gøre noget konkret ved problemet. Jeg tror ikke på et “slow fix” og da slet ikke på Landsforeningen for Overvægtiges forslag om, at man løser problemet ved at gå fra almindelig cola til sukkerfri cola light (jeg ved godt, at det er sat på spidsen, men det er deres egen udtalelse til pressen).

Men når det er sagt, tror jeg også det er vigtigt, at man vælger den træningsform og slankemetodik, der passer til bedst til det enkelte menneskes temperament og ambitioner. Nogen mennesker vil opnå gode resultater som følge af “små skridt” metodikken, hvor andre når i mål som følge af benhård træning og en mere markant ændring i livsstilen.

Jeg vil slutte min indlæg ved at sige, at det er selvfølgelig fair nok, hvis Per Brændgaard ikke synes om Chris’ træningsmetoder, men man kan nu engang ikke løbe fra de konkrete resultater som Chris har været med til at skabe. Like it or not, men mandens træningsmetoder (som for øvrigt dækker over andet end hård træning) virker altså!

Gensyn med 100 km med blod, sved og tårer…

Så er det i aften, at DR viser optagelserne fra mit 100 km løb, som jeg gennemførte tilbage i midten af maj måned.

Jeg er desværre på forretningsrejse i Finland i dag og i morgen, og jeg kan derfor ikke selv se programmet direkte. Jeg må således nøjes med at se det på nettet i aften.

Jeg var selvfølgelig “med” hele vejen under den 101,96 km lange løbetur, men alligevel var der lange perioder af turen, hvor jeg var i så stor smerte og bare havde fokus på at gennemføre, at jeg ikke rigtig kunne fornemme, hvad der sket omkring mig og jeg kan heller ikke huske, hvad jeg sagde til kameraet, da jeg var aller mest presset.

Det bliver sikkert lidt følelsesladet at gense, hvordan jeg gennemførte mit livs ubetinget største udfordring. Ikke desto mindre er jeg rigtig spændt på at se optagelserne og blandt andet høre Chris’ kommentarer undervejs.

Hvis du har lyst til at læse mere om, hvordan mit 100 km løb gik i detaljer og hvad jeg rent faktisk gik igennem, kan jeg anbefale at læse dette indlæg.

Hvor og hvornår: DR 1 i aften kl. 19.30 (genudsendes 17. september kl. 8.30).

Gensyn med “Chris På Vægten”…

Så er det i aften, at der er gensyn med “Chris På Vægten“.

DR har “kogt” et helt års “Chris På Vægten” afsnit ned til to udsendelser á hver 30 minutter. Samtidigt bliver indslagene krydret med kommentarer fra alle os “Chris På Vægten” deltagere.

Da det efterhånden er en hel del måneder siden vi lavede både de oprindelige optagelser og gav de afsluttende kommentarer, er jeg selv meget spændt på at se udsendelsen :-)

Hvor og hvornår: DR 1 i aften kl. 19.30 (genudsendes 27. august).

Change of Plans: Ny nedtælling…

Som følge af praktiske forhold relateret til DR og Chris, tog vi i går aftes en fælles beslutning om, at ændre datoen for afviklingen af mit 100 km løb.

Det betyder, at jeg ikke vil gennemføre distancen nu på lørdag, men derimod først på næste lørdag, altså den 16. maj.

Jeg havde selvfølgelig sat mig op til at “trykke på aftrækkeren” nu på lørdag og dermed have både mit fysiske og mentale peak på lige netop denne dag.

Ikke desto mindre har jeg det helt okay med, at vi rykker løbet en uge. Dels kan jeg godt holde motivation og fokus i yderligere en uge, samtidigt med, at det giver mig mulighed for, at være endnu bedre forberedt til denne store udfordring.

Til gengæld betyder udsættelsen også, at jeg med 99,9 procents sikkerhed ikke bliver klar til Copenhagen Marathon den 24. maj. Det er ikke realistisk, at min krop og ikke mindst ben kan nå at restituere efter 100 km løbet. Men det lever jeg nu helt fint med, for Copenhagen Marathon har hele tiden bare været en “bonusmulighed”.

Sidst, men ikke mindst, betyder udsættelsen også, at jeg slipper for at løbe i regnvejr nu på lørdag – i hvert fald jævnfør den aktuelle vejrudsigt. Jeg krydser så fingre for, at lørdag, den 16. maj byder på en let overskyet himmel, en temperatur på 16-20 grader og tørvejr :-)

En god oplevelse…

En god oplevelse...

Her til aften blev Stine og jeg interviewet i Aftenshowet på DR 1. Vi var blevet spurgt, om vi ikke havde lyst til at komme og fortælle om vores erfaringer og resultater i forbindelse med den livsstilsændring, vi har været igennem i løbet af de sidste otte måneder under Chris På Vægten projektet.

Ud over, det var meget sjovt at prøve, at blive interviewet på live tv, var det i det hele taget bare en god og positiv oplevelse. Sisse Fiskers behagelige måde at interviewe på, gjorde bare at vi med det samme følte os trygge og dermed hurtigt kunne skrue ned for nervøsitet og scenefrygt :o) Jeg håber i hvert fald, at Stine og jeg fik viderebragt budskabet om, at det faktisk er muligt at blive normalvægtig og få et meget bedre liv ved at omlægge sin livsstil.

Da vi var færdige med interviewet og gik ud af studiet for at gå over i sminkerummet og hente vores overtøj, fik jeg endnu en sjov oplevelse. En autografjæger, der åbenbart er nærmest fast inventar udenfor Aftensshowets studie, kom pludselig hen til mig og spurgte “Øh, undskyld, er du ham fra Livvagterne?”. Nuvel, det var da ganske flatterende at høre, at han troede jeg var kendt skuespiller, men nu har jeg selv har set alle afsnit af Livvagterne, og jeg kan ikke lige se, hvem af de mandlige skuespillere jeg skulle ligne :-)

Anyway, jeg var selvfølgelig ærlig og sagde til autografjægeren, at han tog fejl og måtte forveksle mig med en anden. Stine sagde dog til mig umiddelbart bagefter, at jeg da bare skulle have spillet med og givet ham min autograf :-)

Jeg er helt enig…

Jeg er helt enig...

Som Teetime.dk skriver i en artikel, så virker det unægtelig pudsigt, at Danmarks næststørste idrætsgren i form af golfsporten, slet ikke blev nævnt i forbindelse med det stort opsatte “Sport 2008” show på DR 1. Jeg er i hvert fald enig i Teetime.dk’s betragtning.

Vi havde trods alt en dansk deltager i Ryder Cup 2008, som er en af verdens største sportsbegivenheder. Og så var det vel også værd at nævne, at Søren Kjeldsen faktisk vandt 2008-udgaven af Volvo Masters, der er Europa Tour’en flagskibsturnering.

Men trods over 150.000 aktive medlemmer i Dansk Golf Union, kunne landets næststørste idrætsgren altså ikke tilkæmpe sig lidt opmærksomhed fra DR’s side. Det er trist, for hvis der var sted, hvor det havde været fortjent at fejre flotte danske golfresultater sidste år, så var det da i forbindelse med “Sport 2008”.

PS: Fik jeg sagt, at jeg er vild med golf?

Jeg er lidt chokeret…

Efter jeg har set mig selv i det første afsnit af nye Chris MacDonald sundhedsprogram, “Chris På Vægten“, må jeg indrømmet at jeg er lidt chokeret – mildest talt, faktisk. Det skal forstås på den måde, at jeg er chokeret over, hvor overvægtig jeg rent faktisk ser ud i programmet (og selvfølgelig også var på det tidspunkt).

Jeg må indrømme, at jeg slet ikke så mig selv på den måde for tre måneder siden – overhovedet ikke endda! Om det så var rendyrket fornægtelse på det tidspunkt eller noget andet, er jeg ikke helt klar over, men jeg er lidt rystet. Ikke desto får det mig i hvert fald til, at ville kæmpe endnu mere for at nå min normalvægt og holde fast. Jeg vil simpelthen ikke ende der igen, hvor jeg var for tre måneder siden.

Men bortset fra denne oplevelse, var det sjovt at se mig selv og mine holdkammerater på tv. Jeg synes, DR portrætterer os alle på en sober og seriøs måde. Det gør forhåbentlig også, at vi kan være med til at inspirere og hjælpe andre overvægtige til at komme i gang med at tabe sig og få et sundere liv.

I hvert fald glæder jeg mig allerede til at følge med igen på næste tirsdag :o)

Så er nedtællingen begyndt :o)

Så er nedtællingen for alvor begyndt og der er nu under et døgn til DR1 viser det første afsnit af det nye Chris MacDonald sundhedsprogram. Programmet har fået arbejdstitlen “Chris På Vægten” og er fremover en del af det ugentlige “Ha’ Det Godt” program, der sendes hver tirsdag kl. 19.30 helt frem til maj næste år.

Det bliver et eller andet sted lidt grænseoverskridende at se sig selv på tv, men ikke desto mindre glæder jeg mig nu alligevel til at se programmet. Og apropos grænseoverskridende, så forudså jeg allerede tilbage i starten af maj, at det netop blive grænseoverskridende at deltage i projektet, men heldigvis på en utrolig positiv måde. Jeg kan næsten ikke begribe, at jeg kun lidt over tre måneder efter start allerede har tabt små 30 kg og at jeg nu er i en form som jeg næppe har været i nogensinde før!

Anyway, jeg håber bare at DR har fået klippet programmet sammen på en god måde og viser os alle fra vores bedste sider :o)